Den morgen vi alle var hyrder

Tea Bendix og Poul Høxbro
Illustrator: Tea Bendix
32 sider + cd
Carlsen 2016

Barok betyder ”en skæv og uregelmæssig perle”, og det er denne bog. Den unge hyrde har mistet sin fløjte, mens han sad ude i bakkerne. I sin søgen efter fløjten kommer han til et slot, hvor han bliver opdaget af hoffet. Her er man meget interesseret i både hyrden og hans musik. Men han lugter! Så trods protester bliver han vasket og får nyt tøj og nye instrumenter.

Det er altså hoffet, som titlen Den morgen vi var hyrder refererer til. Hoffet leger for en tid og føler sig som rigtige hyrder. Hyrden selv bliver aldrig rigtigt kongelig og længes i stedet hjem til sin bedstefar, som til gengæld ikke er begejstret for lugten af lavendel og roser, som klæber sig til den unge hyrde. Så må drengen jo finde sig i endnu et bad.

Vi hører historien om en hyrde, som får et indblik i en verden med større materiel overflod og mindre ansvar. Det er også historien om et hof, som i hvert fald tror, de møder den eksotiske vilde natur. Den skal lige gøres lidt mere udholdelig, så både hyrdens fløjet og tromme (og selv dyrene) bliver vasket.

Barokken kommer ind i billedet både i sin (lidt ubestemmelige) tidsperiode, gennem musikken på den medfølgende cd og ved nogle af de begreber, som er med. Vi hører om pattegris i citron med timian. Der er spændende og fremmede ord som kridtpibe og fête champêtre. Hvis man ikke kender det sidste ord, så fortvivl ikke. Jeg gjorde det heller ikke, men har nu fået mit ordforråd beriget: Det var (bl.a.) en fest, hvor man opstillede en landlig kulisse. Her i bogen holder hoffet en slags temafest for mennesker, som ikke kommer ud i naturen!

Hvis man dykker ned i teksten, lærer man også om musik. Ikke mange billedbøger benævner et-slaget og tre-slaget, og hyrdens nye fløjte har en spids lyd og ”en hel masse toner”. Den store tromme har en dybere tone end hyrdens egen tromme.

De sarte og afdæmpede illustrationer er som skabt til at gå på opdagelse i. Den umiddelbare oplevelse af stille hvisken afløses af en opdagelsesrejse i detaljerigdom, hvis man giver sig tiden. Det er ikke fastfood. Den morgen vi var hyrder kan læses som en stor flerretters menu, hvor billede, tekst, musik og læserens egne indre associationer bedst udfolder sig med passende pauser undervejs.

Der er noget H.C. Andersensk over historien. Nattergalen fortæller også om forholdet mellem det ægte og det kunstige. I eventyret om Svinedrengen lokkes prinsessen af en gryde, som kan spille ”Ach, Du lieber Augustin”. Den unge hyrde i Den morgen vi var hyrder har sit fløjte- og trommespil.

Men Svinedrengens prinsesse har afsky for naturen og siger ”Fy, papa” til rosen, fordi den ikke er kunstig. Hoffet i Den morgen vi var hyrder søger netop det ægte, det naturlige. Hvis ellers det ikke lugtede så meget! Den fine dame møder hyrden med et: ”Åh, hvor er han sød! Er det en rigtig hyrde? (…) Han har en tåre på kinden! Hvor er det renhjertet! Hvor er det ægte!” Hoffet klæder sig ud med hatte og hyrdestave, og de jubler: ”Hvor er det dejligt! Hvor føles det ægte!” Som hentet fra et eventyr af H.C. Andersen.

Fra virkelighedens verden er fortællingen inspireret af Marie-Antoniette, som var fransk dronning i slutningen af 1700-tallet. Som sit forlæg er ”damen” i Den morgen vi var hyrder komisk verdensfjern og udstyret med en barnlig naivitet, som gør bogen sjov og giver børnene mulighed for både at spejle sig i den nysgerrige og undersøgende hyrde og i den legende og ubekymrede ”dame”.

Med bogen følger en cd, hvor Poul Høxbro læser historien op. Derefter følger musik af Jean Baptiste Lully og Jacques Aubert, komponister fra det 17. og 18. århundrede. Musikken spilles af Concerto Copenhagen i anledning af orkesterets 25 års jubilæum. Musikken er også brugt som stemningsskaber i Poul Høxbros oplæsning og kan bruges på samme måde, når man læser Den morgen vi var hyrder.

Man kan mene, at det er modigt at favne så meget i en enkelt bog. Det ligger ikke lige for at få børn til at lytte til barokmusik, mens de kigger blege illustrationer af en drengs historie om to gange bad og et besøg på et slot, hvor hoffet hellere vil lege hyrder. Når det ikke lykkes at få alle børn med, er det i hvert fald det allerbedste forsøg.

Når det lykkedes, er det, fordi der er kvalitet. Forfatter, illustrator og orkester hører til blandt de bedste. Desuden kan man gå på opdagelse på nettet. Begynd her, hvor der er masser af baggrundsmateriale: www.teabendix.dk/den-morgen-vi-var-hyrder. Der er billeder, videoer, læseprøver, musik og meget, meget mere. Videoerne skifter automatisk videre til den næste, så lad dem bare køre, hvis I vil se det hele. F.eks. kan man se og høre Poul Høxbro spille fløjte og tromme samtidig!

Troldepus (serie)

Dines Skafte Jespersen
Illustrator: Karl Tornby
Fire samlebind med 41 oprindelige bøger
I alt 2169 sider
Cicero 2010-2011
(Oprindelige udgivelser: Chr. Erichsens Forlag, 1941-1988)

Troldepus er en troldeunge i en ikke nærmere angivet skov på Sjælland. Han har en hvid pind, som kan gøre ham usynlig for alle andre end trolde. Han får også en sort pind, som kan få ham til at flyve blot ved at tænke, hvor han vil hen. Han bor i skoven med sin far og sin mor. I bind 9 får han også en lillesøster, Pussi Troldunge.

Bøgerne om Troldepus har haft enorm succes, ikke mindst båret af, at de oprindelige små udgivelser var både handy og billige. Troldepus havde ry for at være “uskyldig” læsning uden politiske missioner, religion eller dramaer. Det første er helt rigtigt, og dramaet skal man også lede længe efter.  Pussi bliver kortvarigt væk af og til, men hun dukker op igen. Troldepus er nogle gange lige ved at blive opdaget, når han laver “ulykker”, men han redder sig altid.

En bemærkelsesværdig undtagelse er, at nogle harekillinger dør. Det viser sig, at de er blevet forgiftet. Harekillingerne kan ikke reddes, men troldeungerne får vendt situationen, så der trods alt kommer noget godt ud af det.

Der kan alligevel sættes spørgsmålstegn ved, hvor uskyldig Troldepus tager sig ud set med briller fra det 21. århundrede. Der bliver i ikke rejst kritik af, at børn kan opdrages med vold. Det kan måske bortforklares med den tid, de er skrevet i. Større undren vækker det, at kønsrollerne forbliver uændret selv i de seneste bøger, hvor de også i 1980’erne må have fremstået meget gammeldags. F.eks. spørger læreren en dreng, om han vil have sin mor med, så han kan få syet sine bukser, når han ikke selv vil lære det (Troldepus og fuglene, oprindeligt udgivet i 1984). I samme bog observerer gråspurven i skolegården, at “mange drenge er altid så vigtige. Det ser jeg hver gang her er frikvarter.” Det lille opblødende “mange” skjuler ikke, at der er karikerede kønsforskelle.

Pussi undrer sig over, at der er en kvindelig lærer, og drengene er tydeligt ligeglade med at lære at sy (som er det, den kvindelige lærer underviser i). Marie er ved at sy et forklæde: “Hun var helt rød i kinderne af bare ivrighed. Lige bag Marie sad en dreng. Han var ved at sy en blomst på en klud med kulørt garn. Det så ikke ud til, at det morede ham, og pludselig gav han sig til at trække Marie i håret. Hun vendte sig om og så vredt på ham. Han slap, men et øjeblik efter begyndte han igen, så hun ikke kunne sy.” Pussy konkluderer, at “Drenge kunne godt en gang imellem være både dumme og vigtige.” Så fik vi den lige igen, hvis vi skulle have overset det første gang.

Hvis man ikke vil gøre læsning til et kønspædagogisk projekt, kan man godt få både underholdning og viden af Troldepus. På Troldepus’ mange rejser i ind- og udland læser vi om plante- og dyreliv, om kultur og om seværdigheder. Særligt tydeligt er det i Troldepus finder rav, hvor en guide viser rundt på Grenen og fortæller både om geografi og om rav. Det er især de nordiske lande, som trækker, når Troldepus tager til udlandet. Hans familie bor jo også dér!

Der er mange ord i Troldepus, som vil være ukendte for barnelæseren. En del ord er næsten udgået af de danske sprog, men de kan ses som et krydderi, som bidrager til den gammeldags, nærmest nostalgiske, stemning, som er lagt i tekst og billeder.

Alle Troldepus-bøgerne

1. Troldepus fra Troldhøj, 1941
2. Troldepus i skoven, 1942
3. Troldepus i Norge, 1943
4. Troldepus ved vintertid, 1944
5. Troldepus ved juletid, 1944
6. Troldepus på nytårssjov, 1946
7. Troldepus i den store by, 1948
8. Troldepus i Zoo, 1948
9. Troldepus og Pussi Troldunge, 1949
10. Troldepus til søs, 1950
11. Troldepus ved fyret, 1951
12. Troldepus i Afrika, 1952
13. Troldepus på havsens bund, 1953
14. Troldepus til gilde, 1955
15. Troldepus og musene, 1956
16. Troldepus på langfart, 1957
17. Troldepus vinder et væddemål, 1958
18. Troldepus i Tivoli, 1959
19. Troldepus i lejr, 1960
20. Troldepus hos samerne, 1961
21. Troldepus i Skåne, 1963
22. Troldepus og Hannibal, 1974
23. Troldepus i cirkus, 1975
24. Troldepus og ræveungerne, 1975
25. Troldepus i mosen, 1976
26. Troldepus og Pussi ved stranden, 1977
27. Troldepus leder efter Pussi, 1977
28. Troldepus. Finnerik får en kone, 1978
29. Troldepus og Niko, 1978
30. Troldepus på ødegården, 1979
31. Troldepus og egernungerne, 1979
32. Troldepus holder fest, 1980
33. Troldepus på camping, 1980
34. Troldepus på sæteren, 1981
35. Troldepus i marsken, 1982
36. Troldepus og killingen, 1983
37. Troldepus og fuglene, 1984
38. Troldepus og vaskebjørnen Pjaske, 1985
39. Troldepus finder rav, 1986
40. Troldepus ved Løvehovederne, 1987
41. Troldepus, Mulle og Pusserlusser, 1988

Tilly som troede at …

Eva Staaf
Illustator: Emma Adbåge
Oversætter: Kina Bodenhoff
32 sider
Gyldendal 2015

Tilly vokser op med en tryg barndom. Familie, kammerater, børnehave osv. Via sine omgivelser får hun langsomt øjnene op for, at Verden er større end hendes egen lille udgave.

Tilly som troede at… viser stor kompetence hos forfatter, illustrator og oversætter. En jordnær fortælling om små hverdagsepisoder illustreret stemningsfuldt og oversat, så fuglene synger.

Om kammeraten Freddies kollektiv-familie hedder det f.eks.: “Tilly som troede, at en familie havde en begyndelse og en slutning. Måske som en ring. Men Freddies familie er mere som en tot græs. Freddie siger, at Tilly hører til familien. Det tror Tilly egentlig ikke, at hun gør, men det er en rar fornemmelse at høre til.”

På samme måde som Freddie åbner vennen Tage med den deprimerede mor Tillys øjne for, at ikke alle kan det samme som Tillys overskuds-familie. ”Man kan jo være god til så meget andet,” som han udtrykker det.

På sin vej til og fra børnehaven ser Tilly den hjemløse mand. Det sætter gang i tankerne hos det lille menneske: “Når Tilly er på udflugt med børnehaven, sidder de på siddeunderlag. (…) Manden sidder på en avis.” Også her ses Kina Bodenhoffs afdæmpede og præcist formulerede oversættelse.

”Og hvis Tilly for eksempel spørger Boris: Kan din mor eller far ikke pakke dine badeting for dig? så svarer Boris, at det kan de ikke. Har de ikke læst sedlen? spørger Tilly. Tilly som troede, at alle voksne læste sedler.” Ingen drama her, men nok til at udfordre Tilly på, hvad hun troede.

Som jeg skrev på JAGOO: “Der er ingen løftede pegefingre. Der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Der er bare Tilly og læseren, som bliver klogere og klogere på verden.”

