Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

BUPL Århus holdt et spændende arrangement i forbindelse med udgivelsen af Mouritsens metode redigeret af Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen. Flemming Mouritsens studerende, kollegaer, familie m.fl. var mødt op til en blanding af fyraftensmøde med debat, reception med præsentation og gravøl med anekdoter.

Jeg har ikke selv kendt Flemming Mouritsen (1942-2015), men blev alligevel rørt af de mange taler.

“Man har ikke forstået det, bare fordi man har fået sat det på begreb” har Flemming Mouritsen sagt. Det kan godt udfordre den mere akademiske tilgang til pædagogik, som i disse år har førertrøjen. Det er ikke den eneste gang, Mouritsen har gået imod sin samtid – og ikke det eneste, han har at sige i 2016 og årene frem.

Bøgerne – for der er to – dækker 40 års arbejde, hvor han bl.a. underviste i pædagogik på det, som dengang hed Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. De Mouritsen i 1970’erne begyndte at undervise i dansk, var det et fag med fokus på (voksne) dannelsesbegreber og litteratur for voksne. Han indførte børnelitteratur i pensum. Tænk, det havde man ikke før. Og tænk, med den seneste ændring af pædagoguddannelsen er børnelitteraturen sat udenfor døren igen!

Da jeg havde såkaldt AK-fag i 1999, var det selvfølge, at undervisningen havde tæt tilknytning til børnekultur og det pædagogiske arbejde. Det var Niels Mors, der underviste mig, ham vender jeg tilbage til.

Selv om Mouritsens havde det meget dobbelt med teoretisering, begreber og metoder, udviklede han en del af sine egne. Hans virke forsøgte hele tiden at finde en balance mellem tre “poler”, som blev illustreret med denne slide:

Som eksempler nævnte Karin Esmann Knudsen de tre forfattere Ole Lund Kirkegaard, Egon Mathiesen og Cecil Bødker, hvis budskab er det modsatte af Rødhættes: De opfordrer barnet til at forlade stien, gå ved siden af den udpegede vej. Det er her, eventyret findes.

I det hele taget udfordrede Mouritsen synet på børnelitteraturen. Er det pædagogik eller kunst? Et spørgsmål, som stadig debatteres i faglige kredse – og sikkert også i de små hjem. Mouritsens eget forsøg på et svar lød: “Børnelitteraturen har en social funktion samtidig med, at den er formet i æstetiske mønstre.” Det var et pudsigt sammenfald, at på dagen for fyraftensmødet/receptionen havde Center for Børnelitteratur skiftet navn til Center for Børns Litteratur og Medier, endnu et forsøg på at placere børnekulturen, selv om den er så svært at fastholde.

I øvrigt mente Mouritsen, at legetøjskataloger er de vigtigste bøger i børns liv. Man kan så tænke over, hvad den vigtigste læsning i børns liv i dag er. Computer og de digitalt bårne spil er mit bud. Computerspil fik anerkendende ord med på vejen, for man kan tænke over, hvilke kompetencer man bruger ved skærmen.

Lidt langhåret mente man tidligere, at legen er, når
nogen gør noget ved nogen med noget.

I dag ser man på leg som noget, hvor
noget gør noget ved nogen med noget.

Det er her, computerspillet kommer ind.

Et andet Moritsensk begreb er den gennemøvede spontanitet, som dækker over, at spontanitet, det skal man øve sig på. Kun sådan bliver man bedre og bedre. Den er lige værd at tænke over.

Tilbage til min egen seminarietid

Arrangementet gav mig nye tilgange til, hvad der skete med mig, da jeg med en fuld læreruddannelse, lærerpraksis og SFO-praksis kom på pædagoguddannelsen i slutningen af 1990’erne… og i den grad begyndte at lære noget. Førnævnte Niels Mors gav mig en øjenåbner, da han som den første konfronterede mig med, at her brugte man ikke “du er mit objekt”. Med Mouritsens ord var mantraet “Vi lærer af hinanden, vi støtter hinanden.”

Niels Mors huskede mig fra studietiden, da jeg præsenterede mig til arrangementet. Godt gået, når man tænker på de hundredevis (hvis ikke tusindvis?) af studerende, han har haft gennem hænderne. Vi havde ikke mange timer sammen, men jeg husker også udmærket pointerne i de nye måder at betragte læring på, som jeg fik der.

Min (dengang) veludviklede evne til udenadslære og til at gengive lærebøgerne gav ikke de store fordele. På pædagoguddannelsen blev vi hørt i problemforståelse, kreative interventionsforsøg og en nysgerrig og åben tilgang. På den måde er jeg sikkert blevet undervist i Mouritsens metode uden nogensinde at have mødt Flemming Mouritsen hamselv.