Kategoriarkiv: Familieforhold

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO (Daginstitutionernes LandsOrganistaion) Her kan du læse de fire første blade, jeg har lavet:

Klik på linkene og læs hele bladet!

Læs i nr. 6-2017:

2 Leder
Fællesskab, lighed og tillid skal dæmme op mod fællesskabets forfald.
4 Sangglæde for alle
Et bidrag til det glade, kreative børneliv, som institutioner kan deltage i.
7 DLO inviterer til fyraftensmøder
Med ressourcedetektiv Hanne Risager.
8 Boganmeldelse
Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde.
10 Kursus i lederudviklingssamtaler
En tidligere kursist fortæller om sine indtryk.
11 Konsulentsiden
Selvejende institutioner og databehandleraftalen.
12 Efterårskonference
Faglig konference om børns drivkraft. Lige til at hive ud og hænge op!
14 Konsulentsiden, fortsat
Bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar.
15 Højt begavede børn i børnehaven
Sådan spotter vi højt begavede børn i børnehaven – og sådan støtter vi deres udvikling.
20 Portræt af en leder
Heidi Ingemann Jensen fra Børnehuset Bøgely i Hareskoven deler sine erfaringer.
22 Psykolog-klummen
Helle Scheele skriver om Det særligt begavede vuggestuebarn.

Læs i nr. 5-2017:

2 Leder
Sørg for en ansvarlig administration.
4 To nye udgivelser fra EVA
Hjælp til at vurdere ny forskning og måleredskaber på dagtilbudsområdet.
6 Du kan bidrage til DLOs arbejde for mindre bureaukrati
DLO har arbejder for daginstitutionernes interesser. Her får du en status på de vigtigste sager lige nu.
7 For høje udgifter til kopi og print?
Spar penge via DLO.
8 Folkemødet på Bornholm 2017
Folkefesten for et bedre samfund.
11 DLO region Hovedstaden
Indkaldelse til generalforsamling.
12 Konsulentnyt
Personalejura for arbejdsgiverbestyrelser, Fyraftensmøder med Hanne Aalling Risager, arbejdsgiverbestyrelser.
14 Det giver god mening at kende HC And
Et interaktivt læringsredskab til børn om undersøgelser, behandlinger, diagnoser og indlæggelse på et hospital.
16 Hvad er en daginstitution?
Skønsomme tanker om en daginstitution og det gode børneliv.
18 Børnehuset er familiernes hus
Et projekt om involvering af forældre.
19 Kom med i maskinrummet
To boganmeldelser.
21 Psykologsiden
Mental sundhed.
22 Portræt af en leder
Mette Mechlaoui fra Barndommens Land.
22 Ændret levering af BØRNS hverdag
Fremover modtager medlemsinstitutioner og organisationer bladet på en ny måde.

Læs i nr. 4-2017:

2 Leder
Er KL ”godt på vej”?
4 Børn kommer i børnehave selv om de er syge
Ny undersøgelse fra Børnerådet viser travlhed i familierne.
6 Udfordringer & muligheder
En analyse af børnene, forældrene og de pædagogiske muligheder i 2010’erne.
9 DLO er daginstitutionernes politiske vagthund
Nogle af de sager, der rør sig lige nu.
10 At se mennesker gro
Hanne Risager tilbyder fyraftensmøder i efteråret.
11 Børnenes grundlovsdag 2017
Sådan gør de i Esbjerg.
12 Konsulentnyt
Guldkorn. Seniordage og omsorgsdage. Boganmeldelse af Barnets eventyrperler.
14 Gadedrengen fra Vesterbro modtager ERNA-prisen
Dansk Historisk Pædagogisk Forening anerkender Benny Schyttes indsats.
16 Hvad børn ikke ved har de ondt af
Foredrag med Per Bøge.
18 Vuggestuebørn bliver bedre til sproget
Sprogforskningsprojekt i Gladsaxe Kommune giver store forbedringer hos børnene.
19 Hun lærer børn at sige ”amygdala”
Anette Prehn laver hjernesmart pædagogik.
21 Psykolog-klummen
Barnets problem i børnehaven er ikke altid et problem i hjemmet.
22 Portræt af en leder
Troværdighed, menneskelighed og glæde er de tre vigtigste værdier for Trine Boel Nielsen.

