Ella er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

“Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.”

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

Havenisserne flytter ind

Josefine Ottesen
Illustrator: Birde Poulsen
Musik: Jan Schønemann
184 sider
Høst & Søn 2015

Havnisserne bor i et æbletræ men sendes på flugt, da en storm ødelægger deres hjem. De søger tilflugt i et nærliggende hus. Ud over menneskene bebos huset af et par katte, nogle levende dukker og en husnisse. De fleste byder ikke de fremmede velkommen.

Det er ikke en julehistorie for ingenting. Gennem 24 kapitler forsøger havenisserne at finde fred og sikkerhed. Dukkebørnene udviser civil ulydighed og behandler de nye naboer godt. Husnissen viser sig at være en helt anden, end han gav sig ud for, og naturligvis ender det godt. “Nis – husnissen, som viser sig at have været havenisse i sin ungdom – spiller en meget central rolle. Han er blevet husnisse, fordi De Store (menneskene) har accepteret ham og endda givet ham navnet. I løbet af historien finder havenisserne ud af, at han ikke altid har boet i huset. Bedste har kendt ham i deres ungdom, og den gamle kærlighed blusser op igen”, skrev jeg på JAGOO.

Den indbyggede flygtningesymbolik ødelægger ikke historien. Den risiko er altid til stede, når et bestemt humanitært formål skrives ind i fiktion. Havenisserne flytter ind er udgivet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, som modtager 40 kr. for hver solgt bog.

I private hjem kan man læse et kapitel hver dag. I institutioner og skoler må man læse to kapitler på fredage og mandage og de resterende kapitler sidste åbningsdag. Eller man må begynde allerede i november. I 2015 vil det være ca. 17. november.

Det er godt, at historien breder sig over så mange dage/kapitler. Der er et stort persongalleri, som kræver, at man holder tungen lige i munden. Man kan med fordel støtte sig til Birde Poulsens stemningsfulde og nostalgiske illustrationer. Der er mindst en illustration pr. kapitel, og de er uden for mange detaljer, så børnene hurtigt kan aflæse det væsentligste, når bogen vises til en større gruppe børn. Så skal der ikke være for meget ventetid, mens resten af gruppen kigger billeder. De største illustrationer fylder en hel side og fortjener god tid for at få det hele med.

Til Havenisserne flytter ind er der skrevet en sang. Noder, akkorder og tekst er trykt bagerst i bogen. De kan også downloades fra www.flygtning.dk/havenisserne, hvor man også kan lytte til sangen med eller uden sangledsagelse. På samme side kan man også finde forslag til to lege.

Natulv

Cecilie Eken
112 sider
Høst & Søn 2015

Gys og gru behøver ikke være lange, tunge bøger eller serier. Med Natulv får læseren en overskuelig bog, som alligevel indeholder de elementer, som får nakkehårene til at rejse sig og gør det nødvendigt lige at læse næste kapitel med. Som højtlæsningsbog er der vel til en time eller to. Man kan også læse den alene, hvis man tør!

Vi er på en stor herregård befolket med mennesker, som bærer på hver deres hemmelighed. Tilføjer vi rygtet om Den Grå, som muligvis står bag de mystiske dødsfald, er tonen slået an. Handlingen er lagt i en ukendt fortid, hvor symaskiner og læsning også er tilgængeligt for de fattige. Det elektriske lys og bilen er ikke opfundet, og genrens herreskab og tyende er karakteristisk for forholdet mellem karaktererne.

“En fortælling fra en tid / hvor natten var mørk / og hjælpen alt for langt væk.” Sådan beskrives det på bagsiden.

Der er mange karakterer at holde styr på (set i forhold til Natulvs beskedne sidetal), men heldigvis bliver der tyndet ud i dem undervejs…

Efter sin mors død får den 15-årige Nethe arbejde på en herregård med at passe herskabets lille barn. Herremandens søn fra et tidligere ægteskab mistænker stedmoren for at være en heks. Familien ville idag på mange måder betegnes som dysfunktionel, og de indbyrdes konflikter bryder ud i lys lue med en drabelig udgang. Nethe er meget draget af den jævnaldrende Dagfred, men som læser vakler vi mellem at stole og tvivle på ham. Om der er en ond og en god side er svært at gætte. Og i så fald: Hvem tilhører hvilken side?

