Kategoriarkiv: Diagnoser og personlighedstræk

Bøger til de ældste i skolen

Læs mere om Specialpædagogisk månedsblad her.

Der udgives megen god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Denne artikel giver forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a og Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd i udskolingen, deres kvaliteter usagt.

(Artiklen er trykt i Specialpædagogisk månedsblad nr. 189, februar 2019 og kan læses i sit oprindelige layout ved at klikke her.)

Der er store forskelle mellem de unge, vi arbejder specialpædagogisk med i skolen. Mit eget virke er tre dage om ugen på en folkeskole, og her har jeg både arbejdet med deciderede bogorme og med unge, som ikke frivilligt ville åbne en bog.

Alle har krav på litteratur, som de kan genkende sig selv i. Som giver tilpas udfordring. Derfor er den gode historie væsentlig. En god bog er én, hvor man bare lige skal have næste side med.

Men hvad er en god historie så? Det er sværere at sige. Spørg gerne, hvad den sidste bog hedder, som den unge kunne lide. Det fortæller, om du skal gå efter gys, humor, drama, kærlighed eller noget helt femte.

Young Adults: Det nye – og så alligevel ikke

I dag taler man ikke længere om ”ungdomsbøger”, som giver minder fra 1970’ernes socialrealisme og bøger filmatiseret med lydspor af Sebastian. Nu hedder det YA, som står for Young Adults. Bøgerne kan også appellere til tweens og i kraft af deres litterære kvaliteter også til voksne. Hvor min barndoms lærere næppe selv fandt den store glæde ved de bøger, vi blev præsenteret for, kan pædagoger, lærere og forældre for den sags skyld få gode læseoplevelser på linje med den unge.

De berører mange forskellige emner. Kærligheden står stadig stærkt, men identitetsdannelsen fylder også meget. Ofte cirkler temaerne omkring død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed, anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis, og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.

I den genre er Fuglemanden et af de nye uundgåelige. En grafisk roman om indre stemmer, som forlanger mere og mere af sin bærer. Forfatter og illustrator, Sarah Engell og Lilian Brøgger, eksperimenterer med udtryk og giver på den måde en helt særlig læseoplevelse.

Månen er en højtaler sætter aldrig ord på, hvad der er forkert i den lille familie, som består af 9-årige Alvin og hans mor. Men moren har en række tvangstanker, bl.a. den, som gav titel til bogen. Hun er angst for besøg fra ”kommunen”, og det forstår man godt, når man hører om de forhold, Alvin lever under.

Man ved med det samme, at noget er galt, helt galt i Til døden os skiller. Det fortæller hovedpersonen i et alarmopkald i begyndelsen, men man skal 250 sider længere frem, inden man efter adskillige spor og vildspor finder ud af, hvad det er, der er galt, helt galt. Partnervold kan have mange former.

I Dig og mig ved daggry fører forelskelsen til et dobbelt selvmord, og bogen kører i to fortællespor. Det ene fortællespor er Louises historie inden selvmordet, det andet fortællespor følger forældrenes efterfølgende forsøg på at forstå, hvad der er sket, brillant fortalt af én som må være Louises spøgelse.

Der er mange temaer i Provinspis. Der er alkohol og stoffer og sex, som bliver beskrevet meget eksplicit. Men hovedpersonen kæmper med at føle sig hjemme, samtidig med at hun vil noget andet og mere. Hun bor i Ansager, og det kan ikke gå stærkt nok med at komme derfra. Hun har også begavelsen til det, får i hvert fald høje karakterer, men hun har ikke fokus nok, og det bliver derfor ikke rigtigt til noget. Sådan er det med det meste i hendes liv.

Hjertet er 1 organ er en meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1 organ skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.

Hvis man ønsker en bog, som ikke bader i eksplicit vold og sex, så er Hemmeligheder fortællingen om et road trip, som ender på Fyn hos på overfladen rare og lidt kedelige mennesker, som viser sig at bære på hver deres hemmelighed. Ligesom hovedpersonen også gør. Trafficking, stofmisbrug, ødelagte familiebånd osv. dukker op efterhånden, men fortalt uden at forskrække selv følsomme læsere.