Læs i nr. 3-2017:

2 Leder
Samskabelse i dagtilbud
4 Ny sekretariatsleder
DLO har fået ny sekretariatsleder. Tanja Krabbe præsenterer sig.
8 Rådet for Læring
Anbefalinger vedrørende børns læringsduelighed
15 Psykolog-klummen
Robusthed
16 Året dagtilbud
Eksperimentalinstitutionen er medlemsinstitution i DLO og fik prisen som Årets dagtilbud BØRNS hverdag var med til prisoverrækkelsen.
19 Filmen alle politikkere burde se!
Barndom er et poetisk og rørende portræt af barndommen, når den er bedst
22 Portræt af en leder
Birthe Hedegaard Jensen har i 23 år været leder i Aarhus Kommune og er nu ansat som leder af en nybygget 0-6 års institution.

Køn i pædagogisk praksis

Køn i pædagogisk praksisKøn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

 

 

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.

Nye læreplaner i dagtilbud

Nye læreplaner i dagtilbudConcrit lørdagsskole 2016

En konference tog pulsen på velfærdsarbejdet i Danmark og udland. Det var årets udgave af Concrit, som er et græsrodstræf, denne gang holdt i Aarhus. Deltagerne organiserede selv workshops, spisning og indkvartering. Det kom der mange gode møder mellem mennesker ud af.

Concrit har været afholdt i en række europæiske byer. Jeg ser valget af Aarhus som en fornuftig konsekvens af, at de fleste deltagere (og ikke mindst arrangører) kommer fra Danmark. Kun to deltagere kom rejsende til landet: To spanske deltagere, som brugte en lokal simultantolk. Det fungerede godt, selv om man lige skulle vænne sig til, at nogen sad og talte lavmælt under oplæg og debatter.

Workshops

Deltagerne kom selv med temaerne for de to omgange workshops, som var lagt ind i programmet. De handlede om:

  • Muligheden for en opfølger af det sociale opråb Modild.
  • Hvordan fremmer man en mere aktiv deltagelse på eksempelvis tillidsrepræsentant-møder?
  • Fremtidige aktiviteter i Concrit-regi.
  • Forældresamarbejde: Gøres hjemmet til den skolificerede børnehaves forlængede arm?
  • Revner og sprækker: Hvor finder vi rum til den pædagogiske dagsorden i en forvaltningsdagsorden?
  • Praksis og teori: Praksis ind på uddannelserne, forskerne ud i daginstitutionerne.
  • Hvordan sætter man ord på pædagogiske ballader i modsætning til forvaltningssprog?
  • Hvad forstår uddannelserne ved pædagogik, når der er så mange (andre) faggrupper, som uddanner pædagoger?
  • Ord er våben – lad os lave kritisk pædagogisk litteratur.

Undervejs blev nogle workshops slået sammen, andre ændrede retning, og et par stykker gik i sig selv. Jeg var meget optaget af revner og sprækker. F.eks. bruger jeg gerne muligheden for at flette lidt pædagogisk faglighed ind i de fora, jeg er med i, også når de ikke har en pædagogisk overskrift. F.eks. kan jeg ikke tale børnelitteratur uden at tænke pædagogisk.

Om eftermiddagen var jeg i en workshop, som tog livtag på pædagogik i teori og praksis, hvor vi bl.a. debatterede pædagoguddannelsens vilkår og pædagogikkens vilkår på læreruddannelsen. Det kom der mange gode vinkler på forskellen mellem pædagoger og lærere ud af. Forskelle, som både kunne ses i uddannelse, i praksis og i professionsudøvernes egne forståelser.