Nethe træder i karakter og handler. Hun kan ikke forhindre ulykkerne, men hun ved, hvad hun ønsker at redde ud af den blodige situation.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien om pigen, som tager sin skæbne i egen hånd, er velfortalt. Cecilie Eken skruer fortællingen sammen. (…) Det er ikke en omfattende bog, men stemningen bliver siddende i læseren, efter den er lukket.”

Mio, min Mio (2015)

Astrid Lindgren
Illustrator: Mikkel Sommer
Oversat af Kina Bodenhoff
152 sider
Gyldendal 2015

I 2012 kom Kina Bodenhoffs smukke nyoversættelse af Mio, min Mio. Nu kommer den med illustrationer af Mikkel Sommer, og kombinationen af de to og Astrid Lindgrens dygtige historiefortælling er guld for øjnene og tankerne. Mio er dreng, som oplever rejsen fra uelsket adoptivbarn i Stockholm til højtelsket kongesøn i Landet i det Fjerne.

Også i Landet i det Fjerne er der skygger. Den største og mørkeste skygge kaster ridder Kato: “Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen. Og jeg mærkede, hvor bange jeg var for ridder Kato. Så bange, så bange.” Alle andre end Mio selv synes at vide, at hans skæbne er at tage kampen op med ridder Kato.

Sammen med sin bedste ven, Jum-Jum, og hesten Miramis drager Mio ud for at finde ridder Katos borg i Landet bag bjergene. Undervejs bliver han hjulpet af mennesker, dyr, træer og endda bølgerne og klipperne, som alle hader ridder Kato. Ved hjælp af magiske hjælpemidler vinder han den afgørende kamp mod ridder Kato, og det afsløres, at den onde ridder ikke selv er tilfreds med sit liv. “Ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv.”

Heller ikke Mio er så flad en karakter, som man ellers ofte ser det i eventyr. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg: “Mio er i modsætning til mange andre eventyrhelte ikke uden tvivl. Selv efter han bliver klar over, at alle ved, at hans skæbne er at kæmpe mod ridder Kato, græder han af fortvivlelse og tør ikke. Alligevel hanker han op i sig selv og gør det, han ikke tør. Her tager Astrid Lindgren forskud på en anden eventyr-helt i sit forfatterskab, Jonatan Løvehjerte, som er nødt til at gøre ting, selv om det er farligt. “Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort,” skrev Lindgren næsten 20 år senere i Brødrene Løvehjerte.”

Undervejs gyser man rigtigt meget. Det poetiske sprog med mange gentagelser egner sig til langsom (op)læsning i trygge omgivelser, og alt ender naturligvis med at blive godt til sidst. De døde er ikke rigtigt døde, de forsvundne bliver fundet og ridder Kato forvandles til i første omgang en dynge sten, i anden omgang – måske – til en lille grå fugl.

Magnolia af Skagerrak

Bent Haller
Illustreret af Lea Letén
143 sider
Høst & Søn 2015

Magnolia finder en underlig fisk, mens hun er på besøg hos sine bedsteforældre ved Skagerrak. Fisken kan tale og fortæller sin historie, hvor det bl.a. bliver klart, at det slet ikke er en fisk, men derimod en klumphval. Den har ingen familie og er kommet til havet ved at blive efterladt der af et mystisk væsen. Nu ønsker den bare at dø, og det sætter Magnolia i et dilemma.

Hendes egen mor er heller ikke helt rask. Vi hører ikke andet end, at moren har har ”været syg, selv om man ikke kunne se det på hende”. Hun skulle ”kvikkes op”, derfor er forældrene i Norge, mens Magnolia er på ferie sammen med sin dominerende storebror og to kusiner.

Det er dog ikke kun dilemmaer og elendighed. Ferien beskrives også med sol og strand. Med et bedsteforældrepar, som har godmodige drillerier med hinanden. Lea Leténs akvareller matcher den side af teksten rigtigt fint, det bliver lidt nostalgisk og retro på den gode måde.

