Lige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

Provinspis

Ditte Wiese
229 sider
Carlsen 2017

Det er ikke nemt af bo i Ansager, når drømmene række langt ud i verden. Og evnerne, for Idas hjerne fungerer bedre end de flestes. Især, når hun ikke tåger den til i alkohol, hash og liderlighed.

Ida og Jon har været venner altid. Jons hjem står i skærende kontrast til Idas, så hun søger gerne over til ham og til knus og kram – og ro til at lave en sudoku. Hjemme hos far er der skænderier med papmoren og ikke mindst en irriterende halvlillebror, Maximus på 11, som symboliserer alt det, Ida hader. Eller alle de sider, hun kæmper med at holde nede hos sig selv. F.eks. dovenskab og fråseri.

Til Idas fødselsdag (som hun ikke ønsker at gøre nær så meget ud af, som familien har tænkt) er menuen ”rødt kød med pulversauce og pommes frites fra områdets stolthed, frostgrøntsagsfabrikken.” Ida ville hellere have indisk kylling, som Jons mor Lis kan lave det.

Det platoniske forhold til Jon slutter dog brat i en af de meget eksplicitte scener, som Provinspis er så rig på. Forholdet kompliceres af, at Jon bliver kæreste med Idas bedsteveninde Julie, uden at det afholder Jon og Ida fra at være sammen flere gange.

Idas liv har ikke altid drejet sig om sex, alkohol og hash. Hun er bevidst om sin høje begavelse, men håbet om større faglige udfordringer på gymnasiet blev knust kort efter starten. Hun fik ikke noget ud af at spørge efter supplerende læsning, heller ikke blandt lærerne. Derimod får hun ros for noget, hun selv ved er middelmådigt.

I gruppearbejdet føler hun sig som en hund i et spil kegler: ”Det handler ikke om 12-taller. Det får vi alligevel. Det handler om mere. Om perspektiv. Om ikke kun at lade sig nøje.”

Ida har så meget hold på sig selv, at hun passer sit arbejde i Brugsen for at spare op til den tur ud i verden, hun har så stort behov for – og som lokker efter endt studentereksamen. Hun tager ekstravagter og giver ekstra hjælp til nogle af kunderne. F.eks. den aldrende Helge, som kan fortælle om sit liv som sømand. En dag, hvor hun bringer varer ud til ham, finder Ida Helge bevidstløs på gulvet. Hun ringer efter ambulancen og giver førstehjælp, alligevel bebrejder hun sig selv, at han ikke klarer den.

Helges død bliver et vendepunkt for Ida. Hun får panikanfald og kan ikke passe hverken gymnasiet eller sit arbejde. En storebror i venneflokken vil egentlig gerne hjælpe. Daniel har mange lighedspunkter med Ida, men hans løsning er stoffer, og da Ida ved et uheld drikker hans øl med amfetamin, går det helt galt.

Ida lader sig provokere og slår en gymnasiekammerat, selv om hun har fået alle de advarsler, hun kan få. Dermed er studenterhuen ude af billedet. Ida tager med Daniel og en af hans kammerater på kasino i Vejle. Den vildeste luksus for de tre. Det går godt i spillene, men tilbage på hotelværelset er Ida og de to venner så meget på stoffer, at hun dagen efter kun vagt husker en trekant, som hun helst vil glemme alt om.

I slutscenen vender Ida eftertryggeligt ryggen til sit hidtidige liv. Køber en flybillet og er på vej til Frankrig for at finde sin mor, som forlod hende for mange år siden og ikke har givet lyd fra sig i mellemtiden. Hvis Ida ikke finder sin mor, finder hun nok sig selv.

Temaerne i Provinspis er mange. Der er alle lagene med sex, alkohol og stoffer. Der er temaet om ikke at føle sig hjemme og at ville noget andet og mere. Stærkest står beskrivelsen af Ida, som kan og vil så meget mere, men som ikke får den nødvendige chance, fordi der ikke er nogen til at bakke hende ordentligt op. Hun føler sig svigtet af alle omkring hende. Også af Helge, som dør for hende – selv om hun lægger ansvaret hos sig selv. Selv Jon, som heller ikke tør forpligte sig.

