Kategoriarkiv: Teoretikere

BØRNS hverdag 4-2018

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.

Læs nr. 4-2018 her.

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

Styrkede læreplaner – fuld metodefrihed, tak!

3 Årsplan

4 Børn gør det rigtige – hvis de kan

Interview med Ross W. Greene

6 Ledelse af selvledelse

Anmeldelse

8 Hvordan forstår og hjælper vi

barnet i trivselsvanskeligheder

10 Mindeord

Joan Lundfordt

10 Kursus

Personalejura for ledere i private institutioner

11 Klumme

Vi skal gøre dagtilbud til politikernes darling

12 Konsulentnyt

Syg under ferien?

Lukkedage

Persondatabehandling

14 Strategisk selvledelse og teamsamarbejde

ind i daginstitutionerne

15 DLO uddeler små tilskud

til sociale formål

16 Mulit Math

18 Hvordan inkluderer man

forældre til forældrearrangementer?

21 Fra maskinrummet

Ny kommunikationskonsulent

22 Portræt af en leder

Lise Lorentzen

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

VIA og BUPL Århus samarbejder om et modul på pædagoguddannelsen. Tre pædagoger har lagt cases og krop til videofilm, hvor de studerende præsenteres for etiske dilemmaer fra praksis.

(Artiklen er udgivet i Århus Pædagoger nr. 5-2017 og kan læses i sit oprindelige layout her.)

De studerende fik et par uger til at arbejde med dilemmaerne og sluttede modulet med en fremlæggelse.

De tre pædagoger havde mulighed for at overvære fremlæggelsen, og her deler Bjarne W. Andresen sine oplevelser med forløbet.

Det var spændende, hvad 24 studerende havde fået ud af at arbejde med ”mit” dilemma, hvor to børn var oppe at skændes. Et tredje barn forsøgte at blande sig/mægle og blev sparket. Casen kan læses her: www.bjarnewandresen.dk/sparringssamtaler-med-boern.

Sådan var fremlæggelsen

Vi tre pædagoger mødtes med tre undervisere og gik til hver vores lokale. Hos mig var der seks grupper, som fremlagde: Nogle brugte PowerPoint, andre havde lavet tegninger. Nogle læste op, andre talte frit fra leveren. En enkelt gruppe havde lavet et mini-skuespil med et personalemøde. Desværre måtte underviseren gå efter de første par fremlæggelser. Derfor var der kun nogle af de studerende, der fik hans feedback på deres fremlæggelse.

Der blev ikke lagt så meget vægt på, hvad de studerende ville have gjort i pædagogens sted, fokus skulle være på etiske overvejelser, som ligger før beslutningen om handling.

Da jeg ikke har fulgt undervisningen, som gik forud, kan jeg ikke bedømme kvaliteten af fremlæggelserne i forhold til faglige mål. Derimod kan jeg lade mig imponere over bredden af den måde, de studerende havde angrebet casen. Nogle handlingsforslag lå ud over, hvad man kan nå i en travl hverdag, men intentionerne bag var gode nok.

Hvad skal man tænke over?

Jeg kunne genkende mange af pointerne fra mit eget arbejde: De enkelte børns behov. Trøst, at dæmpe frustration, at give mulighed for at vende tilbage til gruppen/klassen osv. Det er vigtigt, at der er voksne til stede – også (eller måske især) i frikvartererne. God kommunikation mellem lærere og pædagoger. Børnene har behov for at bearbejde deres indtryk bagefter. Er det bedst at tale med dem samlet eller en ad gangen? Hvornår forældre skal informeres – hvor mange forældre og hvor meget skal de vide? Retfærdighed, empati og værdighed er værdier, man kan have sig for øje.

Teorierne bag

De studerende havde naturligvis arbejdet meget med Jørgen Husted, som bl.a. har skrevet Etik og værdier i pædagogisk arbejde (Hans Reitzels Forlag, 2015). Nytteetik, pligtetik og dydsetik lærte jeg ikke om, da jeg uddannede mig til pædagog, men nu har 8. klasse om det på den skole, hvor jeg arbejder. Det er glædeligt, at etikken på den måde bliver en del af hverdagen både på pædagoguddannelsen og i Folkeskolen.

