Kategoriarkiv: Formidling

Ramsløg og bålrøg på Tumlepladsen

Ramsløg og bålrøg på Tumlepladsen

På en forårslørdag havde Natur & Ungdom Aarhus i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening lavet et familiearrangement på Tumlepladsen i Riis Skov. Et halvt hundrede børn og voksne kom forbi. Nogle havde planlagt det hjemmefra, andre kom tilfældigt forbi på deres skovtur og brugte en times tid ved bålet.

(Artiklen har været bragt i NATUR nr. 2/2018. Læs artiklen i sit oprindelig layout her.)

Natur & Ungdom Aarhus er kommet på udebane, da lokalafdelingen i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening inviterer til ”Ramsløg + bålhygge” på en varm aprillørdag i Riis Skov. Normalt holder de aarhusianske N&U-folk nemlig til på legepladsen i Møllevangen i det nordlige Aarhus, hvor de har månedlige aktiviteter primært for de 3- til 12-årige og deres forældre.

”Det er dejligt at se familier hygge sig og blive klogere på naturen i fællesskab,” siger Lene Louise Mortensen om sin grund til at være en af lokalafdelingens frivillige.

Hun mener, at det er rart at vise ’N&U-flaget’ i Aarhus’ mest besøgte skov og på den måde få chancen for at få nye medlemmer i den halvandet år gamle lokalafdeling. For selv om Lene Louise Mortensen er godt tilfreds med, at 12-15 børn og voksne jævnligt deltager i afdelingens aktiviteter, er flere altid velkomne.

Udsprang af projekt

I begyndelsen af 2016 var Lene Louise Mortensen sammen med en af de andre nuværende N&U Aarhus-frivillige med til at starte ”Naturliv for småbørnsfamilier”; et projekt der gik efter at få ressourcesvage familier ud i det grønne.

”Projektet, som Natur & Ungdom deltog i, varede et år, og efterfølgende var det mest naturligt for os at 1blive en del af Natur & Ungdom. Der har været nogle udskiftninger i frivilliggruppen, men nu er vi ni. Tre fra naturlivsprojektet er stadig med,” fortæller Lene Louise Mortensen.

Hun suppleres af Louise Guldborg Roesen, der gik med i Aarhus-frivilliggruppen på grund af sin passion for at arbejde med storbybørns og -unges læring i og om naturen.

”At arbejde med natur i den indre by stiller andre krav end for eksempel at have en gruppe med i skoven, hvor indtrykkene og materialerne er mere ligefremme. Men man skal ikke undervurdere byens naturmuligheder. Det kræver bare opfindsomhed og god observationsevne,” forklarer Louise Guldborg Roesen.

Naturbanko og snobrød

Som udgangspunkt laver lokalafdelingens frivillige maden sammen med børnene og deres forældre til deres arrangementer. Ofte vil nogle af de faste deltagere gerne være med til at tænde bålet og få succesoplevelser, og det er de også på forårslørdagen i Riis Skov.

Samtidig finder børn og voksne fjer, kogler og andet godt i skovbunden til et spil naturbanko og bager snobrød over et af de mange små bål, som de frivillige har lavet for at sikre sig, at der altid er gløder mindst ét sted. Snobrødsdejen er lavet i forvejen, og der er kaffe og te, man selv laver af vand kogt over bålet.

Martin Horup Svendsen er en af de andre frivillige. Han supplerer med, at netop det med at have ting med kan være en udfordring.

”Mange af vores aktiviteter er lidt udstyrstunge. Derfor er vi meget taknemlige for at have en fast base på Peter Fabers Vej 17 i Møllevangen,” forklarer han.

På programmet i Riis Skov er også en ramsløgtur. Den er der stor tilslutning til. En god håndfuld af de cirka 50 deltagere var mødt op udelukkende for at komme med i den del af arrangementet, som i alt var sat til at vare tre timer. Mens nogle plukkede ramsløg, blev især børnefamilierne ved bålene og på naturlegepladsen, som ligger lige ved siden af.

