Kategoriarkiv: Faglitteratur

BØRNS hverdag nr. 7-2017

Forside af BØRNS hverdag nr. 7-2017BØRNS hverdag nr. 7-2017

Jeg var redaktør på BØRNS hverdag nr. 7-2017. Læs bladet her.

BØRNS hverdag udgives af DLO – Daginstitutionernes LandsOrganisation. Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på dlo@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

DLO går til kamp mod det kommunale opgavetyveri.

3 Årsplan

4 Vi lærer sprog

Dorte Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter fortæller om projektet Vi lærer sprog.

5 Et nyt ord hver uge

Sprogkalenderen er et gratis tilbud.

6 Børns drivkraft

Kom til DLOs efterårskonference.

8 Adfærdsproblemer i vuggestuen og børnehaven

Boganmeldelse og interview med forfatteren.

10 Interview med Sofie Münster

Du kan møde Sofie Münster på DLOs efterårskonference.

11 Privatkonference

Markedspladsen på DLOs konference var en succes.

12 Konsulentsiden

Fyraftensmøder.
Kontakt Institutionspsykologerne.
Kopimaskiner og printere: ny dom.
Opgavetyveri.
Skaf et medlem

14 Sådan får man en diagnose

Pædagogen har en vigtig rolle, når børn diagnosticeres.

16 Legepladsens pædagogik

Fyraftensmøder med Benny Schytte.

17 PIPU-uddannelsen

Institutionerne kan nu møde en ny type pædagogstuderende.

20 Mindre skæld ud – mere indflydelse

4-6 årige oplever, at de tit får skældud af de voksne i børnehaven.

22 Portræt af en leder

Anne Ladefoged deler sine erfaringer.

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO (Daginstitutionernes LandsOrganistaion) Her kan du læse de fire første blade, jeg har lavet:

Klik på linkene og læs hele bladet!

Læs i nr. 6-2017:

2 Leder
Fællesskab, lighed og tillid skal dæmme op mod fællesskabets forfald.
4 Sangglæde for alle
Et bidrag til det glade, kreative børneliv, som institutioner kan deltage i.
7 DLO inviterer til fyraftensmøder
Med ressourcedetektiv Hanne Risager.
8 Boganmeldelse
Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde.
10 Kursus i lederudviklingssamtaler
En tidligere kursist fortæller om sine indtryk.
11 Konsulentsiden
Selvejende institutioner og databehandleraftalen.
12 Efterårskonference
Faglig konference om børns drivkraft. Lige til at hive ud og hænge op!
14 Konsulentsiden, fortsat
Bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar.
15 Højt begavede børn i børnehaven
Sådan spotter vi højt begavede børn i børnehaven – og sådan støtter vi deres udvikling.
20 Portræt af en leder
Heidi Ingemann Jensen fra Børnehuset Bøgely i Hareskoven deler sine erfaringer.
22 Psykolog-klummen
Helle Scheele skriver om Det særligt begavede vuggestuebarn.

Læs i nr. 5-2017:

2 Leder
Sørg for en ansvarlig administration.
4 To nye udgivelser fra EVA
Hjælp til at vurdere ny forskning og måleredskaber på dagtilbudsområdet.
6 Du kan bidrage til DLOs arbejde for mindre bureaukrati
DLO har arbejder for daginstitutionernes interesser. Her får du en status på de vigtigste sager lige nu.
7 For høje udgifter til kopi og print?
Spar penge via DLO.
8 Folkemødet på Bornholm 2017
Folkefesten for et bedre samfund.
11 DLO region Hovedstaden
Indkaldelse til generalforsamling.
12 Konsulentnyt
Personalejura for arbejdsgiverbestyrelser, Fyraftensmøder med Hanne Aalling Risager, arbejdsgiverbestyrelser.
14 Det giver god mening at kende HC And
Et interaktivt læringsredskab til børn om undersøgelser, behandlinger, diagnoser og indlæggelse på et hospital.
16 Hvad er en daginstitution?
Skønsomme tanker om en daginstitution og det gode børneliv.
18 Børnehuset er familiernes hus
Et projekt om involvering af forældre.
19 Kom med i maskinrummet
To boganmeldelser.
21 Psykologsiden
Mental sundhed.
22 Portræt af en leder
Mette Mechlaoui fra Barndommens Land.
22 Ændret levering af BØRNS hverdag
Fremover modtager medlemsinstitutioner og organisationer bladet på en ny måde.

Læs i nr. 4-2017:

2 Leder
Er KL ”godt på vej”?
4 Børn kommer i børnehave selv om de er syge
Ny undersøgelse fra Børnerådet viser travlhed i familierne.
6 Udfordringer & muligheder
En analyse af børnene, forældrene og de pædagogiske muligheder i 2010’erne.
9 DLO er daginstitutionernes politiske vagthund
Nogle af de sager, der rør sig lige nu.
10 At se mennesker gro
Hanne Risager tilbyder fyraftensmøder i efteråret.
11 Børnenes grundlovsdag 2017
Sådan gør de i Esbjerg.
12 Konsulentnyt
Guldkorn. Seniordage og omsorgsdage. Boganmeldelse af Barnets eventyrperler.
14 Gadedrengen fra Vesterbro modtager ERNA-prisen
Dansk Historisk Pædagogisk Forening anerkender Benny Schyttes indsats.
16 Hvad børn ikke ved har de ondt af
Foredrag med Per Bøge.
18 Vuggestuebørn bliver bedre til sproget
Sprogforskningsprojekt i Gladsaxe Kommune giver store forbedringer hos børnene.
19 Hun lærer børn at sige ”amygdala”
Anette Prehn laver hjernesmart pædagogik.
21 Psykolog-klummen
Barnets problem i børnehaven er ikke altid et problem i hjemmet.
22 Portræt af en leder
Troværdighed, menneskelighed og glæde er de tre vigtigste værdier for Trine Boel Nielsen.

Læs i nr. 3-2017:

2 Leder
Samskabelse i dagtilbud
4 Ny sekretariatsleder
DLO har fået ny sekretariatsleder. Tanja Krabbe præsenterer sig.
8 Rådet for Læring
Anbefalinger vedrørende børns læringsduelighed
15 Psykolog-klummen
Robusthed
16 Året dagtilbud
Eksperimentalinstitutionen er medlemsinstitution i DLO og fik prisen som Årets dagtilbud BØRNS hverdag var med til prisoverrækkelsen.
19 Filmen alle politikkere burde se!
Barndom er et poetisk og rørende portræt af barndommen, når den er bedst
22 Portræt af en leder
Birthe Hedegaard Jensen har i 23 år været leder i Aarhus Kommune og er nu ansat som leder af en nybygget 0-6 års institution.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Inklusion i daginstitutionen

Inklusion i daginstitutionenInklusion i daginstitutionen

Anne Marie Marquardsen
Illustrationer: Dorte Karrebæk
175 sider
Frydenlund 2017

 

 

Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.

Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.

I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: ”Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab – og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.” Inklusion deles op i tre typer: Fysisk inklusion (at være tilstede), social inklusion (at deltage) og psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).

Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt – og hvad er afvigende?

”Det normale” kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.

Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.

Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.

Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.

Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.

I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at ”det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.”

Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. ”For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for 2, energi for 2, håb for 2 (og) fantasi for to.” Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.

En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.

Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og de høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!

Fra receptionen på forlaget Frydenlund 16. marts 2017.

Til venstre redaktør på Inklusion i daginstitutionen Pernille Bjerrum. Til højre forfatter Anne Marie Marquardsen. De talte om tilblivelsesprocessen fra Anne Marie Marquardsen så et opslag om, at Frydenlund søgte efter en til at skrive en bog om inklusion i daginstitutionen, til den færdige bog lå klar.

De havde flere historier om, at børn og voksne har følt sig genkendt i beskrivelserne fra bogen.

Dorte Karrebæk har illustreret bogen. Først tænkte de, at det ville hun nok ikke, men “det koster ikke noget at spørge”… og så sagde hun ja!

 

Forfatterens guide til sociale medier

Forfatterens guide til sociale medierForfatterens guide til sociale medier

Abelone Glahn
197 sider
Forlaget Amedia 2016

 

Det centrale begreb i Forfatterens guide til sociale medier er stammen. Det betegner den gruppe mennesker, som er interesseret i at følge dig på din profil på Facebook, LinkedIn eller hvor du færdes virtuelt. Frem for at bygge en ny stamme op for dig selv, skal du blande dig, der hvor stammen allerede er.