Derimod genkendte jeg både Rosseau og Piaget fra min egen studietid. Det forventes, at den studerende kan sammenligne teorier, som ikke umiddelbart har noget med hinanden, og sætte dem ind i den samme ramme. Det sker også for andre pædagogstuderende, jeg har i hvert fald mødt det i mit arbejde som både censor og medbedømmer på pædagoguddannelsen.

Hvad har selve forløbet givet?

Det er spændende at være med i et samarbejde mellem uddannelse og praksis, i dette tilfælde mellem VIA og BUPL. De studerende var taknemlige for at kunne spille sammen med en pædagog fra ”den virkelige verden”, og jeg fik bestemt også mange gode tanker med mig fra fremlæggelserne. Samtidig er det en øvelse bare at udvælge og formidle et etisk dilemma fra sin praksis, for det er i sig selv en overvejelse, hvilke oplevelser, man kan tillade sig at dele i et større forum.

Giv mig retten til mit fagsprog

Uforståelige breveGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

Mouritsens metodeFyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

BUPL Århus holdt et spændende arrangement i forbindelse med udgivelsen af Mouritsens metode redigeret af Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen. Flemming Mouritsens studerende, kollegaer, familie m.fl. var mødt op til en blanding af fyraftensmøde med debat, reception med præsentation og gravøl med anekdoter.

Jeg har ikke selv kendt Flemming Mouritsen (1942-2015), men blev alligevel rørt af de mange taler.

“Man har ikke forstået det, bare fordi man har fået sat det på begreb” har Flemming Mouritsen sagt. Det kan godt udfordre den mere akademiske tilgang til pædagogik, som i disse år har førertrøjen. Det er ikke den eneste gang, Mouritsen har gået imod sin samtid – og ikke det eneste, han har at sige i 2016 og årene frem.

Bøgerne – for der er to – dækker 40 års arbejde, hvor han bl.a. underviste i pædagogik på det, som dengang hed Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. De Mouritsen i 1970’erne begyndte at undervise i dansk, var det et fag med fokus på (voksne) dannelsesbegreber og litteratur for voksne. Han indførte børnelitteratur i pensum. Tænk, det havde man ikke før. Og tænk, med den seneste ændring af pædagoguddannelsen er børnelitteraturen sat udenfor døren igen!

Da jeg havde såkaldt AK-fag i 1999, var det selvfølge, at undervisningen havde tæt tilknytning til børnekultur og det pædagogiske arbejde. Det var Niels Mors, der underviste mig, ham vender jeg tilbage til.

Selv om Mouritsens havde det meget dobbelt med teoretisering, begreber og metoder, udviklede han en del af sine egne. Hans virke forsøgte hele tiden at finde en balance mellem tre “poler”, som blev illustreret med denne slide:

Mouritsens metode, slideSom eksempler nævnte Karin Esmann Knudsen de tre forfattere Ole Lund Kirkegaard, Egon Mathiesen og Cecil Bødker, hvis budskab er det modsatte af Rødhættes: De opfordrer barnet til at forlade stien, gå ved siden af den udpegede vej. Det er her, eventyret findes.

I det hele taget udfordrede Mouritsen synet på børnelitteraturen. Er det pædagogik eller kunst? Et spørgsmål, som stadig debatteres i faglige kredse – og sikkert også i de små hjem. Mouritsens eget forsøg på et svar lød: “Børnelitteraturen har en social funktion samtidig med, at den er formet i æstetiske mønstre.” Det var et pudsigt sammenfald, at på dagen for fyraftensmødet/receptionen havde Center for Børnelitteratur skiftet navn til Center for Børns Litteratur og Medier, endnu et forsøg på at placere børnekulturen, selv om den er så svært at fastholde.

I øvrigt mente Mouritsen, at legetøjskataloger er de vigtigste bøger i børns liv. Man kan så tænke over, hvad den vigtigste læsning i børns liv i dag er. Computer og de digitalt bårne spil er mit bud. Computerspil fik anerkendende ord med på vejen, for man kan tænke over, hvilke kompetencer man bruger ved skærmen.