Da turdeltagerne kommer tilbage med poser fyldt med ramsløg, er de fleste i gang med at spise snobrød. Der er ikke lagt op til, at man skal deltage alle tre timer, og der er også forskel på, hvor lang tid de enkelte deltagere bliver.

”Det vigtigste for os er, at deltagerne hygger sig og får en god oplevelse i naturen i fællesskab med andre,” fastslår Lene Louise Mortensen.

Fakta om N&U Aarhus

  • Stiftet i begyndelsen af 2017
  • Holder til på legepladsen på Peter Fabers Vej 17, Aarhus V
  • Ni frivillige står for månedlige arrangementer
  • Gennemsnitligt deltager cirka 12-15 børn og voksne i arrangementerne
  • Fuglekending, artsbestemmelse af træer, kreativ leg med vinterens materialer og vands tilstandsformer er eksempler på lokalafdelingens aktiviteter.
  • www.facebook.com/nfsmoellevang

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Giv mig retten til mit fagsprog

Vores virkelighedGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, finder jeg tre breve i min postkasse.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 1. april 2012.)

Det ene er en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre er fra min bank. A-kassens hæfte er langt og svært. Bankens breve er korte, men indeholder ord, jeg ikke kender. Det er sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg en vis grad af vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

Pædagoger er eksperter i læring

Vores virkelighedPædagoger er eksperter i læring

Da jeg stoppede som folkeskolelærer for at blive pædagog, troede jeg, at nu skulle jeg ikke beskæftige mig med læring mere. Jeg tog grundigt fejl.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. februar 2012.)

Der var ellers meget, som kunne bekræfte mig i, at pædagoger ikke har noget med læring at gøre. At læring hører hjemme i skolen. At læring er lig med undervisning. At børn ikke skal lære i deres fritid. Intet er mere forkert.

Læring, det er noget, vi gør hele tiden. Allerede som foster lærer vi vores mor stemme at kende. Vi kan genkende lyden af musik. Som spædbørn lærer vi at få tilfredsstillet de mest basale behov: hvordan vi får mad, hvordan vi gør opmærksom på, når vi er kede af det osv. Vi lærer at krybe, at kravle, at gå. Sproget kommer til, det verbale og det nonverbale. Alle disse ting lærer vi uden formaliseret undervisning.

Som voksne lærer vi også hver dag. I går lærte jeg, at min datter kan lave en velsmagende gang røræg til morgenmad – og at den friske timian, hun puttede i dejen, Mens disse linjer skrives, lærer jeg. To eksempler på andre læringstyper: læring ved betragtning og læring ved refleksion.

Det virker nogle gange, som om menneskets måde at lære nyt på er delt op i tre:

De første seks år lærer vi bedst ved selv at prøve på det, som fanger vores interesse. Ved at være sammen med andre, som ved mere, mindre eller det samme. Ved at bevæge os frit rundt i rummet (eller endda rummene). Det samme gælder som voksne. På mystisk vis er der ca. 12 år derimellem, hvor vi bedst lærer ved at lytte til nogen, som har besluttet, hvad emnet er – og som ved det i forvejen. Vi skal sidde stille imens. Det er da mærkeligt, hvis det skulle være sådan?

Der er et enormt fokus på Folkeskolen for tiden. Ny nordisk Skole kalder regeringen det. Målet er færre skoletrætte, flere læringsformer og større glæde. Gode intentioner. For at nå derhen skal skolen lære (!) af de bedste. Der skal hentes inspiration fra erhvervslivet, fra idrætslivet og andre udefrakommende. Partnerskaber hedder det.

Hvorfor vender man ikke blikket indad? På skolerne er der allerede en faggruppe, hvis viden ikke bliver brugt optimalt: pædagogernes. Pædagoger har gennem hele deres uddannelse og faglige praksis haft fokus på, hvordan man støtter, guider og udfordrer. Vi er vant til at tage ansvar for andres udvikling. Om du kalder det udvikling, dannelse eller læring betyder ikke meget i denne sammenhæng. Pædagoger er eksperter i læring. Læring gennem deltagelse. Læring gennem observation. Læring gennem refleksion. Faktisk er der kun en type læring, vi ikke er så gode til: læring gennem at betragte og lytte til et andet menneske. Her kan lærerne noget, vi ikke kan.

På alle andre områder er pædagoger eksperter i læring. Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke! Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at leg og læring er to forskellige ting. Hvis du prøvet at læse indlæggene på denne blog igen, vil du se, at det vrimler med læringshistorier. Fortællinger om, hvordan pædagoger har bidraget til, at børn og unge har lært noget. Ikke ved tavleundervisning men ved at skabe et læringsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale lige for fødderne af os. Som pædagoger kan vi komme ind og gøre en forskel i et land, hvor vi hidtil er stoppet ved grænsen. Børnene vil byde os velkommen. Væk med undervisning, hvis formål de ikke forstår. Ind med situeret læring, hvor der er en klar sammenhæng med det jeg gør og det jeg vil.

Det kunne vi alle lære noget af…

Forfatteraften med en lynkineser

Forfatteraften med en lynkineser

(Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.)

Det var en mørk og stormfuld nat … Det var i hvert fald silende regnvejr, da et halvt hundrede spændte deltagere gik ned i lastrummet på ”Samka” af Marstal, som er Bibiana Danmarks skib. Vi ventede alle på et andet navn fra Marstal, Jesper Wung-Sung, som bød på et intimt arrangement i de utraditionelle rammer, hvor han var i samtale med Søren Fanø.

Et af Søren Fanøs første spørgsmål gik på, hvordan Jesper Wung-Sung kan holde det imponerende tempo med flere titler årligt, hvor andre forfattere har flere år mellem deres udgivelser. Andre forfattere føler stor træthed, når de har udgivet en ny bog, men Jesper Wung-Sungs hemmelighed ligger i, at han får en masse energi i stedet. Den energi omsætter han i tekst.

”Marstal har været et perfekt udgangspunkt for det store forfatterskab,” fortalte Jesper Wung-Sung. ”Man behøver kun ét værtshus for at drikke sig fuld, en havn for at føle udlængsel, én fodboldbane for at spille fodbold og én pige for at blive forelsket.” Er han ikke bekymret for at tage af hovedstolen, når han skriver med udgangspunkt i eget liv? ”Næh, ikke med mindre man har en meget lille hovedstol!” mente forfatteren.

Atmosfære

Undervejs blev samtalen afbrudt af støj fra varmeapparatet, og vi kunne høre regnens trommen på presenningen og på dækket oven over os. Det gav en ganske særlig stemning, vi ikke ville have fået i Dokk1, som lagde kaj til skibet. Uden at underkende bibliotekets mange kvaliteter.

Bogblogger Eva Lucia var med til forfatteraftenen, og hun skrev bagefter til Klods Hans: “Der er ingen tvivl om at Jesper Wung-Sung er en storyteller. Uanset om man har læst hans romaner eller ej, så er der ingen tvivl om, at vi præsenteres for en forfatter, som inspirerer og har kuglepennen i sin hule hånd. Han bringer de hjerteskærende og ærlige beretninger ind i sine fortællinger, og viser samtidig universel forståelse, åbenhed og en bred litterær viden”.

Om forfatterskabet

Søren Fanø er godt inde i Jesper Wung-Sungs forfatterskab og har blandt andet skrevet en bog om forfatteren og hans tekster. Denne aften blev anekdoter og analyser suppleret med oplæsning af udvalgte tekstuddrag. De illustrerede bøger fik en særlig plads, og Jesper Wung-Sung fortalte, at det er særligt spændende, når han får illustrationerne at se. F.eks. nævnte han, at lillefingeren i bogen af samme navn blev ”større og bedre”, da Otto Dickmeiss tog sig af den.

Mange af bøgerne er blevet fremhævet for deres intertekstualitet, men det er ikke et bevidst greb. ”Jeg skriver på ryggen af alle mulige, som skrev meget bedre end mig,” blev det beskedent afvist med. F.eks. er der i Zam en hund, der bliver ædt. Først efter udgivelsen gik det op for Jesper Wung-Sung, at det er hans måde at give den grimme ælling hævn for den ultimative ydmygelse, den måtte døje, da hunden ikke ville æde den, fordi den var for grim.

Jesper Wung-Sungs bøger bliver også udgivet i udlandet, og det glædede forfatteren sig over, fordi det forlænger og forstørrer kommunikationen. ”Det er derfor, vi læser: Vi kan sætte os ind i et andet køn, en anden kultur osv. Det er empati.”

Han lovede at fortsætte sit arbejde som forfatter. Og stilen vil også blive holdt: ”Jeg vil til enhver tid hellere have en sætning, som ligger godt i munden, end en mere litterær én med fire indskudte sætninger.”

Efter samtalen mellem Jesper Wung-Sung og Søren Fanø var der mulighed for at stille spørgsmål, inden Bibiana bød på skibsøl og chips i den anden ende af lastrummet. Tak til Bibiana for det!

Ny app sætter navn på dyrene

Ny app sætter navn på dyrene

Den erfarne naturskribent Peter Thisted fik en god ide. Han ville lave en app med de almindelige danske pattedyr. Det skulle vise sig at tage halvandet år. Han har tidligere udviklet FugleApp, som efterhånden er nået ud til 30-35.000, blandt andet mange skoleklasser. App’enp er praktisk: Man har den lige ved hånden, og man behøver ikke være online for at være aktiv.

Artiklen har været bragt i NATUR nr. 1-2017, udgivet af Landsforeningen Natur & Ungdom. Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke her.

Det har ikke været helt let at vælge, hvilke dyr der skulle med. ”Hvor går grænsen?” spørger Peter Thisted. Man skulle gerne kunne bruge den til de mest almindelige dyr. Samtidig måtte der ikke komme så mange med, at det bliver uoverskueligt. Resultatet er blevet, at man med få klik kan finde frem til det dyr, man møder i naturen. Eller man kan bestemme dyret ud fra de spor, det har efterladt.

En ekstra lille feature er en ”find tilbage funktion”, hvor man via telefonens GPS kan gemme en position, som man gerne vil kunne finde tilbage til. Det kunne være dér, hvor man har stillet sin cykel.

App’en kan bruges fra 9 år, og der er ingen grænse opad. Formålet er at motivere til at holde øje med dyr og dyrespor, når man bevæger sig i naturen. Samt at lære at se forskel, så man ikke skal sige: ”Det finder vi ud af, når vi kommer hjem.”

Næste projekt er måske en app om træer og buske.

Arbejdet bag

Peter Thisted har selv taget en del af fotografierne, og så har han fået fotos gratis og købt resten, bl.a. af fotografen Michael Sand, som han kendte i forvejen gennem onlinemediet netnatur.dk. Teksten har han haft en ”fræk aftale” med Naturstyrelsen om: Han måtte bruge en del af deres tekster. Som grafisk uddannet har Peter Thisted selv arbejdet med udseendet af DyreApp.

Det med teksterne viste sig at være lidt mere besværligt end ventet. Peter Thisted måtte skrive meget om for at målrette det mod børn.

Friluftsrådet har givet tilskud og anbefalede et samarbejde med andre organisationer. Peter Thisted har været aktiv i Natur og Ungdom, så det var naturligt for ham at vende øjet den vej. Nu er der indgange i app’en til Natur og Ungdoms facebookside og foreningens hjemmeside.

Her begyndte det hele

Peter Thisted fortæller om sin egen naturinteresse, som blev grundlagt i hans barndom på landet. Han fortæller om en lærer, som ”fik os til at stå op kl. 3 om natten og se på fugle”, som var det, der fangede. En anden erindring var, da familien slagtede en påkørt hare. Senere kom medlemskabet af Natur og Ungdom. Han bor nu selv med 8½ ha omkring huset.

FAKTABOKS:

DyreApp findes til både iPhone/iPad og Android/Tablets og er gratis. Den kan hentes i AppStore og Google Play.

Søg på ”DyreApp” eller find linket på www.netnatur.dk/apps-fra-netnatur-med-dig-overalt.

Hvor er børnebogen i dag?

Hvor er børnebogen i dag?