Ditte Wiese debuterer med Provinspis. Det bliver spændende at følge, hvad der ellers kommer fra hendes side.

Til døden os skiller

Kit A. Rasmussen
277 sider
Carlsen 2017

Man kan ikke læse den samme gode bog to gange, for man er blevet en anden af at læse den. Denne omskrivning af Heraklits ord passer særligt godt på Til døden os skiller. Først side 262 afsløres historiens rette sammenhæng, og man er nødt til at bladre tilbage for at se, hvordan man kunne overse (eller snarere fejltolke) de spor, som er lagt ud.

Rammefortællingen er et alarmopkald fra Nick. ”Det gik galt… helt galt,” som han selv udtrykker det. Hvad det var, der gik galt, må læseren altså vente yderligere over 250 sider på at finde ud af. Titlen afslører naturligvis allerede en del, og undervejs bygges der op til en fatal slutning. De korte faktasider fra Det kriminalpræventive Råd med voldsstatistik viser sig at være en del af læseoplevelsen og ikke blot småirriterende afbrud af fiktionen. Genialt.

Nick prøver at få tingene til at hænge sammen. Ryger lidt for meget hash. Har problemer med at møde til tiden på det værksted, hvor han arbejder. Kommer lidt for meget i slagsmål. Prøver at undgå besøg hos sin mor. Hverken han eller Emma er rigtigt klar til at komme videre med deres forhold, som mest er ”friends with benefits”.

Indtil Nick møder Isabelle. Hun er en helt anden liga. Rig, smuk, styr på sit liv. Alligevel vælger hun Nick, som knap tror sine øjne og ører, da han lukkes ind i en verden, han hidtil kun har kunnet betragte udefra. Isabelles forældre er også yderst tilfredse med Isabelles nye kæreste. Som deres datter beundrer de Nicks evne til at kunne arbejde med hænderne.

Isabelles far går endda så langt som at tilbyde at skyde penge i et autoværksted til Nick. Som en investering, ganske vist, men den stolte Nick prøver længe at finde andre veje. Selv sin mor og sin chef på værkstedet prøver han at få til at kautionere eller låne penge. Samtidig dropper han sit misbrug og passer sin søvn og sit arbejde.

Det bedste ved Til døden os skiller er det overraskende tvist i slutningen af historien, som jeg ikke vil afsløre her. Det næstbedste er den imponerende gode skildring af de kulturforskelle, som Nick oplever. Nick er jeg-fortælleren, og man kan derfor smile ad nogle af hans formuleringer. I svigerfamiliens hjem ser han ”en stol, der ligner et æg,” og han prøver at bluffe sig igennem, at han hverken kender den Monet eller den doktor Mengele, de taler om.

Svigerfars firma ”hedder noget på fransk eller russisk, jeg ikke kan udtale”, og Nick er tydeligt imponeret af hans udseende: ”Veltrænet på ’jeg løber fem kilometer om dagen’-måden”.

Hvad Nick kun fortæller sig selv (og dermed læseren) er, at han hellere ville have været med Isabelle i teateret end følge vennerne (og Emma) til fodbold. ”Det er sikkert spændende at se folk stå på en scenen og tale. Og hvis det ikke er, kan jeg være tæt på Isabelle og bare spise popcorn.”

Imidlertid lurer der noget under overfladen. Nick har det ikke nemt med at skulle veksle mellem de to verdener, og Emma vil ikke bare give slip ham. Både Emma og Isabelle benytter både list og sex til at ydmyge den anden, og Nick er et nemt redskab i det spil. Når han endelig siger fra, bliver det voldsomt, og flere gange må han følge Isabelle på skadestuen. I de episoder indgår en hammer, læseren allerede præsenteres for i 1. kapitels linje 2.

Volden er ikke udpenslet. Tværtimod. Teksten lige inden kapitelskift til et skadestuebesøg lyder f.eks. ”Og så går det galt igen. Og hammeren ligger ikke langt nok væk.”