Efter de indledende kapitler behandles blogs og seks sociale medier i hver sit kapitel. Podcast og tidsforbrug for også berettiget et kapitel. Efter hvert kapitel er der en opsamling i form af fem centrale overvejelser, som læseren kan stoppe op ved og finde sine egne svar på. Der er endda plads til at skrive i bogen, hvis man ønsker det.

Som titlen fortæller, er bogens primære målgruppe forfattere. Den vil dog også med god mening kunne bruges af pædagoger og andre, som ønsker, at deres (faglige) tekster får et større publikum. Alt efter temperament kan man jo læse hurtigt hen over de dele, som handler om salg.

LinkedIn bliver ikke brugt meget til pædagogfaglige tekster viste min research til en artikel om sociale medier. Forfatterens guide til sociale medier giver hjælp til at lave en virksomhedsside og giver helt konkrete vejledninger til f.eks. at lave LongPosts, som svarer til blogindlæg.

Facebook er den dominerende platform, når pædagoger udveksler viden, holdninger og aktivitetsforslag. I bogen får kapitlet om Facebook god plads, og forfatteren anbefaler kraftigt, at man blander sig i andre(s) grupper og sider: ”Tænk samtalerne over i den fysiske verden: Hvis du møder en, som alene taler om egne fortræffeligheder, kun nævner egne bøger, kun fremhæver de fede anmeldelser, bliver samtalen hurtigt kedelig. Når du bevæger dig på de sociale medier, her Facebook, skal du selvfølgelig også interagere med andre – følge andres sider og profiler, tage del i deres samtaler, dele og bidrage, hvor du kan og være til stede, hvor andre færdes, ikke kun på dit eget ”territorium”. Det er det, sociale medier handler om – at være social, ikke et tågehorn for dig selv.”

Youtube vil for mange være nyt land som platform for at dele egne produkter. Forfatterens guide til sociale medier deler brugeren af Youtube op i tre typer: 1) Et arkiv for andres produkter, 2) En kanal, hvor man lejlighedsvist kan dele egne produkter (som på ethvert andet socialt medie) og 3) De egentlige youtubere har en væsentlig indtægt gennem deres kanaler.

Blandt rådene til Youtube-videoer er, at de skal kunne køre uden lyd. Mange har ikke lyden slået til. Desuden skal hovedbudskabet komme i løbet af de første fem sekunder, altså inden der zappes videre til noget andet.

Pinterest kan være en mulighed for f.eks. boganmeldelser. Podcast er egentlig ikke et socialt medie og kræver dels et stort tidsforbrug, dels at man regelmæssigt optager/udgiver afsnit.

Hvis man som pædagog har mod på at bruge sociale medier i en faglig sammenhæng, byder Forfatterens guide til sociale medier på interessant læsning.

Bliv til!

Bliv til!Bliv til!

– en filosofisk arbejdsbog
Christoffer Boserup Skov

152 sider
Forlaget Mindspace 2016

 

 

Filosoffen Christoffer Boserup Skov fører os gennem ti ubarmhjertige grundvilkår, inden han med fem filosofiske fif giver et glimt af et håb. Først hører vi historien om Kaspar Hauser, et begavet menneske, som dukkede op under mystiske omstændigheder i Nürnberg i 1828. Samtidens forskellige måder at se Kaspar Hauser på leder læseren til at stille sig selv spørgsmålet “Hvem er jeg?” ud fra et biografisk, et psykologisk, et biologisk og et samfundsmæssigt perspektiv.

Af guden Dionysos fik Kong Midas evnen til at gøre alt til guld, blot han rørte ved det. Den grådige konge ønsker sin gave tilbage, da han først gør sin mad og derefter sin datter til guld. Midas-legenden relateres til de ti ubarmhjertige grundvilkår.

JAGOO skrev jeg: “Tvivl, had, jalousi, misundelse, resignation, utilstrækkelighedsfølelse og meningsløshed er ikke filosoffen Christoffer Boserup Skovs bud på en opgradering af de syv dødssynder. I hans bog er det grundvilkår, vi må lære at leve med. Den gode nyhed er, at vi kan lære at leve med dem. (…) En bog til at blive klogere af.”

