Morkels alfabet

Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
48 sider
Høst & Søn 2016

Husker du Anna fra Annas himmel? I Morkels alfabet følger hun sporene efter en person, hun tror er drengen Morkel fra hendes klasse. Han har lagt sedler ud til hende, og da hun følger hans fodspor, kommer hun til en hule i et træ. Her sidder Morkel og venter på hende.

Som Anna har Morkel det bedst i selskab med sine egne tanker. Derfor har han trukket sig tilbage til træet og kommer ikke meget i skolen. Når Stian Hole bruger hulen i træet som kulisse, kan han rigtigt udfolde sin helt særlige visuelle stil med kollager. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.”

Teksten er atter underfundig, dog ikke helt på det høje niveau, som ellers kendetegner Stian Hole. Han har om Naja Marie Aidts oversættelse sagt, at den er ”bedre end den norske originaltekst”. Man tvinges ned i læsetempo, og der klæder illustrationerne, som man også skal lade sig svømme hen i.

Morkels alfabet er en bog at blive klog af. Klog på livet, klog på mennesket. Samtidig bliver man også klog på naturen, for Morkel fortæller Anna om fuglenes knogler, som er hule. Om trækfuglene, som er gæs. Om grønspætten, som spiser myrer om vinteren.

Lige så pludseligt, som de to fandt hinanden, er Morkel væk igen. Anna leder, men han ønsker ikke at blive fundet, og Anna har tre nætter fuld af drømme, inden hun får et kort, hun kan følge til Morkel. Da hun finder ham, bryder foråret ud. Så smukt kan kærligheden vises.

Det er svært at sige noget præcist om, hvem Morkels alfabet henvender sig til. Det langsomme fortælletempo og de mange referencer vil primært ramme den erfarne (billed)læser, også i børnehaven og indskoling. Jeg vil primært anbefale den fra 15-års alderen. Gode billedbøger er nemlig også til store børn og til voksne. Hvis man giver sig selv lov at svømme hen i det visuelle univers. Hvis man giver sig selv lov at læse Morkels alfabet.

Mig og Dylan Walker

Anne Sofie Hammer
206 sider
Høst & Søn 2016

Hvad gør man, når man er 15 år og ikke kan finde ud af piger? Malthe får den vanvittige ide at give sig ud for at være bøsse. Han har nemlig hørt, at piger gerne vil være venner med drenge, bare de er bøsser. Ideen kommer også til at virke, dog ikke helt på den måde, Malthe har forestillet sig.

Når Malthe kigger sig om i klassen, kan han godt se, hvad de populære drenge har – nemlig alt det, han ikke selv har. Efter et par forsøg med andre ideer beslutter Malthe at springe ud. I en løgn. Han starter med at lade rygtet sive, at han er vild med Dylan Walker, som er en skuespiller fra en tv-serie. Dylan Walker er åbenbart lækker på en måde, pigerne kan lide, og Malthe gætter, at det er en god start.

Det er det også. Med Dylan Walker på baggrund på mobilen og på to plakater på Malthes værelse er vejen banet for hans dobbeltliv. “Den store forandring kommer, da Malthe hårdt presset springer ud på Facebook. Inden når han lige at ”afvenne” sine forældre og anden nærmeste familie, som han ikke har lyst til at delagtiggøre i løgnen. Efter to timer har han 58 likes og 34 kommentarer. Næste dag er tallet langt større. For en dreng, som ellers ikke får mange reaktioner på sine opslag, er det overvældende.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Det var ikke meningen, at så mange skulle inddrages i løgnen. Malthe havde tænkt, at han kunne slippe ud af den, når han den kommende sommer skulle på efterskole. Så kendte ingen hans historie, og han kunne fremstå som en dreng med helt tjek på pigernes liv. Nu må han i stedet veksel mellem at være bøsse med et stadigt tættere venskab med piger og at være straight overfor sine forældre og storebror, Emil. Det går naturligvis ikke i længden, og hans familie reagerer ved at være forstående og rummelige overfor en Malthe, som forsøger at fortælle dem, at han bare har løjet.

På JAGOO skrev jeg videre: “Det medfører også en række andre gode ændringer for Malthe. Han opdager, at pigerne er gode til skolearbejde, og med deres hjælp bliver hans engelske stile bedre. Han får mod og selvfølelse. På grund af sin nye rolle får Malthe øjnene op for nye ting. F.eks. hvor “uhørt seksuelt på grænsen til det pornografiske” en plakat er med Dylan Walker, hvor man kan se hans ene brystvorte. Drengene er også rimeligt ok med, at (de tror, at) Malthe er bøsse. Den første er naturligt nok hans bedste ven, Frede. Frede kommer lidt klodset fra start, men samler op og får vist sin støtte.”

