Kategoriarkiv: Selvudvikling

BØRNS hverdag 2017-8

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

 

 

 

Jeg fik løbeglæden tilbage

LøbeskoJeg fik løbeglæden tilbage

I 2008 gennemførte jeg to maratonløb og et triatlon (på OL-distancen). Jeg var topmotiveret og sammenlignede turene med en hvilken som helst anden tur i skoven. Skader var et ukendt begreb, og jeg kom i flow, når jeg nåede over ca. en times løb.

Artiklen har været bragt i Forum Mentum og kan læses i sit oprindelige layout her.

Fra den ene dag til den anden tabte jeg lysten: Jeg kom i gang med at løbe, kom i form til ca. 10 km. – og stoppede så igen. Den dårlige cirkel gentog sig igen og igen. I år fandt jeg en vej ud.

Som barn var jeg ingen sportsmand. Fodbold interesserede mig ikke, og det var den sport, kammeraterne gik til. Jeg ville hellere læse eller kigge på små dyr i vandhuller. Det nærmeste, jeg kom regelmæssig motion, var cykelturene til og fra den nærmeste større by. Det var ikke tænkt som motion, blot en billig transportform, hvor jeg ikke var afhængig af at ”ramme” den eneste aftenbus, som kørte hjem ved 21-tiden.

Som voksen var det svømning, som i en periode fangede min interesse. Det blev en meditativ aktivitet. ”Nå, har du så tænkt en masse?” kunne jeg blive spurgt, når jeg kom op af vandet. Det havde jeg ikke! Jeg havde talt banerne: En, en, en osv., indtil jeg vendte, to, to, to osv., indtil jeg vendte igen … og så var jeg nået til 40 og havde taget dagens distance. For at få lidt udfordring ind i svømningen, tog jeg en årrække livredderprøven. Det gav mig noget at vide, at jeg kunne bestå den, for det var ikke noget, alle bare lige kunne gøre mig efter.

Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte at løbe. Det var en god følelse at gennemføre det første halvmaraton. Følelsen blev endnu bedre, da jeg nåede op på de 42,195 km. Næste mål gik på at løbe længere, snarere end jeg ønskede at skære lidt af tiden.

Jeg løb gerne alene. Podcast i ørerne, ingen krydsende færdsel. Om det var lyst eller mørkt var ikke så vigtigt: Jeg var alligevel i min egen verden. Jeg deltog kun i løb over en vis længde. Det gav nogle fordele, at der var sørget for forplejning undervejs. De bedste løb var skovmaraton, hvor man i lange peroder har oplevelsen af at være alene af sted, fordi der er så få løbere med så langt mellemrum, at man ikke ser hinanden hele tiden.

Derfor undrede det mig også, at jeg pludseligt tabte lysten. En enkelt gang siden 2008 har jeg været i maratonform. Dagen inden det planlagde løb fik jeg desværre influenza, og så kom jeg ikke af sted.

Jeg skiftede motivation og dermed metode

Langt om længe har jeg fundet ud af, hvad der er sket: Tidligere blev jeg drevet af at opnå et højere og højere mål: 10 km., halvmaraton, maraton. Udsigten til måske at kunne løbe 50 km. OL-distancen i triatlon kunne med tiden måske øges til en halv Ironman … og hvem ved, måske en ”rigtig” Ironman. De seneste år er det gået op for mig, at det simpelthen ikke motiverer mig mere. Tværtimod er det demotiverende at tænke ”Nå ja, for ti år siden kunne jeg løbe x gange længere, inden jeg blev træt.” Hastigheden har også været dalende.

Hvis jeg blev hængende i de mål, ville jeg kun gå selvplageriets vej. Det virker måske for andre, men ikke for mig. Nu har jeg sadlet om. Jeg vælger at se en løbetur som en kærkommen gave i en hverdag, hvor jeg er meget stillestående. Jeg har min yndlingsmusik i ørerne og skifter trackliste efter dagens humør. Hvis jeg får lyst til at dreje til venstre, gør jeg det, for jeg behøver ikke planlægge ruten hjemmefra.

Og vigtigst af alt: Jeg har lavet mit eget løbeprogram. Der står ikke noget med km. Der står, hvor mange minutter jeg giver mig selv til en tur i skoven, eller hvor jeg nu vælger at tage hen. Jeg har omprogrammeret mit løbeur, så det ikke viser hastighed eller km., kun klokken og hvor længe, min tur har varet. Jeg løber ikke for at opnå noget i fremtiden. Jeg løber, fordi jeg nyder det. Lige nu.

