Kategoriarkiv: Selvudvikling

Når talent forpligter

Når talent forpligterNår talent forpligter

Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302 sider
Gyldendal Business 2017

 

 

Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på ”reglen” om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: ”I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.”

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. ”Beklager, stræbere, men talent findes,” hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er ”begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning.” Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: ”For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt.” Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: ”Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet?” Grant giver selv svaret: ”Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.”

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Velkommen til de næste fem år af dit liv!

Velkommen til de næste fem år af dit liv!

I denne artikel vil du lære at sætte:

  1. Mål som er SMARTe mål.
  2. Mål for fire af dine livsspor.
  3. Mål med tre forskellige tidshorisonter.

Lær at opstille SMARTe mål

Hvordan går det med dit nytårsforsæt? Hvordan gik det med det nytårsforsæt, du satte for et år siden? For to år siden? For fem år siden?

Langt de fleste oplever, at deres nytårsforsæt enten er glemt eller ikke er blevet fulgt til dørs. Måske har de mistet motivationen undervejs, måske har de holdt sporet den første måned og er så blevet afledt af andre mål. Du har brug for at sætte SMARTe mål. Et smart mål er kendetegnet ved de fem bogstaver S-M-A-R-T, som står for

  • Specifikt
  • Målbart
  • Attraktivt
  • Realistisk
  • Tidsbestemt.

Jeg vil give et eksempel, som mange kan relatere til: For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville komme i bedre form. Jeg huskede, hvor høj jeg blev af at cykle, løbe eller svømme lange distancer. Det ville jeg give mig selv lov til at genopleve. Typisk skal jeg f.eks. løbe en times tid, inden jeg kommer i flow. Mit mål var at komme i så god form, at det kunne ske igen.

Hvis mit mål bare var at komme i bedre form, var det ikke smart. Jeg gik derfor remsen igennem:

  • SPECIFIKT: Det var ikke vægten eller udseendet, det handlede om for mig. Det var ikke en generelt god form, som er målet. Det helt specifikke mål var: “Jeg ville kunne løbe langt igen.”
  • MÅLBART: Nu er ”langt” jo relativt. Det er ikke tidligere tiders maraton, jeg sigtede efter. Det skulle bare være så langt, at jeg nåede flow-tilstanden. Det specifikke, målbare mål var: “Jeg vil kunne løbe mindst en time i træk.”
  • ATTRAKTIVT: I sig selv var guleroden jo, at jeg tænkte på det velvære, jeg tidligere havde oplevet. Det specifikke, målbare, attraktive mål var: “Jeg vil kunne løbe en time og komme i flow.”
  • REALISTISK: En times løb svarer til, at jeg løber rundt om en smuk sø, hvor jeg bor. Mit specifikke, målbare, attraktive, realistiske mål var: “Jeg vil løbe søen rundt på en time og komme i flow imens.”
  • TIDSBESTEMT: Jeg tænkte, det var realistisk at nå den form i løbet af et par måneder. Jeg kunne derfor gøre det meget præcist tidsbestemt og dermed specifikt, målbart, attraktivt, realistisk og tidsbestemt. Jeg havde et SMART mål, som var: “Senest om to måneder vil jeg have oplevet to gange på samme uge at løbe søen rundt på en time og komme i flow imens.”

Jeg kunne også have sigtet højere, f.eks. en halv eller en hel maraton. Det var ikke sikkert, det var realistisk. Nu begynder jeg der. Når jeg havde nået mit mål, kunne jeg altid sætte mig et nyt. Måske blev andre ting attraktive. Måske kastede jeg mig over en anden måde at holde mig i form. Det er alt sammen ligegyldigt. Jeg holdt fokus på et SMART mål og havde derfor maksimal chance for at nå det. Og det lykkedes også for mig at nå mit SMARTe mål.

Du har måske erfaring med, at dit nytårsforsæt ikke bliver til noget. Måske glemmer du det? Måske dør forsøget få dage efter nytår. Du kan også have det som mig, som slet ikke laver nytårsforsæt.

Visk tavlen ren og lav et SMART mål for dig selv. Når det er specifikt, målbart, attraktivt, realistisk og tidsbestemt, er du god ved dig selv og giver dig en rigtigt god chance for at nå målet.

Mål for fire af dine livsspor

Du kan groft sagt dele vort liv op i fire livsspor: jobsporet, familiesporet (+ venner), parsporet og dit eget spor.

Jobsporet handler om din faglighed. Uddannelse ligger også her. Giver det dig glæde? Giver det dig udfordring og udvikling? Er du tryg – eller giver det dig spænding, hvis det er det, du forventer af det ideelle job? Giver det dig en tilfredsstillende økonomi? Pensionister kan også være med, for du mister ikke sin faglige identitet, når du går på pension. Får jeg stadig glæde, udfordring og udvikling? Får jeg stadig tryghed og spænding i tilpas omfang rent fagligt?

Familiesporet handler for de fleste om, hvor meget og hvordan de ser deres familie. Har du gode familierelationer? Får du holdt kontakten til dem, du gerne vil være sammen med? Og får du sagt fra overfor dem, der tærer dig mere, end de nærer dig? Jeg har lagt vennerne ind i familiesporet. Mange mennesker har gjort deres venner til den nærmeste familie.

Parsporet handler naturligt nok om kæresten for de fleste mennesker. Har du ikke en kæreste, kan du spørge dig selv, om det er ok for dig. Er der andre, som opfylder behovet for en tæt fortrolig, en ven i dagligdagen? Under alle omstændigheder kan nogle af spørgsmålene fra de andre spor også bruges her. Ses I tilpas ofte? Tærer parforholdet på dig eller nærer det dig?

Endelig er der dit eget spor, som mange kommer til at glemme. Får du mulighed for at være alene? Hvad ville du gøre, hvis ingen kunne vurdere dig for at gøre det? Og gør du det? Hvilke interesser har du behov for at dyrke, selv om de hverken gavner jobsporet, familiesporet eller parsporet – i hvert fald ikke direkte? Hvordan vil du gerne kunne beskrive dig selv?

Målsætninger fem årMål med tre forskellige tidshorisonter

Det kan være noget af en øjenåbner at formulere planer et år, to år og fem år frem. Jeg er ikke nogen stor fan af nytårsforsætter i traditionel forstand.

Til gengæld afsætter jeg en eftermiddag en gang om året (som regel i januar) til at formulere mål for de fire spor (jobsporet, familiesporet, parsporet og mit eget spor), og jeg tænker et år, to år og fem år frem.

Billedet her til højre giver måske en oplevelse af, hvordan det kan se ud, når jeg om kort tid ser tilbage på målene for 2017, som de er formuleret for et år, to år og fem år siden. I de tomme felter skriver jeg, hvordan jeg har (eller ikke har) levet op til de mål, jeg satte mig.

Jeg har naturligvis ændret teksten, for i denne sammenhæng er mål noget, man sætter for sig selv. Du kan dele dem med en sparringspartner, en vejleder, en terapeut eller andre fortrolige, men det er dine egne mål, og du står kun til ansvar overfor dig selv. På den måde får du modet til at sætte mål, som du ikke er helt sikker på, du kan realisere.

Sådan har jeg gjort siden januar 2005. De første år var det naturligt nok kun et og to år, jeg kunne se tilbage, men efter fem år blev det spændende: Der sker rigtigt meget i løbet af fem år, og der sker også noget med målene. Jeg oplevede, at der var mål, som jeg fik opfyldt længe før forventet. Jeg oplevede også mål, som undervejs viste sig mindre væsentlige.

F.eks. formulerede jeg for knap to år siden det mål, at jeg ville skrive regelmæssigt til et professionelt medie. I mellemtiden er jeg blevet redaktør af BØRNS hverdag, og så er det ikke længere så vigtigt også at skrive på regelmæssig basis. At jeg fortsat skriver artikler til en række forskellige tidsskrifter er en anden sag.

I 2013 satte jeg mig som fagligt mål for 2017, at jeg havde et fast arbejde og lavede noget freelance (det var, inden jeg begyndte af formulere SMARTe mål). Det var på et tidspunkt, hvor min fantasi ikke rakte til andet, end at jeg efter den på det tidspunkt påbegyndte masteruddannelse ville gå tilbage til et fuldtidsarbejde som pædagog. I mellemtiden har jeg fundet en hel anden balance mellem fast arbejde og freelance – en balance, som passer til mig.

 

BØRNS hverdag 2017-8

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

 

 

 

Jeg fik løbeglæden tilbage

LøbeskoJeg fik løbeglæden tilbage

I 2008 gennemførte jeg to maratonløb og et triatlon (på OL-distancen). Jeg var topmotiveret og sammenlignede turene med en hvilken som helst anden tur i skoven. Skader var et ukendt begreb, og jeg kom i flow, når jeg nåede over ca. en times løb.

Artiklen har været bragt i Forum Mentum og kan læses i sit oprindelige layout her.

Fra den ene dag til den anden tabte jeg lysten: Jeg kom i gang med at løbe, kom i form til ca. 10 km. – og stoppede så igen. Den dårlige cirkel gentog sig igen og igen. I år fandt jeg en vej ud.

Som barn var jeg ingen sportsmand. Fodbold interesserede mig ikke, og det var den sport, kammeraterne gik til. Jeg ville hellere læse eller kigge på små dyr i vandhuller. Det nærmeste, jeg kom regelmæssig motion, var cykelturene til og fra den nærmeste større by. Det var ikke tænkt som motion, blot en billig transportform, hvor jeg ikke var afhængig af at ”ramme” den eneste aftenbus, som kørte hjem ved 21-tiden.

Som voksen var det svømning, som i en periode fangede min interesse. Det blev en meditativ aktivitet. ”Nå, har du så tænkt en masse?” kunne jeg blive spurgt, når jeg kom op af vandet. Det havde jeg ikke! Jeg havde talt banerne: En, en, en osv., indtil jeg vendte, to, to, to osv., indtil jeg vendte igen … og så var jeg nået til 40 og havde taget dagens distance. For at få lidt udfordring ind i svømningen, tog jeg en årrække livredderprøven. Det gav mig noget at vide, at jeg kunne bestå den, for det var ikke noget, alle bare lige kunne gøre mig efter.

Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte at løbe. Det var en god følelse at gennemføre det første halvmaraton. Følelsen blev endnu bedre, da jeg nåede op på de 42,195 km. Næste mål gik på at løbe længere, snarere end jeg ønskede at skære lidt af tiden.

Jeg løb gerne alene. Podcast i ørerne, ingen krydsende færdsel. Om det var lyst eller mørkt var ikke så vigtigt: Jeg var alligevel i min egen verden. Jeg deltog kun i løb over en vis længde. Det gav nogle fordele, at der var sørget for forplejning undervejs. De bedste løb var skovmaraton, hvor man i lange peroder har oplevelsen af at være alene af sted, fordi der er så få løbere med så langt mellemrum, at man ikke ser hinanden hele tiden.

Derfor undrede det mig også, at jeg pludseligt tabte lysten. En enkelt gang siden 2008 har jeg været i maratonform. Dagen inden det planlagde løb fik jeg desværre influenza, og så kom jeg ikke af sted.

Jeg skiftede motivation og dermed metode

Langt om længe har jeg fundet ud af, hvad der er sket: Tidligere blev jeg drevet af at opnå et højere og højere mål: 10 km., halvmaraton, maraton. Udsigten til måske at kunne løbe 50 km. OL-distancen i triatlon kunne med tiden måske øges til en halv Ironman … og hvem ved, måske en ”rigtig” Ironman. De seneste år er det gået op for mig, at det simpelthen ikke motiverer mig mere. Tværtimod er det demotiverende at tænke ”Nå ja, for ti år siden kunne jeg løbe x gange længere, inden jeg blev træt.” Hastigheden har også været dalende.

Hvis jeg blev hængende i de mål, ville jeg kun gå selvplageriets vej. Det virker måske for andre, men ikke for mig. Nu har jeg sadlet om. Jeg vælger at se en løbetur som en kærkommen gave i en hverdag, hvor jeg er meget stillestående. Jeg har min yndlingsmusik i ørerne og skifter trackliste efter dagens humør. Hvis jeg får lyst til at dreje til venstre, gør jeg det, for jeg behøver ikke planlægge ruten hjemmefra.

Og vigtigst af alt: Jeg har lavet mit eget løbeprogram. Der står ikke noget med km. Der står, hvor mange minutter jeg giver mig selv til en tur i skoven, eller hvor jeg nu vælger at tage hen. Jeg har omprogrammeret mit løbeur, så det ikke viser hastighed eller km., kun klokken og hvor længe, min tur har varet. Jeg løber ikke for at opnå noget i fremtiden. Jeg løber, fordi jeg nyder det. Lige nu.

En virkelig øjenåbner var bogen Når talent forpligter (Gyldendal Business 2017), hvor Mads Davidsen og Helle Hein har undersøgt den primære drivkraft hos 11 topidrætsudøvere. Det gik op for mig, at hvis jeg ville blive ved med at løbe (og det ville jeg for at opleve at komme i flow på en tur rundt om søen igen), så måtte jeg finde det, som er min motivation. Det første skridt var at forkaste det, som havde været min motivation indtil for ni år siden.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Venindebogen

VenindebogenVenindebogen

En børnegruppe har lavet en pakkeleg, hvor der hver dag trækkes et eller to navne på børn, som vælger en pakke. Glæden var stor, da en af børnene trak en venindebog (egentlig et pudsigt navn til en bog, som alle børn kan bruge) og resten af dagen gik med at få veninderne til at skrive. Det fik mig til at tænke på tre ting:

  1. Var det ikke sådan tidligere, at man gik hjem, tænkte sig godt om og så skrev? I dag er det ”instant messaging” og hurtigt videre til den næste. Lige i dette tilfælde er det nok ikke så dårligt. ”Hvad er din umiddelbare tanke?” er ikke et dårligt spørgsmål.
  2. Hvor man i min barndom sad alene og overvejede (evt. med hjælp fra en forælder), er det i dag en social begivenhed. Pigerne sad i en gruppe og diskuterede. Gruppepres eller samarbejde? En spændende udvikling, som igen afspejler helt generelle tendenser i tiden.
  3. Den tredje tanke var: ”Hvorfor gør voksne ikke det hér?” Fortæl dog dine omgivelser, hvilke positive tanker du har om dem. Hvad kan du miste? Hvad kan du miste ved ikke at gøre det? På et kursus for mange, mange år siden med Carsten Sommerskov sluttede vi af med at skrive få ord om hver af de andre kursister. Jeg har ”mine” ord endnu og tager dem frem en gang i mellem og ser på, hvordan andre tænkte om den dengang meget grønne pædagog. Ordene ses på fotoet.

Carsten Sommerskov er i mellemtiden blevet en etableret foredragsholder mm. Læs om ham her eller læs om to af hans bøger

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Et trygt gys i teateret

Et trygt gys i teateretEt trygt gys i teateret

Bodil Alling modtager mig i det hyggelige åbne kontorlandskab oppe under taget i huset i Mejlgade.

(Artiklen er trykt i Dansk 3/2016 og Klods Hans 3/2016. Se den i sin oprindelige opsætning her eller læs hele bladet her.)

Her holder teatret Gruppe 38 til. I hvert fald noget tid endnu, for næste år rykker de ud på havnefronten i det nye Aarhus Ø. Jeg bliver vist ind i et mødelokale med et råt træbord, som kunne være hentet ud af en af børneteaterets forestillinger: Hjemmelavet, unikt, upoleret og samtidig rummeligt og trygt.