Et godt eksempel er det sted i historien, hvor morfar fortæller, at også Magnolias mor har fundet en klumphval. ”- Det er tredve år siden, gentog morfar og gnubbede sin skæggede hage. Mormor henter derefter et album med fotografier fra gamle dage, altså dengang fotografierne var på papir og blev limet ind i et album, så man kunne sidde i sofaen og bladre i det ligesom i en billedbog. Det var meget længe siden, nogen havde set i det album.”

Der er mange eksempler på intertekstualitet i Magnolia af Skagerrak – altså at teksten refererer til andre tekster. Mest åbenlyst er det kapitel, hvor klumphvalen fortæller om sin søgen efter familie og fællesskab. Sproget, handlingen og miljøbeskrivelsen ligner Kaskelotternes sang, en af Bent Hallers kendteste bøger.

I min boganmeldelse på JAGOO beskrev jeg kompleksiteten i bogen sådan: “Der er mange lag i Magnolia af Skagerrak. Derfor kan den få en bred læserskare og vil sikkert bliver brugt både til oplæsning i børnehaver og til analyser i skolen. Magnolia af Skagerrak vil være en fryd for enhver dansklærer med sine mange tolkningsmåder og sin intertekstualitet.”

Robotter

(Tredje bind i serien Gustav og Raketbroderskabet)
Frank Madsen
Illustrator: Sussi Bech
64 sider.
Eudor 2015

Der er en sammenhæng mellem de mystiske naboer, meteoren på marken og den robotflue, Gustav fandt i Fluen. Gustav kan bare ikke finde ud af, hvor sammenhængen er, og han bliver forstyrret af den søde pige med den skræmmende far.

Gustav og Raketbroderskabet bliver overfaldet af Hell Boyz, en drengebande, men de frygtindgydende forhørsrobotter blander sig. Det er som at komme fra asken i ilden, men heldigvis kommer robotten R-1, uskadeliggør forhørsrobotterne og tager Hell Boyz med sig.

Vi må vente til et senere bind med at finde ud af, hvad der sker med drengene. Raketbroderskabet vågner derimod til live igen, og Gustav beslutter sig for at opsøge de mystiske fremmede naboer. Her møder der ham en overraskelse…

Robotter har bevaret seriens hurtige fortælletempo og de gode illustrationer, men teksten fylder mere og mere pr. side. Det er ærgerligt, for det lette layout er et stort plus ved serien. Som i de foregående bind er der faktasider både undervejs og til sidst. Netop denne blanding af fakta og fiktion gør serien om Gustav og Raketbroderskabet særligt bemærkelsesværdig.

Albert Einsteins lysshow

Frédéric Morlot
Illustrator: Anne-Margot Ramstein
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace 2012

Historien begynder ganske muntert med, at den unge Albert Einstein i 1896 får til opgave at lave et lysshow, som skal bruges til Oktoberfesten i München. Opgaven er stillet af en krovært, som ønsker, at lysshowet skal tændes præcis kl. 10. Det lykkes ikke helt, for kroværten ser lysshowet lidt senere end Einstein. Det får ham på sporet af lysets hastighed.

Ved at spænde lys lysguirlanden fast på et pariserhjul regner Einstein med at kunne øge lysets hastighed, for han har set dværgkasteren Niels Bohr (!) lave noget tilsvarende. Det lykkes naturligvis ikke helt, og de må flygte fra den rasende krovært. På flugten kommer de i så høj hastighed, at de foretager en tidsrejse.

Her bevæger vi os for alvor ind på de fysiske paradokser, der forbinder sig med relativitetsteorien. Det tager dog ikke farten af den spændende og sjove historie fuld af finurligheder og intertekstualitet, bl.a. i personnavnene.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Tidsrejsen bringer dem til 1933, og her er det kroværten, som Hindenburg har udnævnt til rigskansler. Nyheden får de at vide af en avissælger, som har en vis lighed med den hr. Hitler, som på læserens egen tidslinje fik rigskanslertitlen. Sådan er der mange enkeltheder, som den historisk oplyste læser kan more sig over.”

De velvalgte illustrationer gør bogen egnet til højtlæsning. De er lavet med en lidt mærkelig streg, som fint passer med temaet i Albert Einsteins lysshow. Skulle man ikke fange alle teksten og illustrationernes detaljer i første omgang, kan man blot læse den igen og igen.