En virkelig øjenåbner var bogen Når talent forpligter (Gyldendal Business 2017), hvor Mads Davidsen og Helle Hein har undersøgt den primære drivkraft hos 11 topidrætsudøvere. Det gik op for mig, at hvis jeg ville blive ved med at løbe (og det ville jeg for at opleve at komme i flow på en tur rundt om søen igen), så måtte jeg finde det, som er min motivation. Det første skridt var at forkaste det, som havde været min motivation indtil for ni år siden.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Venindebogen

VenindebogenVenindebogen

En børnegruppe har lavet en pakkeleg, hvor der hver dag trækkes et eller to navne på børn, som vælger en pakke. Glæden var stor, da en af børnene trak en venindebog (egentlig et pudsigt navn til en bog, som alle børn kan bruge) og resten af dagen gik med at få veninderne til at skrive. Det fik mig til at tænke på tre ting:

  1. Var det ikke sådan tidligere, at man gik hjem, tænkte sig godt om og så skrev? I dag er det ”instant messaging” og hurtigt videre til den næste. Lige i dette tilfælde er det nok ikke så dårligt. ”Hvad er din umiddelbare tanke?” er ikke et dårligt spørgsmål.
  2. Hvor man i min barndom sad alene og overvejede (evt. med hjælp fra en forælder), er det i dag en social begivenhed. Pigerne sad i en gruppe og diskuterede. Gruppepres eller samarbejde? En spændende udvikling, som igen afspejler helt generelle tendenser i tiden.
  3. Den tredje tanke var: ”Hvorfor gør voksne ikke det hér?” Fortæl dog dine omgivelser, hvilke positive tanker du har om dem. Hvad kan du miste? Hvad kan du miste ved ikke at gøre det? På et kursus for mange, mange år siden med Carsten Sommerskov sluttede vi af med at skrive få ord om hver af de andre kursister. Jeg har ”mine” ord endnu og tager dem frem en gang i mellem og ser på, hvordan andre tænkte om den dengang meget grønne pædagog. Ordene ses på fotoet.

Carsten Sommerskov er i mellemtiden blevet en etableret foredragsholder mm. Læs om ham her eller læs om to af hans bøger

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Et trygt gys i teateret

Et trygt gys i teateretEt trygt gys i teateret

Bodil Alling modtager mig i det hyggelige åbne kontorlandskab oppe under taget i huset i Mejlgade.

(Artiklen er trykt i Dansk 3/2016 og Klods Hans 3/2016. Se den i sin oprindelige opsætning her eller læs hele bladet her.)

Her holder teatret Gruppe 38 til. I hvert fald noget tid endnu, for næste år rykker de ud på havnefronten i det nye Aarhus Ø. Jeg bliver vist ind i et mødelokale med et råt træbord, som kunne være hentet ud af en af børneteaterets forestillinger: Hjemmelavet, unikt, upoleret og samtidig rummeligt og trygt.

 Ud over at være leder af teateret er Bodil Alling eneste fastansatte skuespiller. I 35 år har hun været med til at skabe forestillinger for børn og voksne. Forestillinger, som med deres særpræg er genkendelige Gruppe 38-forestillinger, og som har vundet adskillige priser i ind- og udland. I 2011 modtog de som det første danske teater Assitej International’s Honorary President’s Award for Artistic Excellence, en af verdens mest prestigefyldte teaterpriser.

En del af forestillingerne bygger på kendte eventyr. Men selvom publikum mener at kende eventyret både forfra og bagfra, før de går i teatret, så kan man være sikker på, at både form, indhold og fortolkning rummer overraskelser, som forstærker både gyset og ideen i de klassiske historier. Teatret arbejder minimalistisk med løsninger, som tilsyneladende er ganske enkle, men som er så rummelige, at de giver både barnet og den voksne mulighed for at danne billeder på den indre nethinde, så de evner at forestille sig meget mere end det, de faktisk ser og hører på scenen. Teatret Gruppe 38 er et lille teater, som turnerer i både ind– og udland og har gjort det i 35 år. De mange forskellige spillesteder, ofte med små forhold, har tvunget teatret til at tænke enkelt med meget kreative løsninger. Der er hverken drejescene, faldlemme eller røgmaskiner, men et meget rigt billedsprog og en fortælleform, som er så særegent og fantasiskabende, at ingen sidder og savner de store teatralske effekter.

”En historie skal præsenteres så farlig og sorgfuld, den er. Ingen formildende omstændigheder selvom den skal møde børnepublikummet. At skåne dem for det farlige og ulykkelige er at tale ned til dem. Til gengæld er det afgørende at føre børnene trygt og sikkert igennem de farefulde rejser, vi tager dem med på. Når Hans og Grete bliver forladt af far og mor i en stor, mørk skov og ikke kan finde hjem, så er det nok noget af det værste og farligste, et barn kan forestille sig. Og når der dukker en heks op, som snyder og lokker børnene med slik og kager for derefter at ville stege og æde dem – jamen, så kan det ikke blive grusommere. Men fryden er desto større, når vi sammen når igennem alle farerne og kan styrte ind i fars hus med lommerne fulde af guld og hjerterne fulde af kærlighed – frydefuldt, fordi vi faktisk er gået igennem alle rædslerne og har overlevet dem, sammen. Fordi teatret her er den voksne, som holder børnene i hånden hele vejen,” fortæller Bodil Alling.