Valdemar, Superinsulin og Kulpiraterne

Rikkie Dahlstrøm Bilager
Illustrator: Sabine Bornholdt
36 sider
rikkie.dk 2016

Valdemar får konstateret diabetes. Det kunne der komme en trist bog ud af, men Valdemar, Superinsulin og Kulpiraterne er uhøjtidelig uden at gå på kompromis med sagligheden. “Med humor og ordspil kommer vi omkring Superinsulin (insulin) og Kulpirater (kulhydrater), som er Valdemars venner og derfor altid er sammen med ham,” som jeg skrev på JAGOO.

Med collager af tegninger, fotos og mønstre er bogen spændende at kigge i uden dog at nå niveauet for f.eks. Stian Hole, som godt kunne være et forbillede.

Det er Doktor Isbjørn, som har brugt sine store kikkertbriller til at kigge på hjerte, lunger og bugspytkirtel. Han finder ud af, at afdeling bygspyt. Der var helt stille. Arbejdsmændene var faldet i søvn. Han prøvede at vække dem, men de var for trætte til at vågne.”

Superinsulin og Kulpiraterne hjælper ham, når der er brug for det. Den lille robot BG måler blodsukkeret. Hvis det er for lavt, går Kulpiraterne i gang. Hvis blodsukkeret er for højt, træder Superinsulin til.

Valdemar, Superinsulin og Kulpiraterne er fortalt af en mor til et barn, som selv har diabetes type 1. Måske derfor får vi også aflivet myten om, at man ikke må spise sukker, hvis man har diabetes. Og Valdemar har heller ikke diabetes af at spise sukker.

Desværre bliver man lidt hurtigt færdig med Valdemar, Superinsulin og Kulpirateren. De to sjove venner Superinsulin og Kulpiraterne ville man godt have hørt mere om. Historien kunne godt være udfoldet noget mere, og kombinationen af den sjove/pjattede fiktion og de mere seriøse fakta er heller ikke helt i skabet. Men jeg giver den gerne pluspoint for at være en udmærket bog til børnehavebørn, uanset om de selv har diabetes eller kender nogen, som har.

Comics for good vol 1

39 illustratorer/forfattere
75 sider
www.comicsforgood.dk 2016

Et projekt med et godt formål er blevet til en spændende bog om hverdagstemaer for børn: Toiletbesøg, boldspil og forholdet mellem drenge og piger. Mange af historierne handler om at få venner.

Fra starten var Comics for good et projekt, som ville hjælpe flygtningebørn med at få relationer, hvor de kom hen. På JAGOO skrev jeg: “Det bærer historierne tydeligt præg af: Der er ofte en krise, fordi karaktererne ikke forstår hinandens hensigter. Legen indgår ikke sjældent i løsningen, for legen går på tværs af kulturer. Derfor er Comics for good lige anvendelig i en dansk skole eller børnehave, som den er det i en flygtninge-/asyllejr et andet sted i verden. De ordløse fortællinger om behovet for legekammerater eller for trøst, når man er ked af det, er genkendelige både for Allan på Sydfyn og Achmed i Syrien.”

Derfor er der også meget få ord i Comics for good. De fleste af siderne er helt uden ord, og alle historier kan læses uden at kunne læse. Man kan jo også vælge de historier, som passer til (barne)læserens alder, ligesom man kan vælge efter tema.

I pædagogisk praksis kan nogle af løsningerne på problematikkerne virke lidt “nemme”, måske endda naive, men så er der ikke tvivl om moralen. F.eks. er der to gule og to røde klodser, som er karaktererne i en af historierne. De skyder en bold op på en mur og kan først få den hentet ned, da de finder ud af at samarbejde med hinanden. Andre moraler er, at man skal hjælpe hinanden, at man ikke må holde nogen ude af legen, at man skal være anerkendende, rydde op efter sig, spise sundt og passe sin søvn.

Et stort plus ved Comics for good vol 1 er mangfoldigheden. Rammerne er ofte en skole eller en børnehave, men det ydre rum og den vilde natur bliver også anvendt. På samme måde med tegnestil og materialer og med karaktererne, som kan være mennesker, dyr eller klodser som i det førnævnte eksempel. Børnene (og de voksne) vil gå på opdagelse og vælge sine forskellige favoritter, alt efter hvilken situation man er i.

Jeg håber, at Comics for good bliver det blad, som det lille ”vol. 1” giver mulighed for. Comics for good vol 1 kan købes via hjemmesiden, og der er rabat ved køb af større mængder. Den kan også læses eller downloades her.