Til læseren, som ikke ønsker mere vold og sygdom, er Valget også et godt forslag. I baggrunden lurer miljøkatastrofer og mennesker på flugt fra krig, men det altafgørende tema i bogen er dilemmaet mellem at gøre det ”gode” (hvad det så end er) her-og-nu eller på lang sigt. Kan Xenia afvise et lille flygtningebarn, som bogstaveligt talt flytter ind i hendes hjem, for at sikre sig en politisk karriere, som kan redde endnu flere mennesker?

Billedbøger er også til unge

Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes. Fuglemanden er beskrevet ovenfor.

Bare en ond drøm er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en professionel sammenhæng.

Fuglen er også en bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale om litteratur, kunst og en god historie.

Litteraturliste

Bare en ond drøm, Aino og Ville Tietäväinen, Høst & Søn 2016
Dig og mig ved daggry, Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, Gyldendal 2013
Fuglemanden, Sarah Engell og Lilian Brøgger, Carlsen 2018
Fuglen, Marianne Iben Hansen og Tea Bendix, Gyldendal 2015
Hemmeligheder, Vibeke B. Arildsen, Eudor 2018
Hjertet er 1 organ, Sarah Engell, Carlsen 2016
Månen er en højtaler,Kathrine Assels og Laurenz Rawashdeh, Jensen & Dalgaard 2017
Provinspis, Ditte Wiese, Carlsen 2017
Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, Carlsen 2017
Valget, Sarah Engell, CarlsenPuls 2017

Alle bøger i denne artikel er anmeldt mere udførligt på www.paedagogen.dk. På Bjarne W. Andresens egen hjemmeside www.bjarnewandresen.dk kan man klikke på læserens alder under ”Boganmeldelser: Målgruppe.” Hjemmesiden www.bogbotten.dk er også et godt sted at finde inspiration. Under fanebladet ”Bøger” kan man vælge genrer og/eller aldersgruppe.

Ind i børnebogen og ind i hjernen

Et barn med autisme får gennem udvalgt børnelitteratur erfaringer med de områder, hvor han er udfordret. Han får mulighed for at bruge sine styrkesider og møder derfor en anerkendelse og accept, som han sjældent bliver mødt med i andre sammenhænge. Artiklen giver et konkret eksempel på et forløb og kommer med forslag til yderligere aktiviteter.

(Artiklen er udgivet i Specialpædagogisk Månedsblad nr. 188, januar 2019. Den kan læses i sit oprindelige layout her.)

I artiklen beskrives arbejdet med drengen Syv. Han hedder naturligvis ikke Syv, men han er syv år, så det kaldes han her. Syv er indskrevet i folkeskolen, men er så udfordret af sin autisme, at hans undervisning foregår i et særligt tilrettelagt klasseværelse, hvor han er alene med en pædagog det meste af tiden. Jeg arbejder med ham en dag om ugen, som normalt begynder med en længere gåtur på to til tre timer. Her får han mulighed for at udleve sin særinteresse for vejskilte, og det letter adgangen til at få en dialog i gang.

Lille Kvast er Syvs hjælper
Syv læser flydende uden at have tilsvarende forståelse af det læste. Hvis han skal gengive en læst verbaltekst, vil han enten ikke kunne honorere opgaven eller citere ordret. Et referat eller en (gryende) analyse er der ikke tale om. Det arbejder vi stadig med, men jeg ville undersøge, hvad der skete, hvis vi tog ordene fra ham.

I denne periode arbejder vi med billedbogserien Lille Kvast, som er helt uden ord. Illustrationerne er lette at afkode, klare i farverne og med få karakterer. Jeg holder Syv fast i, at vi skiftes til at fortælle om ét billede ad gangen. Det er naturligvis svært, når Syv bliver ivrig, men den faste ramme hjælper ham meget.

