Kategoriarkiv: Selvudvikling

Børnelitteraturens dannende kraft

(Artiklen har været bragt i “Børns Hverdag” nr. 2020-2 og kan læses i sit oprindelige layout her, hvor den dog ikke er i en optimal opløsning. Det er også muligt at læse hele bladet (og dermed artiklen) i en bedre opløsning her.)

Gennem skønlitteraturen opdager man sig selv, og man oplever, hvordan noget kan være anderledes, end man kender det fra sine egne umiddelbare omgivelser. Artiklen bringer nedslag i børnelitteratur, som kan være relevant at prioritere, når man arbejder med dannelse i et dagtilbud.

Af Bjarne W. Andresen

”Den, der læser, lever tusinde liv, før han dør. Den, der aldrig læser, lever kun et.” Sådan siger forfatteren George R.R. Martin. God litteratur gør læserens verden større, samtidig med at den viser, at ting kan være anderledes, end vi selv kender dem. Den kan også vise læseren noget om vedkommende selv. Sådanne bøger giver jeg eksempler på i denne artikel. En del af dem er udsolgt fra forlagene, så man må en tur på biblioteket for at få fat i dem, hvis man ikke er så heldig at finde dem antikvarisk.

Vær dig selv

Gamle tanter, der krymper. Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor? Hvordan kommer sommerfuglene ned i maven? Blomster med navne som gamle damer. Mælketænder og gebis. Vinter og død. Og alt det, man kan være bange for. Det er en del af Garmanns univers i Garmanns sommer. Stian Holes visuelle udtryk må man enten elske eller hade. Jeg gør det første.

Har man brug for mere præcise forslag til, hvad man kan tale med barnet om, er Spørg mig! Et godt bud. Hvert opslag er en illustration og et spørgsmål, som kan blive udgangspunkt for lange samtaler. ”Har du et ønske, som aldrig går i opfyldelse?”, ”Hvad ville du lave om på, hvis du var konge eller dronning?” eller ”Hvordan kan du se, at du bliver større?”

Man skal kunne sige fra – og til

Kaspers tanter elsker Kasper. ”Hver gang de kom på besøg, dækkede de stakkels Kasper fra top til tå med supersøde hej-kys, glødende læbestift-kys, smask-på-næsen-kys og fedtede farvel-kys. Det drev Kasper til vanvid!” Han prøver mange ting for at undgå de grænseoverskridende kys: Et simpelt nej bliver ikke forstået, og ridderhjelmen yder ikke beskyttelse. Det stopper først, da en af tanterne foreslår at tegne kyssene på papir og give dem til Kasper, så bliver han respekteret. Endda så meget, at han slutter dagen af med at give Mor og Far ”et dejligt helt-almindeligt-smask-på-kinden-godnat-sov-godt-Kasper-kys.”

I Nej sagde lille P møder vi et barn, som er ”ualmindelig stædig” og altid siger nej. Indtil en dag, hvor Lille P og to andre børn selv skal gå hjem fra børnehave. Man fristes til at skrive ”Don’t try this at home”, men den gåtur er af afgørende betydning for historien. Det er nemlig lille P, som siger nej til den fremmede mand, som prøver at lokke de tre børn hjem. I kælderen. Hvor han har kaninunger. Dværg-vædder-kanin-unger, så bliver det ikke mere fristende! Lille P fastholder sit nej og napper Tom og Åse hårdt i armene, så de grædende løber hjem efter at have skreget, at lille P aldrig måtte låne deres monstre eller TV-spil. ”Så løb de hurtigt ind til sig selv. Hurtigt, så deres tårer ikke tørrede. Hurtigt, så deres mor kunne se, hvor slem og dum P havde været i dag.” Hjemme hos sig selv fortæller lille P hele historien, og hun får kram og æbler for sit mod til at stå fast. Også i børnehaven får lille P ros, ”og fra den dag af sagde lille P både JA og NEJ.”

At være individ i et fællesskab

Om børnene holder lige så meget fast i deres første indskydelse, når de læser Se den …, må komme an på en prøve. Den gennemgående figur er en stregtegning, som både kan tolkes som en and og en kanin. Skiftende baggrunde bruges som argument for de to ”læsninger”. Til sidst bliver de to talestemmer i bogen enige om, at det også kan være, den anden har ret. For så at møde en ny stregtegning, som er enten en myresluger eller en brachiosaurus!

Gennem ti små bøger i en samlekasse møder man hverdagssituationer i Venskabsbog. Det er korte historier med en morale. Titlerne taler deres eget sprog: Vent på din tur, Lyt og bliv enige, Sig stop, Arbejd sammen, Tal om det, Fald til ro, Skal vi dele?, Sig undskyld, Vis dine følelser og Spred glæde. Til bøgerne hører aktivitetskort, puslespil og tøjdyr.

Er man til en mere skæv vinkel på de samme emner, skal man have fat i serien om Den dag Leopold blev … Grisen Leopold bliver forelsket, jaloux, bange, sur, ond og misundelig i seriens foreløbig seks bøger, hvor teksten leger med ordene og billederne leger med teksten.

Ikke alle lever som mig

På det første opslag af Tilly som troede at … undrer børnene Tilly og Tage sig over, hvordan det er at bo andre steder. ”Det er sikkert nogenlunde ligesådan, skulle man tro. Det er det nok, siger Tilly. Det er det nok, siger Tage.” I resten af bogen møder de bl.a. den deprimerede mor, tiggeren på avisen på fortovet, at Boris selv må pakke sine ting til svømning og lejligheden, hvor der ikke bliver gjort rent og Tilly må tørre sig med vasketøjet, når hun har været på toilettet.

Det kan også gøres på rim. Makirullen der ikke ville makke ret – og andre lejlighedsrim fortæller om bedemanden Åge, der er helt tosset med toge. Om hr. og fru Bruun, som har en udstoppet ørn som erstatning for det barn, de aldrig fik. Om rugemoren Rikke, som elsker at være gravid, men skal give børnene bort efter fødslen. Frøken Johnna V. Sand, er vist nok egentlig en mand og drømmer om at blive gift med rigmanden Keld, som bor på etagen oven over. Makirullen der ikke ville makke ret er en hyldest til forskelligheden og viser både fordelene og ulemperne ved ikke at være som alle andre.

Tossede naboer fortæller om Gustav, hvis interimistiske hus bliver væltet af stormen. Han søger – og får – husly hos den konforme Kathrine, som lader sig lokke af udsigten til Gustavs hammersuppe. Han leverer hammeren, som ligger i bunden af gryden, og Kathrine spæder til med salt, pølse, gulerødder, tre kartofler, fire bønner og et græskar. Moralen i historien er, at man kan være meget gode venner, også når man er meget forskellige.

Lev i nuet – nuets kraft

Miltons hemmelighed er lykkedes med at ”oversætte” Eckhart Tolles Nuets kraft til et sprog, børn kan forstå. Milton er bange for en stor dreng og for en glubsk hund. Med hjælp fra sin bedstefar og en drøm kommer Milton ud af angsten: ”Du bekymrer dig om den tid, der kommer og tænker på dengang. Glemmer du ikke noget? Den tid, der kommer og dengang er inde i dit hoved. Det er ikke nu, er det?” Illustrationerne ligner noget fra Vagttårnet eller Vågn op!, men kan man abstrahere fra det, kan Miltons hemmelighed bestemt anbefales.

Bøger nævnt i artiklen

Den dag Leopold blev … af Dina Gellert. Bolden 2009-2019.
Garmanns sommer af Stian Hole. Branner og Korch 2008.
Kaspers kyssefest af Niki Daly. Hjulet 2011.
Makirullen der ikke ville makke ret af Kathrine Assels og Jesephine Kynn. Jensen & Dalgaard 2016.
Miltons hemmelighed af Eckhart Tolle, Robert S. Friedman og Frank Riccio. Borgen 2009.
Nej sagde lille P af Inger og Lasse Sandberg. Sesam 1992.
Se den … af Amy Krouse Rosenthal og Tom Lichtenheld. Lamberth 2009.
Spørg mig! af Antje Damm. CDR Forlag 2003.
Tilly som troede at … af Eva Staaf og Emma Adbåge. Gyldendal 2015.
Tossede naboer af Ingrid og Dieter Schubert. Borgen 2004.
Venskabsbog af Linda Plam og Lisa Sollenberg. Alinea 2011.

Om forfatteren:

Bjarne W. Andresen er uddannet lærer, pædagog og master i børnelitteratur. Arbejder som støttepædagog på en folkeskole, er litteraturredaktør og boganmelder på www.paedagogen.dk og formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Sidder desuden i redaktionen af Børns Hverdag.

Nytår er tid til at se frem – og tilbage

Hvert år omkring nytår ser jeg tilbage på det år, der er gået. Og så sætter jeg mål et, to og fem år frem. Det giver en retning for mig, og så giver det mig en aha-oplevelse af, at de mål, jeg satte mig et, to og fem år siden nogle gange virker helt ved siden af. Nogle gange er jeg nået meget længere, end jeg regnede med. Andre gange har jeg helt droppet det mål. Og ikke sjældent viser det sig, at jeg har gjort noget andet, som opfylder det samme formål som det oprindelig mål.

Ideen er, at jeg hvert år i begyndelsen af et år skriver mål ind i tre skemaer. Her i begyndelsen af 2020 vil jeg udfylde et skema for 2020, for 2021 og for 2024. De første år, man bruger skemaerne, kan det virke formålsløst at lave mål fem år frem. Men det giver mening senere.

Fire livsområder

Målene skal dække fire af mine livsområder: Jobsporet, Familiesporet (+ venner), Parsporet og Mit eget spor. Især det sidste livsområde har kan man komme til at glemme. Der kan være år, hvor det ene spor fylder rigtigt meget, eller hvor et spor synes ubetydeligt. Alligevel er det vigtigt at tage imod udfordringen om at sætte sig mål i alle spor. Ikke nødvendigvis lige mange eller lige store mål, men det er væsentligt ikke at overse nogen sider af sit liv.

Et eksempel

Jeg kan tage dette nytår som eksempel. Jeg udfylder de tre kolonner, som i billedet ovenfor er tomme. Har jeg nået målet, eller er jeg gået i en hel anden retning:

For fem år siden havde jeg planer om at udgive bøger. Man kan være negativ og sige, at det kun blev til en enkelt e-bog. I stedet kan man sige, at to bøger er blevet til en e-bog og et større antal artikler i tidsskrifter, hvor jeg er nået ud til langt flere, end jeg havde troet muligt i 2015, hvor jeg skrev det. På samme måde har målet for Børns Hverdag ændret sig, fordi jeg ikke længere er redaktør af bladet.

Til gengæld har jeg helt droppet at udsende nyhedsbreve. Daglige facebookopdateringer på min faglige side er rigeligt til mig. Og jeg er ikke kommet ned på en måneds produktionstid på (alle) boganmeldelser.

I 2019 har jeg mindst to gange fået en større, længerevarende opgave uopfordret. Det viser, at jeg er anerkendt for mine kompetencer, måske endda ud over “en snæver kreds”.

Det er blot nogle få eksempler på, hvordan jeg i løbet af de kommende uger vil evaluere på mål for 2019, som jeg formulerede i begyndelsen af 2015, 2018 og 2019.

Mål for fremtiden

Efter at have set på, hvor langt jeg er nået hidtil, vender jeg blikket fremad. Jeg udfylder skemaerne for 2020, 2021 og 2024. For overskuelighedens skyld bruger jeg her kun eksempler fra 2020.

Jeg skal kun udfylde kolonnen “Mål formuleret x.x.2020”. Hvad vil jeg gerne arbejde med det kommende år? Her må jeg gerne skele til, hvad jeg har skrevet de tidligere år, og det ser allerede godt ud:

Jeg har en aftale om regelmæssigt at levere stof til Børns Hverdag og Specialpædagogisk Månedsblad, og den tid, der er frigivet ved ikke at være redaktør, vil jeg bl.a. bruge på at skrive artikler.

Jeg har netop indgået en aftale med en kompetent fagperson om at “gå til selvudvikling”, som jeg kalder det. Det kan man da kalde regelmæssig sparring med kvalitet.

Derimod har jeg til gode at finde ud af, hvordan jeg vil forfølge målet i mit eget spor om at løbe, svømme eller lignende. De seneste ti år har jeg forsøgt at holde en fysisk aktivitet i længere tid. Jeg kom også op på maratonform (igen), men har ikke formået at holde den. Lysten til at dyrke motion er der, så nu handler det om at finde den rigtige type.

Jeg håber, denne artikel kan inspirere til andres målsætning for deres fire livsområder, Jobsporet, Familiesporet (+ venner), Parsporet og det personlige spor.

Læs også om “Mød dig selv”-metoden, som er en metode, jeg har udviklet og brugt siden 2006. E-bogen forventes redigeret i 2020.

Bøger til de ældste i skolen

Læs mere om Specialpædagogisk månedsblad her.

Der udgives megen god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Denne artikel giver forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a og Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd i udskolingen, deres kvaliteter usagt.

(Artiklen er trykt i Specialpædagogisk månedsblad nr. 189, februar 2019 og kan læses i sit oprindelige layout ved at klikke her.)

Der er store forskelle mellem de unge, vi arbejder specialpædagogisk med i skolen. Mit eget virke er tre dage om ugen på en folkeskole, og her har jeg både arbejdet med deciderede bogorme og med unge, som ikke frivilligt ville åbne en bog.

Alle har krav på litteratur, som de kan genkende sig selv i. Som giver tilpas udfordring. Derfor er den gode historie væsentlig. En god bog er én, hvor man bare lige skal have næste side med.

Men hvad er en god historie så? Det er sværere at sige. Spørg gerne, hvad den sidste bog hedder, som den unge kunne lide. Det fortæller, om du skal gå efter gys, humor, drama, kærlighed eller noget helt femte.

Young Adults: Det nye – og så alligevel ikke

I dag taler man ikke længere om ”ungdomsbøger”, som giver minder fra 1970’ernes socialrealisme og bøger filmatiseret med lydspor af Sebastian. Nu hedder det YA, som står for Young Adults. Bøgerne kan også appellere til tweens og i kraft af deres litterære kvaliteter også til voksne. Hvor min barndoms lærere næppe selv fandt den store glæde ved de bøger, vi blev præsenteret for, kan pædagoger, lærere og forældre for den sags skyld få gode læseoplevelser på linje med den unge.

De berører mange forskellige emner. Kærligheden står stadig stærkt, men identitetsdannelsen fylder også meget. Ofte cirkler temaerne omkring død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed, anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis, og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.

I den genre er Fuglemanden et af de nye uundgåelige. En grafisk roman om indre stemmer, som forlanger mere og mere af sin bærer. Forfatter og illustrator, Sarah Engell og Lilian Brøgger, eksperimenterer med udtryk og giver på den måde en helt særlig læseoplevelse.

Månen er en højtaler sætter aldrig ord på, hvad der er forkert i den lille familie, som består af 9-årige Alvin og hans mor. Men moren har en række tvangstanker, bl.a. den, som gav titel til bogen. Hun er angst for besøg fra ”kommunen”, og det forstår man godt, når man hører om de forhold, Alvin lever under.

Man ved med det samme, at noget er galt, helt galt i Til døden os skiller. Det fortæller hovedpersonen i et alarmopkald i begyndelsen, men man skal 250 sider længere frem, inden man efter adskillige spor og vildspor finder ud af, hvad det er, der er galt, helt galt. Partnervold kan have mange former.

I Dig og mig ved daggry fører forelskelsen til et dobbelt selvmord, og bogen kører i to fortællespor. Det ene fortællespor er Louises historie inden selvmordet, det andet fortællespor følger forældrenes efterfølgende forsøg på at forstå, hvad der er sket, brillant fortalt af én som må være Louises spøgelse.

Der er mange temaer i Provinspis. Der er alkohol og stoffer og sex, som bliver beskrevet meget eksplicit. Men hovedpersonen kæmper med at føle sig hjemme, samtidig med at hun vil noget andet og mere. Hun bor i Ansager, og det kan ikke gå stærkt nok med at komme derfra. Hun har også begavelsen til det, får i hvert fald høje karakterer, men hun har ikke fokus nok, og det bliver derfor ikke rigtigt til noget. Sådan er det med det meste i hendes liv.

Hjertet er 1 organ er en meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1 organ skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.

Hvis man ønsker en bog, som ikke bader i eksplicit vold og sex, så er Hemmeligheder fortællingen om et road trip, som ender på Fyn hos på overfladen rare og lidt kedelige mennesker, som viser sig at bære på hver deres hemmelighed. Ligesom hovedpersonen også gør. Trafficking, stofmisbrug, ødelagte familiebånd osv. dukker op efterhånden, men fortalt uden at forskrække selv følsomme læsere.

Til læseren, som ikke ønsker mere vold og sygdom, er Valget også et godt forslag. I baggrunden lurer miljøkatastrofer og mennesker på flugt fra krig, men det altafgørende tema i bogen er dilemmaet mellem at gøre det ”gode” (hvad det så end er) her-og-nu eller på lang sigt. Kan Xenia afvise et lille flygtningebarn, som bogstaveligt talt flytter ind i hendes hjem, for at sikre sig en politisk karriere, som kan redde endnu flere mennesker?

Billedbøger er også til unge

Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes. Fuglemanden er beskrevet ovenfor.

Bare en ond drøm er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en professionel sammenhæng.

Fuglen er også en bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale om litteratur, kunst og en god historie.

Litteraturliste

Bare en ond drøm, Aino og Ville Tietäväinen, Høst & Søn 2016
Dig og mig ved daggry, Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, Gyldendal 2013
Fuglemanden, Sarah Engell og Lilian Brøgger, Carlsen 2018
Fuglen, Marianne Iben Hansen og Tea Bendix, Gyldendal 2015
Hemmeligheder, Vibeke B. Arildsen, Eudor 2018
Hjertet er 1 organ, Sarah Engell, Carlsen 2016
Månen er en højtaler,Kathrine Assels og Laurenz Rawashdeh, Jensen & Dalgaard 2017
Provinspis, Ditte Wiese, Carlsen 2017
Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, Carlsen 2017
Valget, Sarah Engell, CarlsenPuls 2017

Alle bøger i denne artikel er anmeldt mere udførligt på www.paedagogen.dk. På Bjarne W. Andresens egen hjemmeside www.bjarnewandresen.dk kan man klikke på læserens alder under ”Boganmeldelser: Målgruppe.” Hjemmesiden www.bogbotten.dk er også et godt sted at finde inspiration. Under fanebladet ”Bøger” kan man vælge genrer og/eller aldersgruppe.

Når talent forpligter

Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302 sider
Gyldendal Business 2017

Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på ”reglen” om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: ”I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.”

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. ”Beklager, stræbere, men talent findes,” hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er ”begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning.” Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: ”For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt.” Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: ”Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet?” Grant giver selv svaret: ”Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.”

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Velkommen til de næste fem år af dit liv!

I denne artikel vil du lære at sætte:

Mål som er SMARTe mål.
Mål for fire af dine livsspor.
Mål med tre forskellige tidshorisonter.

Lær at opstille SMARTe mål

Hvordan går det med dit nytårsforsæt? Hvordan gik det med det nytårsforsæt, du satte for et år siden? For to år siden? For fem år siden?

Langt de fleste oplever, at deres nytårsforsæt enten er glemt eller ikke er blevet fulgt til dørs. Måske har de mistet motivationen undervejs, måske har de holdt sporet den første måned og er så blevet afledt af andre mål. Du har brug for at sætte SMARTe mål. Et smart mål er kendetegnet ved de fem bogstaver S-M-A-R-T, som står for

Specifikt
Målbart
Attraktivt
Realistisk
Tidsbestemt.

Jeg vil give et eksempel, som mange kan relatere til: For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville komme i bedre form. Jeg huskede, hvor høj jeg blev af at cykle, løbe eller svømme lange distancer. Det ville jeg give mig selv lov til at genopleve. Typisk skal jeg f.eks. løbe en times tid, inden jeg kommer i flow. Mit mål var at komme i så god form, at det kunne ske igen.

Hvis mit mål bare var at komme i bedre form, var det ikke smart. Jeg gik derfor remsen igennem:

SPECIFIKT: Det var ikke vægten eller udseendet, det handlede om for mig. Det var ikke en generelt god form, som er målet. Det helt specifikke mål var: “Jeg ville kunne løbe langt igen.”
MÅLBART: Nu er ”langt” jo relativt. Det er ikke tidligere tiders maraton, jeg sigtede efter. Det skulle bare være så langt, at jeg nåede flow-tilstanden. Det specifikke, målbare mål var: “Jeg vil kunne løbe mindst en time i træk.”
ATTRAKTIVT: I sig selv var guleroden jo, at jeg tænkte på det velvære, jeg tidligere havde oplevet. Det specifikke, målbare, attraktive mål var: “Jeg vil kunne løbe en time og komme i flow.”
REALISTISK: En times løb svarer til, at jeg løber rundt om en smuk sø, hvor jeg bor. Mit specifikke, målbare, attraktive, realistiske mål var: “Jeg vil løbe søen rundt på en time og komme i flow imens.”
TIDSBESTEMT: Jeg tænkte, det var realistisk at nå den form i løbet af et par måneder. Jeg kunne derfor gøre det meget præcist tidsbestemt og dermed specifikt, målbart, attraktivt, realistisk og tidsbestemt. Jeg havde et SMART mål, som var: “Senest om to måneder vil jeg have oplevet to gange på samme uge at løbe søen rundt på en time og komme i flow imens.”

Jeg kunne også have sigtet højere, f.eks. en halv eller en hel maraton. Det var ikke sikkert, det var realistisk. Nu begynder jeg der. Når jeg havde nået mit mål, kunne jeg altid sætte mig et nyt. Måske blev andre ting attraktive. Måske kastede jeg mig over en anden måde at holde mig i form. Det er alt sammen ligegyldigt. Jeg holdt fokus på et SMART mål og havde derfor maksimal chance for at nå det. Og det lykkedes også for mig at nå mit SMARTe mål.

Du har måske erfaring med, at dit nytårsforsæt ikke bliver til noget. Måske glemmer du det? Måske dør forsøget få dage efter nytår. Du kan også have det som mig, som slet ikke laver nytårsforsæt.

Visk tavlen ren og lav et SMART mål for dig selv. Når det er specifikt, målbart, attraktivt, realistisk og tidsbestemt, er du god ved dig selv og giver dig en rigtigt god chance for at nå målet.

Mål for fire af dine livsspor

Du kan groft sagt dele vort liv op i fire livsspor: jobsporet, familiesporet (+ venner), parsporet og dit eget spor.

Jobsporet handler om din faglighed. Uddannelse ligger også her. Giver det dig glæde? Giver det dig udfordring og udvikling? Er du tryg – eller giver det dig spænding, hvis det er det, du forventer af det ideelle job? Giver det dig en tilfredsstillende økonomi? Pensionister kan også være med, for du mister ikke sin faglige identitet, når du går på pension. Får jeg stadig glæde, udfordring og udvikling? Får jeg stadig tryghed og spænding i tilpas omfang rent fagligt?

Familiesporet handler for de fleste om, hvor meget og hvordan de ser deres familie. Har du gode familierelationer? Får du holdt kontakten til dem, du gerne vil være sammen med? Og får du sagt fra overfor dem, der tærer dig mere, end de nærer dig? Jeg har lagt vennerne ind i familiesporet. Mange mennesker har gjort deres venner til den nærmeste familie.

Parsporet handler naturligt nok om kæresten for de fleste mennesker. Har du ikke en kæreste, kan du spørge dig selv, om det er ok for dig. Er der andre, som opfylder behovet for en tæt fortrolig, en ven i dagligdagen? Under alle omstændigheder kan nogle af spørgsmålene fra de andre spor også bruges her. Ses I tilpas ofte? Tærer parforholdet på dig eller nærer det dig?

Endelig er der dit eget spor, som mange kommer til at glemme. Får du mulighed for at være alene? Hvad ville du gøre, hvis ingen kunne vurdere dig for at gøre det? Og gør du det? Hvilke interesser har du behov for at dyrke, selv om de hverken gavner jobsporet, familiesporet eller parsporet – i hvert fald ikke direkte? Hvordan vil du gerne kunne beskrive dig selv?

Mål med tre forskellige tidshorisonter

Det kan være noget af en øjenåbner at formulere planer et år, to år og fem år frem. Jeg er ikke nogen stor fan af nytårsforsætter i traditionel forstand.

Til gengæld afsætter jeg en eftermiddag en gang om året (som regel i januar) til at formulere mål for de fire spor (jobsporet, familiesporet, parsporet og mit eget spor), og jeg tænker et år, to år og fem år frem.

