Descartes’ onde dæmon

Descartes' onde dæmonDescartes’ onde dæmon

Jean Paul Mongin
Illustrator: François Schwoebel
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace, 2012

 

 

 

Descartes er en tvivler. Hvordan kan man stole på sine sanser? Faktisk er Descartes så meget i tvivl, at han er ved at blive vandvittig. ”Drømmer Descartes? Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?” Han finder sin udvej i Arkimedes’ tekst om at have et fast punkt at holde sig til. Descartes bruger tanken som dette faste holdepunkt.

Med tanken som udgangspunkt kan han afsøge resten af verden. Resten af verden (ham selv inklusive) må være skabt af noget almægtigt. Noget så stort, at Descartes ikke engang selv kan forstå det. Han kalder dette almægtige for Gud.

Descartes stopper ikke ved Gud. Der er også mange andre ting, han er klar over, at han ikke forstår. Sanserne f.eks. Der er så mange eksempler på sansebedrag, men han når frem til, at i de fleste tilfælde fortæller sanserne noget sandt. Hvis man tilføjer lidt kritisk sans (undskyld ordspillet), er det rimeligt at bruge dem til at udforske sine omgivelser.

Fra min boganmeldelse på JAGOO: “Endelig gør et smerteligt møde med hans papegøjes næb Descartes opmærksom på, at man ikke kan adskille tanke og krop. Tanken er ikke i kroppen, som en kaptajn er på et skib. Der må være en anden sammenhæng mellem de to ting.”

Læseren kender sandsynligvis præmissen om, at man ikke kan stole blindt (!) på sine sanser. Utallige film og bøger kredser om det samme emne. Derfor er det befriende at læse Descartes’ onde dæmon, som giver indblik i filosofien bag. Det er abstrakt og svært, men ved hjælp af de mange illustrationer fremstår bogen som en billedbog for læsere over 12 år.

Descartes’ onde dæmon indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Einstein og Karl Marx.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *