Mig og ulven

Mig og ulvenMig og ulven

Delphine Perret
64 sider
Damgaard 2015

 

 

“Mig” finder en ulv, som overrasker på flere måder: Ulven kan tale. Ulven er den Store Stygge Ulv. Ulven er skræmt og vil hellere spise småkager – helst med chokolade – og lege end være skræmmende og æde den trælse søster. De to opbygger et venskab, hvor drengen prøver at opbygge ulvens tro på sig selv.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien er fortalt i et meget rent billedsprog med korte replikker. Når den er bedst, minder den om Radiserne i sit udtryk og om Steen og Stoffer i sit indhold. Der er lag til den voksne, som læser højt, og der er lag til barnet, som læser med: Det umage par opbygger et venskab, fordi ulvens stædighed og ubehjælpsomhed giver en modvægt til det projekt, drengen har med den. Barnelæseren vil more sig over den skøre ulv, som er så hjælpeløs og u-skræmmende.”

Sammenligningen med tegneserien Steen og Stoffer er ikke helt tilfældig, for man forstår nok, at ulven er et fantasifoster hos en dreng, som gerne vil vil være mere interessant, end han er. “Det er ret svært at holde på den hemmelighed. Hvis jeg havde fortalt henne i skolen, at jeg havde en ulv i skabet, ville jeg virkelig være blevet populær,” siger han på et tidspunkt.

I det sidste kapitel har han fået ulven trænet så meget, at den jagter ham hen til skolen og rundt i skolegården. Desværre er der øjensynligt ingen andre end ham selv, der lægger mærke til ulven, men han inspirerer da de andre børn til at lege fangelege med hinanden , mens han og ulven deler småkager på en bænk.

Drengen vil gerne kalde ulven Zorro, men af uigennemskuelige grunde hedder den Bjarne, som ikke er skræmmende nok. Det kan undertegnede bekræfte… Ulven bor i klædeskabet, hvor der er fred, og hvor moren ikke kan finde den. Den tænker mere på småkager end på kød. Og projektet med at blive skræmmende kører ikke rigtigt.

Se eksempler fra bogen på www.damgaardforlag.dk/migogulven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *