Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *