Kategoriarkiv: Faglitteratur

Børns Hverdag 2019-3

Børns Hverdag 2019-3

Jeg er redaktør af Børns Hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold:

4 Hvor skal jeg rette mine frustrationer hen?

Selv om man gør alt, hvad man kan, er det svært at få enderne til at mødes.

7 Valgkampen – en unik mulighed for at styrke fokus på daginstitutionerne

DLO giver dig mulighed for at deltage aktivt i valgkampen.

8 Gode daginstitutioner har vi glæde af hele livet

Seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fortæller, hvad forskningen siger om normeringers betydning for kvalitet.

10 Makerspace og 3D-print møder hammer og søm

To institutionsledere mødes i samtale om deres vidt forskellige pædagogiske udgangspunkter – og finder til enighed.

14 Udviklingsprojekt styrker faglighed og inklusion

Anvendt adfærdsanalyse i almene dagtilbud.

16 Konsulentnyt

Daginstitutionens rolle, når mor og far er skilt.

Dokumentationsmateriale fra EMU.

18 Det handler om børnenes fremtid

Københavns Kommunes børne- og ungeborgmester besøger en børnehave.

21 Det gode forældresamarbejde

Successer fra fire års eksperimenter med at inddrage forældrene på nye måder.

22 Rooftop – growing with af view

 – hvordan man starter en institution på toppen af Danmarks største indkøbscenter.

24 Faglig ledelse af pædagogisk udviklingsarbejde

Hvad kendetegner høj kvalitet i dagtilbud?

26 Selveje sikrer indflydelse og frihed!

Der er mange kvaliteter ved at være selvejende. Både for børn, personale og forældre.

Læreplanstræet

Læreplanstræet.

Peter Rod og Frederik Blichfeldt
155 sider
Dafolo 2018

Peter Rod og Frederik Blichfeldt præsenterer det materiale, de selv har udviklet. Materialet består især af læreplanstræet og refleksionsbladet. Det er visuelle redskaber til at få overblik over arbejdet i dagtilbud. Samtidig kan materialet guide planlægnings- og evalueringsarbejdet.

Bogen har undertitlen Visuel pædagogiske tilrettelæggelse, refleksion og evaluering, og det er lige, hvad hovedafsnittene giver vejledning til. Den første fjerdedel er dog forord, indledning og grundlæggende teori om spejlneuroner, relationen mellem sansning og associationer og en præsentation af Pearce og Cronens kommunikationsmodel, den såkaldte CMM-rulletrappe.

Om læreplanstræet hedder det: ”Selve stammen symboliserer det samlede læringsmiljø, som de seks grene, de seks læreplanstemaer, udspringer fra. På hver gren er der et antal kviste med de fokusområder, der er inden for det pædagogiske læreplanstema. På grenene er der blade, som symboliserer de pædagogiske aktiviteter i hverdagens mange timer, der kan tilrettelægges af de pædagogiske personale i forbindelse med et valgt læringsmiljø.”

Læreplanstræet er tænkt helt konkret som en plakat, hvor man i en brainstorm kan skrive aktivitetsforslag på små lapper papir og anbringe dem relevante steder på træet. Man kan så efterfølgende plukke ”dagens buket”, når man forbereder den aktuelle hverdag.

Materialet omfatter også et refleksionsblad, som man kan arbejde med en gang om ugen. Her er plads til praksisfortællinger (gerne med billeder), faglig refleksion, evaluering og næste praksis. Fire punkter, som nærmere beskrives i Læreplanstræet. Som eksempler bruger bogen hverdagssituationer som at vande blomster sammen med børnene i en vuggestue.

Er læseren lidt famlende overfor at skrive praksisfortællinger, giver Læreplanstræet forskellige indgange til det. Til hjælp for den faglige refleksion anbefales det at forestille sig læreplanstemaerne symboliseret gennem seks briller med hver sin farve. Ved at anskue en aktivitet med skiftende briller, kan man reflektere med alle seks synsvinkler.

Forfatterne har lavet nogle ”evaluerende mirakelspørgsmål”, som leder fra den faglige refleksion til punktet om næste praksis: ”Hvis du nu kom på arbejde i morgen, og der var sket et mirakel i løbet af natten, som gjorde, at de ideer, vi fik i refleksionen, er blevet til noget, hvordan ville du så opdage det? Hvad ville være ændret? Hvordan ville I mærke det i jeres arbejde? Hvordan ville I opføre jer anderledes? Hvordan vil børnene opleve det? Osv.”