Billedet her til højre giver måske en oplevelse af, hvordan det kan se ud, når jeg om kort tid ser tilbage på målene for 2017, som de er formuleret for et år, to år og fem år siden. I de tomme felter skriver jeg, hvordan jeg har (eller ikke har) levet op til de mål, jeg satte mig.

Jeg har naturligvis ændret teksten, for i denne sammenhæng er mål noget, man sætter for sig selv. Du kan dele dem med en sparringspartner, en vejleder, en terapeut eller andre fortrolige, men det er dine egne mål, og du står kun til ansvar overfor dig selv. På den måde får du modet til at sætte mål, som du ikke er helt sikker på, du kan realisere.

Sådan har jeg gjort siden januar 2005. De første år var det naturligt nok kun et og to år, jeg kunne se tilbage, men efter fem år blev det spændende: Der sker rigtigt meget i løbet af fem år, og der sker også noget med målene. Jeg oplevede, at der var mål, som jeg fik opfyldt længe før forventet. Jeg oplevede også mål, som undervejs viste sig mindre væsentlige.

F.eks. formulerede jeg for knap to år siden det mål, at jeg ville skrive regelmæssigt til et professionelt medie. I mellemtiden er jeg blevet redaktør af BØRNS hverdag, og så er det ikke længere så vigtigt også at skrive på regelmæssig basis. At jeg fortsat skriver artikler til en række forskellige tidsskrifter er en anden sag.

I 2013 satte jeg mig som fagligt mål for 2017, at jeg havde et fast arbejde og lavede noget freelance (det var, inden jeg begyndte af formulere SMARTe mål). Det var på et tidspunkt, hvor min fantasi ikke rakte til andet, end at jeg efter den på det tidspunkt påbegyndte masteruddannelse ville gå tilbage til et fuldtidsarbejde som pædagog. I mellemtiden har jeg fundet en hel anden balance mellem fast arbejde og freelance – en balance, som passer til mig.

BØRNS hverdag 2017-8

Skriv et svar

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

Jeg fik løbeglæden tilbage

Skriv et svar

Jeg fik løbeglæden tilbage

I 2008 gennemførte jeg to maratonløb og et triatlon (på OL-distancen). Jeg var topmotiveret og sammenlignede turene med en hvilken som helst anden tur i skoven. Skader var et ukendt begreb, og jeg kom i flow, når jeg nåede over ca. en times løb.

Artiklen har været bragt i Forum Mentum og kan læses i sit oprindelige layout her.

Fra den ene dag til den anden tabte jeg lysten: Jeg kom i gang med at løbe, kom i form til ca. 10 km. – og stoppede så igen. Den dårlige cirkel gentog sig igen og igen. I år fandt jeg en vej ud.

Som barn var jeg ingen sportsmand. Fodbold interesserede mig ikke, og det var den sport, kammeraterne gik til. Jeg ville hellere læse eller kigge på små dyr i vandhuller. Det nærmeste, jeg kom regelmæssig motion, var cykelturene til og fra den nærmeste større by. Det var ikke tænkt som motion, blot en billig transportform, hvor jeg ikke var afhængig af at ”ramme” den eneste aftenbus, som kørte hjem ved 21-tiden.

Som voksen var det svømning, som i en periode fangede min interesse. Det blev en meditativ aktivitet. ”Nå, har du så tænkt en masse?” kunne jeg blive spurgt, når jeg kom op af vandet. Det havde jeg ikke! Jeg havde talt banerne: En, en, en osv., indtil jeg vendte, to, to, to osv., indtil jeg vendte igen … og så var jeg nået til 40 og havde taget dagens distance. For at få lidt udfordring ind i svømningen, tog jeg en årrække livredderprøven. Det gav mig noget at vide, at jeg kunne bestå den, for det var ikke noget, alle bare lige kunne gøre mig efter.

Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte at løbe. Det var en god følelse at gennemføre det første halvmaraton. Følelsen blev endnu bedre, da jeg nåede op på de 42,195 km. Næste mål gik på at løbe længere, snarere end jeg ønskede at skære lidt af tiden.

Jeg løb gerne alene. Podcast i ørerne, ingen krydsende færdsel. Om det var lyst eller mørkt var ikke så vigtigt: Jeg var alligevel i min egen verden. Jeg deltog kun i løb over en vis længde. Det gav nogle fordele, at der var sørget for forplejning undervejs. De bedste løb var skovmaraton, hvor man i lange peroder har oplevelsen af at være alene af sted, fordi der er så få løbere med så langt mellemrum, at man ikke ser hinanden hele tiden.