Lidt langhåret mente man tidligere, at legen er, når
nogen gør noget ved nogen med noget.

I dag ser man på leg som noget, hvor
noget gør noget ved nogen med noget.

Det er her, computerspillet kommer ind.

Et andet Moritsensk begreb er den gennemøvede spontanitet, som dækker over, at spontanitet, det skal man øve sig på. Kun sådan bliver man bedre og bedre. Den er lige værd at tænke over.

Tilbage til min egen seminarietid

Arrangementet gav mig nye tilgange til, hvad der skete med mig, da jeg med en fuld læreruddannelse, lærerpraksis og SFO-praksis kom på pædagoguddannelsen i slutningen af 1990’erne… og i den grad begyndte at lære noget. Førnævnte Niels Mors gav mig en øjenåbner, da han som den første konfronterede mig med, at her brugte man ikke “du er mit objekt”. Med Mouritsens ord var mantraet “Vi lærer af hinanden, vi støtter hinanden.”

Niels Mors huskede mig fra studietiden, da jeg præsenterede mig til arrangementet. Godt gået, når man tænker på de hundredevis (hvis ikke tusindvis?) af studerende, han har haft gennem hænderne. Vi havde ikke mange timer sammen, men jeg husker også udmærket pointerne i de nye måder at betragte læring på, som jeg fik der.

Min (dengang) veludviklede evne til udenadslære og til at gengive lærebøgerne gav ikke de store fordele. På pædagoguddannelsen blev vi hørt i problemforståelse, kreative interventionsforsøg og en nysgerrig og åben tilgang. På den måde er jeg sikkert blevet undervist i Mouritsens metode uden nogensinde at have mødt Flemming Mouritsen hamselv.

Nye læreplaner i dagtilbud

Nye læreplaner i dagtilbudConcrit lørdagsskole 2016

En konference tog pulsen på velfærdsarbejdet i Danmark og udland. Det var årets udgave af Concrit, som er et græsrodstræf, denne gang holdt i Aarhus. Deltagerne organiserede selv workshops, spisning og indkvartering. Det kom der mange gode møder mellem mennesker ud af.

Concrit har været afholdt i en række europæiske byer. Jeg ser valget af Aarhus som en fornuftig konsekvens af, at de fleste deltagere (og ikke mindst arrangører) kommer fra Danmark. Kun to deltagere kom rejsende til landet: To spanske deltagere, som brugte en lokal simultantolk. Det fungerede godt, selv om man lige skulle vænne sig til, at nogen sad og talte lavmælt under oplæg og debatter.

Workshops

Deltagerne kom selv med temaerne for de to omgange workshops, som var lagt ind i programmet. De handlede om:

  • Muligheden for en opfølger af det sociale opråb Modild.
  • Hvordan fremmer man en mere aktiv deltagelse på eksempelvis tillidsrepræsentant-møder?
  • Fremtidige aktiviteter i Concrit-regi.
  • Forældresamarbejde: Gøres hjemmet til den skolificerede børnehaves forlængede arm?
  • Revner og sprækker: Hvor finder vi rum til den pædagogiske dagsorden i en forvaltningsdagsorden?
  • Praksis og teori: Praksis ind på uddannelserne, forskerne ud i daginstitutionerne.
  • Hvordan sætter man ord på pædagogiske ballader i modsætning til forvaltningssprog?
  • Hvad forstår uddannelserne ved pædagogik, når der er så mange (andre) faggrupper, som uddanner pædagoger?
  • Ord er våben – lad os lave kritisk pædagogisk litteratur.

Undervejs blev nogle workshops slået sammen, andre ændrede retning, og et par stykker gik i sig selv. Jeg var meget optaget af revner og sprækker. F.eks. bruger jeg gerne muligheden for at flette lidt pædagogisk faglighed ind i de fora, jeg er med i, også når de ikke har en pædagogisk overskrift. F.eks. kan jeg ikke tale børnelitteratur uden at tænke pædagogisk.

