Klintespind
Trilogi:
Serpina
Ulvepige
Månebarn
Helle Ryding
414 + 317 + 277 sider
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2011-2013
I tre bind fortæller Helle Ryding historien om pigen Serpina, som er datter af Klintekongen Mithram. Serpina er den eneste, som kan bekæmpe det onde Broderskabet, da hendes familie spærres inde i klinten. Eller er hun? Undervejs kommer læseren flere gange i tvivl om, hvem der står på Serpinas side. Det er et af de helt store plusser ved Klintespind, at man ikke med sikkerhed ved, hvad og hvem man kan stole på.
I bind 1, Serpina, bliver universet og handlingen bygget fint op: Serpina er netop blevet så gammel, at hun kan tage på natlige ridt ud og hjælpe menneskerne i den middelalderlige verden, som danner rammen for historien. Der er en stor del teenageroprør over det forhold, Serpina og hendes søstre har til faren. Klintekongen styrer med hård hånd og tåler ikke, at nogen mand nærmer sig døtrene. Samtidig holder han på en hemmelighed om sin egen mørke fortid, som kun gør pigerne/kvinderne endnu mere nysgerrige. Som læser kan man undre sig, hvorfor Mithrams regime skulle være så meget bedre end Broderskabets.
Bind 2, Ulvepige, er det svageste i trilogien. Serpina får en følgesvend, Noatan, som kommer fra en anden kultur end hendes. Der er lange passager, hvor han f.eks. fortæller om religion, myter og ritualer blandt sit eget folk. Det giver en god kontrast til det verdensbillede, Serpina og hendes del af verden har. Man kunne blot have ønsket, at det i højere grad fremgik af handlingen end af Noatans ord. Til gengæld er der meget til de lidt nørdede læsere. F.eks. afsløres en af Broderskabets falske præster, fordi han tror, at passager fra Jydske Lov (1241) er uddrag af Bibelen. En dejligt finurlig form for intertekstualitet.
Månebarn, som er bind 3, lægger naturligvis sider til Det store Opgør, det endelige slag mellem det gode og det onde. Nu skal det vise sig, hvem der står på hvilken side. Der er en god del handling, flere kampscener og man frygter for, hvilke karakterer der må lade livet undervejs. Sådan skal det være. De forskelligartede kræfter samles for i fællesskab at besejre troldkvinden Kherte og lukke hende inde sammen med sine onde hjælpere.
Det er en lang rejse, læseren er på sammen med Serpina. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke er blandt fantasy-genrens mest trofaste følgere. Alligevel blev jeg fanget undervejs og skulle lige læse, hvad der skete i næste kapitel… Det er en god historie, og den er godt fortalt. Der er nogle gode temaer undervejs. Ud over de, jeg allerede har nævnt, er en voksende forelskelse mellem to af hovedpersonerne, krydret med jalousi og tvivl. Man kan nemt analysere sig frem til andre store spørgsmål. Fri vilje, skæbne, retten til at bestemme over liv og død.
Jeg savner en større problematisering af nogle af temaerne. Der bliver aldrig rigtigt gjort op med Klintekongens dominerende væsen. Der er ingen, som rigtigt stiller spørgsmålstegn ved Klintedøtrenes ret til at redde liv og hele klintekongefamiliens ret til at udvælge de stærkeste blandt de døde. Disse halvdøde bliver brugt som hær og som tjenere, inden de bliver vanvittige af at være i denne mellemfase og endelig får fred i Dødsriget. Og selv om det gennem bøgerne er skiftende, hvem der holder med de gode hhv. de onde, så er der hele tiden et Gode og et Onde, de forskellige karakterer kan bekende sig til.
I pædagogisk praksis vil Klintespind kunne bruges til den unge i skolens ældste klasser, som vil møde nogle væsentlige spørgsmål pakket ind i en god historie, gerne med pædagogen som makker.
D for Morfar