Et eksempel på de ti grundvilkår er, at du vil opleve, at dit liv er en trædemølle. Det introduceres sådan: “Du kender måske scenariet: Vækkeuret ringer, det er mørkt udenfor. Du kunne godt sove en halv time mere. Det er nærmest naturstridigt at stå op nu. Men du slæber dig alligevel op. Morgenmaden gøres klar, familien er oppe, alle er lidt for sent på den og kommer for sent ud ad døren. Og det var mandag. Det samme scenarie udspiller sig tirsdag, onsdag, torsdag, fredag.”

Her kommer de fem filosofiske fif os til hjælp: 1) Lev med, at du bliver til støv, 2) Lev med, at verden er kaotisk og ting ændrer sig, 3) Lev med gode relationer, 4) Lev et anti-dogmatisk liv og 5) Lev et langsomt liv.

Når Bliv til! har undertitlen En filosofisk arbejdsbog, skal det tages bogstaveligt. Læseren opfordres til at stoppe op og notere sine overvejelser. Spørgsmålet “Hvem er jeg?” kan endda besvares med hjælp fra venner. Helt konkret er der afsat linjerede sider undervejs.

Bliv til! er en del af serien Skolen for livet.

Kan vi snakke med barn om alt?

Kan vi snakke med barn om alt?Kan vi snakke med barn om alt?

Magne Raundalen og Jon-Håkon Schultz
143 sider
Pedagogisk Forum (Norge) 2008

 

En bog om den nødvendige samtale med børn om de forfærdelige begivenheder, der sker i den fjerne og nære verden. Kriserne deles op i tre niveauer:

  1. gradskriser angår os alle. Eksemplerne er World Trade Center, Irakkrigen, Tsunamikatastrofen og Muhammedtegningerne.
  2. gradskriser, hvor barnet i højere grad kan identificere sig med hændelsen: Familiedrab, skolemassakrer, bortførelser af børn.
  3. gradskriser, hvor barnet enten er offer eller er nærmeste pårørende ved familiedrab, selvmord, voldtæger mm.

Selv om det kan være fristende at forholde sig tavs, så skal man ikke tro, at børnene kan undgå at høre om begivenhederne. De vil blot gøre sig deres egne tanker om dem. Ofte kan fantasien overgå virkeligheden, også i gru. Desuden kan barnet overdrive sandsynligheden for, at det samme sker igen – denne gang med barnet som direkte inddraget.

Kan vi snakke med barn om alt? har mange fine eksempler på, hvordan man omtaler skræmmende begivenheder. Fælles for dem er, at de taler angsten ned hos barnet. Det sker ved at informere om de faktuelle hændelser, så barnet ikke selv skal gætte sig til noget. Det sker også ved at fortælle, at der er meget lille risiko for, at det sker igen – og en endnu mindre risiko for, at det sker for barnet.

Det sker med et ordvalg, som kan virke gammeldags for den danske læser. Kønsroller, kongehuset og religionen er vi ikke vant til at høre omtalt, som det sker i Kan vi snakke med barn om alt? Derimod er det et eksempel til efterfølgelse, når menneskeskabte tragedier forklares ved, at der er en fejl i den “ryddemaskin”, som fjerner de normale og acceptable ønsker om skade andre. Hos de fleste fungerer det sådan, at tanken ikke bliver til handling, men i disse ekstreme tilfælde virker det ikke, som det skal.

Filosofi til tiden

Filosofi til tidenFilosofi til tiden

Bo Rasmussen
71 sider
Nyt Askov 2015

 

 

Filosoffen og teologen Bo Rasmussen har samlet en række af sine tekster fra bl.a. kronikker og debatindlæg. Han argumenterer for kolonihavefilosofien, som en lang række navne havde tilsluttet sig, hvis de havde kendt begrebet: Rosseau, Martin A. Hansen, Jorn, Heerup, Grundtvig osv. Bo Rasmussen kan sin kulturhistorie og deler gavmildt ud af den.