Oplæg

Ud over workshops var dagen krydret med oplæg, som enten kunne bruges i dagens øvrige aktiviteter eller tages med hjem. Jens Krause Nielsen fortalte om en (muligvis meget smitsom) hjernelidelse, som medfører, at ledelse og pædagogik er begyndt at tale samme sprog! Han gav flere eksempler fra aktuelle virksomhedsplaner. Det er primær narcissisme, når man hævder, at “mine ord skaber min virkelighed”. Det var ellers en forståelse af virkeligheden, som ofte sås på daginstitutionernes hjemmesider.

Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen talte under overskriften “Der er faglighed bag”, som også er titlen på en kampagne fra BUPL. Se f.eks. denne video. De talte for, at man i højere grad tænker selvopdragelse i opdragelse. Opdragelse sker også i pædagogisk praksis. Pædagoger i praksis resonerer pædagogisk. Det er ifølge de to oplægsholdere forskellen på pædagoger og andre faggrupper. Det sætter sit aftryk i handlinger og fortællinger. De kom dog ikke ind på mere præcist, hvordan det kan ses og høres.

De to catalanske pædagoger fra Rosa Sensat  fortalte om deres vilkår for pædagogikken. Bl.a. skelnes der ikke mellem pædagoger og lærere. Rosa Sensat er ikke en fagforening og kan mere sammenlignes med Unge Pædagoger eller Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosa Sensat er for pædagoger/lærere samt forældre/familier i 0-18 års området.

Jimmy Krab holdt oplæg om, når forældre bliver en resurse for deres børns læring. Han har undersøgt et projekt med familieklasser, hvor forældrene deltog i børnenes skolegang. Det er børn, som undervises meget målstyret og f.eks. får point efter, hvor godt de lever op til:

  • Jeg kan arbejde med en opgave i 15 minutter.
  • Jeg afbryder ikke læreren.

Oplægget afstedkom en del undren og afstandstagen, ikke mindst fordi børnene også skal samle point derhjemme.

Dagens sidste oplæg blev leveret af trioen Jytte Hare, Jytte Mølgaard og Lars Søgaard. De havde især fokus på sprogarbejdet. Jytte Hare refererede en undersøgelse for, at “alle børn, som udsættes for intensivt sprogarbejde, rykker sprogligt. Og især de børn, hvor pædagogerne selv har tilrettelagt forløbet.” Jytte Mølgaard kunne supplere, at en forsker havde undersøgt, hvad der sker med børns sprog, når der er mange ABC’er og sprogplakater i deres miljø. Han fandt ud af, “at det hjælper især, når man taler meget med børnene!”

Lars Søgaard sidder i Rådet for børns læring. Han viste os Lær mig noget. Hver dag, som Rådet for børns læring har lavet. En deltager fra salen kommenterede, at kvalitet ikke lader sig måle. Kun kvantitet. Derfor skal vi holde op med at tale om højkvalitetesinstitutioner og i stedet kalde dem højkvantitetsinstitutioner.

Nye pædagogiske læreplaner på vej?

Der er nedsat en gruppe, som arbejder med en revidering af de pædagogiske læreplaner. Deres arbejde kan man læse mere om her. I linket kan man også komme videre til muligheden for at kommentere på gruppens arbejde og komme med input. Postkassen er åben indtil 1. september.

Jeg har allerede skrevet en mail, da jeg er bekymret for, hvilket fokus en revision af de pædagogiske læreplaner vil få. De nuværende pædagogiske læreplaner skal beskrive, hvilke rammer institutionerne tilbyder. Det er altså pædagogernes arbejde, som planerne handler om. Det skal det blive ved med at være, men jeg frygter, at man vender blikket mod krav til barnet. Barnet skal kunne så-og-så mange ord, barnet skal kunne slå en kolbøtte osv. Fortsæt selv listen.

Jeg har sat mig for at genlæse Kanon for syvårige af Donata Elschenbroich. Læs evt. artiklen fra Børn&Unge. I bogen giver en lang række forskellige mennesker deres bud på, hvad der har værdi i et barneliv. Forfatteren nævner f.eks.:

  • have oplevet sin egen tilstedeværelse som et positivt bidrag. “Hvis du ikke havde været til…” “Vi savnede dig…”
  • ville vinde og kunne tabe
  • kunne gynge: Hvad gør min krop ved gyngen, hvad gør gyngen ved min krop”
  • have gjort den erfaring, at dets eget forslag til forbedring er blevet omsat til virkelighed. En erindring: mig som forbedrer verden
  • have delt et uløseligt spørgsmål med en voksen (“det her er der ingen, der ved”)
  • være faldet i en å.

De mange andre bidragsydere har ikke givet deres bud i punktform med undtagelse af Amos Comenius, som i 1658 bl.a. havde dette bud indenfor geografi: kende sin hjemby og elementære geografiske betegnelser som mark, bjerg, flod, og ærkebiskop Johannes Dyba, som bl.a. havde dette punkt: kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det er nogle år siden, jeg har læst den, men jeg tror, den kan give stof til eftertanke i et arbejde med nye pædagogiske læreplaner.

Til gengæld genlæser jeg jævnligt den lille billedbog Spørg mig af Antje Dam. Her spørges barnelæseren f.eks. om:

  • Har du prøvet at være alene?
  • Har du et ønske, som aldrig går i opfyldelse?
  • Hvad kunne du tænke dig at gemme til dit eget barn?

Det er spørgsmål, som bør optage barnet i vuggestuen og børnehaven langt mere end definitioner af skoleparathed, at kunne stave sit eget navn og at kunne nævne ugernes navne.

#sigsandheden

Hjerte#sigsandheden

Under overskriften #sigsandheden spreder en række pædagoger i dag, søndag d. 27. september kl. 19.00 deres budskab på sociale medier, i læserbreve, på blogs osv. Jeg har ingen store afsløringer at komme med – og dog. Det vil nok overraske nogen, hvor svært det er at gemme hjertet væk.

På seminariet hørte vi om de tre store P’er: Professionelt, Personligt og Privat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man er det ene, og hvornår man er det andet. Det giver god mening for mig, og jeg undlader også at knytte venskaber til forældrene i mit arbejde, uanset hvor rare de måtte være.

Det samme kan man ikke gøre med børn, som man går op og ned ad dag ud og dag ind. I vuggestuen er det måske dig, der ser barnets første skridt. I børnehaven stråler barnet, som for første gang klatrer op i et træ, og du tager del i barnets finden-sig-selv op gennem skoletiden. Sidste uge tog jeg mig i at stå og blive rørt over et barn fortælle sin livshistorie på en særligt rørende måde. Ugen før det blev jeg stolt over et andet barns novelle. Det er stort at have været med i det forløb, der førte frem til det.

Det er ikke det samme som at være forælder til barnet. Jeg ved det med mig selv, for jeg er selv far. Alligevel sker der dagligt overskridelser fra det private til det professionelle. Nogle ville sige, at barnet kommer ind under huden på dig. Andre vil mene, at det så er på tide at finde noget andet at lave.

Jeg tror på, at pædagogik er relationsarbejde, og en relation går begge vej. Det betyder ikke, at man skal invitere børnene med til sin private fødselsdag eller indvie dem i alt, hvad man laver. For mig betyder det, at jeg engagerer mig i deres ve og vel. I fagsprog vil jeg kalde det at drage omsorg for deres trivsel, men jeg ved godt, at hjertet også er med i det.

Mine største nederlag som pædagog gennem over 20 år er de gange, et barn har været i mistrivsel trods min indsats. Når et barn ikke har fået tilstrækkeligt støtte eller har forladt “mig” (det vil sige det sted, jeg arbejdede) uden det selvværd, jeg ønskede for barnet. Tilsvarende har de største successer været tæt forbundet med børn, som har klaret en krise og/eller er vokset, ofte trods forhindringer.