I Nicks vennekreds er også Lasse. Det er dejligt befriende, at der ikke gøres det store ud af, at Lasses kæreste hedder Rudi. Det er bare sådan, det er. Lad os så komme videre. Til gengæld er Nicks seksuelle oplevelser med Isabelle og Emma beskrevet ret eksplicit. Alt efter temperament kan man mene om det, at det afholder bornerte dansklærere fra at bruge bogen i undervisningen (det ville være en skam) eller det får nogle læsere til at blive hængende (så de har tjent til mere end at beskrive en ikke uvæsentlig del af Nicks liv) og dermed få oplevelsen af både den veldrejede historie, de væsentlige pointer undervejs og den overraskende slutning, som udfordrer læseren på både forventninger og fordomme.

Men den slutning er man altså nødt til at læse sig til andetsteds. Nemlig i Til døden os skiller.

De hvide mænd

Kenneth Bøgh Andersen
172 sider
Gyldendal 2003

En gang imellem giver mit arbejde som støttepædagog mig lejlighed til at læse en bog, jeg ellers ikke har nået. Af og til kan jeg endda være så heldig, at det er en rigtigt god bog. Sådan var det med De hvide mænd.

Handlingen afspiller sig i en ikke så fjern fremtid – måske endda en nutid, som er løbet af sporet. Det er på mange måder et rent samfund. Ingen affald, uniformer og haver i plastik. Hvis nogen kategoriseres som menneskeligt affald, fjernes de også. Og det er både de gamle, de syge og de sårede. Plus alle de, som får under 9,6 i snit i de eksaminer, som man tager efter 13 år i grundskole og fem år i gymnasiet. Er man ikke god nok, kommer De hvide mænd og skyder én.

Edwin er på mange måder en mønsterborger. Ok, han drikker lidt af den forbudte alkohol, han bruger dyrebar læse-tid på sin kæreste og han gør sig lidt mange tanker. Men han er ung og har livet foran sig.

Indtil en række begivenheder får ham til at gøre op med sig selv, om det er det, han vil. Om han vil leve det liv, samfundet forventer af ham. Han møder den pensionsmodne Victor, som måske stadig har noget at give, selv om han er gammel. Han giver i hvert fald Victor et nyt syn på mange ting.

Da Edwin hjælper Victor på flugt, opdager han også, hvor manipuleret nyhedsstrømmen er. Den stemmer slet ikke overens med det, Edwin selv oplever. Måske er der også andre informationer, som ikke skal tages for givet?

I et så gennemkontrolleret samfund er der naturligvis også kultur for at stikke hinanden. Det viser sig, at Victor ikke kan stole på selv sine nærmeste, og så har han kun sig selv. Men når man kun har sig selv at læne sig op ad, så bliver man også kynisk. Selv efter at have læst sidste side af De hvide mænd kan man være i tvivl om, hvor kynisk Edwin er blevet.

Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen har fortalt, at der stadig er bud efter De hvide mænd til bl.a. folkeskolens ældste klasser. “Desværre,” tilføjede han, for det viser, at bogen stadig fremstiller et skræmmende, men ikke på alle måder urealistisk fremtidsscenarie.

Månen er en højttaler

Kathrine Assels
Illustrator: Laurenz Rawashdeh
92 sider
Jensen & Dalgaard 2017

En uendeligt sørgelig historie fortalt på en meget morsom måde. Sådan kan man karakterisere 9-årige Alvins fortælling om sin søgen efter sin far, som kan være en af de fem mænd, hans dysfunktionelle mor mødte på en ferie i Italien.

Som så meget andet i Alvins liv var begyndelsen bare noget, som skete. Det var ”meget mørkt, og så ved hun ikke, hvem det endte med at være.” Alvin gør sig mange tanker om, hvem hans far kan være. Han forestiller sig, at der kommer en flaskepost med en besked fra faren, men da de aldrig er ved stranden, ændrer han taktik. Han samler på gamle indkøbssedler, for ”faktisk er en indkøbsseddel lidt som en flaskepost. En lille bitte hilsen nogen har efterladt.”

Da der er italiensk uge i Netto, får Alvin i sin skæve logik muligheden for at finde frem til sit fædrene ophav. Loddet falder på en VVS-mand, som først bliver lettere panisk ved udsigten til at have en ukendt søn. Panikken ændrer sig til lettelse, da Italien kommer på tale, for der har han aldrig været.

Alvin kan dog ikke glemme den venlige VVS-mand og laver en plan om at skrue noget løs ved håndvasken eller lave forstoppelse i toilettet for at arrangere et møde mellem manden og moren.

