Rollemodel eller troldemodel?
Vi påvirker hinanden, uanset om vi vil det eller ej. Spørgsmålet er bare: “Vil jeg gøre det på en god måde eller på en dårlig måde?” Svaret giver sig selv, men konsekvensen af svaret er straks vanskeligere.
Jeg fik en gang en besked fra en mor til et barn, jeg har haft, da jeg arbejdede i børnehave. Barnet var gået ud af børnehaven tre år tidligere. Moren skrev:
I aftes fik jeg den skønneste rygmassage af min datter og tilhørende fortælling om et egern, der boltrede sig i regn og laaange fine solstråler, materialiseret i blide pensel-prik og -strøg på min ryg. “Sikken fin massage og historie”, sagde jeg, “hvor har du lært det?” “Det har jeg da lært i børnehaven! Af ham der Bjarne”.
Det er immervæk 3 år siden. Men altså lærdom, der sidder der endnu i en 8-årig 🙂
Det fortæller mig noget om, hvor vigtig vores adfærd er. Selv om jeg sendte børnene hjem med beskeden om at forkæle deres forældre, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de ville huske det tre år efter.
Forleden holdt jeg for rødt sammen med et par børn på vej til skolen, hvor vi har hver vores hverdag. En medtrafikant havde ikke samme tålmodighed og svingede til højre trods det røde lys. Lige for næsen af os. Trafikanten arbejder også på skolen, så jeg gav ham lidt røg på pædagogisk værksted. “Cyklister og eks-rygere er da også de helligste,” var hans svar. Jeg er sikker på, at der bag munterheden alligevel var kommet lidt eftertanke. Om han så agerer på det, vil tiden vise.
Jeg skal ikke sige, hvordan det er at være eks-ryger, men som cyklist er jeg mig meget klar, hvor synlig jeg er i trafikbilledet. Jeg kan ikke skjule mig bag tonede ruder, og hvis jeg vil tage min påvirkning på andre mennesker alvorligt (og det vil jeg), må jeg handle derefter. Kald det bare helligt, for på en ikke-religiøs måde er liv og førlighed helligt for mig. “Børn cykler som voksne,” som det hed i en kampagne for nogle år siden.
På samme måde på sociale netværk, hvor kontakten til de fleste mennesker er for mig. Jeg deltager i et netværk med næsten 12.000 mennesker, primært pædagoger. Her debatterer vi også debatform. Vi gør det ikke for at være navlepillende. Vi gør det, fordi vi er bevidste om, hvad ord kan gøre. Et venligt ord kan redde en dag for nogen, mens en underkendende kommentar kan ødelægge dagen. I så store netværk kan det ikke undre, at vi af og til møder mennesker, som bidrager mere destruktivt end konstruktivt til debatten, de såkaldte trolde.
Jeg tænker mig helst grundigt om, inden jeg skriver. Derfor bliver min blog heller ikke oversvømmet flere gange dagligt med opdateringer om, hvad jeg synes om det ene eller det andet. Den type blogs kan man finde andre steder, hvis det er et behov. Jeg vil hellere opfordre til at gå ud og gøre godt. Det smitter!
I det netværk, jeg nævnte før, så jeg forleden en pædagogstuderende tilbyde sin hjælp. Det glædede mig meget. Det er en studerende, jeg har sparret, og jeg ved derfor, at det er et stort skridt for hende. Fra at have lille tiltro til egne evner er hun nået til en tro på, at også hun kan gøre en forskel. Og det gør hun.
Måske er jeg påvirket af min ungdoms aktivitet i landsforeningen Natur og Ungdom. Foreningen beskriver sit bærende princip sådan: “Kyllingeprincippet hentyder til den grønbenede rørhøne, der får flere kuld unger i hver sæson. Ungerne fra de første kuld hjælper og opdrager ungerne fra de senere kuld. På samme måde hjælper og videregiver de ældre (i betydningen mere erfarne) medlemmer i Natur Ungdom viden og erfaringer til de yngre (mindre erfarne).”
Vær selv den gode kylling og giv dine erfaringer videre.