Af de forsøg på at formidle fysisk teori til en yngre læserskare, jeg kender, er Albert Einsteins lysshow den bedste. Især naturvidenskabeligt orienterede læsere vil elske den.

Albert Einsteins lysshow indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Karl Marx.

Descartes’ onde dæmon

Jean Paul Mongin
Illustrator: François Schwoebel
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace, 2012

Descartes er en tvivler. Hvordan kan man stole på sine sanser? Faktisk er Descartes så meget i tvivl, at han er ved at blive vandvittig. ”Drømmer Descartes? Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?” Han finder sin udvej i Arkimedes’ tekst om at have et fast punkt at holde sig til. Descartes bruger tanken som dette faste holdepunkt.

Med tanken som udgangspunkt kan han afsøge resten af verden. Resten af verden (ham selv inklusive) må være skabt af noget almægtigt. Noget så stort, at Descartes ikke engang selv kan forstå det. Han kalder dette almægtige for Gud.

Descartes stopper ikke ved Gud. Der er også mange andre ting, han er klar over, at han ikke forstår. Sanserne f.eks. Der er så mange eksempler på sansebedrag, men han når frem til, at i de fleste tilfælde fortæller sanserne noget sandt. Hvis man tilføjer lidt kritisk sans (undskyld ordspillet), er det rimeligt at bruge dem til at udforske sine omgivelser.

Fra min boganmeldelse på JAGOO: “Endelig gør et smerteligt møde med hans papegøjes næb Descartes opmærksom på, at man ikke kan adskille tanke og krop. Tanken er ikke i kroppen, som en kaptajn er på et skib. Der må være en anden sammenhæng mellem de to ting.”

Læseren kender sandsynligvis præmissen om, at man ikke kan stole blindt (!) på sine sanser. Utallige film og bøger kredser om det samme emne. Derfor er det befriende at læse Descartes’ onde dæmon, som giver indblik i filosofien bag. Det er abstrakt og svært, men ved hjælp af de mange illustrationer fremstår bogen som en billedbog for læsere over 12 år.

Descartes’ onde dæmon indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Einstein og Karl Marx.

Victoria Roses to liv

Gitte Løkkegaard
Illustrationer: Jan Solheim
195 sider
Carlsen 2015

Victoria Roses to liv serverer en skarp satire med stor humor: Victoria Rose og vennen Storm bliver trætte af, at de hver uge skal flytte mellem deres respektive forældre. I stedet bruger de Farfars kolonihavehus til en konstruktion, hvor det er forældrene, som flytter frem og tilbage mellem de “fastboende” børn.

Farfar er på plejehjem og har efterladt en skattejagt til de to børn. De har altså rigeligt at gøre med at få de utraditionelt sammenbragte familier til at enes, samtidig med at de løser opgaver. Det bliver ikke nemmere af, at kolonihavehuset er til salg, og de to børn gør, hvad de kan, for at beholde det.

Der er byttet om på rollerne mellem børn og voksne. I min boganmeldelse på JAGOO formulerede jeg det sådan: “I konkrete konfliktsituationer træder de to børn i karakter som de ”voksne”, der kan få enderne til at mødes. Helt overordnet har de også påtaget sig den rolle, der ellers tilfalder forældrene i sammenbragte familier: At prøve at lave en fordeling af værelser, huslige pligter og normer. De går så vidt, at reglerne skifter hver anden uge, alt efter hvilken sammensætning af voksne der er. Det kan læses som en kommentar til moderne familier, som lader børnene bestemme og dermed lader de (fastboende) forældre stå tilbage i magtesløshed.”

Victorias og Storms familier består af tilsammen 19 personer. Alle fire forældre har fundet nye partnere, og der er kommet nye børn til, både fra tidligere forhold og de fælles. “Mine, dine og vores”. Heldigvis er der billeder af de mange karakterer, som man kan slå op på, når overblikket svigter – og det gør det.

Til gengæld får man en spændende historie og et godt grin af og til.

Tilføjelse:
I januar 2016 kom Victoria Roses to liv i 2. udgaven
med et citat fra min JAGOO-anmeldelse.