Derfor undrede det mig også, at jeg pludseligt tabte lysten. En enkelt gang siden 2008 har jeg været i maratonform. Dagen inden det planlagde løb fik jeg desværre influenza, og så kom jeg ikke af sted.

Jeg skiftede motivation og dermed metode

Langt om længe har jeg fundet ud af, hvad der er sket: Tidligere blev jeg drevet af at opnå et højere og højere mål: 10 km., halvmaraton, maraton. Udsigten til måske at kunne løbe 50 km. OL-distancen i triatlon kunne med tiden måske øges til en halv Ironman … og hvem ved, måske en ”rigtig” Ironman. De seneste år er det gået op for mig, at det simpelthen ikke motiverer mig mere. Tværtimod er det demotiverende at tænke ”Nå ja, for ti år siden kunne jeg løbe x gange længere, inden jeg blev træt.” Hastigheden har også været dalende.

Hvis jeg blev hængende i de mål, ville jeg kun gå selvplageriets vej. Det virker måske for andre, men ikke for mig. Nu har jeg sadlet om. Jeg vælger at se en løbetur som en kærkommen gave i en hverdag, hvor jeg er meget stillestående. Jeg har min yndlingsmusik i ørerne og skifter trackliste efter dagens humør. Hvis jeg får lyst til at dreje til venstre, gør jeg det, for jeg behøver ikke planlægge ruten hjemmefra.

Og vigtigst af alt: Jeg har lavet mit eget løbeprogram. Der står ikke noget med km. Der står, hvor mange minutter jeg giver mig selv til en tur i skoven, eller hvor jeg nu vælger at tage hen. Jeg har omprogrammeret mit løbeur, så det ikke viser hastighed eller km., kun klokken og hvor længe, min tur har varet. Jeg løber ikke for at opnå noget i fremtiden. Jeg løber, fordi jeg nyder det. Lige nu.

En virkelig øjenåbner var bogen Når talent forpligter (Gyldendal Business 2017), hvor Mads Davidsen og Helle Hein har undersøgt den primære drivkraft hos 11 topidrætsudøvere. Det gik op for mig, at hvis jeg ville blive ved med at løbe (og det ville jeg for at opleve at komme i flow på en tur rundt om søen igen), så måtte jeg finde det, som er min motivation. Det første skridt var at forkaste det, som havde været min motivation indtil for ni år siden.

Selvkontrol hos børn og unge

Skriv et svar

Selvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Venindebogen

Skriv et svar

Venindebogen

En børnegruppe har lavet en pakkeleg, hvor der hver dag trækkes et eller to navne på børn, som vælger en pakke. Glæden var stor, da en af børnene trak en venindebog (egentlig et pudsigt navn til en bog, som alle børn kan bruge) og resten af dagen gik med at få veninderne til at skrive. Det fik mig til at tænke på tre ting:

Var det ikke sådan tidligere, at man gik hjem, tænkte sig godt om og så skrev? I dag er det ”instant messaging” og hurtigt videre til den næste. Lige i dette tilfælde er det nok ikke så dårligt. ”Hvad er din umiddelbare tanke?” er ikke et dårligt spørgsmål.
Hvor man i min barndom sad alene og overvejede (evt. med hjælp fra en forælder), er det i dag en social begivenhed. Pigerne sad i en gruppe og diskuterede. Gruppepres eller samarbejde? En spændende udvikling, som igen afspejler helt generelle tendenser i tiden.
Den tredje tanke var: ”Hvorfor gør voksne ikke det hér?” Fortæl dog dine omgivelser, hvilke positive tanker du har om dem. Hvad kan du miste? Hvad kan du miste ved ikke at gøre det? På et kursus for mange, mange år siden med Carsten Sommerskov sluttede vi af med at skrive få ord om hver af de andre kursister. Jeg har ”mine” ord endnu og tager dem frem en gang i mellem og ser på, hvordan andre tænkte om den dengang meget grønne pædagog. Ordene ses på fotoet.

Carsten Sommerskov er i mellemtiden blevet en etableret foredragsholder mm. Læs om ham her eller læs om to af hans bøger