Det er ikke længere så sjovt at være Malthe, selv om han får et langt større kendskab til pigernes liv, end han havde forestillet sig. “Den Falske Malthe” tager kontrollen fra ham og han vil egentlig gerne ud af det igen. Modet får han, da han finder et brev fra Louise, som han er ret varm på. Louise har lagt det i hans taske, inden han erklærede sig som bøsse, og i brevet erklærer hun sin kærlighed til ham.

Da han får æren af at holde den store tale til skoleafslutningen, fortæller han sin historie og håber det bedste. Louise reagerer ved at løbe væk, og Malthe ender forfrossen og våd med at falde ned, da han prøver at klatre op til hendes vindue. Louises forældre hjælper ham i et varmt karbad, og så dukker hun selv op.  Heldigvis er kærligheden ikke blegnet, og Malthe får det kys, han har ventet på siden de første linjer i Mig og Dylan Walker.

Det virker indviklet, og det er det også. Anne Sofie Hammer får vendt tingene godt og grundigt på hovedet, og det gør bogen sjov. De mange umulige situationer, Malthe kommer i, er fortalt lattervækkende morsomt. Sproget er måske nok modent af en 15-årig dreng, men det glemmer man, når Malthe f.eks. tænker: “Hvis jeg gik hjem nu uden at gøre noget, ville historien ligesom aldrig rigtigt slutte. “En åben slutning”, som dansklærerne siger. Jeg hader den slags slutninger.”

Mig og Dylan Walker handler ikke om (homo)seksualitet. Det mest eksplicitte er, at Malthe får et kys af en venindes fætter, som han tager på en enkelt date med for ikke at ødelægge sit cover. Derfor vil jeg også anbefale bogen bredere end til de 12-13 årige, som forlaget nævner. Jeg kan se Mig og Dylan Walker brugt i en klassesnak om fordomme, men den egner sig også til højtlæsning og naturligvis til fritidslæsning.

Til gengæld kan man læse meget om (køns)roller. Karikeret så meget, at selv den sløveste unge læser kan få øje på, at pigerne beskrives som ret overfladiske og de voksne som overrummelige. Drengene i bogen får de mest mangfoldige karakteristikker. Mest centralt står naturligvis Malthes opfattelse af, hvad en bøsse gør. Den gengiver mange af de fordomme og forventninger, som unge møder.

Der er en pointe i, at Malthe først bliver et helt menneske efter at have leget med sine feminine sider. Det er først på det tidspunkt, at Louise tager initiativ i forhold til ham. Den maskuline side viste han heller ikke i bogens begyndelse. Den pointe må gerne blive set af læseren.

Bonusinfo: Navnet Dylan Walker kom frem ved en brainstorm, forfatteren havde med sine egne teenagedøtre. Dylan Walker i bogen har altså intet med den australske rugbyspiller af samme navn at gøre.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Brian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.

Monster

Patrick Ness
Illustrator: Jim Kay
Oversat af Lene Ewald Hesel
216 sider
Gyldendal 2015

Conor ved, at hans mor skal dø. Han plages i skolen af Harry og hans slæng, men om natten er plagen større. Den består af to mareridt: Det ene mareridt er et takstræ, som forvandles til et monster. Monsteret fortæller historier til Conor, som han ikke kan finde hoved og hale i, og som har en morale, han ikke bryder sig om. Til gengæld skal Conor fortælle historien om sit andet mareridt, som er meget værre.

Det andet mareridt er så slemt, at det afdækkes for læseren i små bidder. Det er mareridtet om morens død, som Conor ikke kan gøre noget for at forhindre. I mareridtet falder hun ud over en kant, og Conor prøver at holde fast i hende. Han må indse, at det sværeste ikke er at holde fast. Det sværeste er at give slip.

På JAGOO skrev jeg: “Monster er noget så udsædvanligt som en gennemillustreret bog for unge læsere. Mørke og dystre tegninger giver deres bidrag, ligesom teksten gør. En del af tegningerne får lov at brede sig over tekstløse opslag, så man kan dvæle ved dem. Historien bag Monster er lige så usædvanlig. Patrick Ness fik ideen til bogen fra forfatteren Siobhan Dowd, som kun nåede at skrive fire bøger færdig, inden hun døde 47 år gammel. To af bøgerne udkom efter hendes død. Et oplæg til Monster blev overtaget af Patrick Ness, som fuldendte bogen.”