Hvor står børnebogen i dag? Deltagerne på Statusseminar 2017 fik fire veloplagte foredrag med gode bud på tendenser i børnelitteraturen og mange konkrete eksempler på titler, som er værd at holde øje med.

 

Artiklen er oprindeligt bragt i Klods Hans nr. 1/2017 og kan læses i sin oprindelige opsætning her.

En komplet litteraturliste og andet bonusmateriale findes her.

Tre typer børnebøger

Betina Falsing delte billedbøgerne op i tre kategorier: Kunstneriske, pædagogiske og markedsorienterede bøger. Hun havde spurgt en gruppe børn om, hvilken bog de bedst kunne lide.

Stod valget mellem Lili laver cirkus, Hvad og De bedste historier (om Thomas Tog), valgte langt de fleste Hvad, som er en repræsentant for de pædagogiske bøger. Ingen valgte De bedste historier, hvilket undrede Betina Falsing, for som markedsorienteret bog burde den netop appellere til en stor målgruppe.

I anden spørgerunde valgte hun andre titler, og her var det den markedsorienterede De bedste historier (et andet bind), som var favoritten. Forskellen på de to Thomas Tog-titler var sproget. I den første var sproget svært, i den anden flød det.

Dommedagsstemning

Vand til Blod og Frøers Mængde,
Myg dernæst Egypten trængte.
Utøj, Pest og Bylders Nød,
Hagel, Græshop, Mørke, Død.

Bodil Christensens lune indlæg om tween-litteraturen blev rammesat af Jeppe Tangs dystre digt fra 1865, ”for så er vi ligesom i gang!” Hun ved, at man alligevel kun kan høre efter i 12 minutter, så hun dem brugte hun på at anbefale Hjertestorm – Stormhjerte. Der er mange genrer på billedsiden, og billeder betyder meget i tween-litteraturen.

Tween-litteratur kan også være god læsning for forældre: ”Nå, er det godt nok så svært?” Mange af bøgerne har referencer til litterære citater, klassikere og filosoffer. ”Det er dejligt at være dansklærer,” kan man sige.

Young Adults er ikke nyt

Erik Blichfeldt og Nanna Foss kunne fortælle, at YA slet ikke er nyt. Begrebet er fra 1802, men blev først en genre med Susan Hintons Outsideren fra 1967 (i USA med titlen The Outsiders, red.). Det store gennembrud for YA kom i 2005 med Twilight-serien.

Der er forskellige opfattelser af, hvad YA er. Nogle genretræk, som går igen, er: Letfordøjelig/fast food (især i avisanmelderes øjne), omhandler emner som LGBT, uden at det dog nødvendigvis er hovedtemaet. Især omkring seksualitet er der en forskel på amerikanske og danske YA-bøger: Herhjemme er vi ikke så bange for eksplicit beskrivelse af sex.

Andre kendetegn er genreblanding, mytologi, nyfortolkning og nye perspektiver (andre folkeslag, religioner, racisme osv.). Den såkaldte sick-litt står også stærkt: Selvskade, handicap, stalking, omsorgssvigt, sygdomme og død. ”En bog som Hjertet er 1 organ var sådan en type bog, jeg (Emil Blichfeldt) hadede som barn.” Nu er der fokus på personerne, mens samfundet træder tilbage, så det ikke bliver socialrealisme.

50 år med faglitteratur

Hans-Christian Uth fortalte om faglitteraturen til børn, som også gennemgik en revolution omkring 1967.

(Fag)bogen kan ikke sige alt om sit emne, men den kan give læseren alle de relevante tilgange til emnet, han/hun har brug for. ”Det er godt at have, inden man begynder at google.”

Med engelskundervisning fra 1. klasse stiger behovet for engelsksprogede bøger til den målgruppe. Også fagbøger. En dansk produktion af bøger på engelsk giver andre bøger end engelske bøger tilpasset det danske marked.

Hans-Christian Uth rundede af med en betragtning om, at drenge ikke elsker at læse bøger. De elsker at læse i bøger, altså springe lidt rundt i bogen, og det kan man netop med fagbøger.