Der er ting, som hører til i hjemmet, og der er ting, som hører til i institutionen eller skolen. Rigtigt mange ting hører til begge steder. Når professionelle og forældre kan dele deres oplevelser af barnet med hinanden, får de det bedst. Det gør barnet også. Jeg tager ikke noget fra forældrene ved at glædes over barnet eller ved at bekymre mig. Tværtimod kan vi sammen tale samme sprog.

Lad os starte i morgen.

Kære bilforælder

Kære bilforælderKære bilforælder

Jeg skriver til dig, fordi jeg har lagt mærke til, at dit barn bliver kørt i bil til skole om morgenen. Det er i sidste ende dit eget valg. Jeg vil alligevel gerne dele mine overvejelser med dig.

(Fotoet er ikke hentet fra skolevej.)

For dit eget barns skyld…

Der er meget fokus på fedme. Fedme er i de fleste tilfælde en livsstilssygdom – altså et resultat af den måde, vi lever. Den ene side er maden. Den anden side er, hvor meget vi bevæger os. Eller hvor lidt. Du kan meget nemt være med til at lægge grunden til de dårlige vaner, som gør, at dit barn senere hen får problemer med fedme. Hvis du i stedet gør bevægelse til en naturlig del af hverdagen, får barnet et kraftigt våben mod problemet.

Jeg har som støttepædagog gennemført adskillige projekter omkring motorik (evnen til at styre muskelbevægelser). De børn, jeg har lavet motorisk træning med, havde alle ét tilfælles: de havde for få erfaringer med deres egen krop. Jeg har flere gange været nødt til at bede forældrene gå og/eller cykle med deres børn som et led i de handleplaner, vi lavede.

Dit barn oplever gang på gang, at der er noget, det ikke kan. Det lever i de voksnes verden uden det sprog og de evner, som kræves for at kunne kontrollere den verden. En af de ting, vi alle kan helt selv, er at bevæge os. Hvad enten det er på cykel eller til fods eller noget helt andet. Det er vores muskler og vores hjerne, som bestemmer. Ved at tage den oplevelse fra dit barn, går det også glip af en daglig succesoplevelse.

… og for mit barns skyld

Jeg er ikke bekymret for dine evner som bilist. Du kører som regel langsomt og forsigtigt. Din bil fylder bare så forfærdeligt meget! Det er naturligvis ikke dig, som holder i andet spor, men din bil forhindrer den anden i at køre ind og holde langs kantstenen. Desuden gør de mange biler, at trafikken er uoverskuelig set fra barnehøjde. Et barn kan ikke se hen over en bil, derfor er der risiko for at cykle ind i nogen, som går rundt om bilen. Desuden giver hele den rodede situation en usikkerhed, som egentlig ikke er nødvendig.

Dit eget valg

Som jeg skrev indledningsvis, er det dit eget valg. Du skal blot vide, at andre betaler prisen, når du vælger bilen. Både dit eget barn og andre. Undersøgelser viser, at mange kører deres børn til skole i bil, fordi de var bange for risikoen, hvis barnet skulle cykle eller gå selv – fordi der er så mange biler! Hvis du hører til den gruppe forældre, kan du selv være med til at bryde den dårlige cirkel. Lad bilen blive hjemme. I morgen!

Med venlig hilsen

Bjarne W. Andresen,
cykelfar

Tal ikke hjemmeferien ned

Sommerferie i DanmarkTal ikke hjemmeferien ned

Camilla er i børnehave første dag efter sommerferien. De har samling, og efter tur fortæller hendes kammerater om de mange dejlige oplevelser, de har haft: Thailand, Italien osv. Da turen kommer til Camilla, fortæller hun, at hun har besøgt sin bedstemor. “Nå,” siger pædagogen og går hurtigt videre til næste barn.

Det er ikke godt nok. Camillas ferie skal mødes med lige så stor interesse som hendes kammeraters. Det er muligvis mere interessant for pædagogen at høre om Bangkok og Bologna end om Brønshøj og Bramming, men Camillas behov for at dele sine ferieoplevelser er lige så stort som de andres.