Hvert enkelt bind af Lille Kvast begynder med en side, hvor de seks billeder viser

  1. Lille Kvast vågner
  2. Lille Kvast kigger ud ad vinduet
  3. Lille Kvast er på badeværelset
  4. Lille Kvast spiser morgenmad
  5. Mor kysser Lille Kvast farvel
  6. Lille Kvast går

Derefter bevæger Lille Kvast sig ud på et eventyr, som på bogens sidste side rundes af med et fast skema: Lille Kvast kommer hjem til den trygge familie, spiser aftensmad og går i seng, hvor han kigger på en genstand, han har fået i løbet af dagen, inden han lægger sig til at sove.

Lille Kvast-serien er meget velegnet til det specialpædagogiske arbejde i indskolingen, fordi hovedpersonens følelser ændres mange gange. Vi taler om, at ”nu er Lille Kvast bange” eller ”hvorfor blev Lille Kvast ked af det?” Inden vi bladrer, gætter vi på, hvad der mon sker på næste side. Syv er blevet fortrolig med strukturen i Lille Kvast-bøgerne, så vi kan lave et egentligt forløb.

Fra Lille Kvast på skattejagt. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.

Syv laver sin egen billedbog
Syv har vanskeligheder med at indgå i en dialog. Det er en del af hans handicap. Han er blevet interesseret i de gentagelser (de systemer), der ligger i Lille Kvasts morgener, som de er beskrevet på første side i hvert enkelt bind. Det kan jeg bruge som afsæt til at få Syv til at fortælle om sine egne morgener.

Jeg beder Syv lave en tegneserie om den konkrete morgen, han har haft. Vi bliver enige om at lave fire nedslag, som beskriver hans morgen: Syv vågner, Syv børster tænder, Syv spiser morgenmad, Syv går til skole. Det viser sig svært at overføre hans verbale fortælling til papiret, selv om Syv er rigtigt god til at tegne, og han kan lide det. I stedet for at tegne de fire situationer, vi har talt om, tegner han sin morgenmad på det første billede og går derefter over i en anden af sine særinteresser og rigide adfærd, hvor han sætter sin hverdag ind i en Mario Kart-ramme. Mario Kart er et computerspil med et racerløb.

Billedbogen bliver derfor en historie om de forskellige levels, han på vej til skole gennemfører for sit indre blik, og klasseværelset afbilledes med en meget stor plakat, hvor dato, ugedag og årstider fremgår. Det er en plakat, som ikke findes fysisk i klassen, men altså er meget nærværende i Syvs egen oplevelse.

Velkommen til Syvs verden
Ovenstående er et eksempel på, hvordan det lykkes Syv ved hjælp af en billedserie at give et lille indblik i den verden, han lever i. Verbalt er det meget vanskeligt at fortælle, hvad der foregår i hans tanker, men med afsæt i Lille Kvast har han præsteret en kommunikation, som ligger langt over, hvad vi kunne have talt og skrevet os frem til.

Syv har overvundet en del af de forhindringer, autismen sætter for ham:

  • Det sociale samspil (i dette tilfælde med mig) er hjulpet på vej af en stram struktur i en billedbog. Først, da han selv skal være skabende, nedbrydes rammen.
  • Vanskelighederne med at fortælle, hvordan han oplever verden, bliver reduceret ved at flytte kommunikationen fra verbalsprog til illustration.
  • Den stereotype, gentagede adfærd (og særinteresserne) er ikke længere en uønsket forstyrrelse. Det er blevet selve indholdet i samspillet, og bliver dermed mødt med anerkendelse og accept.

De tre punkter er normalt udtryk for vanskeligheder, som kendetegner mennesker med autisme.

Andre aktiviteter
Vi har som mål at give Syv oplevelser med, at mennesker kan glæde hinanden. Det er ofte vanskeligt for børn med autisme at erkende, at mennesker påvirker hinanden følelsesmæssigt, og vi har besluttet at begynde med følelsen ”glæde”. I december læste vi Julens helte af Marianne Iben Hansen. Jeg optog en videosekvens, hvor Syv læste højt af bogen, og sendte den til forfatteren, naturligvis med både barnets og forældrenes godkendelse. Langt de fleste danske forfattere og illustratorer kan findes og kontaktes på Facebook, ellers kan man gå via forlag.

I dette tilfælde fik vi endda en videohilsen tilbage, og Syv viste både glæde, stolthed og generthed. Det er altså godt gået af en dreng, hvor vi ellers har svært ved at aflæse følelser.

Ud over forløbet omkring Lille Kvast-serien og det lille eksempel med videoen bruger vi børnelitteratur på flere andre måder. Syv læser flydende, så vi skiftes til at læse højt for hinanden. Det er naivt at forestille sig, at læsningen giver Syv indblik i andre menneskers tanker og følelser på samme måde, som undersøgelser har vist det med neurotypiske børn. Derfor skal læsningen suppleres med samtaler om teksten i det omfang, dialog er mulig. Som med alt andet pædagogisk arbejde kræver det også tålmodighed. Masser af tålmodighed. Se også min klumme i nr. 182, Tanker fra en pædagogs hverdag/Når pædagogik er som en avocado-plante.

Litteratur
Naturligvis er nogle bøger bedre end andre. Både den litterære og den pædagogiske kvalitet er forskellig. Det er altid en god ide at tage udgangspunkt i, hvad der interesserer barnet. Jeg vil anbefale at se stort på andre kvalitetskriterier i begyndelsen. Senere kan man skrue op for dem, lav f.eks. en regel om at skiftes til at vælge bøger. Eller at pædagogen giver tre titler, barnet kan vælge mellem.

Ligesom indenfor almenpædagogikken er ”dialogisk læsning” mantraet i øjeblikket. Ikke uden grund, for dialogisk læsning giver gode redskaber til at læse både bogen og rundt om bogen. Søg selv i dit fagbibliotek på ”dialogisk læsning”.

Bøger af Jakob Martin Strid, Vitello-bøgerne af Kim Fupz Aakeson, Lasse Leif-bøgerne af Mette Finderup og Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer er kendte af de fleste indskolingsbørn og de, som arbejder med dem. Bøgerne er også rigtigt gode og har den fordel, at børnene ofte kender universet i forvejen.

Jeg vil slutte af med at give nogle eksempler på titler, som ikke er så kendte:

Bennys far kører tog (Rikke Villadsen), Basilisk
Dragepasseren-serien (Johs Lacey og Garry Parson), Forlaget Bolden
En helt hvid bog (Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica), Alfa (Eksistensen)
En prik og en streg (Mette Hegnhøj), Jensen & Dalgaard
Finurlige Max (Karen Bonnesen), Bonnesen Books
Lille Kvast-serien (Céline Fraipont og Pierre Bailly), Forlæns
Makirullen der ikke ville makke ret (Kathrine Assels og Josephine Kyhn), Jensen & Dalgaard
Tilly som troede at … (Eva Staaf og Emma Adbåge), Gyldendal

Mine boganmeldelser af bøgerne kan læses på www.paedagogen.dk og/eller www.bjarnewandresen.dk.

Jeg kan desuden anbefale min masterafhandling Børnelitterært arbejde ved inklusion i overgangen mellem børnehave og grundskole, som kan downloades fra www.bjarnewandresen.dk/downloads/tekster-til-download. Her kommer jeg med yderligere forslag til, hvordan man kan arbejde ind i børnebogen og ind i hjernen.


Fra Lille Kvast i blomsterhaven. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Vend blikket om

Vend blikket om!

Projektet ”Det særlige som potentiel ressource” vender begreberne på hovedet. I stedet for at se det særlige i barnet som en ulempe, kan man se de ressourcer, det er tegn på. Stædighed er også styrke og kampånd. Projektet er ikke en metode, det er et mindset.

(Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag nr. 2018/1, læs den i sit oprindelige layout her.)

På en konference i Børns Vilkår i Valby var fokus på unge udsatte, som f.eks. havde været i familiepleje, men der var stærke tråde til de første år i barnets liv.

”Et mindset skal trænes så meget, at det sidder på rygmarven i alle situationer,” fortæller Hanne Warming, som er medforfatter af bogen Det dobbelte blik, hvor hun beskriver projektet og får læseren til at reflektere over den måde, vi tænker om andre. I slutningen af bogen møder man ”Den særlige ordbog”, som oversætter mangel-sproget til ressource-sproget. ”Den særlige ordbog” kan downloades fra saerlig.ruc.dk under ”Publikationer”.

Børnene har mange ressourcer – når vi har blik for dem

En pige på 2-3 år bor på omsorgshjem. I det skjulte stopper hun mad i lommerne og gemmer dem under puslebordet. Det er en bekymrende adfærd, for den tyder på et vidtrækkende omsorgssvigt tidligere i hendes liv. Samtidig viser det også nærmest ufattelige kompetencer hos barnet. Hun har udviklet nogle overlevelsesstrategier, som var hensigtsmæssige i den kontekst, hvor hun lærte dem.

Når vi normaliserer, risikerer vi at fjerne de enestående kompetencer, barnet også har. I tilfældet med barnet må vi søge ind til de ressourcer, som har gjort pigen i stand til at planlægge og gennemføre en ret forfinet strategi. De ressourcer vil hun få brug for i en lang række andre situationer i sit liv, når hun skal udvikle andre strategier.

Møde på tværs af alder

I projektet mødtes udsatte unge med andre deltagere med lignende baggrund. De var stolte over at kunne hjælpe både hinanden og de forskere, som var tilknyttet.

Flere unge fortalte, at det havde været en øjenåbner at møde ældre deltagere. En deltager beskrev det sådan: ”Nøj, det som er så problematisk for mig, og som jeg hele tiden bliver bedt om at lave om, det er en fordel for dig og har gjort, at du kan det i det, du kan.”

Eksempler på det dobbelte blik

Konferencen blev holdt i Tine Bryld-salen i Valby, og rundt om på søjler og vægge var vidnesbyrd fra tidligere arrangementer om det dobbelte blik. Plakater udfordrede deltagerne på deres forforståelse. Det barn, som har fået betegnelsen asocial, har også vist nogle positive sider af sig selv: Han/hun er en ener, god til at være alene og ikke mindst god til at stå alene. Måske er det et barn, som trives i eget selskab. Det kan blive et menneske, som er god til og/eller vant til at arbejde selvstændigt.

Deltagerne gennemgik selv processen med at skabe ”Den særlige ordbog”. Først kunne de frit fra leveren komme med alle de negative udtryk, som bruges om de børn, som giver udfordringer i institutionerne. Der kom mange ord frem. Rigtigt mange. Ordene blev skrevet på flipovere, og bagefter skulle de give bud på den ”positive forside” af de negative ord. Det kan anbefales!

Her må du løbe væk

En dreng reagerer på konflikter ved at løbe væk. Ikke bare væk fra konflikten, men fra de voksnes synsfelt og nogle gange helt væk fra institutionen. Det giver naturligvis anledning til bekymring hos personalet, som kommer til udtryk som bebrejdelser af barnet. Hans adfærd har også en positiv side: Han ved måske, at hvis han bliver stående, ender det ofte med, at han sparker eller slår. Så er det bedre at løbe væk. Han har fundet en løsning på problemet. Det skaber et nyt problem, men det nye problem kan pædagogerne tage vare på.

De kan f.eks. tilbyde ham et sted at løbe ”væk” til. Et roligt hjørne, køkkenet eller måske et mødelokale? Utallige ledere rundt om i landet har omdannet deres kontor til midlertidigt løbe væk-område. Utallige børn har fået adrenalinen til at falde ved at sidde og tegne side om side med en sekretær, som ordner regnskaber.

