De nominerede bøger: Bello, Helikopter, Mine lillebror er mutant, Og så drukner jeg …, Standby, Mester Ester, Venus Fluefanger, Den som alle ser, Anomali, Helt som de andre.
19. maj blev jeg interviewet til P1 Morgen om bøger til og om børn med handicap. Det skete i anledning af, at jeg som formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, havde indstillet ti bøger til samlingen af “Books for Young People with Disabilities”, som står i Toronto Public Library. Bøgerne får dermed en chance for at blive udmærket med prædikatet “Outstanding Books for Young People with Disabilities”, som bliver offentliggjort ved børnebogsfestivallen i Bologna marts/april 2021.
Hør indslaget fra 38 til 46 minutter inde i programmet her. Hvis P1 sletter opslaget, kan det også høres her.
De indstillede bøger er:
Anomali af Dorte Lilmose (Gyldendal)
Bello af Mette Eike Neerlin og Otto Dickmeiss (Gyldendal)
Den som alle ser af Gunvor Ganer Krejberg (Gyldendal)
Helikopter af Morten Walther Rasmussen (Vild Maskine)
Helt som de andre af Annie Bahnson (Gyldendal)
Mester Ester af Kathrine Assels (Jensen & Dalgaard)
Min lillebror er mutant af Emil Blichfeldt (Calibat)
Den mystiske sag om hunden i natten: Christopher på 15 år, 3 måneder og 2 dage har Aspergers syndrom og er meget hårdt ramt af det. Hans hverdag på specialskolen og sammen med sin far rives ud af sine faste rammer, da han finder naboens hund, som ligger på græsset med en havegreb gennem sig. Han nedskriver sine oplevelser med at opklare den mystiske sag, og det er denne tekst, læseren sidder med.
Det vi har mistet: ”Jeg begyndte at lukke øjnene, når jeg hørte de høje plask. Jeg vidste, hvad de betød. Jeg havde været så bange for at drukne. Træbådens hæse knirken og lyden af vandet så tæt på. Med det er ikke havet, der slår ihjel. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet.”
Mester Ester: Hjemme hos Ester er morgenerne hektiske. Ikke bare hektiske som i enhver anden børnefamilie. Ester er nemlig ikke som enhver anden. Nogen vil sige, at hun har en livlig fantasi. Men det har hun ikke. Det er nærmere sådan, at Esters fantasi har Ester. Esters fantasi driver Ester til at gøre ting, som meget få andre børn gør. Og Esters fantasi er ved at drive Esters mor til vanvid.
Skovens gåder: Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft. Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.
Snemanden: I første omgang kan man tro, at det er Raymond Briggs’ historie om Snemanden (kendt fra billedbog og film), som er udgivet som oplæsningsbog. Men tag ikke fejl. Med stor respekt for den originale historie har Michael Morpurgo forfattet fortællingen om Jacob, som bor på en gård med sin mor, sin far og sin hund Bjæf. Jacob giver sin stammen skylden for, at han ingen venner har. Allerhelst vil han være venner med Peter, og det tror han vil lykkes, hvis han får en knaldgrøn mountainbike med store, brede dæk til jul.
Spor af liv: Da Julians søster forsvinder en aften, opdager han sider af både sig selv og sin familie, han ikke tidligere havde kendskab til. Han slår sig sammen med søsterens veninde, som han er lidt lun på. De kan bedre forstå, hvordan det er at være ung og have hemmeligheder for forældrene. Måske hemmeligheder, som har noget med hendes forsvinden at gøre?
Udviklende øjeblikke: Udviklende øjeblikke er ”de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt.” Og de øjeblikke får læseren mange, mange gode eksempler på i bogen af samme navn. I forhold til førsteudgaven er der tilføjet samtalekort (som kan købes separat) og et meget vigtigt kapitel om trusler mod udviklende øjeblikke. Desuden er grafikken på skemaerne strammet op.
Venus fluefanger: Som mange andre unge er Alex i tvivl om sig selv. ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg være en del af fællesskabet eller vil jeg være mig selv? Og kan jeg være begge dele samtidig?” For Alex er spørgsmålene nok lidt vanskeligere end for de fleste, men heldigvis er der Isa, som er forstående, rummelig og tålmodig.
I år er der kommet to børne- og ungdomsbøger, som i særlig grad giver læseren et indblik i, hvordan livet med en diagnose kan opleves. Bøgerne er meget forskellige, ligesom livet for deres hovedpersoner også er det.
Artiklen har været bragt i Specialpædagogisk Månedsblad nr. 196, november 2019 og kan læses i sit oprindelige layout her.
Kathrine Assels’ bøger er ofte skrevet med en skæv vinkel,
gerne med et strøg af eventyrlig magi. I Mester Ester er det ikke noget
eventyr at være hverken Ester eller hendes forældre. Nogen vil sige, at Ester
har en livlig fantasi. Men det har hun ikke. Det er tværtimod sådan, at Esters
fantasi har Ester. Trods elementer af OCD, psykose og/eller autisme forsøger
hun efter bedste evne at leve op til de forventninger, især hendes mor har.
Bare sådan noget som at komme op om morgenen og af sted til tandlægen. Der er
mange forhindringer: Ester ser fx ”blodspor i snavset sne”, fordi blåbærrene
bliver mast i havregrøden.
Krigsknappen
Første del af bogen beskriver tiden fra kl. 7.15, hvor Ester
bliver vækket, til kl. 7.46, hvor hun stiger ud af bilen i et kryds, uden at
hendes mor opdager det. Det er nemlig meget vigtigt for Ester at lede efter den
knap, hendes mor har smidt ud. Knappen har Ester fundet dagen inden og døbt
”krigsknappen”, fordi hun forestiller sig de to sider af knappen som to parter
i en krig. Når hun har genfundet knappen, kan hun hjælpe knapfolket om på
stofsiden af knappen, hvor der er fred og ro.
Esters søgen leder hende til genbrugspladsen, hvor anden del
af bogen udspiller sig. Her møder hun en hjemløs mand, og han får en god relation
til hende, fordi han modsat moren giver sig tid til at høre på Esters
historier. Det lykkedes endda at ændre hendes foretagende til at finde en
fredsknap i stedet.
Den fremadskridende fortælling i første del af Mester
Ester bliver afbrudt af kapitler, som fortæller læseren, hvad der foregår
inde i hovedet på Ester. Alt det, som moren ikke ser. Vi får fx at vide, at
tabet af knappen åbner et hul i Esters mave. ”En bundløs brønd, en nedadvendt
hvirvelvind, et uendeligt mørke. Sådan kan man bedst beskrive hullet. Nogle
gange forsøger Ester at fylde det op ved at spise efterladte madrester, hun
finder på gaden. Ikke så meget fordi hun har lyst, men mere fordi noget i hende
siger, at hun skal. At hun på én eller anden måde kun kan fylde hullet op
sådan. Måske også lidt fordi hun ved, at det ville være noget af det værste,
hendes mor kunne forestille sig, ud over at komme for sent.”
Den døde hund
Også Christoffer i Den mystiske sag om hunden i natten
må ud og lede. Inden da finder han naboens hund med en havegreb gennem maven.
Hvor Ester ikke har nogen klar diagnose, har Christopher Aspergers syndrom og
går på en specialskole. Hans lærer, Siobhan, er en stor hjælp, især da Christopher
beslutter at nedskrive sin efterforskning for at finde ud af, hvem der slog hunden
ihjel. ”Det her er en krimiroman,” fortæller han både Siobhan og læseren.
I det hele taget henvender han sig ofte direkte til læseren
i lange (men relevante for læserens forståelse af Christopher) sidespor om,
hvordan stjernebilleder er opstået, eller hvorfor man skal vælge en ny dør for
at vinde en bil i det såkaldte Monty Hall-problem. ”Siobhan sagde at bogen
skulle begynde med noget der fangede ens opmærksomhed. Det er derfor jeg
begyndte med hunden. Jeg begyndte også med hunden fordi det var noget jeg havde
oplevet, og jeg har svært ved at forestille mig noget jeg ikke har oplevet.”
Christophers efterforskning leder ham til en kasse med breve
fra den mor, som han ellers havde fået at vide døde to år tidligere. Nu drager
han til London for at finde ud af sandheden om sin mors skæbne. Det er en
vanskelig rejse, når man som Christopher har det svært med høje lyde og
forsøger at undgå alt, der er gult.
Detaljerne gør forskellen
For både Mester Ester og Den mystiske sag om hunden i natten gælder, at de har mange
detaljer med, som jeg genkender fra mit arbejde som støttepædagog. Ester og
Christopher har hver deres særheder, som gør dem både elskelige og til tider
uudholdelige at være sammen med. Det fine ved de to bøger er, at de fortæller
om det fra hovedpersonernes synspunkt. Det kan godt være, at logikken er skæv
og næsten umulig for andre at få øje på; men den er der.
Mester Ester kan bruges i Folkeskolens yngste klasser
(til oplæsning). Man må vente nogle år mere med at bruge Den mystiske sag om
hunden i natten, som har både mere skræmmende og tankevækkende elementer.
Jeg ville gerne gøre begge bøger til obligatorisk læsning for professionelle,
familier og andre, som omgås børn (og voksne) med Esters og/eller Christophers
særlige tænkemåde. Det ville være dejligt, hvis alle børn med særlige behov var
lige så velovervejede og velformulerede som Christopher (Mester Ester er
fortalt i tredjeperson). Det ville gøre livet meget lettere for børnene, deres
familier og de professionelle omkring dem. Indtil da er det en stor hjælp, at
der skrives bøger som Mester Ester og Den mystiske sag om hunden i
natten.
Mester Ester Katrine Assels
76 sider
Jensen & Dalgaard 2019
Den mystiske sag om hunden i natten Mark Haddon 288 sider Høst & Søn 2019
Bjarne W. Andresen er pædagog, lærer og master i
børnelitteratur. Han er støttepædagog på en folkeskole, formand for Selskabet
for Børnelitteratur, IBBY Danmark, samt litteraturredaktør og boganmelder på www.paedagogen.dk.
Der udgives megen god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Denne artikel giver forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a og Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd i udskolingen, deres kvaliteter usagt.
(Artiklen er trykt i Specialpædagogisk månedsblad nr. 189, februar 2019 og kan læses i sit oprindelige layout ved at klikke her.)
Der er store forskelle mellem de unge,
vi arbejder specialpædagogisk med i skolen. Mit eget virke er tre dage om ugen
på en folkeskole, og her har jeg både arbejdet med deciderede bogorme og med
unge, som ikke frivilligt ville åbne en bog.
Alle har krav på litteratur, som de kan
genkende sig selv i. Som giver tilpas udfordring. Derfor er den gode historie
væsentlig. En god bog er én, hvor man bare lige skal have næste side med.
Men hvad er en god historie så? Det er sværere
at sige. Spørg gerne, hvad den sidste bog hedder, som den unge kunne lide. Det
fortæller, om du skal gå efter gys, humor, drama, kærlighed eller noget helt
femte.
Young Adults: Det nye – og så alligevel ikke
I dag taler man ikke længere om ”ungdomsbøger”, som giver minder fra 1970’ernes socialrealisme og bøger filmatiseret med lydspor af Sebastian. Nu hedder det YA, som står for Young Adults. Bøgerne kan også appellere til tweens og i kraft af deres litterære kvaliteter også til voksne. Hvor min barndoms lærere næppe selv fandt den store glæde ved de bøger, vi blev præsenteret for, kan pædagoger, lærere og forældre for den sags skyld få gode læseoplevelser på linje med den unge.
De berører mange forskellige emner. Kærligheden står stadig stærkt,
men identitetsdannelsen fylder også meget. Ofte cirkler temaerne omkring død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed,
anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver
uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis,
og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.
I den genre er Fuglemanden
et af de nye uundgåelige. En grafisk roman om indre stemmer, som forlanger mere
og mere af sin bærer. Forfatter og illustrator, Sarah Engell og Lilian Brøgger,
eksperimenterer med udtryk og giver på den måde en helt særlig læseoplevelse.
Månen er en højtaler
sætter aldrig ord på, hvad der er forkert i den lille familie, som består af
9-årige Alvin og hans mor. Men moren har en række tvangstanker, bl.a. den, som
gav titel til bogen. Hun er angst for besøg fra ”kommunen”, og det forstår man
godt, når man hører om de forhold, Alvin lever under.
Man ved med det samme, at noget er galt, helt galt i Til døden os skiller. Det fortæller
hovedpersonen i et alarmopkald i begyndelsen, men man skal 250 sider længere
frem, inden man efter adskillige spor og vildspor finder ud af, hvad det er,
der er galt, helt galt. Partnervold kan have mange former.
I Dig og mig ved
daggry fører forelskelsen til et dobbelt selvmord, og bogen kører i to
fortællespor. Det ene fortællespor er Louises historie inden selvmordet, det
andet fortællespor følger forældrenes efterfølgende forsøg på at forstå, hvad
der er sket, brillant fortalt af én som må være Louises spøgelse.
Der er mange temaer i Provinspis. Der er
alkohol og stoffer og sex, som bliver beskrevet meget eksplicit. Men
hovedpersonen kæmper med at føle sig hjemme, samtidig med at hun vil noget
andet og mere. Hun bor i Ansager, og det kan ikke gå stærkt nok med at komme
derfra. Hun har også begavelsen til det, får i hvert fald høje karakterer, men
hun har ikke fokus nok, og det bliver derfor ikke rigtigt til noget. Sådan er
det med det meste i hendes liv.
Hjertet
er 1 organ er en
meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med
tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er
pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør
stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske
alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1
organ skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.
Hvis man ønsker en bog, som ikke bader i eksplicit
vold og sex, så er Hemmeligheder
fortællingen om et road trip, som ender på Fyn hos på overfladen rare og lidt
kedelige mennesker, som viser sig at bære på hver deres hemmelighed. Ligesom
hovedpersonen også gør. Trafficking, stofmisbrug, ødelagte familiebånd osv.
dukker op efterhånden, men fortalt uden at forskrække selv følsomme læsere.
Til læseren, som ikke ønsker mere vold og sygdom, er Valget også et godt forslag. I
baggrunden lurer miljøkatastrofer og mennesker på flugt fra krig, men det
altafgørende tema i bogen er dilemmaet mellem at gøre det ”gode” (hvad det så
end er) her-og-nu eller på lang sigt. Kan Xenia afvise et lille flygtningebarn,
som bogstaveligt talt flytter ind i hendes hjem, for at sikre sig en politisk
karriere, som kan redde endnu flere mennesker?
Billedbøger er også til unge
Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes. Fuglemanden
er beskrevet ovenfor.
Bare en ond drøm
er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor
man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare
en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en
professionel sammenhæng.
Fuglen er også en
bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte
illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl
bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da
hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale
om litteratur, kunst og en god historie.
Litteraturliste
Bare en ond drøm, Aino og Ville Tietäväinen, Høst & Søn 2016 Dig og mig ved daggry, Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, Gyldendal 2013 Fuglemanden, Sarah Engell og Lilian Brøgger, Carlsen 2018 Fuglen, Marianne Iben Hansen og Tea Bendix, Gyldendal 2015 Hemmeligheder, Vibeke B. Arildsen, Eudor 2018 Hjertet er 1 organ, Sarah Engell, Carlsen 2016 Månen er en højtaler,Kathrine Assels og Laurenz Rawashdeh, Jensen & Dalgaard 2017 Provinspis, Ditte Wiese, Carlsen 2017 Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, Carlsen 2017 Valget, Sarah Engell, CarlsenPuls 2017
Alle bøger i denne
artikel er anmeldt mere udførligt på www.paedagogen.dk. På Bjarne W. Andresens egen
hjemmeside www.bjarnewandresen.dk kan man klikke på læserens alder under
”Boganmeldelser: Målgruppe.” Hjemmesiden www.bogbotten.dk er også et godt sted
at finde inspiration. Under fanebladet ”Bøger” kan man vælge genrer og/eller
aldersgruppe.
Et barn med autisme får gennem udvalgt børnelitteratur erfaringer med de områder, hvor han er udfordret. Han får mulighed for at bruge sine styrkesider og møder derfor en anerkendelse og accept, som han sjældent bliver mødt med i andre sammenhænge. Artiklen giver et konkret eksempel på et forløb og kommer med forslag til yderligere aktiviteter.
(Artiklen er udgivet i Specialpædagogisk Månedsblad nr. 188, januar 2019. Den kan læses i sit oprindelige layout her.)
I artiklen beskrives arbejdet med drengen Syv. Han hedder naturligvis ikke Syv, men han er syv år, så det kaldes han her. Syv er indskrevet i folkeskolen, men er så udfordret af sin autisme, at hans undervisning foregår i et særligt tilrettelagt klasseværelse, hvor han er alene med en pædagog det meste af tiden. Jeg arbejder med ham en dag om ugen, som normalt begynder med en længere gåtur på to til tre timer. Her får han mulighed for at udleve sin særinteresse for vejskilte, og det letter adgangen til at få en dialog i gang.
Lille Kvast er Syvs hjælper Syv læser flydende uden at have tilsvarende forståelse af det læste. Hvis han skal gengive en læst verbaltekst, vil han enten ikke kunne honorere opgaven eller citere ordret. Et referat eller en (gryende) analyse er der ikke tale om. Det arbejder vi stadig med, men jeg ville undersøge, hvad der skete, hvis vi tog ordene fra ham.
I denne periode arbejder vi med billedbogserien Lille Kvast, som er helt uden ord.
Illustrationerne er lette at afkode, klare i farverne og med få karakterer. Jeg
holder Syv fast i, at vi skiftes til at fortælle om ét billede ad gangen. Det
er naturligvis svært, når Syv bliver ivrig, men den faste ramme hjælper ham
meget.
Hvert enkelt bind af Lille
Kvast begynder med en side, hvor de seks billeder viser
Lille Kvast vågner
Lille Kvast kigger ud ad vinduet
Lille Kvast er på badeværelset
Lille Kvast spiser morgenmad
Mor kysser Lille Kvast farvel
Lille Kvast går
Derefter bevæger Lille Kvast sig ud på et eventyr, som på bogens
sidste side rundes af med et fast skema: Lille Kvast kommer hjem til den trygge
familie, spiser aftensmad og går i seng, hvor han kigger på en genstand, han
har fået i løbet af dagen, inden han lægger sig til at sove.
Lille Kvast-serien er meget velegnet til det specialpædagogiske arbejde i indskolingen, fordi hovedpersonens følelser ændres mange gange. Vi taler om, at ”nu er Lille Kvast bange” eller ”hvorfor blev Lille Kvast ked af det?” Inden vi bladrer, gætter vi på, hvad der mon sker på næste side. Syv er blevet fortrolig med strukturen i Lille Kvast-bøgerne, så vi kan lave et egentligt forløb.
Fra Lille Kvast på skattejagt. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.
Syv laver sin egen billedbog Syv har vanskeligheder med at indgå i en dialog. Det er en del af hans handicap. Han er blevet interesseret i de gentagelser (de systemer), der ligger i Lille Kvasts morgener, som de er beskrevet på første side i hvert enkelt bind. Det kan jeg bruge som afsæt til at få Syv til at fortælle om sine egne morgener.
Jeg beder Syv lave en tegneserie om den konkrete morgen, han
har haft. Vi bliver enige om at lave fire nedslag, som beskriver hans morgen:
Syv vågner, Syv børster tænder, Syv spiser morgenmad, Syv går til skole. Det
viser sig svært at overføre hans verbale fortælling til papiret, selv om Syv er
rigtigt god til at tegne, og han kan lide det. I stedet for at tegne de fire
situationer, vi har talt om, tegner han sin morgenmad på det første billede og
går derefter over i en anden af sine særinteresser og rigide adfærd, hvor han
sætter sin hverdag ind i en Mario Kart-ramme. Mario Kart er et computerspil med
et racerløb.
Billedbogen bliver derfor en historie om de forskellige levels, han på vej til skole gennemfører
for sit indre blik, og klasseværelset afbilledes med en meget stor plakat, hvor
dato, ugedag og årstider fremgår. Det er en plakat, som ikke findes fysisk i
klassen, men altså er meget nærværende i Syvs egen oplevelse.
Velkommen til Syvs verden Ovenstående er et eksempel på, hvordan det lykkes Syv ved hjælp af en billedserie at give et lille indblik i den verden, han lever i. Verbalt er det meget vanskeligt at fortælle, hvad der foregår i hans tanker, men med afsæt i Lille Kvast har han præsteret en kommunikation, som ligger langt over, hvad vi kunne have talt og skrevet os frem til.
Syv har overvundet en del af de forhindringer, autismen
sætter for ham:
Det sociale samspil (i dette tilfælde med mig)
er hjulpet på vej af en stram struktur i en billedbog. Først, da han selv skal
være skabende, nedbrydes rammen.
Vanskelighederne med at fortælle, hvordan han
oplever verden, bliver reduceret ved at flytte kommunikationen fra verbalsprog
til illustration.
Den stereotype, gentagede adfærd (og
særinteresserne) er ikke længere en uønsket forstyrrelse. Det er blevet selve
indholdet i samspillet, og bliver dermed mødt med anerkendelse og accept.
De tre punkter er normalt udtryk for vanskeligheder, som
kendetegner mennesker med autisme.
Andre aktiviteter Vi har som mål at give Syv oplevelser med, at mennesker kan glæde hinanden. Det er ofte vanskeligt for børn med autisme at erkende, at mennesker påvirker hinanden følelsesmæssigt, og vi har besluttet at begynde med følelsen ”glæde”. I december læste vi Julens helte af Marianne Iben Hansen. Jeg optog en videosekvens, hvor Syv læste højt af bogen, og sendte den til forfatteren, naturligvis med både barnets og forældrenes godkendelse. Langt de fleste danske forfattere og illustratorer kan findes og kontaktes på Facebook, ellers kan man gå via forlag.
I dette tilfælde fik vi endda en videohilsen tilbage, og Syv
viste både glæde, stolthed og generthed. Det er altså godt gået af en dreng,
hvor vi ellers har svært ved at aflæse følelser.
Ud over forløbet omkring Lille
Kvast-serien og det lille eksempel med videoen bruger vi børnelitteratur på
flere andre måder. Syv læser flydende, så vi skiftes til at læse højt for
hinanden. Det er naivt at forestille sig, at læsningen giver Syv indblik i
andre menneskers tanker og følelser på samme måde, som undersøgelser har vist
det med neurotypiske børn. Derfor skal læsningen suppleres med samtaler om
teksten i det omfang, dialog er mulig. Som med alt andet pædagogisk arbejde
kræver det også tålmodighed. Masser af tålmodighed. Se også min klumme i nr.
182, Tanker fra en pædagogs hverdag/Når
pædagogik er som en avocado-plante.
Litteratur Naturligvis er nogle bøger bedre end andre. Både den litterære og den pædagogiske kvalitet er forskellig. Det er altid en god ide at tage udgangspunkt i, hvad der interesserer barnet. Jeg vil anbefale at se stort på andre kvalitetskriterier i begyndelsen. Senere kan man skrue op for dem, lav f.eks. en regel om at skiftes til at vælge bøger. Eller at pædagogen giver tre titler, barnet kan vælge mellem.
Ligesom indenfor almenpædagogikken er ”dialogisk læsning”
mantraet i øjeblikket. Ikke uden grund, for dialogisk læsning giver gode redskaber
til at læse både bogen og rundt om bogen. Søg selv i dit fagbibliotek på
”dialogisk læsning”.
Bøger af Jakob Martin Strid, Vitello-bøgerne af Kim Fupz Aakeson, Lasse Leif-bøgerne af Mette Finderup og Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer er kendte af de fleste
indskolingsbørn og de, som arbejder med dem. Bøgerne er også rigtigt gode og
har den fordel, at børnene ofte kender universet i forvejen.
Jeg vil slutte af med at give nogle eksempler på titler, som
ikke er så kendte:
Bennys far kører tog (Rikke Villadsen), Basilisk Dragepasseren-serien (Johs Lacey og Garry Parson), Forlaget Bolden En helt hvid bog (Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica), Alfa (Eksistensen) En prik og en streg (Mette Hegnhøj), Jensen & Dalgaard Finurlige Max (Karen Bonnesen), Bonnesen Books Lille Kvast-serien (Céline Fraipont og Pierre Bailly), Forlæns Makirullen der ikke ville makke ret (Kathrine Assels og Josephine Kyhn), Jensen & Dalgaard Tilly som troede at … (Eva Staaf og Emma Adbåge), Gyldendal
Jeg kan desuden anbefale min masterafhandling Børnelitterært arbejde ved inklusion i overgangen mellem børnehave og grundskole, som kan downloades fra www.bjarnewandresen.dk/downloads/tekster-til-download. Her kommer jeg med yderligere forslag til, hvordan man kan arbejde ind i børnebogen og ind i hjernen.
Fra Lille Kvast i blomsterhaven. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.
15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.
8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”
Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”
Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.
Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.
Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”
Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.
Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”
Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.
Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.
Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.
Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.
Projektet ”Det særlige som potentiel ressource” vender begreberne på hovedet. I stedet for at se det særlige i barnet som en ulempe, kan man se de ressourcer, det er tegn på. Stædighed er også styrke og kampånd. Projektet er ikke en metode, det er et mindset.
(Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag nr. 2018/1, læs den i sit oprindelige layout her.)
På en konference i Børns Vilkår i Valby var fokus på unge udsatte, som f.eks. havde været i familiepleje, men der var stærke tråde til de første år i barnets liv.
”Et mindset skal trænes så meget, at det sidder på rygmarven i alle situationer,” fortæller Hanne Warming, som er medforfatter af bogen Det dobbelte blik, hvor hun beskriver projektet og får læseren til at reflektere over den måde, vi tænker om andre. I slutningen af bogen møder man ”Den særlige ordbog”, som oversætter mangel-sproget til ressource-sproget. ”Den særlige ordbog” kan downloades fra saerlig.ruc.dk under ”Publikationer”.
Børnene har mange ressourcer – når vi har blik for dem
En pige på 2-3 år bor på omsorgshjem. I det skjulte stopper hun mad i lommerne og gemmer dem under puslebordet. Det er en bekymrende adfærd, for den tyder på et vidtrækkende omsorgssvigt tidligere i hendes liv. Samtidig viser det også nærmest ufattelige kompetencer hos barnet. Hun har udviklet nogle overlevelsesstrategier, som var hensigtsmæssige i den kontekst, hvor hun lærte dem.
Når vi normaliserer, risikerer vi at fjerne de enestående kompetencer, barnet også har. I tilfældet med barnet må vi søge ind til de ressourcer, som har gjort pigen i stand til at planlægge og gennemføre en ret forfinet strategi. De ressourcer vil hun få brug for i en lang række andre situationer i sit liv, når hun skal udvikle andre strategier.
Møde på tværs af alder
I projektet mødtes udsatte unge med andre deltagere med lignende baggrund. De var stolte over at kunne hjælpe både hinanden og de forskere, som var tilknyttet.
Flere unge fortalte, at det havde været en øjenåbner at møde ældre deltagere. En deltager beskrev det sådan: ”Nøj, det som er så problematisk for mig, og som jeg hele tiden bliver bedt om at lave om, det er en fordel for dig og har gjort, at du kan det i det, du kan.”
Eksempler på det dobbelte blik
Konferencen blev holdt i Tine Bryld-salen i Valby, og rundt om på søjler og vægge var vidnesbyrd fra tidligere arrangementer om det dobbelte blik. Plakater udfordrede deltagerne på deres forforståelse. Det barn, som har fået betegnelsen asocial, har også vist nogle positive sider af sig selv: Han/hun er en ener, god til at være alene og ikke mindst god til at stå alene. Måske er det et barn, som trives i eget selskab. Det kan blive et menneske, som er god til og/eller vant til at arbejde selvstændigt.
Deltagerne gennemgik selv processen med at skabe ”Den særlige ordbog”. Først kunne de frit fra leveren komme med alle de negative udtryk, som bruges om de børn, som giver udfordringer i institutionerne. Der kom mange ord frem. Rigtigt mange. Ordene blev skrevet på flipovere, og bagefter skulle de give bud på den ”positive forside” af de negative ord. Det kan anbefales!
Her må du løbe væk
En dreng reagerer på konflikter ved at løbe væk. Ikke bare væk fra konflikten, men fra de voksnes synsfelt og nogle gange helt væk fra institutionen. Det giver naturligvis anledning til bekymring hos personalet, som kommer til udtryk som bebrejdelser af barnet. Hans adfærd har også en positiv side: Han ved måske, at hvis han bliver stående, ender det ofte med, at han sparker eller slår. Så er det bedre at løbe væk. Han har fundet en løsning på problemet. Det skaber et nyt problem, men det nye problem kan pædagogerne tage vare på.
De kan f.eks. tilbyde ham et sted at løbe ”væk” til. Et roligt hjørne, køkkenet eller måske et mødelokale? Utallige ledere rundt om i landet har omdannet deres kontor til midlertidigt løbe væk-område. Utallige børn har fået adrenalinen til at falde ved at sidde og tegne side om side med en sekretær, som ordner regnskaber.
Kan ikke genkende sig selv
Når professionelle taler eller skriver om barnet/den unge, handler det tit om problemer. Når den unge læser andres beskrivelser, kan de tit slet ikke genkende sig selv. Manon Alice Lavaud er forsker tilknyttet ”Det særlige som potentiel ressource”, og hun mener ikke, man kan tale om, at fortællinger er ”sande”. Fortællinger kan være troværdige eller genkendelige. De professionelle kan også have forskellige fortællinger om barnet/den unge. ”Både professionelles og den unges egne historier – og forældrenes i øvrigt – er brikker i den store fortælling,” siger hun. ”De er ikke konkurrenter om Den Sande Historie. Vi skal holde op med at lede efter historier, som modbeviser en af de andre.”
Fremtidsværksted på institutioner
Holdet bag projektet ”Det særlige som potentiel ressource” tager ud i institutioner og holder fremtidsværksteder om at vende begreberne på hovedet. De undersøger nutiden og bruger det som afsæt til en utopifase på workshoppen. Bagefter er opgaven at finde bare en lille del af utopien, som virker realiserbar. Til sidst må de medvirkende gå til handling, så den nye viden bliver til realitet.
På fremtidsværkstederne bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at gøre op med gamle tankemønstre. Hvis en ung f.eks. stikker af, er det som udgangspunkt en uacceptabel adfærd. Men hvis alternativet er at slå og sparke, er det måske en rigtigt god udvej at tilbyde et stikke-af-sted indenfor institutionerne.
Faktaboks eller lignende:
Børns drivkraft
Til marts kan du komme til konference med DLO om børns drivkraft. Oplægsholderne sætter fokus på den drivkraft, som også udsatte børn har. Vi kan holde fokus på, hvad der driver barnet og på den måde styrke svage sider ved at stimulere styrkesiderne.
Som voksne skal vi ikke blot pege den vej, barnet skal følge ud i den store verden. Børn tør også selv, hvis vi tager udgangspunkt i deres egen drivkraft. Det er aldrig for tidligt at begynde. De unges liv er grundlagt i hjemmet, vuggestuen og børnehaven.
Forskningsprojektet ”Det særlige som potentiel ressource” indgår ikke i konferencen men kan overføres til arbejdet med at hjælpe barnet til at overkomme barrierer, store som små.
Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.
Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.
Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.
2 Leder Fællesskab, lighed og tillid skal dæmme op mod fællesskabets forfald. 4 Sangglæde for alle
Et bidrag til det glade, kreative børneliv, som institutioner kan deltage i. 7 DLO inviterer til fyraftensmøder
Med ressourcedetektiv Hanne Risager. 8 Boganmeldelse Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. 10 Kursus i lederudviklingssamtaler
En tidligere kursist fortæller om sine indtryk. 11 Konsulentsiden Selvejende institutioner og databehandleraftalen. 12 Efterårskonference
Faglig konference om børns drivkraft. Lige til at hive ud og hænge op! 14 Konsulentsiden, fortsat
Bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar. 15 Højt begavede børn i børnehaven
Sådan spotter vi højt begavede børn i børnehaven – og sådan støtter vi deres udvikling. 20 Portræt af en leder
Heidi Ingemann Jensen fra Børnehuset Bøgely i Hareskoven deler sine erfaringer. 22 Psykolog-klummen
Helle Scheele skriver om Det særligt begavede vuggestuebarn.
Af ophavsretslige årsager kan nr. 5-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.
2 Leder Sørg for en ansvarlig administration. 4 To nye udgivelser fra EVA
Hjælp til at vurdere ny forskning og måleredskaber på dagtilbudsområdet. 6 Du kan bidrage til DLOs arbejde for mindre bureaukrati
DLO har arbejder for daginstitutionernes interesser. Her får du en status på de vigtigste sager lige nu. 7 For høje udgifter til kopi og print?
Spar penge via DLO. 8 Folkemødet på Bornholm 2017
Folkefesten for et bedre samfund. 11 DLO region Hovedstaden
Indkaldelse til generalforsamling. 12 Konsulentnyt
Personalejura for arbejdsgiverbestyrelser, Fyraftensmøder med Hanne Aalling Risager, arbejdsgiverbestyrelser. 14 Det giver god mening at kende HC And
Et interaktivt læringsredskab til børn om undersøgelser, behandlinger, diagnoser og indlæggelse på et hospital. 16 Hvad er en daginstitution?
Skønsomme tanker om en daginstitution og det gode børneliv. 18 Børnehuset er familiernes hus
Et projekt om involvering af forældre. 19 Kom med i maskinrummet
To boganmeldelser. 21 Psykologsiden
Mental sundhed. 22 Portræt af en leder
Mette Mechlaoui fra Barndommens Land. 22 Ændret levering af BØRNS hverdag Fremover modtager medlemsinstitutioner og organisationer bladet på en ny måde.
Af ophavsretslige årsager kan nr. 4-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.
2 Leder
Er KL ”godt på vej”? 4 Børn kommer i børnehave selv om de er syge
Ny undersøgelse fra Børnerådet viser travlhed i familierne. 6 Udfordringer & muligheder
En analyse af børnene, forældrene og de pædagogiske muligheder i 2010’erne. 9 DLO er daginstitutionernes politiske vagthund
Nogle af de sager, der rør sig lige nu. 10 At se mennesker gro
Hanne Risager tilbyder fyraftensmøder i efteråret. 11 Børnenes grundlovsdag 2017
Sådan gør de i Esbjerg. 12 Konsulentnyt
Guldkorn. Seniordage og omsorgsdage. Boganmeldelse af Barnets eventyrperler. 14 Gadedrengen fra Vesterbro modtager ERNA-prisen
Dansk Historisk Pædagogisk Forening anerkender Benny Schyttes indsats. 16 Hvad børn ikke ved har de ondt af
Foredrag med Per Bøge. 18 Vuggestuebørn bliver bedre til sproget
Sprogforskningsprojekt i Gladsaxe Kommune giver store forbedringer hos børnene. 19 Hun lærer børn at sige ”amygdala”
Anette Prehn laver hjernesmart pædagogik. 21 Psykolog-klummen
Barnets problem i børnehaven er ikke altid et problem i hjemmet. 22 Portræt af en leder
Troværdighed, menneskelighed og glæde er de tre vigtigste værdier for Trine Boel Nielsen.
Af ophavsretslige årsager kan nr. 3-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.
2 Leder
Samskabelse i dagtilbud 4 Ny sekretariatsleder DLO har fået ny sekretariatsleder. Tanja Krabbe præsenterer sig. 8 Rådet for Læring Anbefalinger vedrørende børns læringsduelighed 15 Psykolog-klummen
Robusthed 16 Året dagtilbud
Eksperimentalinstitutionen er medlemsinstitution i DLO og fik prisen som Årets dagtilbud BØRNS hverdag var med til prisoverrækkelsen. 19 Filmen alle politikkere burde se! Barndom er et poetisk og rørende portræt af barndommen, når den er bedst 22 Portræt af en leder Birthe Hedegaard Jensen har i 23 år været leder i Aarhus Kommune og er nu ansat som leder af en nybygget 0-6 års institution.
Anne Marie Marquardsen Illustrationer: Dorte Karrebæk 175 sider Frydenlund 2017
Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.
Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.
I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: ”Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab – og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.” Inklusion deles op i tre typer: Fysisk inklusion (at være tilstede), social inklusion (at deltage) og psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).
Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt – og hvad er afvigende?
”Det normale” kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.
Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.
Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.
Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.
Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.
I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at ”det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.”
Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. ”For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for 2, energi for 2, håb for 2 (og) fantasi for to.” Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.
En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.
Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og de høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!
Fra receptionen på forlaget Frydenlund 16. marts 2017.
Til venstre redaktør på Inklusion i daginstitutionen Pernille Bjerrum. Til højre forfatter Anne Marie Marquardsen. De talte om tilblivelsesprocessen fra Anne Marie Marquardsen så et opslag om, at Frydenlund søgte efter en til at skrive en bog om inklusion i daginstitutionen, til den færdige bog lå klar.
De havde flere historier om, at børn og voksne har følt sig genkendt i beskrivelserne fra bogen.
Dorte Karrebæk har illustreret bogen. Først tænkte de, at det ville hun nok ikke, men “det koster ikke noget at spørge”… og så sagde hun ja!