Den store ordsprogsbog

90 danske tegnere
Redigeret af Tove Krebs Lange
217 sider
Gyldendal 2016

Et overflødighedshorn! Mere præcist kan det ikke siges. Hver gang, man vender en side, kommer et nyt ordsprog, en ny illustration fra en ny tegner og en ny nydelse frem. Tove Krebs Lange har samlet det ypperste, Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening kan præstere. Som læser må man bare se og se. Det er som at spise en lækker dessert: Skulle øjet blive mæt, bladrer man en gang, og så kan man alligevel rumme lidt mere.

I faglig sammenhæng kan man anvende nogle af de aktiviteter, som bogen giver. Efter illustrationerne er der trykt kort, hvor man skal samle begyndelsen og slutningen af ordsprog. Har man et større kendskab til illustrationer af danske børnebøger, kan man også nørde med at gætte på, hvilke andre bøger der er illustreret af den aktuelle illustrator.

Har man lyst til selv at kaste sig ud i at illustrere ordsprog, kan man enten genbruge nogle af bogens eller kigge sidst i Den store ordsprogsbog, hvor der er flere ordsprog, som ikke blev illustreret.

På JAGOO gav jeg en række eksempler fra bogen, for det er svært at beskrive så mangfoldig en bog, hvor man ikke kan vælge, hvad man vil fremhæve:

“Er det de farverige sider som Ida Gantriis’ flyvende, stikkende elefant, som viser, at man ikke skal “gøre en myg til en elefant?” Eller Kirsten Gjerdings hjerteskærende “Brændt barn skyr ilden?” Eller den absolut farverige husmor, som sagde “Renlighed er en dyd (…) og tørrede bordet med katten.”

Er det de små fine streger med Tea Bendix’ yndede motiv, musen, som ikke skal ”gå over åen efter vand”? Eller Anna Margrethes patchwork-hus, hvor “Nød lærer nøgen kvinde at spinde?” Eller Kamila Slocinska, som har sarte figurer med papnæb, fordi “Hver fugl synger med sit næb?”

Er det de finurlige fortolkninger som Hanne Bartholins “Han kan ikke se skoven for bare træer”, illustreret med hendes elskede elefanter? Eller Palle Bregnhøi, som lader ”Det skal smage af noget, sagde kællingen, så hun fes på kålen” illustrere af en fis så kraftig, at kålen bøjer sig i dens lys? Eller bageren, som er ved at drukne i dej i Bodil Carstensens illustration af “Slå ikke større brød op, end du kan bage.” Eller Stine Rintoft, som lader “Gammel kærlighed ruster ikke” illustrere af en kæmpe Nutella-bøtte!

Er det de mig ukendte ordsprog som ”Holder man tand for tunge, flyver ingen fluer ind og ingen tudser ud” eller variationer, jeg ikke havde hørt før: ”Naboens høns lægger altid større æg” og ”Andres køer har større yver”?”

En komplet liste over illustrerede ordsprog og deres illustratorer kan læses her.

Omslaget til Den store ordsprogsbog  er lavet i lækkert karton, og hvis man ønsker at se illustrationerne i A3, er de på turne på danske biblioteker. Januar 2017 på Kulturstation Vanløse, februar 2017 Dokk1 i Aarhus og marts 2017 i Ringkøbing. Kontakt selv bibliotekerne for præcise udstillingstider.

Tokolosh

Lise Bidstrup
Illustrator: Birde Poulsen
232 sider
Carlsen 2016

Sofies mor er forsvundet i Afrika, muligvis ædt af vilde dyr. Nu tager hun med Far dertil. Far vil Ikke lede efter Mor, han vil vise Sofie, hvorfor Mor elskede kontinentet så meget. Det har Sofie ikke meget forståelse for. Alt er fremmedartet og eksotisk: “alt havde været så anderledes. Den trykkende varme. De mange mennesker. Kun sorte. Ingen hvide. Gad vide, om det var sådan at være fremmed i Danmark. At man følte sig ved siden af på grund af sin hudfarve?”

Hurtigt kommer der et magisk element ind i historien. Sofie lokkes ud i natten og bliver bidt af en leopard. Det gør, at hun forvandles til en vildhund, sådan on/off. I begyndelsen kan hun ikke selv styre det, men hun lærer hurtigt. Det viser sig, at hun også kan forvandle sig til andre dyr: bavian, myresluger og meget andet.