Om eftermiddagen var jeg i en workshop, som tog livtag på pædagogik i teori og praksis, hvor vi bl.a. debatterede pædagoguddannelsens vilkår og pædagogikkens vilkår på læreruddannelsen. Det kom der mange gode vinkler på forskellen mellem pædagoger og lærere ud af. Forskelle, som både kunne ses i uddannelse, i praksis og i professionsudøvernes egne forståelser.

Oplæg

Ud over workshops var dagen krydret med oplæg, som enten kunne bruges i dagens øvrige aktiviteter eller tages med hjem. Jens Krause Nielsen fortalte om en (muligvis meget smitsom) hjernelidelse, som medfører, at ledelse og pædagogik er begyndt at tale samme sprog! Han gav flere eksempler fra aktuelle virksomhedsplaner. Det er primær narcissisme, når man hævder, at “mine ord skaber min virkelighed”. Det var ellers en forståelse af virkeligheden, som ofte sås på daginstitutionernes hjemmesider.

Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen talte under overskriften “Der er faglighed bag”, som også er titlen på en kampagne fra BUPL. Se f.eks. denne video. De talte for, at man i højere grad tænker selvopdragelse i opdragelse. Opdragelse sker også i pædagogisk praksis. Pædagoger i praksis resonerer pædagogisk. Det er ifølge de to oplægsholdere forskellen på pædagoger og andre faggrupper. Det sætter sit aftryk i handlinger og fortællinger. De kom dog ikke ind på mere præcist, hvordan det kan ses og høres.

De to catalanske pædagoger fra Rosa Sensat  fortalte om deres vilkår for pædagogikken. Bl.a. skelnes der ikke mellem pædagoger og lærere. Rosa Sensat er ikke en fagforening og kan mere sammenlignes med Unge Pædagoger eller Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosa Sensat er for pædagoger/lærere samt forældre/familier i 0-18 års området.

Jimmy Krab holdt oplæg om, når forældre bliver en resurse for deres børns læring. Han har undersøgt et projekt med familieklasser, hvor forældrene deltog i børnenes skolegang. Det er børn, som undervises meget målstyret og f.eks. får point efter, hvor godt de lever op til:

  • Jeg kan arbejde med en opgave i 15 minutter.
  • Jeg afbryder ikke læreren.

Oplægget afstedkom en del undren og afstandstagen, ikke mindst fordi børnene også skal samle point derhjemme.

Dagens sidste oplæg blev leveret af trioen Jytte Hare, Jytte Mølgaard og Lars Søgaard. De havde især fokus på sprogarbejdet. Jytte Hare refererede en undersøgelse for, at “alle børn, som udsættes for intensivt sprogarbejde, rykker sprogligt. Og især de børn, hvor pædagogerne selv har tilrettelagt forløbet.” Jytte Mølgaard kunne supplere, at en forsker havde undersøgt, hvad der sker med børns sprog, når der er mange ABC’er og sprogplakater i deres miljø. Han fandt ud af, “at det hjælper især, når man taler meget med børnene!”

Lars Søgaard sidder i Rådet for børns læring. Han viste os Lær mig noget. Hver dag, som Rådet for børns læring har lavet. En deltager fra salen kommenterede, at kvalitet ikke lader sig måle. Kun kvantitet. Derfor skal vi holde op med at tale om højkvalitetesinstitutioner og i stedet kalde dem højkvantitetsinstitutioner.

Nye pædagogiske læreplaner på vej?

Der er nedsat en gruppe, som arbejder med en revidering af de pædagogiske læreplaner. Deres arbejde kan man læse mere om her. I linket kan man også komme videre til muligheden for at kommentere på gruppens arbejde og komme med input. Postkassen er åben indtil 1. september.

Jeg har allerede skrevet en mail, da jeg er bekymret for, hvilket fokus en revision af de pædagogiske læreplaner vil få. De nuværende pædagogiske læreplaner skal beskrive, hvilke rammer institutionerne tilbyder. Det er altså pædagogernes arbejde, som planerne handler om. Det skal det blive ved med at være, men jeg frygter, at man vender blikket mod krav til barnet. Barnet skal kunne så-og-så mange ord, barnet skal kunne slå en kolbøtte osv. Fortsæt selv listen.