Moren er noget helt særligt. Man kan med en vis venlighed kalde hende en underskudsmor: Et år består julemaden af fiskefrikadeller på rugbrød. Mormoren har taget risalamande med, men Alvins mor har ikke sørget for kirsebærsovsen, og mandelgaven er en bakke flødeboller – som er en hyppig spise i familien.

Alvin får ikke kys, for moren er bakterieforskrækket og kysser aldrig nogen. Hun hører stemmer og mener, at batterier suger energien ud af hende, så de fjerner alle batterier i huset. Månen suger folks tanker og sender dem ud som en højttaler, især ved fuldmåne. Derfor må Alvin ikke tænke ved fuldmåne, for så kan kommunen høre dem. Moren har et anstrengt forhold til kommunen og har hængt en plan op i køkkenet for, hvad de skal gøre, hvis kommunen kommer på besøg.

Naturligvis tænker Alvin særligt meget på sin far ved fuldmåne, for måske virker det alligevel, når nu moren tror på det.

Bogens linjerede sider har også en del tegninger, lavet af forfatterens 12-årige søn, som giver dagbogen et autentisk træk. Sproget er selvrefererende, som det også ses i f.eks. Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer eller Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. Alvin elsker at lege med bogstaverne i navne, f.eks. hans eget. Den hyppige og morsomme anvendelse af parenteser bliver forklaret her på billedet her.

(Klik på billedet for at se det i en større udgave.)

Med Månen er en højttaler får man en læseoplevelse, som man ikke lige lægger fra sig igen.

30 berømte vikinger

Illugi Jökulsson
Oversætter: Lil Vad-Schou
63 sider
Frydenlund 2016

Vikingetiden har fået en renæssance. Dengang levede vore stolte forfædre. De røvede og plyndrede, erobrede land, handlede, kulturudvekslede og havde et omfattende område som deres legeplads. I dag ser vi vikingerne både som voldelige aggressorer og som fine kulturpersonligheder. En del af disse vikinger er taget med i bogen, som har hovedvægten på de erobringer, vikingerne gjorde.

30 berømte vikinger trækker både på sagnstof og historiske kilder. Det gør desværre teksten lidt omstændelig. Når det alligevel ikke er en historiebog, kan man lige så godt svælge i sagaer, myter og overleveringer. Der er nok at tage af. I stedet irriteres læseren af alt for mange sætninger, som begynder med ”Muligvis…”, ”Det er usikkert…”, ”Nogle mener…”, ”Man mener…” og ”Desuden menes”.

Når det er sagt, giver bogen indblik i både enkeltpersoner og den virkelighed, de formodes at have levet i. Vikingetid er sejlads og bosættelser, men den er også vandringer over land. Rejserne mod vest fylder mest, men vi får også fortællinger om opdagelsesrejser mod øst. Og det er både mænd og kvinders historie, læseren møder. Illustrationerne (Shutterstock og THANK YOU er krediteret) fremstår noget afdæmpet og virker ikke til at være lavet specifikt til udgivelse i denne bog, hvilket de vist heller ikke er.

Den nemme løsning ville være at genfortælle de mest kendte vikinger. I stedet er det en (med danske øjne) blanding af berømte/berygtede vikinger og de knap så kendte. Det kan skyldes, at bogen oprindeligt er skrevet i Island, hvor man muligvis har en anden top 30 over kendte vikinger. Det kan også skyldes, at valget er sket efter andre kriterier. Det oplyses dog ikke, hvordan lige netop de 30 har gjort sig fortjent til at blive beskrevet.

Enkelte af historierne minder bemærkelsesmæssigt meget om andre mytologiske fortællinger. F.eks. hører vi, at Bjørn Jernside kom til byen Luna, som han troede var Rom. Efter en længere belejring fik hans mænd overbevist biskoppen i Luna om, at Bjørn ”var død, men at han havde ladet sig kristne på sit dødsleje, og at denne hedenske vikingehøvdings sidste ønske havde været at blive begravet i indviet jord i byens domkirke”. Som den trojanske hest blev Bjørns kiste bragt ind i byen, og sammen med sit påståede ligfølge overtog han byen.

Om Ravne-Floke hører vi, at han ledte efter Island. For at finde land slap han tre gange en ravn løs. Den tredje ravn fløj direkte i retning af Island, og Ravne-Floke kunne følge efter og på den måde fandt han nyt land, han kunne bosætte sig i.

Vi hører meget om de erobringer af landområder, de udvalgte vikinger var med til. Til gengæld er der ikke lagt vægt på de (helte)gerninger, vikingerne udførte undervejs. Det er endnu et eksempel på, at det har været svært at finde en god balance mellem historiebog og mytefortælling. Det ender med at blive lidt hverken-eller.

Hjertestorm/Stormhjerte

Anette Herzog
Illustratorer: Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi
128 sider
Høst & Søn, 2016

Viola fra Pssst! er blevet 14 år. Hendes filosofiske undren over livet og døden er lagt på hylden til fordel for kærligheden. Kærligheden (og forelskelsen) fylder hele hendes hjerne og hjerte. Den fylder også rigtigt meget i Hjertestorm/Stormhjerte, som er en anderledes måde at formidle følelser og tanker hos den unge teenager.

Anette Herzog og Katrine Clantes samarbejde om Pssst! er blevet suppleret med Rasmus Bregnhøi, så man sidder med en bog, som kan læses fra begge ender på samme måde som Se & Hør: Begynder man fra den ene forside er det Herzog og Clantes fortælling om Viola. Fra den anden forside er det Herzog og Bregnhøis fortælling om Storm. Så er det jo heldigt, at lige netop Viola og Storm nærer en voldsom interesse for hinanden!

Dobbelthistorien virker særligt godt på de sider, hvor den samme situation fortælles fra hver sit synspunkt. F.eks. den fest, hvor Storm først spiller i orkesteret og bagefter går på dansegulvet… bare ikke med Viola. Midt i bogen mødes de to fortællinger. Det samme gør de to fortællere, om end blot for at udveksle breve om hver sin hemmelighed. Læseren aner, at de to hemmeligheder ikke er så forskellige endda. Endnu en gang er der lagt op til en mulig fortsættelse.

Man kan ikke undgå at sammenligne Hjertestorm/Stormhjerte med forgængeren Pssst! Det er en skam, for der er ikke det samme fandenivoldske tankemylder i en 14-årigs hjerne, som der var to år forinden. For den voksne læser er Hjertestorm/Stormhjerte derfor mindre interessant. Der er heller ikke eksperimenteret så meget med formen. Dobbelthistorien er dog en spændende tilføjelse. Det er i øvrigt et format, Katrine Clante har prøvet kræfter med i Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida fra 2008, dog som illustrator af begge de historier, som mødtes i midten.

Hjertestorm/Stormhjerte vil uden tvivl appellere til mange tweens og præ-teens. Den svaghed, som ligger i Violas og Storms kønsstereotype tilgang til sig selv og hinanden, er samtidig en styrke i bogen: De to forsider vil appellere til læsere, som definerer sig som heteroseksuelle piger eller drenge. Mangfoldigheden har tabt til normaliteten. Man savner en biperson, som kan sætte spørgsmålstegn ved Viola og Storms ret ureflekterede opfattelse af de to køn som hinandens modsætninger. Eller blot en vis farfar, som Viola havde i Psst! Viola kommer det tættest med en ikke særligt hjælpsom mormor og en række respondenter til en spørgeundersøgelse, hun laver i en projektuge. Storms far virker ok, men bliver pinlig, da han bringer kondomer på dagsordenen. Ellers har de to hovedpersoner kun deres jævnaldrende kønsfæller at læne sig op ad. Sikkert ikke så forskelligt fra mange andre unges virkelighed.

Som læser bliver man næppe udfordret på sin forståelse af verden, snarere bekræftet. Men Hjertestorm/Stormhjerte er en graphic novel, som leverer et godt supplement til skriftbaserede bøger til samme målgruppe. Og det er en god pointe, at man som pige lige kan kigge på drengehistorien og omvendt.

Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017 for Hjertestorm/Stormhjerte.