Publikum er medskabere af forestillingen

Et besøg i Gruppe 38 er mere end selve forestillingen. Nogle gange kan publikum deltage i en filosofisk samtale bagefter, og udvalgte forestillinger er såkaldt ”suppeteater”, hvor man efter forestillingen spiser varm suppe sammen. Inden forestillingerne venter man i teatercafeen, og man bliver ofte inviteret indenfor af én af karaktererne fra forestillingen. ”Vi er sammen om det her, ” signalerer det. ”Vi leger med, hvad der er teater, og hvad der er virkelighed,” fortæller Bodil Alling. ”Jeg kan lide det miks. At vi kan tale direkte til publikum. Her og nu. At vi kan kommentere historien og selv blive overrasket over dens konsekvenser. Det opløser så skønt bevidstheden om, at der er forskel på teater og virkelighed. De to ting bæres af hinanden. Vi er i et fælles rum. Vi følges ad. Derfor er vi sjældent klædt ud i gængs teaterforstand. Men vi ved, hvad vi vil, og hvor vi skal hen. Vi tager hele ansvaret for, hvad der skal ske. Så I kan roligt følge med.”

Bodil Alling taler om ”den vidunderlige uventede faktor,” når hun taler om publikum. ”Vi ved ikke, hvad den enkelte gæst har med sig af erfaringer, baggrund og livssyn, så vi kan ikke bestemme, hvad publikum skal tænke, erfare, eller hvordan de reagerer på dét, de ser. Og det er da en herlig udfordring for os at have mod og overskud til at tage imod det uventede.

Besøg Teatret Gruppe 38 her eller på Facebook her.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Historien om de to munke

How people treat youHistorien om de to munke

En måde at rumme andres frustrationer: Der var travlhed på arbejdet. Mange syge, og så oven i købet første dag i en emneuge. Alle prøver at få enderne til at nå sammen. Nogen ved at gøre sin egen opgave bedst muligt og andre ved at se på helheden og ændre på aftaler.

De to ting går ikke altid op i en højere enhed, og undervejs får en kollega sagt nogle ret skarpe ting til sine omgivelser.

Jeg bliver først stødt og skal til at tage til genmæle. Indser, at det ikke vil hjælpe situationen. I stedet tager jeg hendes frustration som det, det er: et velment ønske om at gøre sit eget arbejde bedst muligt. I stedet for at gå og irritere mig over det resten af dagen, tænker jeg på den gamle kinesiske historie om to munke:

Der var engang to munke, der var ude at rejse. De befandt sig langt ude på landet og det havde regnet meget. De kom til et sted, hvor vejen var så leret og mudret, at den næsten var umulig at færdes på. På den anden side af vejen stod en smuk kvinde i fint tøj og med sko, der slet ikke var egnet til disse forhold. Den ene munk henvendte sig til hende og tilbød at bære hende over til den anden side. Han løftede hende op og bragte hende sikkert over til den anden side. Munkene vandrede derefter fredeligt videre. Senere samme aften sagde den anden munk: ”Jeg tror du gjorde noget i dag, du ikke skulle have gjort. Du ved, at vi ikke skal have noget med kvinder at gøre, og du bar alligevel en så tæt ind til dig. Det skulle du ikke have gjort!” ”Det er underligt”, svarede den anden munk. ”Jeg bar hende kun over vejen. Du bærer på hende endnu.”

Historien findes i mange versioner, her taget fra Danske tale-, høre og synsinstitutioner.

I løbet af dagen faldt der ro over hele arrangementet og den nævnte kollega slappede af, da hun kunne se, at det nok gik alt sammen. Vi talte om, hvordan det var gået og glædede os sammen til de kommende dages spændende aktiviteter.

Personlig karma

Personlig karmaPersonlig karma

Sofia Manning og Christian N. Stadil
203 sider
Gyldendal 2011

 

 

Sammen har de to forfattere skrevet en god oversigt over en række centrale begreber i selvudvikling. Det er en personlig beretning og giver derfor nye ord til ret velkendt stof. På enkelte steder taber man overblikket over, hvem det skiftende “jeg” er, men man kommer hurtigt på rette vej igen.