Nu bliver det Sofies opgave at finde den Tokolosh, som er årsagen til hendes forvandlinger (og mange andre menneskers lignende skæbne, viser det sig). En tokolosh er et magisk væsen med stor magt.

Den mystiske Dingi Robinson hjælper Tokolosh, og han har også noget at gøre med krybskytterne, som ikke alene truer de vilde dyr men også Sofie og de mennesker, hun rejser med. Det gør Far utryg, og han ønsker at sende Sofie hjem i sikkerhed i Danmark. Nu har hans datter imidlertid fået en god grund til at blive i Afrika, og hun må bruge list (og løgn) for at slippe for hjemsendelse.

Fortællestemmen ændrer sig i den del af Tokolosh, hvor Sofie er forvandlet til en flue. Hun ser derfor tingene fra et andet perspektiv – helt bogstaveligt. En lille nørdet detalje, som giver afveksling i historien. Også på andre måder udfordrer sproget. Der er mange ord, som knytter sig til Afrika: game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og ranger. Nogle af dyrene kan også være fremmede for barnet (og den voksne læser), men så har man jo en anledning til at slå det op og bliver beriget.

Tokolosh er såkaldt magisk realisme, hvor en helt igennem realistisk verden er tilføjet nogle få magiske elementer. Der er mange lighedspunkter mellem Astrid Lindgrens Mio, min Mio. Sofie deler det lidt naive syn, som blandes med en klogskab, som ikke er tom viden, med Mio. Hendes afsluttende opgør med Tokolosh har også referencer til Mios kamp mod ridder Kato. Hvor ridder Kato har en jernklo, kan Tokolosh bl.a. kendes på en kæmpe tissemand(!), som ikke hjælper ham.

”På en eller anden måde havde han fået fat i en gren, som han slog løven [Sofie i forvandling, red.] over snuden med. Smerten jog gennem hele kroppen, og Sofie slap sit greb. Tokolosh var udmattet af hendes angreb i dyreskikkelse. Nu var det menneskets tur. Kun et menneske kunne dræbe Tokolosh. I samme bevægelse, som hun skiftede skikkelse, slyngede hun sin hånd fremad mod Tokolosh brystkasse. Forvandlingen til menneske var fuldført, da hendes hånd brød gennem hans papirtynde hud lige ved solar plexus. Han kiggede op med et forvirret blik (…) I det samme var det, som om Tokolosh faldt fra hinanden. Den krop, der var blevet holdt i live af sangomaens sorte magi, gik i tusinde stykker, der, da de ramte jorden, blev til en fint, rødligt pulver.”

På den måde har det gode endnu engang tilintetgjort det onde. Sofies liv bliver normalt og dermed godt igen. Tokolosh er en bog, man lægger fra sig med et dybt suk, som kommer af en tilfredshed med at have haft en dejlig oplevelse.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Citatet viser det smukke sprog, som Tokolosh er skrevet i. Det viser ikke de fine og udtrykfulde tegninger, som følger med, rundhåndet strøet ud over kapitlerne i et antal på ca. 50. Og så antyder det, at sproget også kan være vanskeligt af og til. Jeg lærte et par nye ord undervejs, og børn vil blive beriget med ord som bl.a. game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og rangerne. Desuden er der nok nogle af dyrenavnene, som lige kræver et opslag på nettet. Det er en fin anledning til at åbne en verden for læseren: Den afrikanske verden, som den er beskrevet her.

Tokolosh er fortalt gennem Sofies oplevelser, men et sted ændrer fortællestemmen sig, fordi Sofie forvandler sig til en flue og derfor får et andet perspektiv. Det er en lille detalje, som bryder fortællingen og forstyrrer tilpas.”

Det fine samspil mellem forfatter og illustrator er et stort plus ved Tokolosh. Lise Bidstrup og Birde Poulsen har været på en fælles rejse til Afrika for at researche. Her ses de ved et af de ca. 50 illustrationer marts 2016 ved et foredrag til Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmarks generalforsamling. Det er Lise Bidstrup til venstre og Birde Poulsen til højre.

Som både citater og tegningen antyder, er der ikke meget politisk korrekthed i Tokolosh. Det er fortalt gennem barnets undrende øjne og med de tanker, der falder Sofie ind for at beskrive det. Hun ser f.eks. ”et par dovne medarbejdere (…) en anden tullede rundt med en kost, der skubbede skidtet omkring til nogle andre hjørner, og damen ved skranken sad og læste i et magasin.”