Folkeskolen efter reformen

Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen
280 sider
Hans Reitzels Forlag, 2015

I en samling artikler med vidt forskelligt udgangspunkt giver en række forfattere deres bud på hvad der førte til reformen, hvordan den kan forstås, hvad den har gjort ved Folkeskolen i sit første år og hvilke tendenser der tegner sig i horisonten.

Den store forskellighed i et plus for bogen. Den viser, at folkeskolereformen er åben for fortolkninger, og derfor vil Folkeskolens udvikling også fremover være betinget af andet end den herskende politiske dagsorden. Jens Rasmussen og Klaus Majgaard peger begge på, at der er institutionelle vaner, som begrænser udviklingen. Det er altså ikke bevidst konservatisme, der gør, at “spørgsmålet […] sandsynligvis [er] stillet forkert, hvis man spørger, hvad en reform gør ved skolen. Man skal langt hellere spørge, hvad en skole gør ved en reform.” Citatet er fra Jens Rasmussen, som suppleres af Klaus Majgaard, som skriver det sådan: “Man kan påtvinge rammer, men man kan ikke tvinge noget til at give mening.”

For pædagoger er det særligt interessant, at Folkeskolen efter reformen også beskriver skolepædagogens rolle. Nogle forfattere har valgt blot at nævne pædagoger på linje med andre ansatte på skolen. Andre går mere detaljeret til værks. Enkelte glemmer pædagogerne.

Et enkelt kapitel har særlig fokus på pædagerne: Andy Højholts En pædagog tilsættes, og skolen udvikles…? Han giver en god oversigt over, hvad loven siger om pædagogens rolle i Folkeskolen. Samtidig er han klar over, at en lovændring ikke straks ændrer på “skolens 200-årige kultur [som] er som en stor supertanker, man ikke hurtig svinger om hjørner med.” Det skal ikke afholde os fra at begynde svinget, for han refererer undersøgelser, som viser, at det har gode effekter, når pædagoger medvirker i planlægningen.

Formål og mål med Folkeskolen og dens enkelte fag er beskrevet i Fælles mål fra 2002. Folkeskolen efter reformen påstår, at Fælles Mål nok skrives ind i elevplaner og årsplaner, men at de ikke bruges i den daglige undervisning.

I et spændende kapitel kommer Helle Plauborg ind på, at læring ofte er en voksendagsorden i et klasseværelse. For børnene kan der være helt andre ting i spil. Det sociale og det faglige bliver modsatrettede mål, når rollemodellerne ikke interesserer sig for læringsrummet. Dermed tvinges de øvrige børn ud i et valg mellem at følge rollemodellen og at følge læringen/undervisningen. Vi får dog ingen egentlige bud på, hvordan det misforhold ændres.

Tine Basse Fisker og Thomas Szulevicz skriver om inklusion. Salamanca-erklæringen er fra 1994, og i årene efter besluttede Danmark en række tiltag for at leve op til erklæringen. I 1997 viste en undersøgelse, at ”undervisningsforstyrrende uro” var en del af dagligdagen i skolen, og dengang som nu fik inklusionen en del af skylden. Jeg mener, det er mere bemærkelsesværdigt, at det er lærerens undervisning og ikke elevernes læring, der bruges som målestok.

Der er kommet nye fag ind i Folkeskolen med reformen. Folkeskolen efter reformen interesserer sig især for et ikke-fag som UU, understøttende undervisning. Det har den særstatus, at pædagogen kan have eneansvaret, og UU baner derfor vejen for en ny relation mellem lærer og pædagog. Om det er at gabe over for meget, når UU samtidig skal åbne skolen mod foreningslivet og andre dele af det omkringliggende samfund, det må tiden vise.

Folkeskolen efter reformen er en bog, hvor man med fordel kan plukke i kapitlerne. Hvis man gør det, kan man finde særdeles interessante dele, uanset om man er helt ny som professionsudøver i Folkeskolen, eller man er den mere erfarne, som vil have et overblik over de nyeste og de formodede kommende tendenser.