Xenia

Frank Madsen
Sussi Bech
64 sider
Eudor 2016

I slutningen af 1970’erne vandt tv-serien Skum (med originaltitlen Soap) mange seere på sine stadigt mere indviklede sidehistorier og et stadigt voksende persongalleri. Sådan får man det også med Gustav og Raketbroderskabet. I sjette bog af ti landede Xenia på gården “Den Glade Gris a/s” og gjorde grisen Svein til grisens talsmand. Svein fik et oversættelseshalsbånd og sammen med en robot begav den sig ind i Grødby.

I en karakteristisk komisk scene kom det umage par ind i en slagterforretning, hvor Svein bl.a. tog godt for sig af smagsprøverne. Imens var Landmanden på ”Den Glade Gris a/s” rystet over, at hunden Winston åbenbart forrådte ham og Danmark til det, som han troede var en russisk invasion.

Imens blev Gustav nødt til at vise sin lærer, Dynamit-Jens, den bunker, hvor Beriah havde holdt Gustav fanget, indtil Stella og Astrid havde befriet ham (i bind 5, Plan B). Resten af Raketbroderskabet var ikke utilfredse med udsigten til at se et rigtigt exo-skelet.

Xenias forhørsrobotter ledte efter Beriah, som i mellemtiden var kommet til bevidsthed på den militærbase, hvor Stellas far var taget til fange.

Hvis læseren ikke allerede havde gættet det i bind 5, afsløredes det, at den mystiske Miss X var Isabella-Victoria, som med meget lidt held konkurrerer med Stella om Gustavs opmærksomhed. Gustav fik derimod ikke sandheden ud af Stella, selv om han prøvede at spørge hende direkte: Var hun lovet bort til en på sin hjemplanet?

Landmanden, hunden og grisene fra ”Den Glade Gris” var ikke de eneste nye karakterer i denne omgang Gustav og Raketbroderskabet: Med sig på rumskibet havde Xenia en mystisk person, som vi kun så et enkelt glimt af. ”Ingen bemærkede den lille skikkelse, der havde stået ensom i rumskibet og lyttet tavst til Xenias enetale.” Så er der endnu en gåde, som venter på at blive løst i de kommende bind af serien.

Xenia bidrager ikke med afgørende nyt til hovedhistorien, men den er sikkert endnu et skridt mod den store afslutning, som faste læsere venter i spænding på. Sådan lever Gustav og Raketbroderskabet op til nogle af kvaliteterne ved en god seriebog: Der kan udfolde sig et ret stort persongalleri, fordi læseren langsomt introduceres til nye karakterer. Et gradvist mere gakket univers bliver bygget op, ved at hvert bind skruer lidt mere op for fantasi-knappen. De talende dyr har vi f.eks. ikke tidligere mødt i denne serie.

Sidst i bogen er der som sædvanligt igen en reference til Skum: Vi bliver spurgt f.eks. om ”Vil landmanden og Winston nogensinde blive gode venner igen?” og ”Er Sveins karriere som slagtesvin forbi?” Det er spørgsmål, som man ikke kan være sikker på at få besvaret i det næste, Tvekamp, men også det element kender man fra sæbeoperaer. Jeg sidder i hvert fald klar til at finde ud af det.

De sidste to opslag er faktasider om flyvende tallerkener og med en anvisning på at bygge sit eget ufo af et milkshake-bæger og en plastik-tallerken.

Dragepasseren 1-4

Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot

Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
62-68 sider
Forlaget Bolden 2016

Her er et godt bud på en ny favorit-serie for de yngste læsere eller for børn og barnlige sjæle, som ønsker sig en sjov højtlæsningsbog. Edvard passer sin onkel Olufs drage, Ziggy, mens den ikke helt ansvarlige onkel kommer med den ene dårlige undskyldning for ikke at komme og tage sig af dragen som aftalt.

Teksten er udformet som mails mellem Edvard og Oluf. Det er nu mest Edvard, der skriver. I Dragepasseren (bind 1) lykkes det først efter en uge at få svar fra Oluf, som har efterladt sin drage i det indtil da meget almindelige rækkehus, hvor Edvard bor med sin søster og mor. I mellemtiden har dragen spist søsteren kanin og ødelagt det meste af huset. Brandvæsenet må også en tur omkring huset, inden onkel Oluf får læst mail. Han undskylder med, at han ikke vil forstyrres i sin ferie. Han boede ikke på det hotel, han havde fortalt Edvard, fordi kokken dér var flyttet et andet sted hen. Oluf havde ”af en eller anden grund” ikke mors mailadresse. I det hele taget er onkel Olufs evne til at tale sig fra sin utroværdighed lige så fornøjelig læsning som de ulykker, hans drage laver.