 Ud over at være leder af teateret er Bodil Alling eneste fastansatte skuespiller. I 35 år har hun været med til at skabe forestillinger for børn og voksne. Forestillinger, som med deres særpræg er genkendelige Gruppe 38-forestillinger, og som har vundet adskillige priser i ind- og udland. I 2011 modtog de som det første danske teater Assitej International’s Honorary President’s Award for Artistic Excellence, en af verdens mest prestigefyldte teaterpriser.

En del af forestillingerne bygger på kendte eventyr. Men selvom publikum mener at kende eventyret både forfra og bagfra, før de går i teatret, så kan man være sikker på, at både form, indhold og fortolkning rummer overraskelser, som forstærker både gyset og ideen i de klassiske historier. Teatret arbejder minimalistisk med løsninger, som tilsyneladende er ganske enkle, men som er så rummelige, at de giver både barnet og den voksne mulighed for at danne billeder på den indre nethinde, så de evner at forestille sig meget mere end det, de faktisk ser og hører på scenen. Teatret Gruppe 38 er et lille teater, som turnerer i både ind– og udland og har gjort det i 35 år. De mange forskellige spillesteder, ofte med små forhold, har tvunget teatret til at tænke enkelt med meget kreative løsninger. Der er hverken drejescene, faldlemme eller røgmaskiner, men et meget rigt billedsprog og en fortælleform, som er så særegent og fantasiskabende, at ingen sidder og savner de store teatralske effekter.

”En historie skal præsenteres så farlig og sorgfuld, den er. Ingen formildende omstændigheder selvom den skal møde børnepublikummet. At skåne dem for det farlige og ulykkelige er at tale ned til dem. Til gengæld er det afgørende at føre børnene trygt og sikkert igennem de farefulde rejser, vi tager dem med på. Når Hans og Grete bliver forladt af far og mor i en stor, mørk skov og ikke kan finde hjem, så er det nok noget af det værste og farligste, et barn kan forestille sig. Og når der dukker en heks op, som snyder og lokker børnene med slik og kager for derefter at ville stege og æde dem – jamen, så kan det ikke blive grusommere. Men fryden er desto større, når vi sammen når igennem alle farerne og kan styrte ind i fars hus med lommerne fulde af guld og hjerterne fulde af kærlighed – frydefuldt, fordi vi faktisk er gået igennem alle rædslerne og har overlevet dem, sammen. Fordi teatret her er den voksne, som holder børnene i hånden hele vejen,” fortæller Bodil Alling.

Publikum er medskabere af forestillingen

Et besøg i Gruppe 38 er mere end selve forestillingen. Nogle gange kan publikum deltage i en filosofisk samtale bagefter, og udvalgte forestillinger er såkaldt ”suppeteater”, hvor man efter forestillingen spiser varm suppe sammen. Inden forestillingerne venter man i teatercafeen, og man bliver ofte inviteret indenfor af én af karaktererne fra forestillingen. ”Vi er sammen om det her, ” signalerer det. ”Vi leger med, hvad der er teater, og hvad der er virkelighed,” fortæller Bodil Alling. ”Jeg kan lide det miks. At vi kan tale direkte til publikum. Her og nu. At vi kan kommentere historien og selv blive overrasket over dens konsekvenser. Det opløser så skønt bevidstheden om, at der er forskel på teater og virkelighed. De to ting bæres af hinanden. Vi er i et fælles rum. Vi følges ad. Derfor er vi sjældent klædt ud i gængs teaterforstand. Men vi ved, hvad vi vil, og hvor vi skal hen. Vi tager hele ansvaret for, hvad der skal ske. Så I kan roligt følge med.”

Bodil Alling taler om ”den vidunderlige uventede faktor,” når hun taler om publikum. ”Vi ved ikke, hvad den enkelte gæst har med sig af erfaringer, baggrund og livssyn, så vi kan ikke bestemme, hvad publikum skal tænke, erfare, eller hvordan de reagerer på dét, de ser. Og det er da en herlig udfordring for os at have mod og overskud til at tage imod det uventede.

Besøg Teatret Gruppe 38 her eller på Facebook her.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.