Se mere om Statusseminaret, hvor oplæggene om børnelitteraturen i dag blev holdt.

Festtale: Arven fra 1967

Festtale: Arven fra 1967

I anledning af jubilæumsåret holdt Torben Weinreich en festtale over temaet ”Arven fra 1967”. Torben Weinreich er professor i børnelitteratur – Danmarks eneste. Her gengives hovedpunkter i festtalen. Klods Hans har stillet Torben Weinreich nogle opfølgende spørgsmål.

(Artiklen har været bragt i tidsskriftet Klods Hans 1/2017 og kan læses i sin oprindelige opsætning her.)

I tiden op til 1967 var børnelitteraturen degenereret. Der skete ikke meget nyt. Men så fik fem forfattere banebrydende ideer til nye børnebøger, som ikke alene udkom det samme år. De kom alle i en femugers periode omkring oktober til november 1967. Det er forfattere, som stort set ikke havde skrevet for børn før. Med undtagelse af Silas og den sorte hoppe er de alle illustrerede og kan med lidt god vilje kategoriseres som billedbøger.

Det nye er både indhold og sprog. På indholdssiden er det både miljøet og persongalleriet, hvor f.eks. en Silas og en lille Virgil ikke var set før. Sproget var nyt og kraftigt: ”I et hønsehus i en lille by boede der en dreng ved navn lille Virgil. Hønsehuset var bagerens, men lille Virgil havde fået lov at bo der – lige til det en dag faldt sammen. For bageren var en rar mand, som bagte brød, kager og æbletærter hele dagen, og det selv om folk i byen næsten aldrig køber noget. Folk i byen købte kun to eller tre brød om dagen. Alle kagerne, æbletærterne og rosinbrødene spiste bageren selv…” Sådan var der ikke nogen, der havde begyndt en dansk børnebog før.

Silas var opsigtsvækkende ved, at han søgte konfrontationen med de voksne, og det gjorde dem usikre og bange. Lidt højtravende kan man sige, at Silas er det første individ i dansk børnelitteratur.

Ikke alle bøger holder

Tre af bøgerne vil også fortsat stå distancen. Lille Virgil er allerede nævnt. Cykelmyggen Egon bliver omtalt senere på Statusseminaret af forfatteren. Halfdans ABC vil være en af de bøger, som også læses om 20, ja om 50 år. Både ordvalg og miljø er tidløst. ”Bennys bukser brændte…” er et af de bedste digte, som er skrevet på dansk. Det gælder dog ikke Snøvsen og Eigil og katten i sækken. De sproglige formuleringer, Benny Andersen har gjort morsomme, er ikke kendt af børnene i dag. Silas og den sorte hoppe overholder klassiske træk for romaner, men sådan skrives romaner til børn ikke i dag.

KH: Dumrian, levertran og havegærde kender min mobils stavekontrol ikke. Børn anno 2017 ved næppe, hvad et gæstebud er, og hvor ligger Trekroner? Kan man ikke forestille sig, at også Halfdans ABC vil blive fortrængt af nyere ABC’er – og i så fald hvilke?

TW: Det at børn ikke kender alle ord og begreber, betyder ikke noget, når det kun er en endog ganske begrænset del af det samlede ordforråd i teksten. Der er jo kommet en del ABC’er siden Halfdan Rasmussens, og der vil komme yderligere en del. Flere af de udkomne er både gode og originale. Så selve genren lever og har det godt. Det betyder blot, at mængden af tekster indenfor genren udvides hele tiden, også gode tekster. Men Halfdans ABC vil stadig være der – det er jeg sikker på. Den er så original i sin leg med sproget og dettes kobling til indholdet, at den ikke forsvinder i mængden.

Store oplag årene inden 1967

Når man læser børnelitteraturen fra 1950’erne og 1960’erne er det som om, den bare bliver dårligere og dårligere for hvert år, der går. Det bliver kedeligere og kedeligere. Andre har kaldt det ”nøjsomhedsprosa” og ”uden poesi”.