Camilla har endda været væk fra sit eget hjem. Ifølge en undersøgelse lavet af Voxmeter for Røde Kors kommer hver femte børnefamilie slet ikke på ferie. Heller ikke sommerhus, som i mit tilfælde på lejr på en campingplads på Sydsjælland (se billedet) eller som i Camillas tilfælde til bedstemor. Derfor er der behov for, at alle børn bliver modtaget med interesse efter sommerferien.

Det virker ekskluderende at spørge “Hvor har du været i ferien?”, fordi det ligger i spørgsmålet, at man er rejst et sted hen.

Gode spørgsmål at stille alle børn, som vil fortælle om deres ferie:

  • Hvad har du lyst til at fortælle om din ferie?
  • Hvad er det bedste, der er sket, mens du har været væk fra børnehaven/skolen?
  • Hvem var du sammen med?
  • Hvor længe varede det?

Når så barnet fortæller, kan man efter behov supplere med:

  • Kunne du tænke dig at gøre noget lignende en anden gang?
  • Tror du, andre ville være glade for at gøre det samme?
  • Hvem fik ideen til/hvem har bestemt, at det var sådan, du/I gjorde?

Frem for alt er det vigtigt, at alle børn bliver mødt med den samme åbne interesse for, hvordan deres liv har været, siden de sidst så deres kammerater. Vis børnene, at alles liv er spændende og værd at høre om – og dermed også værd at fortælle om. Så kan Camilla måske fortælle om de små kattekillinger hos bedstemor eller om den gysende oplevelse, da det var tordenvejr om natten. Kattekillinger og tordenvejr findes både Down under og i Danmark.

Hamsteren er væk!

Hamsteren er vækHamsteren er væk!

Andreas Palmaer
Illustrator: Ingela P. Arrhenius
Oversat af Kina Bodenhoff
32 sider
Gyldendal 2014

 

 

 

Historien i Hamsteren er væk! er i sig selv god og med et godt tvist: Mor kommer til at lukke hamsteren Otto ud, da hun passer den for Elliot. Den kiksede mor prøver først at lyve sig fra det. Så køber hun en erstatningshamster og bilder Elliot ud, at det er den samme, som bare er blevet lidt tykkere og har mistet interessen for havrefras, mens Elliot var en uge hos sin far.

Imens betragter Otto det mærkelige, der sker. Den har gemt sig under køleskabet, og her finder Elliot den om natten. Nu kan Mor ikke længere løbe fra sit bedrag. I stedet har Elliot nu to hamstere.

Deleforældre er sjældne i billedbøger, og når det endelig sker, bliver netop den familieform et tema. Den fælde er Hamsteren er væk! ikke faldet i. At Elliot ringer til Mor fra bagsædet af Fars bil beskrives med lige så stor selvfølgelighed, som at Mor fodrer hamsteren.

Kun et sted kommer der fokus på et aspekt ved fraværet af kernefamilien. Inden Mor finder på at købe en ny hamster, græder hun ind i en pude, og situationen får denne tekst med på vejen: “Elliot tilgiver hende aldrig. Nu vil Elliot nok hellere bo hos far.”

Illustrationerne viser karakterernes følelser, mens teksten fortæller om handlingen og dialogen. Både i scenen med den grædende mor og i bogen som helhed. På den måde støtter tekst og illustration hinanden i fortællingen.

Den noget ubehjælpsomme mor bliver ikke udstillet. Hun taber aldrig helt læserens sympati, for hun vil bare det bedste – om end hun bærer sig klodset af. At det er hendes søn, som er den fornuftige og “voksne”, er et humoristisk indslag, som hjælper læseren med at tilgive hende. Modsat Elliot, som ”kan tilgive hende, men ikke endnu.”