Jeg har sat mig for at genlæse Kanon for syvårige af Donata Elschenbroich. Læs evt. artiklen fra Børn&Unge. I bogen giver en lang række forskellige mennesker deres bud på, hvad der har værdi i et barneliv. Forfatteren nævner f.eks.:

  • have oplevet sin egen tilstedeværelse som et positivt bidrag. “Hvis du ikke havde været til…” “Vi savnede dig…”
  • ville vinde og kunne tabe
  • kunne gynge: Hvad gør min krop ved gyngen, hvad gør gyngen ved min krop”
  • have gjort den erfaring, at dets eget forslag til forbedring er blevet omsat til virkelighed. En erindring: mig som forbedrer verden
  • have delt et uløseligt spørgsmål med en voksen (“det her er der ingen, der ved”)
  • være faldet i en å.

De mange andre bidragsydere har ikke givet deres bud i punktform med undtagelse af Amos Comenius, som i 1658 bl.a. havde dette bud indenfor geografi: kende sin hjemby og elementære geografiske betegnelser som mark, bjerg, flod, og ærkebiskop Johannes Dyba, som bl.a. havde dette punkt: kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det er nogle år siden, jeg har læst den, men jeg tror, den kan give stof til eftertanke i et arbejde med nye pædagogiske læreplaner.

Til gengæld genlæser jeg jævnligt den lille billedbog Spørg mig af Antje Dam. Her spørges barnelæseren f.eks. om:

  • Har du prøvet at være alene?
  • Har du et ønske, som aldrig går i opfyldelse?
  • Hvad kunne du tænke dig at gemme til dit eget barn?

Det er spørgsmål, som bør optage barnet i vuggestuen og børnehaven langt mere end definitioner af skoleparathed, at kunne stave sit eget navn og at kunne nævne ugernes navne.

Hvad er professionalitet?

Professionalitetens treklangHvad er professionalitet?

Da jeg gik på seminariet, hørte vi meget om de tre store P’er: Professionel. Personlig. Privat. “Vær bevidst om, hvornår du er hvad – og hold det skarpt adskilt,” lød mantraet.

Det har jeg haft svært ved at praktisere. I teorien gik det fint, men jeg brugte det personlige meget i min (professionelle) praksis. Min hjemmeside var endda i en periode delt op i tre hoveddele.

Den viste model bruger begreberne anderledes. Professionalitet er, når der indgår dele fra både sagen, faget og det personlige. Det private er stadig noget, vi skal holde derhjemme.

Få evt. modellen uddyber på Carsten Pedersen hjemmeside, hvor jeg også har hentet den.

Hvad er “sagen” så? Det er, hvad man vil. Pædagogik handler om at ville noget med andre. Det gode børneliv, selvforvaltning, medbestemmelse, dannelse. Alt sammen måder at skabe det gode liv. Det er den sag, pædagogen arbejder for.

Faget er mangesidet, og der er stor forskel på, hvad man personligt bidrager med. Derfor er professionalitet en stor størrelse, som kan se ud på mange måder.

Find din!

Læs også om Carsten Pedersens bog Praksisfilosofi, som jeg har anmeldt, eller min artikel om en af hans andre modeller.

De intelligente børn

De intelligente børnDe intelligente børn

(2. udgave)
Ole Kyed
310 sider
Akademisk Forlag 2015

 

 

2 – 5 procent af alle børn har særlige forudsætninger. Deres forældre kommer til orde i denne bog, hvor psykolog Ole Kyed formidler sin store viden om en gruppe børn, som stik mod den udbredte opfattelse ikke pr. automatik trives og udvikles. Intelligens er et potentiale, som kan komme til udtryk under de rette vilkår.