Hvert kapitel beskriver et begreb, f.eks. skyggeafdækning, flow og lykke. Læseren bliver inviteret med til forandring gennem øvelser, som er overskuelige og kan passes ind i en almindelig hverdag. De barrierer, man har for selvudvikling, bliver taget alvorligt. Kun på den måde kan man gøre op med dem. Selvkritik og storsind skal vige for storsind og nye rammer.

Hvis man ikke kender til at arbejde med sine skygger, kan man begynde her. Personlig karma gør det muligt at udpege sine egne rollemodeller og gøre dem til læremestre. Man finder ud af, at både de mørke og de lyse sider af én selv fortæller noget om dig selv.

Flow, lykke og lidenskab behandles i tre kapitler i forlængelse af hinanden. Alle tre findes i at leve i nuet, og det kan gøres uden at fortabe sig så meget, at det går ud over fremtiden. Tværtimod får man øget fokus på det, som har værdi. Hvis man vil gå i dybden med f.eks. meditation, er Personlig karma en åbning.

Hverken Sofie Manning eller Christian N. Stadil har levet et liv uden forhindringer. Det gør dem i stand til at skrive om, hvordan man kan bruge sine livskriser og kan overvinde, når passionen fordufter for en tid. Forventninger kan gå fra med- til modspiller, så må man vende det om igen.

Sidst i bogen er der en kort ordliste, hvis man har brug for det.

Møde med barnet

Møde med barnet

Frede Frøs fantastiske taleSom støttepædagog på en folkeskole har jeg sparringsmøder med det enkelte barn. Det giver mulighed for at gå i dybden. Vi bruger ofte bøger til at støtte samtalen, og jeg har udviklet ”Mød dig selv”-metoden. I artiklen forklares metoden og der gives forslag til bøger som udgangspunkt for en sparringssamtale.

Artiklen er trykt i Århus Pædagoger (udgivet af BUPL Århus) nr. 3, juni 2015.

En sparringssamtale giver tid til fordybelse. Det er barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes over, hvad der foregår i hovedet på det barn, jeg troede at kende så godt. Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem, som ellers ville have været gemt af vejen. Det kan være forklaringer på, hvorfor barnet gjorde sådan-og-sådan. Det kan også være tanker om verdenssituationen eller om, hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi tager emner op, som barnet ikke selv har tænkt på. Med til den gode tone hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

Mød dig selv”-metoden

Gennem ti år har jeg udviklet en metode, jeg kalder ”Mød dig selv”-metoden. I sin korteste udgave består metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv.

Til hvert sparringsmøde er spørgsmål nummer to ”Hvad er den kommende udfordring?” Det kan være noget med skolen, med kammeraterne, med familien eller en helt personlig udfordring. Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

En e-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Bøger

Du kan finde inspiration i gode bøger, jeg har brugt i mit arbejde og som stadig kan købes.

Følelsernes ABC

Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). F.eks. får lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Jeg har brugt bogen i længere forløb, hvor vi kun sprang enkelte sider over, så der er inspiration til mange gode samtaler.

Mario di Pietro og Ditte Munk-Osmundsen. Frydenlund.

Følelsernes ABC kan kun købes gennem Pædagogisk Bogklub.

Frede Frøs fantastiske tale

Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Ved hjælp af en historie om en frø bliver læseren præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Frede Frø er nervøs, fordi han skal holde et foredrag på frøskolen dagen efter. Han får hjælp af en krokodille, en humlebi, Hr. Kløvert (som hugger brænde) og en løve. Ved hjælp af åndedrætsøvelser har de fået styr på deres uro, hovedpine og vrede og har fået modet til at tale højere. De lærer Frede Frø deres teknikker, og imens lærer læseren dem også. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Michael Chissick og Sarah Peacock. Dansk Psykologisk Forlag.

Højtbegavede børn i skolen

Som titlen fortæller, er denne bog målrettet arbejdet med en bestemt gruppe børn i skolen: de højt begavede. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Jeg har især brugt en række Google-fri spørgsmål fra bogen. De hedder sådan, fordi man ikke kan google sig til svaret. Det er spørgsmål som ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Mette Welling, Rasmus Welling og Lene Kobbernagel. GeGe.

Min styrkebog

Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider barnet til at se mere positivt på sig selv om kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Der er en bog med øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Louise Tidmand og Ivan Jakobsen. Glæde & Børn.

Min glade bog

Det omfattende materiale tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Der er en lærervejledning og en elevbog til tre aldersgrupper 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene. Det er en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. F.eks. er styrken ”nysgerrig” forklaret: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan f.eks. bruge det til at finde sinde egne topstyrker. Nogle af øvelserne kender en del af børnene allerede fra andre sammenhænge, f.eks. Quiz-og-byt, som er en populær metode på skolerne.

Louise Tidmand. Glæde & Børn.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.