Sproget i Monster er også dystert og kraftfuldt. F.eks. siger monsteret selv: “Jeg er den rygrad, som bjergene hviler på! Jeg er de tårer, som floderne græder! Jeg er de lunger, der giver vinden luft! Jeg er den ulv, der dræber kronhjorten, den høg, der dræber musen, den edderkop, der dræber fluen! Jeg er den kronhjort, den mus og den flue, der bliver ædt! Jeg er verdens slange, der sluger sin egen hale. Jeg er alt utæmmet og utæmmeligt (…) Jeg er den vilde jord, der er kommet efter dig, Conor O’Malley.”

Conor har allerede mistet meget i sit liv. Hans far er flyttet til et andet kontinent og har ikke meget kontakt med sin søn. Tidligere havde Conor en bedste ven, Lily, men han kan ikke tilgive hende, at hun fortalte om Conors mors sygdom til andre, så hele skolen nu ved det. Han afviser ikke bare Lilys fortsatte omsorgsfuldhed. Lærernes noget klodsede forsøg i samme retning gør, at Conor lukker sig mere og mere inde i sig selv.

En central scene fortæller om Conors opgør mod Harry. Med monsteret i ryggen tager han til verbalt og fysisk genmæle. Det mislykkes dog, og selv om Harry ønsker at blive straffet, tager inspektøren ham til en uønsket nåde, som blot resulterer i, at “ingen sagde noget til ham resten af dagen. – Der er noget, der er endnu værre end at være usynlig, havde monsteret sagt, og det var rigtigt. Nu var Conor ikke længere usynlig. De kunne alle sammen se ham. Men har var alligevel længere væk end nogensinde.”

Mod slutningen af Monster nærmer Conor sig sin mormor, som han ellers ikke har meget til overs for. Også hun står overfor et stort tab, som symboliseres ved et dyrebart ur i hendes hus, som monsteret ødelægger.

Der er ikke nogen lykkelig slutning i Monster. Men Conor bliver moden undervejs og står til sidst klar til at møde det uundgåelige.

Se traileren til Monster her.

Monster forventes filmatiseret i 2016 med bl.a. Sigourney Weaver og Liam Neeson. Trailer til filmen kan ses her.

Varsleren

Kit A. Rasmussen
192 sider
Høst & Søn 2015

Nikita opdager, at hun har en særlig evne: Hun ser Varsleren, som er en mørk skikkelse. Varsleren udpeger mennesker, som snart skal dø, og Nikita ser endda, hvordan de ser ud som døde. Første gang er kort efter hendes trettenårs fødselsdag, hvor hun ser en venindes lillebror som trafikdræbt, kort tid inden han rammes af en bil.

Den særlige evne udvikler sig til et mareridt. Det er nemlig muligt at ændre på fremtiden, så hun får et meget stort ansvar med at redde de dødsdømte. I første omgang drejer det sig om en fremmed dreng fra skolen, som Nikita og vennerne må redde fra adskillige mulige dødsfald. De noget uklare signaler fra Varsleren og fra Nikitas dødningesyn gør ikke opgaven let.

Det kompliceres yderligere af, at Nikita ser en af veninderne som død, endda i flere omgange. Det kan ikke længere kun være ulykker, som truer veninden. Hermed opstår et klassisk gyserdilemma: Er morderen blandt mine nærmeste, og hvordan kan jeg stole på nogen? Der skrues yderligere op for gyset, da truslen viser sig at komme fra en helt uventet kant.

Også slutningen af Varsleren kommer som en overraskelse, endda i to omgange. På JAGOO skrev jeg: “Med Kit A. Rasmussens vanlige flair for at slutte af med en uventet drejning får hun læseren til at gispe på sidste side, hvis der da er mere luft tilbage efter de foregående kapitler.”

Eneste minus ved Varsleren er sproget, som virker påtaget. Det skal afspejle den rå verden, Nikita lever i. Hun bor hos en onkel og tante, som ikke elsker hende, og sammen med vennerne er det vold og hærværk mere end hygge, som er på dagsordenen. Jeg køber ikke, at en trettenårig ville beskrive en episode med en opsynsmand, som er lidt for smart til at komme i omklædningsrummene, når der er børn uden tøj: ”Lola, Fede-Rikke og jeg sørgede for, at han, på den hårde måde, lærte, at det trick skulle han ikke lave, når vi var der. Jeg tror ikke, han har set et redningsbælte på helt samme måde siden da.”

Det tilgiver jeg gerne, for Varsleren er ren uhygge uden at være en splatterfortælling. Tværtimod kommer billederne til at dannes af læserens egen fantasi, når man skal forestille sig de farer, som lurer for de personer, Varsleren har peget på.