I bogen bruges udtrykket børn med særlige forudsætninger, som også er undertitlen på bogen. Det betegner meget forskellige børn. Bl.a. er der større spændvidde i intelligens i gruppen af børn med særlige forudsætninger, end man ser det i en gennemsnitlig børnegruppe. I Børn med særlige forudsætninger citeres Marlandrapporten fra 1972 for seks hovedkategorier: ”generel intellektuel dygtighed, specifikke akademiske anlæg (for eksempel sprog, matematik), kreativ og produktiv tænkning, evner til at lede andre, visuelle og kunstneriske evner, talent for sport og idræt.”

De intelligente børn beskæftiger sig primært med skolebørn, især i de faglige afsnit. I en oversigt over børnenes forskellige udviklingstrin er førskolebarnet beskrevet på en linje, mens de tidlige skoleår, mellemtrinnet og teenageårene tilsammen har en side. Det kan undre, når både forældre og Ole Kyed pointerer værdien af en indsats hos de yngre børn.

For pædagoger kan det være svært at udpege et barn med særlige forudsætninger uden at skæve til de test, som bogen gennemgår. I en undersøgelse kom lærere med en anden vurdering af halvdelen af de børn, som havde særlige forudsætninger ifølge en intelligenstest. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a. “Et af de væsentligste dele af bogen er et nyskrevet afsnit om forholdet mellem høj begavelser og forskellige diagnoser. Som pædagog kan man være opmærksom på en række tegn. Derfor bruges der en del sider på at oplyse om forskelle og ligheder i opførslen hos hhv. højt begavede børn og børn med en række diagnoser. Det er overskueligt opstillet og med et layout, som gør, at man hurtigt kan finde tilbage til relevante afsnit. Alle tegn på særlige forudsætninger kan ikke gengives her, men disrespekt for autoriteter, ugidelig arbejdsstil, flere følelsesmæssige vanskeligheder og lavt selvværd bliver ofte set som tegn på en diagnose snarere end høj begavelse.”

Ca. 100 sider (en tredjedel af bogen) er skrevet af forældre til børn med særlige forudsætninger. De er af flere grunde bogens svageste led. Der er kun afsat tre sider sidst i bogen til faglige kommentarer. Forældrenes cases fremstår med stor glød og energi, men der sker grove generaliseringer, når der sluttes fra det specifikke til det generelle. Tvivlsomme og/eller misvisende påstande bliver ikke kommenteret. Påstande om kammerater og fagpersoner bliver af gode grunde ikke besvaret.

Ole Kyed anbefaler bogen til forældre og peger på to andre af hans bøger til professionelle. Det gør det endnu mere kritisabelt, at han ikke bruger sin lange erfaring med arbejdet med højt begavede børn og deres familier til at løfte forældrenes fortællinger ved at komme med en analyse. Med fordel kunne “børnene” selv være blevet hørt. Deres fortællinger fra førsteudgaven er relevant nok blevet tilføjet epiloger, men det er stadig forældrene, som har ordet. “Spørger du Benjamin selv, ville han nok mene…”, hedder det ironisk nok om en højt begavet mand i 3.g.

Hvis man er i stand til at læse de ni cases med kritiske briller, indeholder de meget stof til eftertanke. Læseren får kendskab til en verden med mange skoleskift og med hjemmeskoling. En barndom i ensomhed og en oplevelse af ikke at blive forstået af kammerater og fagpersoner. Enkelte historier ender godt, men der er langt mellem lyspunkterne. Man vil spørge sig selv, hvordan man kan gøre det bedre som fagperson.

Der er anbefalinger til skolen, som går på at differentiere og lave særlige forløb. Har man arbejdet i skolen, kender man de børn, som er færdige længe før de andre. Her skal man ikke falde for fristelsen til at finde flere ark med den samme type opgaver. ”Hans ekstramateriale skulle være af kvalitativ og ikke kvantitativ karakter. Han skulle således ikke have ekstra af det, som han allerede evnede.”