En pædagogisk portfolio er også en del af materialet. Læreplanstræet anbefaler, at det bruges sammen med forældrene, og at man i øvrigt udelader oplysninger om personer af hensyn til lovgivning om persondata.

8 sider er afsat til en opsummering. ”Bogens pointer – kort fortalt” er overskriften, og det er måske lidt overkill, når hovedafsnittene kun breder sig over godt 91 sider. Derudover er der både forord, indledning og efterord. Som appendix er hele bekendtgørelsen om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer (med bilag) trykt. Bogen har tilføjet relevante og oplysende praksisfortællinger til bekendtgørelsens bilag om læreplanstemaer.

Børns Hverdag nr. 1-2019

Jeg er redaktør af Børns Hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold

2 Det sker lige om lidt i DLO

Kurser for bestyrelser, ledere, souschefer og personale.

2 Møder politikerne børnene med et skuldertræk?

DLOs landsformand, Peter Grevsen, har seks ønsker til lokalpolitikerne.

4 Mod fejlmodighed fremfor perfekthed

De voksne er rollemodeller, selv om børnene fra fødslen godt tør at fejle.

7 Valgkampen skal bruges til at sætte fokus på daginstitutionerne

DLO har blikket rettet mod den nationale valgkamp, og sekretariatschef Tanja Krabbe stiller skarpt på at få folketingskandidaterne i tale.

8 Bevar roen!

Vi har talt med en børneyogalærer om, hvad yoga kan gøre for børn – og for voksne – i daginstitutionerne.

12 Læreplanstræet – en konkret og visuel tilgang til arbejdet med Den styrkede læreplan

Læreplanstræet er en visuel pædagogisk metode til at få overblik på. Vi anmelder en ny bog om læreplanstræet.

14 DLO anbefaler podcasts

BUPLs podcast fra konferencen ”Børns leg” er et godt sted at begynde. Faglig viden direkte ind i øret.

15 Inspirationskatalog

Læs om alle DLOs tilbud om kurser og konferencer i 2019. Midtersiderne er lige til at hive ud og hænge op på personalestuen.

19 Digitalt forløb – når forældre skal skilles

Der er sket en reform af proceduren ved skilsmisse. Forældre kan få hjælp med et digitalt forløb.

20 Konsulentnyt

Har du de bestyrelsesmedlemmer, du har brug for?

Mulighedserklæringen – hvorfor, hvornår og hvordan?

Hvad betyder de nye regler om 30% børn fra udsatte boligområder for os?

Rådgivning om printer- og kopimaskinekøb

22 Mobning handler ikke om onde mennesker, men om onde mønstre

Hvordan forebygger man mobning på arbejdspladsen? Hvordan opdager man mobningen, når den sker? Og hvordan kan man begrænse skaden?

26 Pædagogens klumme

Fra fejlfinder og enkeltpræstationer til dannelse og fællesskab. Nye vinde blæser og kan betyde en ændring i kulturen for børn og unge.

30 Fra maskinrummet

DLO har fået ny konsulent, og det blad, du sidder med, har fået nyt design.

BØRNS hverdag nr. 8-2018

BØRNS hverdag nr. 8-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold

  • Børns rettigheder
    Leder
  • Drenge og piger bør lege mere sammen
    En mangfoldighedspædagogik
  • Arbejdsskader og smerter forebygges
    Når børn selv kan
  • Børn og unge skal være en investering
  • Kan man være venner med en løve?
    Anmeldelse af Rum for undren – et filosofimateriale
  • Anne Galán – når du har brug for hjælp
    En beretning om et coachingforløb for hele personalet
  • Lavere driftsgaranti
    Politisk klumme
  • Autosvar om persondata
  • Sikker mail
  • Landsmøde 2019
    DLO har vedtaget ny strategi og genvalgt formand
  • DLO’s mission, vision og strategi
    Frem mod DLO’s 100 års jubilæum i 2026
  • Kursus 2019
    Få en forsmag på næste års kurser
  • Codan-aftale
    Attraktive forsikringer med DLO-rabat
  • Portræt af en leder
    Rikke Skovgaard Andersen fra Trygge Institutioner, Børnehuset Arken
  • Ny digital værktøjskasse
    Til børn og pædagoger
  • DLO uddeler små tilskud
    Få støtte til sociale formål
  • Tak for nu
    Fra maskinrummet

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde.

Sanni Maria P. Korsgaard
132 sider
Dafolo 2018

Med vedtagelsen af den styrkede pædagogiske læreplan i år er der kommet et behov for ny litteratur om læreplanstemaerne. Dafolo har udgivet seks bøger om hver sit læreplanstema. Vi har kigget nærmere på den titel, som forholder sig til læreplanstema nr. 5: Natur, udeliv og science.

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde er skrevet af Sanni Maria P. Korsgaard, som bl.a. er naturpædagog og konsulent hos DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation. Hun var en del af mastergruppen, som udarbejdede den styrkede pædagogiske læreplan, og hun sad i arbejdsgruppen for læreplanstemaet ”Natur, udeliv og science”. Det fremgår tydeligt af bogen, at forfatteren er inde i sit stof.

Gang på gang pointerer Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde vigtigheden af at have en legende, nysgerrig og undersøgende tilgang til naturen. Det kaldes også en sciencetilgang. ”Det handler altså ikke om at terpe plusstykker, skrive tal på lige rækker eller lave førskole for de 2-5-årige,” som det udtrykkes.

Naturoplevelser er vigtige for børns udvikling. Det gælder indenfor kreativitet, motorik, sociale færdigheder, trivsel og meget mere. F.eks. udløser hudens kontakt med bakterien mycobacterium i jord hormonet serotonin, som giver en lykkefølelse. Men bevidstløst ophold i naturen er ikke nok. Pædagogen skal have viden og handling, som udfordrer børnene. Blandt mange andre kilder henviser forfatteren flere gange til Niels Ejbye-Ernst, som er kendt blandt pædagoger og pædagogstuderende ifølge mine erfaringer som censor på valgmodulet Natur og udeliv.

Undervejs er der plads til, at læseren stopper op og forholder sig til børnenes deltagelse, de voksnes rolle, børnefællesskabet og inklusionen med spørgsmål som f.eks. ”Hvordan kom børnene til orde?” og ”Var der plads til børnegruppens forskellige deltagelsesmuligheder? Hvordan kom det til udtryk?”

Forholdet mellem leg og læring har måske altid været et spørgsmål i den pædagogiske debat. Med den styrkede pædagogiske læreplan er det fastslået, at ”leg skal være styrende i det pædagogiske arbejde”, og at ”legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud.” Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde pointerer pædagogens rolle i forhold til leg og stiller spørgsmål til, i hvor høj grad legen skal være vokseninitieret. For at kunne vurdere det, skal han/hun have indfølingsevne og viden. Et kernebegreb er hentet fra Lone Svinth: Voksenstyring med fleksibel rammesætning.

Her følger en gennemgang af, hvordan det 2 til 5-årige barn lærer. Det er primært kroppen og sanserne, som styrer læringen hos den aldersgruppe. Derfor er leg og bevægelse så betydningsfuldt. Barnet lærer af og med andre – børn såvel som voksne. Derfor er (børne)fællesskabet så betydningsfuldt. Andre betydningsfulde faktorer for børns læring er flow, rollemodeller og gentagelser.

Thorleif Frøkjær og Stig Broström har beskrevet fem sciencepædagogiske principper. Ifølge dem tager god sciencepædagogisk praksis ”afsæt i et børneperspektiv og undren [og] giver plads til, at børn kan være aktive deltagere og udfolde deres eksperimenter med andre børn og voksen.” Sciencelæring ”opstår gennem social interaktion, og her indtager pædagogen en aktiv rolle, hvor den professionelle pædagog aktivt anvender sin sciencekompetence. Børn lærer i hverdagslivet gennem spontant opståede aktiviteter, men også med plads til på forhånd planlagte aktiviteter.”

I kapitel 3 introduceres begrebet ”sustained shared thinking”, som oversættes til “vedvarende fælles tænkning”. Der er større fokus på processen og måden, vi gør tingene på, end på resultatet. Der gives eksempler på, hvordan lukkede spørgsmål begrænser barnets nysgerrighed og undren, mens åbne spørgsmål er på en god måde mere krævende og udfordrende.