Jeg vælger uden filter

Ronnie Andersen, Rebecca Bach-Lauritsen, Jens Blendstrup, Ditte Holm Bro, Daniel Dalgaard, Nanna Damsgaard-Larsen, Adda Djørup, Helle Helle, Kamilla Hege Holst, Tine Høeg, Peder Frederik Jensen, Dennis Gade Kofod, Anita Krumbach, Hanne Kvist, Jeppe Lai, Cecilie Lind, Line-Maria Lång, Caroline Albertine Minor, Dorthe Nors, Stine Pilgaard, Kristina Stoltz, Amalie Laulund Trudsø, Jesper Wung-Sung, Nikolaj Zeuthen og William Zeuthen
152 sider
Høst & Søn 2015

Der er rigtigt gode digte og korttekster blandt den mangfoldighed af noveller, knækprosa, dagbogsfiktion, matrix og interaktionalitet, som Jeg vælger uden filter består af. Jeg vil pille fem ud, som særligt skal fremhæves:

Anita Krumbach har skrevet Gina om Jeppe, som arbejder på en grillbar. Det er pænt kedeligt trods de skæve personer, som kommer der. Titelbæreren ”Gina med g udtalt som i Gitte” er datter af ejeren/forpagteren og går på specialskole. Jeppe overværer en scene mellem Gina og John, som er “mindst 30”. Han må træffe et valg, for hvornår og hvor meget griber man ind?

Også i Jeg vælger Valencia af Tina Høeg undgår læseren ikke at tage stilling. Et ungt rodløst menneske er famlende i sin søgen. Hun ved knap, hvad hun søger, og så er det også svært at vide, hvor man skal lede.

Læseren er ikke blot passiv (med)bedømmende i Dennis Gade Kofods Mordet i Vestermarie. Den er skrevet sådan, at man efter et tekststykke skal tage stilling til, hvilken retning handlingen i 1833 skal gå. Finder vi morderen – og finder vi den rigtige morder? “Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet: Gå til stykke 6” eller “Lars Peter nægter alt: Gå til stykke 20.” Med en hævngærrig menneskemasse og dødsstraf for loven er der ingen garanti for en lykkelig udgang.

Først på fjerdesidste linje afsløres det, hvad titlen Spørgsmålet henviser til i Ronnie Andersens bogstaveligt talt drabelige novelle. Den unge navnløse hovedperson brænder de papirer og dokumenter, som findes i huset. Også forældrenes. Der ligger to typer gift parat, og vi venter blot på, at nogen stiller det, altså Spørgsmålet!

I den afsluttende novelle Pensionist på Vespa fortæller Jens Blendstrup i et roligt tempo, som adskiller sig fra mange af de øvrige rastløse tekster. Som 75-årig er hovedpersonen for længst kommet forbi det. Udefra ser hans dage ens ud, han varierer dem ved at køre forskellige ruter, men det er ro, som kendetegner teksten. De unge læsere, som Jeg vælger uden filter primært retter sig mod, vil muligvis finde både pensionisten og teksten lidt enfoldig og langsommelig. Måske maner det også til eftertanke.

Natulv

Cecilie Eken
112 sider
Høst & Søn 2015

Gys og gru behøver ikke være lange, tunge bøger eller serier. Med Natulv får læseren en overskuelig bog, som alligevel indeholder de elementer, som får nakkehårene til at rejse sig og gør det nødvendigt lige at læse næste kapitel med. Som højtlæsningsbog er der vel til en time eller to. Man kan også læse den alene, hvis man tør!

Vi er på en stor herregård befolket med mennesker, som bærer på hver deres hemmelighed. Tilføjer vi rygtet om Den Grå, som muligvis står bag de mystiske dødsfald, er tonen slået an. Handlingen er lagt i en ukendt fortid, hvor symaskiner og læsning også er tilgængeligt for de fattige. Det elektriske lys og bilen er ikke opfundet, og genrens herreskab og tyende er karakteristisk for forholdet mellem karaktererne.

“En fortælling fra en tid / hvor natten var mørk / og hjælpen alt for langt væk.” Sådan beskrives det på bagsiden.

Der er mange karakterer at holde styr på (set i forhold til Natulvs beskedne sidetal), men heldigvis bliver der tyndet ud i dem undervejs…

Efter sin mors død får den 15-årige Nethe arbejde på en herregård med at passe herskabets lille barn. Herremandens søn fra et tidligere ægteskab mistænker stedmoren for at være en heks. Familien ville idag på mange måder betegnes som dysfunktionel, og de indbyrdes konflikter bryder ud i lys lue med en drabelig udgang. Nethe er meget draget af den jævnaldrende Dagfred, men som læser vakler vi mellem at stole og tvivle på ham. Om der er en ond og en god side er svært at gætte. Og i så fald: Hvem tilhører hvilken side?

Nethe træder i karakter og handler. Hun kan ikke forhindre ulykkerne, men hun ved, hvad hun ønsker at redde ud af den blodige situation.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien om pigen, som tager sin skæbne i egen hånd, er velfortalt. Cecilie Eken skruer fortællingen sammen. (…) Det er ikke en omfattende bog, men stemningen bliver siddende i læseren, efter den er lukket.”

Albert Einsteins lysshow

Frédéric Morlot
Illustrator: Anne-Margot Ramstein
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace 2012

Historien begynder ganske muntert med, at den unge Albert Einstein i 1896 får til opgave at lave et lysshow, som skal bruges til Oktoberfesten i München. Opgaven er stillet af en krovært, som ønsker, at lysshowet skal tændes præcis kl. 10. Det lykkes ikke helt, for kroværten ser lysshowet lidt senere end Einstein. Det får ham på sporet af lysets hastighed.

Ved at spænde lys lysguirlanden fast på et pariserhjul regner Einstein med at kunne øge lysets hastighed, for han har set dværgkasteren Niels Bohr (!) lave noget tilsvarende. Det lykkes naturligvis ikke helt, og de må flygte fra den rasende krovært. På flugten kommer de i så høj hastighed, at de foretager en tidsrejse.

Her bevæger vi os for alvor ind på de fysiske paradokser, der forbinder sig med relativitetsteorien. Det tager dog ikke farten af den spændende og sjove historie fuld af finurligheder og intertekstualitet, bl.a. i personnavnene.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Tidsrejsen bringer dem til 1933, og her er det kroværten, som Hindenburg har udnævnt til rigskansler. Nyheden får de at vide af en avissælger, som har en vis lighed med den hr. Hitler, som på læserens egen tidslinje fik rigskanslertitlen. Sådan er der mange enkeltheder, som den historisk oplyste læser kan more sig over.”

De velvalgte illustrationer gør bogen egnet til højtlæsning. De er lavet med en lidt mærkelig streg, som fint passer med temaet i Albert Einsteins lysshow. Skulle man ikke fange alle teksten og illustrationernes detaljer i første omgang, kan man blot læse den igen og igen.

Af de forsøg på at formidle fysisk teori til en yngre læserskare, jeg kender, er Albert Einsteins lysshow den bedste. Især naturvidenskabeligt orienterede læsere vil elske den.

Albert Einsteins lysshow indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Karl Marx.

Karl Marx’ genfærd

Ronan de Calan
Illustrator: Donatien Mary
Oversat af Ole Lindegaard Henriksen
63 sider
Mindspace 2012

På de første sider hører vi historien om, hvordan bønder flyttede til byerne for at arbejde, da priserne på korn falder. Det lykkes i første omgang, der er brug for dem på fabrikkerne, men Markedet kommer og tager alt fra dem. Bønderne – nu arbejdere – gør oprør, og soldaterne sættes ind mod dem. Det ser den unge Karl Marx, og han bliver dybt rystet.

Efter denne historiske baggrund gennemgår bogen centrale begreber for marxistisk teori: Pengenes værdi, arbejdsværd, bytteværdi, samlebåndets specialisering af arbejdskraft, maskinernes landvindinger og privat ejendomsret. Karl Marx foreslår den private ejendomsreg afskaffet, men han møder ikke lydhørhed hos Das Kapital (Kapitalen).

Marxistisk teori er tungt stof, men Karl Marx’ genfærd præsenterer det på en tilgængelig måde ved hjælp af en jeg-fortæller og en fiktiv ramme. Illustrationerne lægger sig op ad sovjetisk inspirerede billedbøger fra 1930’erne og 1940’erne, med illustratorerne Arne Ungermann, Aage Sikker Hansen og Hans Scherfig som de kendteste eksempler. Den er gennemillustreret og vækker både undren og lyst til at fordybe sig.

Sammen med en voksen kan Karl Marx’s genfærd læses før den alder på 14, jeg ellers vil anbefale den fra. På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Karl Marx’ genfærd kan utvivlsomt læses som et argument for marxismen, men den reflekterende læser vil kunne abstrahere og danne sig sin egen mening. Under alle omstændigheder vil bogen give en indføring i en ideologi, som har haft stor betydning for udviklingen af det verdenskort og den samfundsorden, vi har i dag.”

Karl Marx’ genfærd indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Albert Einstein.