… og her som lovet forklaringen på, at alle børnehaver bør have Hamsteren er væk!: “Det ganske særlige ved Hamsteren er væk! er, at den beskriver et barn i en skilsmissefamilie uden at gøre det til et tema. Dejligt befriende at kunne læse om den almindeligt udbredte familietype, uden at det skal gøres til noget særligt. (…) Hamsteren er væk! bør supplere samlingen af barn-med-kun-et-hjem-bøger i enhver børnehave.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Verdens ende

Verdens endeVerdens ende

Mette Zommer
267 sider
Mellemrum 2014

 

 

 

 

Den selvbiografiske roman slog benene væk under mig. Mette Zommer skriver rigtigt godt, og hun har noget på hjerte (nogle gange lidt meget, men jeg følger med, så godt jeg kan). Det er et stykke tid siden, jeg sidst har læst en bog, som jeg har svært ved at lægge fra mig, men sådan havde jeg det med ”Verdens Ende”. Jeg bed især mærke i den kompromisløse måde, jeg-fortælleren møder andre på. Hudløst ærlig, girafsproglig og med den tilgang, at det mest irriterende menneske kan være din bedste læremester.

Mette Zommers har haft en barndom præget af alkohol og lavt selvværd. Underkendelse af hendes grænser osv. Som ung havde hun udviklet bulimi, depression og en omfangsrig angst. På et tidspunkt finder hun styrken til at begive sig ud på pilgrimsrejsen Camino de Santiago de Compostela. Uforberedt, utrænet og temmelig naiv, men hun gennemfører, og det bliver et vendepunkt. Tilbage i Danmark begiver hun sig på en indre Camino og vender så at sige skuden.

I sidste del har hun fået mand og barn og skriver meget om dilemmaer: Hvordan anerkender man både sine egne og børnenes behov? Hvordan møder man et barn med kærlighed, hvis det gør ondt mod ens eget barn? Hvornår reagerer man på, at et barn f.eks. i børnehaven ikke behandles, som man ønsker sit eget barn behandlet?

På den måde var det sidste del mere end begyndelsen, som gjorde indtryk på mig. Den forfalder aldrig til det sødladne. Historien om den dårlige barndom, som man rejser sig fra, er skrevet før, men den kan fortælles på mange måder. Mette Zommer gør det på en af de bedste måder, jeg har læst. Det er en stærk og yderst tankevækkende bog, som giver dig en læseoplevelse, du ikke glemmer med det samme.

Hvad er søskende?

Hvad er søskende?Hvad er søskende?

Ida Wentzel Winther, Charlotte Palludan, Eva Gulløv og Mads Middelboe Rehder
172 sider
Akademisk Forlag 2014

 

 

“Hvornår er man søskende, hvordan skaber og vedligeholder man det, hvad tænker søskende om sig selv og hinanden? Det er nogle af de spørgsmål, en forskergruppe har talt med knap 100 6-32 årige og nogle af deres forældre om. Hovedvægten er lagt på børnene. Hvad er søskende? med undertitlen “praktiske og følsomme forbindelser” stiller flere spørgsmål, end den giver svar på. Ambitionen har været at undersøge fænomenet søskende. Der er stof til mange samtaler med børn om søskendeskaber i børnehave, SFO og klub.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Niller Pilfinger åbner Bakken

Niller Pilfinger åbner BakkenNiller Pilfinger åbner Bakken

Stine Josefine Dige
Illustrator: Maria Tran Larsen
32 sider
INDBLIK for børn 2013

 

Billedbøger om regnbuefamilier er endnu ikke en etableret genre – hvis den da overhovedet skal betegnes sådan. Jeg er sikker på, at det vil blive gjort anderledes, mere varieret osv. i fremtiden. Måske endda bedre. Indtil da er Niller Pilfinger-serien et af de allerbedste bud på billedbøger, som udfordrer far-mor-og-børn skabelonen, samtidig med at den fortæller om dagligdags temaer i alle børns liv.

(Fra min boganmeldelse på www.jagoo.dk.)