Ramsløg og bålrøg på Tumlepladsen

Ramsløg og bålrøg på Tumlepladsen

På en forårslørdag havde Natur & Ungdom Aarhus i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening lavet et familiearrangement på Tumlepladsen i Riis Skov. Et halvt hundrede børn og voksne kom forbi. Nogle havde planlagt det hjemmefra, andre kom tilfældigt forbi på deres skovtur og brugte en times tid ved bålet.

(Artiklen har været bragt i NATUR nr. 2/2018. Læs artiklen i sit oprindelig layout her.)

Natur & Ungdom Aarhus er kommet på udebane, da lokalafdelingen i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening inviterer til ”Ramsløg + bålhygge” på en varm aprillørdag i Riis Skov. Normalt holder de aarhusianske N&U-folk nemlig til på legepladsen i Møllevangen i det nordlige Aarhus, hvor de har månedlige aktiviteter primært for de 3- til 12-årige og deres forældre.

”Det er dejligt at se familier hygge sig og blive klogere på naturen i fællesskab,” siger Lene Louise Mortensen om sin grund til at være en af lokalafdelingens frivillige.

Hun mener, at det er rart at vise ’N&U-flaget’ i Aarhus’ mest besøgte skov og på den måde få chancen for at få nye medlemmer i den halvandet år gamle lokalafdeling. For selv om Lene Louise Mortensen er godt tilfreds med, at 12-15 børn og voksne jævnligt deltager i afdelingens aktiviteter, er flere altid velkomne.

Udsprang af projekt

I begyndelsen af 2016 var Lene Louise Mortensen sammen med en af de andre nuværende N&U Aarhus-frivillige med til at starte ”Naturliv for småbørnsfamilier”; et projekt der gik efter at få ressourcesvage familier ud i det grønne.

”Projektet, som Natur & Ungdom deltog i, varede et år, og efterfølgende var det mest naturligt for os at 1blive en del af Natur & Ungdom. Der har været nogle udskiftninger i frivilliggruppen, men nu er vi ni. Tre fra naturlivsprojektet er stadig med,” fortæller Lene Louise Mortensen.

Hun suppleres af Louise Guldborg Roesen, der gik med i Aarhus-frivilliggruppen på grund af sin passion for at arbejde med storbybørns og -unges læring i og om naturen.

”At arbejde med natur i den indre by stiller andre krav end for eksempel at have en gruppe med i skoven, hvor indtrykkene og materialerne er mere ligefremme. Men man skal ikke undervurdere byens naturmuligheder. Det kræver bare opfindsomhed og god observationsevne,” forklarer Louise Guldborg Roesen.

Naturbanko og snobrød

Som udgangspunkt laver lokalafdelingens frivillige maden sammen med børnene og deres forældre til deres arrangementer. Ofte vil nogle af de faste deltagere gerne være med til at tænde bålet og få succesoplevelser, og det er de også på forårslørdagen i Riis Skov.

Samtidig finder børn og voksne fjer, kogler og andet godt i skovbunden til et spil naturbanko og bager snobrød over et af de mange små bål, som de frivillige har lavet for at sikre sig, at der altid er gløder mindst ét sted. Snobrødsdejen er lavet i forvejen, og der er kaffe og te, man selv laver af vand kogt over bålet.

Martin Horup Svendsen er en af de andre frivillige. Han supplerer med, at netop det med at have ting med kan være en udfordring.

”Mange af vores aktiviteter er lidt udstyrstunge. Derfor er vi meget taknemlige for at have en fast base på Peter Fabers Vej 17 i Møllevangen,” forklarer han.

På programmet i Riis Skov er også en ramsløgtur. Den er der stor tilslutning til. En god håndfuld af de cirka 50 deltagere var mødt op udelukkende for at komme med i den del af arrangementet, som i alt var sat til at vare tre timer. Mens nogle plukkede ramsløg, blev især børnefamilierne ved bålene og på naturlegepladsen, som ligger lige ved siden af.

Da turdeltagerne kommer tilbage med poser fyldt med ramsløg, er de fleste i gang med at spise snobrød. Der er ikke lagt op til, at man skal deltage alle tre timer, og der er også forskel på, hvor lang tid de enkelte deltagere bliver.

”Det vigtigste for os er, at deltagerne hygger sig og får en god oplevelse i naturen i fællesskab med andre,” fastslår Lene Louise Mortensen.

Fakta om N&U Aarhus

  • Stiftet i begyndelsen af 2017
  • Holder til på legepladsen på Peter Fabers Vej 17, Aarhus V
  • Ni frivillige står for månedlige arrangementer
  • Gennemsnitligt deltager cirka 12-15 børn og voksne i arrangementerne
  • Fuglekending, artsbestemmelse af træer, kreativ leg med vinterens materialer og vands tilstandsformer er eksempler på lokalafdelingens aktiviteter.
  • www.facebook.com/nfsmoellevang