En ulykke kommer sjældent alene, og i Dragepasseren på tur lægger Ziggy et æg, som udklækkes, mens onkel Oluf er på retreat i et yoga-ashram. Hans sind er rent, men han kan kun lejlighedsvist snige sig til at tjekke mails. Hos Edvard spidser situationen til, da far-dragen dukker op. Det ender dog godt med en flyvetur, hvor drageungen fik en tur på sin fars ryg. Edvard fik lov at flyve på Ziggy. Dragepasseren på tur har ikke den samme fremdrift i historien som de øvrige tre, hvor man lige skal læse den næste side, inden man lægger bogen fra sig.

Tredje bind i serien om Dragepasseren er Dragepasserens ø, hvor familien besøger onkel Oluf, som dog ikke er hjemme. Nøglen ligger ikke det aftalte sted, og de må kravle ind gennem et vindue. Edvard skriver: ”Mor spørger også, hvor dåseåbneren er? Vi har taget mad med, men ikke nok, fordi du sagde, at dine skabe var fulde af madvarer. Desværre er det alt sammen dåsemad. Jeg kunne sikkert godt åbne dem med en kniv, men det vil mor ikke give mig lov til, fordi det kræver en helikopter at komme til det nærmeste hospital.”

Citatet giver et indblik i bøgernes underspillede humor, hvor man kan læse rigtigt meget mellem linjerne. I samme bog besøger de Fiskemuseet i Yderflækkeren og få at vide, ”at det er den største turistattraktion i området. Det er nok meget spændende, hvis man godt kan lide fisk.”

Ved onkel Olufs hus finder de også Loch Ness-uhyret, og det kommer til en drabelig kamp mellem drage og søuhyre. Onklen vil naturligvis gerne hjem og se det, men landingsbanen i Ulaanbaatar lufthavn er dækket af is, og der kommer også andre forsinkelser til.

Det sidste bind i denne omgang er Dragepasserens slot. Mor er taget på yoga-retreat. Edvard og hans søster skal besøge deres far og hans nye kæreste, Beatrice. Der er bare det problem, at onkel Oluf ikke har hentet sine drager som aftalt. Med stor modvilje går Beatrice med til, at dragerne kommer med. Far og Beatrice bor på et slot, og de skal holde en stor nytårsfest. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. 600 pindemadder til gæsterne bliver til dragemad, og en uheldigt efterladt kasse med fyrværkeri går i brand på grund af et dragenys.

Resultatet er, at slottet brænder ned til grunden, og de tre indlogerer sig på den nærliggende kro. Ikke Beatrice, som tog hjem til sin mor. ”Beatrice sagde undskyld til mig og Emilie for sit sprog, men jeg sagde, at det gjorde ikke noget, for vi har hørt det hele før, dengang mor og far blev skilt. Og værre endnu. Beatrice sagde, at far åbenbart ikke havde lært af sine fejltagelser, og så sagde han, at det havde hun ret i. Så var det, hun gik.”

Edvard håber at vinde kroens quiz-aften, for førstepræmien er 1000 kr., som ville være et tiltrængt tilskud til et nyt slot. Endelig skriver Oluf tilbage. En kort besked: ”Forsinket igen. Tager af sted nu. Ked af at gå glip af quizzen. O”

Bøgerne om Dragepasseren er ret korte, og hvert enkelt kapitel er en mail med brevhoved og evt. et ”vedhæftet” billede. Det gør serien meget velegnet til den læser, som ikke kan overskue at kaste sig ud i en stor tyk bog. Humoren i serien vil helt sikkert fange mange børn – og voksne!

Forlaget fortæller, at en mor blandt læserne har fremhævet bøgerne som “lette at læse for en dreng med læsevanskeligheder.”

Der er indtil videre skrevet otte bind af Dragepasseren. De fire er oversat og udgivet, og forlaget oplyser, at de næste to planlægges udgivet juni 2017.