Det overlades til forældrene at komme med anbefalinger til daginstitutionerne. Hvis et barn viser interesse for at læse, så gød barnets læselyst. Det er ikke en farbar vej at fjerne bøger og bogstaver. De lærer det alligevel, som i Jonas’ tilfælde, hvor forældrene havde forsøgt at holde ham tilbage. Det viste sig, at han som femårig læste femstavelsesord som lakridspastiller og sæbekassebil, og det opdagede forældrene, fordi han dagen efter angrebet på World Trade Center spurgte, hvorfor der stod “Død over alle muslimer” i avisen.

Børnene vil få indblik i mange “voksne” problematikker, så man kan lige så godt tale med dem om det – og læse sammen med dem. Død, krig og miljøkatastrofer er meget værre i et barns fantasi end i virkeligheden, kan man udlede af De intelligente børn.

Desværre skæmmes andenudgaven af en del fejl, som er opstået i kopieringen fra førsteudgaven. Flere af dem er stærkt misvisende. F.eks. står der, at 25 procent af en befolkningsgruppe har særlige forudsætninger, det rigtige tal er 2 – 5 procent. Et barn på 1 – 2 år er blevet 12 år i andenudgaven osv. Det ændrer ikke på, at De intelligente børn beskriver et emne, som ikke er tilstrækkeligt kendt og derfor er væsentlig både for sine informationer og forslag til handlemuligheder.

Tilføjelse 20. oktober: 2015: Efter min henvendelse har forlaget Akademisk meddelt, at de vil rette fejl i næste oplag.

#sigsandheden

Hjerte#sigsandheden

Under overskriften #sigsandheden spreder en række pædagoger i dag, søndag d. 27. september kl. 19.00 deres budskab på sociale medier, i læserbreve, på blogs osv. Jeg har ingen store afsløringer at komme med – og dog. Det vil nok overraske nogen, hvor svært det er at gemme hjertet væk.

På seminariet hørte vi om de tre store P’er: Professionelt, Personligt og Privat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man er det ene, og hvornår man er det andet. Det giver god mening for mig, og jeg undlader også at knytte venskaber til forældrene i mit arbejde, uanset hvor rare de måtte være.

Det samme kan man ikke gøre med børn, som man går op og ned ad dag ud og dag ind. I vuggestuen er det måske dig, der ser barnets første skridt. I børnehaven stråler barnet, som for første gang klatrer op i et træ, og du tager del i barnets finden-sig-selv op gennem skoletiden. Sidste uge tog jeg mig i at stå og blive rørt over et barn fortælle sin livshistorie på en særligt rørende måde. Ugen før det blev jeg stolt over et andet barns novelle. Det er stort at have været med i det forløb, der førte frem til det.

Det er ikke det samme som at være forælder til barnet. Jeg ved det med mig selv, for jeg er selv far. Alligevel sker der dagligt overskridelser fra det private til det professionelle. Nogle ville sige, at barnet kommer ind under huden på dig. Andre vil mene, at det så er på tide at finde noget andet at lave.

Jeg tror på, at pædagogik er relationsarbejde, og en relation går begge vej. Det betyder ikke, at man skal invitere børnene med til sin private fødselsdag eller indvie dem i alt, hvad man laver. For mig betyder det, at jeg engagerer mig i deres ve og vel. I fagsprog vil jeg kalde det at drage omsorg for deres trivsel, men jeg ved godt, at hjertet også er med i det.

Mine største nederlag som pædagog gennem over 20 år er de gange, et barn har været i mistrivsel trods min indsats. Når et barn ikke har fået tilstrækkeligt støtte eller har forladt “mig” (det vil sige det sted, jeg arbejdede) uden det selvværd, jeg ønskede for barnet. Tilsvarende har de største successer været tæt forbundet med børn, som har klaret en krise og/eller er vokset, ofte trods forhindringer.

Der er ting, som hører til i hjemmet, og der er ting, som hører til i institutionen eller skolen. Rigtigt mange ting hører til begge steder. Når professionelle og forældre kan dele deres oplevelser af barnet med hinanden, får de det bedst. Det gør barnet også. Jeg tager ikke noget fra forældrene ved at glædes over barnet eller ved at bekymre mig. Tværtimod kan vi sammen tale samme sprog.

Lad os starte i morgen.