Hamsteren er væk!
Andreas Palmaer
Illustrator: Ingela P. Arrhenius
Oversat af Kina Bodenhoff
32 sider
Gyldendal 2014
Historien i Hamsteren er væk! er i sig selv god og med et godt tvist: Mor kommer til at lukke hamsteren Otto ud, da hun passer den for Elliot. Den kiksede mor prøver først at lyve sig fra det. Så køber hun en erstatningshamster og bilder Elliot ud, at det er den samme, som bare er blevet lidt tykkere og har mistet interessen for havrefras, mens Elliot var en uge hos sin far.
Imens betragter Otto det mærkelige, der sker. Den har gemt sig under køleskabet, og her finder Elliot den om natten. Nu kan Mor ikke længere løbe fra sit bedrag. I stedet har Elliot nu to hamstere.
Deleforældre er sjældne i billedbøger, og når det endelig sker, bliver netop den familieform et tema. Den fælde er Hamsteren er væk! ikke faldet i. At Elliot ringer til Mor fra bagsædet af Fars bil beskrives med lige så stor selvfølgelighed, som at Mor fodrer hamsteren.
Kun et sted kommer der fokus på et aspekt ved fraværet af kernefamilien. Inden Mor finder på at købe en ny hamster, græder hun ind i en pude, og situationen får denne tekst med på vejen: “Elliot tilgiver hende aldrig. Nu vil Elliot nok hellere bo hos far.”
Illustrationerne viser karakterernes følelser, mens teksten fortæller om handlingen og dialogen. Både i scenen med den grædende mor og i bogen som helhed. På den måde støtter tekst og illustration hinanden i fortællingen.
Den noget ubehjælpsomme mor bliver ikke udstillet. Hun taber aldrig helt læserens sympati, for hun vil bare det bedste – om end hun bærer sig klodset af. At det er hendes søn, som er den fornuftige og “voksne”, er et humoristisk indslag, som hjælper læseren med at tilgive hende. Modsat Elliot, som ”kan tilgive hende, men ikke endnu.”
… og her som lovet forklaringen på, at alle børnehaver bør have Hamsteren er væk!: “Det ganske særlige ved Hamsteren er væk! er, at den beskriver et barn i en skilsmissefamilie uden at gøre det til et tema. Dejligt befriende at kunne læse om den almindeligt udbredte familietype, uden at det skal gøres til noget særligt. (…) Hamsteren er væk! bør supplere samlingen af barn-med-kun-et-hjem-bøger i enhver børnehave.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)