Men det solgte godt: Jan-bøgerne og Puk-bøgerne er alle skrevet af Knud Meister og Carlo Andersen. Ordet ”alle” skal tages helt bogstaveligt. Fra 1943 til 1964 udkom i alt 139 titler i de to serier. Det vil sige, at der i gennemsnit er skrevet en bog hver anden måned. De er alle på 78 sider. Hvis I finder en, som er fire sider længere, så gi’r jeg en omgang (latter blandt publikum). Hvis I finder en, som er fire sider kortere, så gi’r jeg også en omgang (mere latter). Der blev solgt 700.000 Jan-bøger i de kun otte måneder, der gik, fra nr. 1 til nr. 7 udkom.

1976 og 2017

Hvis man skal trække linjer frem i tiden fra 1967, så sker der noget ca. ti år senere. Det er ikke lige så stort, men her kom Bjarne B. Reuter og Bent Haller med hhv. Kidnapning (den første af bøgerne om Bertram, 1975) og Katamaranen (1976).

I dag vil man nok pege på Jakob Martin Striid og Kim Fupz Aakeson som arvtagere, og en forfatter som Mette Hegnhøj har med Ella er mit navn – vil du købe det vist, at man stadig kan lege med børnebogens form på nye måder. I Kim Leines Skovpigen Skærv diskuterer forfatteren med en tænkt læser.

Man kan derfor sige, at 1967 ikke er der længere, men den er der alligevel.

Der er tre væsentlige aktører, som gør en bog mulig: Forfatteren, forlæggeren og formidleren. Og de skal sige det samme: ”Det her nye vil vi!” Det kunne være spændende at vide, om der er sendt bøger til forlag, som er blevet afvist, hvor vi er gået glip af ”det nye skelsættende”. Jeg tror det næppe, forlagsverdenen er så mangfoldig og forfatterne har også muligheden for at selvudgive.

KH: Har du noget bud på, hvordan karaktererne, miljøet og sproget (de tre faktorer, du nævnte i indledningen) bevæger sig hen?

TW: Jeg har ikke noget bud på, i hvilken retning dansk børnelitteratur bevæger sig. Men jeg kan konstatere, at der hele tiden sker noget, også noget nyt, og endda yderst originalt.

Det er Hegnhøj og Leines to bøger gode eksempler på. Det er endog meget originale og anderledes nye bøger, udkommet inden for et års tid.

Læs også om Statusseminaret, hvor Torben Weinreich holdt sin tale.

Venindebogen

VenindebogenVenindebogen

En børnegruppe har lavet en pakkeleg, hvor der hver dag trækkes et eller to navne på børn, som vælger en pakke. Glæden var stor, da en af børnene trak en venindebog (egentlig et pudsigt navn til en bog, som alle børn kan bruge) og resten af dagen gik med at få veninderne til at skrive. Det fik mig til at tænke på tre ting:

  1. Var det ikke sådan tidligere, at man gik hjem, tænkte sig godt om og så skrev? I dag er det ”instant messaging” og hurtigt videre til den næste. Lige i dette tilfælde er det nok ikke så dårligt. ”Hvad er din umiddelbare tanke?” er ikke et dårligt spørgsmål.
  2. Hvor man i min barndom sad alene og overvejede (evt. med hjælp fra en forælder), er det i dag en social begivenhed. Pigerne sad i en gruppe og diskuterede. Gruppepres eller samarbejde? En spændende udvikling, som igen afspejler helt generelle tendenser i tiden.
  3. Den tredje tanke var: ”Hvorfor gør voksne ikke det hér?” Fortæl dog dine omgivelser, hvilke positive tanker du har om dem. Hvad kan du miste? Hvad kan du miste ved ikke at gøre det? På et kursus for mange, mange år siden med Carsten Sommerskov sluttede vi af med at skrive få ord om hver af de andre kursister. Jeg har ”mine” ord endnu og tager dem frem en gang i mellem og ser på, hvordan andre tænkte om den dengang meget grønne pædagog. Ordene ses på fotoet.

Carsten Sommerskov er i mellemtiden blevet en etableret foredragsholder mm. Læs om ham her eller læs om to af hans bøger

Giv mig retten til mit fagsprog

Uforståelige breveGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)