Stærkest står et såkaldt kolonihavefilosofisk manifest med ti teser.  Et lille udpluk af teserne: Frihed og fællesskab er grundlæggende menneskelige behov (tese 2), kolonihavefilosofisk politik er hævet over ideologier og partipolitik (tese 4), kolonihavefilosofi er en religion, der endnu ikke er blevet til en religion (tese 6) og kolonihavefilosofi skal indlæres i en lille virkelighed (tese 10).

Som eksempel på tese 10 giver Filosofi til tiden, at generaler under 1. verdenskrig måtte fjerne de tyske og allierede soldater fra hinanden, som havde holdt jul sammen i skyttegravene, fordi de havde rørt ved hinanden og set hinanden i øjnene.

Der er stor afstand mellem kolonihavefilosofi og brugen af kolonihaven som eksempel på Dansk Folkepartis danskhed, pointerer Bo Rasmussen flere gange. Han skriver, at han “vil forsøge, som Margrethe Vestager vist nok også har forsøgt at gøre det, at rive kolonihavehuset og kolonihavelivet ud af hænderne på Pia Kjærsgaard.” Kolonihavefilosofi må bruges som “et politisk brækjern, som må bruges på tværs af den midte, hvor den politiske sammenhængskraft lige nu er kapitalistisk og markedsorienteret.

Det er ikke altid lige klart, hvad der skal sættes i stedet for den materialisme, Bo Rasmussen tager afstand fra. Det giver lidt billige point at erklære, at “kolonihavefilosofi er en jordfilosofi, der sætter almindelige jordiske ord på en filosofi, der interesserer sig for det banale hverdagsliv i glæde og sorg, kærlighed og aggressivitet og vil tale om fællesskab uden at foreskrive sig hverken til det nationale stammefællesskab eller til ideologier, der gør mennesket til fortaler for et fællesskab, der hverken er indfældet i naturen, eller lever i et så jordnært fællesskab, at det er livet om at gøre at nyde en svalende bajer sammen i kolonihavehuset.

Da Filosofi til tiden er en samling af tekster forskellige steder fra, er der en del gentagelser af eksempler og argumenter. Det gør egentlig ikke noget, for sproget er flydende og budskabet vedkommende. Fanger man det ikke første gang, er det rart at få det én gang til. Man er i godt selskab med Bo Rasmussen og alle hans litterære forbilleder.

Køn i pædagogisk praksis

Køn i pædagogisk praksisKøn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

 

 

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.

Kritikken U-vending

Afvæbnet kritikKritikkens U-vending

Rasmus Willig
148 sider
Hans Reitzels Forlag 2013

 

 

Mellem de to bøger Umyndiggørelse og Afvæbnet kritik har Rasmus Willig udgivet Kritikkens U-vending, som ikke har fået samme opmærksomhed. Jeg fik den til receptionen ved udgivelsen, men har først fået den læst nu, hvor en sommerferie gav mig mulighed for at følge den appetit, læsningen af de andre har givet mig.

Det skal siges med det samme, at Kritikkens U-vending ikke har den samme praksisnærhed som de to andre. Den bygger ikke på undersøgelser blandt velfærdsarbejdere. Til gengæld tager Rasmus Willig afsæt i en række tekster og forholder sig til dem i essay-form. Han tager livtag med sine tre yndlingsaversioner, coaching, MUS-samtaler og fitness, som har det fællestræk, at de lægger ansvaret over på enkelte i stedet for at pege på strukturelle fejl. En noget hård analyse, som ikke desto mindre maner til eftertanke.

Det skal i hvert fald ikke underkendes, at det på mange arbejdspladser er velset, hvis man griber til (et af) de tre livliner i stedet for at rette kritikken mod organiseringen, informationsniveauet eller (den manglende) mulighed for efteruddannelse.

Flere af kapitlerne har været brugt i andre sammenhænge og kan uden problemer læses enkeltvis. Kritikkens U-vending er på den måde et lille kampskrift mod coaching, MUS-samtaler og fitness, samtidig med at bogen kan læses som en række debatindlæg/kronikker med afsæt enten i forfatterens egne oplevelser i sit feltarbejde eller i inspirerende litteratur, som han hermed inspirerer læseren til at gå nærmere efter.