En case fortæller om et dagplejebarn, som blev utryg på en tur i skoven. Han brød helt sammen, fordi han ikke kunne finde stien. Det viste sig, at han ikke forbandt skovstien med en sti, fordi han var vant til at færdes på fliser og asfalt. Med en målrettet indsats blev drengen efter en uge fortrolig med at færdes i skoven.

Et helt kapitel er afsat til beskrivelser af gode pædagogiske forløb. Mindfulde sansninger af naturen, insekthoteller og regnormedans suppleres med link til, hvor man kan finde yderligere inspiration. Senere følger et beskrivelsen af et forløb om biodiversitet. Forløbet stammer fra en friskole, men beskrivelsen er tilpasset børnehavebørn. Andre forløb fokuserer på at forberede på skolestart ved at lave naturaktiviteter på tværs af institutionerne og på vands tre grundformer (is, damp og flydende vand).

Der er også plads til en kærlig kritik i Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde. Med føromtalte Niels Ejby-Ernst i ryggen problematiserer forfatteren, når pædagogen ”formidler natur ud fra samme perspektiv som børnene”, hvilket bl.a. omfatter antropomorfe udtryk som, at skyen græder eller at den store bille er de små bænkebideres mor. Det beskrives som at ”der tales ureflekteret ind i og med mindre børns antropocentriske [med mennesket som centrum, red.], antropomorfe [hvor dyr og ting har menneskelige egenskaber, red.] og konkrete forestillinger.” Det behøver ikke altid at være strengt naturvidenskabeligt, bogen giver også eksempler på en mere legende og narrativ tilgang til forløb, men pointen er, at pædagogen bør være bevidst om, hvilke greb der anvendes og hvorfor.

Med til pædagogens bevidste arbejde med science hører også en viden om, hvilket niveau der er relevant. Læseren får en retningsgiver på, hvilke begreber og færdigheder, børn sandsynligvis vil kunne i specifikke aldre. Risikopædagogik introduceres som en vej til at begrænse en evt. medfødt skræk, måske endda fobi. Risikofyldt leg er medvirkende til at skabe robuste og resiliente børn.

Sidst præsenteres en model til at arbejde med natur, udeliv og science i børnehøjde, udviklet af Birgitte Damgaard og Karen Bollingberg. Den består af seks faser: Observationsfasen, beslutningsfasen, undersøgelsesfasen, den narrative fase, den æstetiske fase og delingsfasen. Et uddrag af bekendtgørelsen med beskrivelsen af læreplanstemaet natur, udeliv og science runder bogen af.

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Når talent forpligter

Når talent forpligterNår talent forpligter

Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302 sider
Gyldendal Business 2017

 

 

Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på ”reglen” om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: ”I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.”

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. ”Beklager, stræbere, men talent findes,” hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er ”begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning.” Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: ”For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt.” Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: ”Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet?” Grant giver selv svaret: ”Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.”

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Din kreative hjerne

Din kreative hjerneDin kreative hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Kreativitet er en vigtigt færdighed. Dette lille hæfte handler om, hvordan man skaber ideelle forhold for kreativiteten, og hvad man gør for at holde fast i de ideer, man får. Læseren bliver opmuntret til at afprøve ideer – for selv om de i første omgang skulle virke mislykkede, kan de i længden give ny næring til kreativiteten.

Du kan fastholde noget i arbejdshukommelsen i 20 sekunder. Derefter forsvinder ideer, hvis de ikke bliver skrevet ned. Man kan også gøre andre ting for at huske, f.eks. lege med ideerne eller lave rim eller remser.

Man kan ikke bare beslutte at være kreativ. Tværtimod vil ideerne lade vente på sig, hvis man er alt for fokuseret på at presse dem frem. Din kreative hjerne anbefaler i stedet at går en tur eller lave noget andet, for så kommer nye ideer til det, man var gået i stå med. Ideerne myldrer også frem, lige før og lige efter man sover.

Mange meget gode ideer er opstået ved fejl. F.eks. blev penicillin opfundet, da nogle bakterier i et forsøg ved en fejl blev blandet med snavs. Velcro blev opfundet, fordi burrer sad fast på en mands tøj.

I Din kreative hjerne præsenterer Anette Prehn sin model med ”grøn cirkel” og ”rød cirkel”. Den grønne cirkel indeholder alt det, du kan påvirke. Det er her, dit fokus bør være. Den røde cirkel har du ikke indflydelse på, så det er spild at bruge energi på den. Modellen er god at have for øje, men den virker lidt udenfor kontekst i et hæfte om kreativitet.

På en af de sidste sider er der en tjekliste med syv punkter, som kan booste læserens kreativitet. Tjeklisten opsummerer dels indholdet i Din kreative hjerne, dels det meste af Anette Prehns forfatterskab de seneste år. På listen er alt fra at skabe plads i arbejdshukommelsen over at sende den indre dommer på ferie til at prioritere søvnen.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Din kreative hjerne er syvende titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Tag nye billeder med hjernen

Tag nye billeder med hjernenTag nye billeder med hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

Drillerier og mobning kan tage mange former, og det kan være svært at reagere hensigtsmæssigt, når man bliver udsat for det. F.eks. bliver Sofia kaldt en blåhval, og det gør hende naturligvis ked af det. Hendes far hjælper hende videre ved at pege på, at en blåhval er god til at svømme – og meget klog. Sofias far har hjulpet hende til at tage et nyt billede med hjernen.

Amygdala har en særlig evne til at kapre hjernen, så man sidder fast i en måde at betragte verden på. Som forsvar mod det benytter Sofia sig af refraiming, som bl.a. benytter sig af ”De fem fingre”, som symboliserer fem måder at refraime på:

1) Man kan søge efter gaven eller fordelen i en situation. 2) Man kan benytte situationen til at blive mindet om sine værdier. 3) Man kan se situationen fra en anden persons side. 4) Man kan lege med tanken om, hvad en superhelt ville gøre i den samme situation. 5) Man kan se problemet i et større perspektiv: Er det egentlig så vigtigt?

Tag nye billeder med hjernen giver eksempler ud over det med Sofia og blåhvalen. De fem måder bliver sat i spil ved dagligdags situationer som utilfredshed med sit udseende eller en mobiltelefon, man ikke kan finde. Fordelen ved at koble dem op på de fem fingre er, at man altid har hånden med sig, så det kan blive en hjælp til at huske metoden.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Tag nye billeder med hjernen er sjette titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har været bragt på Pædagogen.dk.

 

Giv hjernen plads til udvikling

Giv hjernen plads til udviklingGiv hjernen plads til udvikling

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Hvordan giver man hjernen plads til udvikling? Anette Prehn giver et særdeles udmærket bud gennem ”Midlertidighedens sprog”: Man giver hjernen plads til udvikling ved at sige: ”Jeg kan ikke … endnu”. Eller ved at bruge udtryk som ”for øjeblikket” og ”i denne fase”. På den måde gør man sig klart, at færdigheder kan udvikles. Det vidunderlige er, at man samtidig er med til at give udviklingen bedre muligheder.

I Giv hjernen plads til udvikling udtrykkes det sådan: ”Når først du har besluttet dig for at se en situation på en bestemt måde, så begynder hjernen at lede efter beviser på, at du har ret.” Derfor handler det om at træffe de rigtige beslutninger og overbevise hjernen om, at den skal lede efter det, du ønsker dig.

Man kan med andre ord vælge, om man vil lyse på det, man mangler – eller lyse på det, der skal til for at ændre noget. Underforstået, at det sidste giver de bedste betingelser for udvikling.

Læseren får et lille tip til at kunne følge sin egen udvikling: Man kan sætte små sedler i bøger, når noget er svært. Husk dato, så man kan kigge tilbage og glæde sig over det fremskridt, man har gjort. Det er en meget lavpraktisk måde. Pædagogen kan hjælpe også yngre børn ved at minde dem om, hvad de tidligere skulle have hjælp til. ”Kan du huske, da du startede i børnehaven? Dengang skulle du have hjælp til …”

Det kræver øvelse at blive god til at give hjernen plads til udvikling. En muskel bliver stærkere, jo mere man træner den, og sådan er det også med tankemønstre. I Giv hjernen plads til udvikling er der små eksempler på hverdagssituationer, hvor man med fordel kan give sig selv større et skulderklap for at prøve noget svært og minde sig selv om, at det er i orden ikke at kunne tingene fra dag 1.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Giv hjernen plads til udvikling er femte titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.