Kan ikke genkende sig selv

Når professionelle taler eller skriver om barnet/den unge, handler det tit om problemer. Når den unge læser andres beskrivelser, kan de tit slet ikke genkende sig selv. Manon Alice Lavaud er forsker tilknyttet ”Det særlige som potentiel ressource”, og hun mener ikke, man kan tale om, at fortællinger er ”sande”. Fortællinger kan være troværdige eller genkendelige. De professionelle kan også have forskellige fortællinger om barnet/den unge. ”Både professionelles og den unges egne historier – og forældrenes i øvrigt – er brikker i den store fortælling,” siger hun. ”De er ikke konkurrenter om Den Sande Historie. Vi skal holde op med at lede efter historier, som modbeviser en af de andre.”

Fremtidsværksted på institutioner

Holdet bag projektet ”Det særlige som potentiel ressource” tager ud i institutioner og holder fremtidsværksteder om at vende begreberne på hovedet. De undersøger nutiden og bruger det som afsæt til en utopifase på workshoppen. Bagefter er opgaven at finde bare en lille del af utopien, som virker realiserbar. Til sidst må de medvirkende gå til handling, så den nye viden bliver til realitet.

På fremtidsværkstederne bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at gøre op med gamle tankemønstre. Hvis en ung f.eks. stikker af, er det som udgangspunkt en uacceptabel adfærd. Men hvis alternativet er at slå og sparke, er det måske en rigtigt god udvej at tilbyde et stikke-af-sted indenfor institutionerne.

Faktaboks eller lignende:

Børns drivkraft

Til marts kan du komme til konference med DLO om børns drivkraft. Oplægsholderne sætter fokus på den drivkraft, som også udsatte børn har. Vi kan holde fokus på, hvad der driver barnet og på den måde styrke svage sider ved at stimulere styrkesiderne.

Som voksne skal vi ikke blot pege den vej, barnet skal følge ud i den store verden. Børn tør også selv, hvis vi tager udgangspunkt i deres egen drivkraft. Det er aldrig for tidligt at begynde. De unges liv er grundlagt i hjemmet, vuggestuen og børnehaven.

Forskningsprojektet ”Det særlige som potentiel ressource” indgår ikke i konferencen men kan overføres til arbejdet med at hjælpe barnet til at overkomme barrierer, store som små.

 

BØRNS hverdag 2017-8

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

 

 

 

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO (Daginstitutionernes LandsOrganistaion) Her kan du læse de fire første blade, jeg har lavet:

Klik på linkene og læs hele bladet!

Læs i nr. 6-2017:

2 Leder
Fællesskab, lighed og tillid skal dæmme op mod fællesskabets forfald.
4 Sangglæde for alle
Et bidrag til det glade, kreative børneliv, som institutioner kan deltage i.
7 DLO inviterer til fyraftensmøder
Med ressourcedetektiv Hanne Risager.
8 Boganmeldelse
Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde.
10 Kursus i lederudviklingssamtaler
En tidligere kursist fortæller om sine indtryk.
11 Konsulentsiden
Selvejende institutioner og databehandleraftalen.
12 Efterårskonference
Faglig konference om børns drivkraft. Lige til at hive ud og hænge op!
14 Konsulentsiden, fortsat
Bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar.
15 Højt begavede børn i børnehaven
Sådan spotter vi højt begavede børn i børnehaven – og sådan støtter vi deres udvikling.
20 Portræt af en leder
Heidi Ingemann Jensen fra Børnehuset Bøgely i Hareskoven deler sine erfaringer.
22 Psykolog-klummen
Helle Scheele skriver om Det særligt begavede vuggestuebarn.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 5-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Sørg for en ansvarlig administration.
4 To nye udgivelser fra EVA
Hjælp til at vurdere ny forskning og måleredskaber på dagtilbudsområdet.
6 Du kan bidrage til DLOs arbejde for mindre bureaukrati
DLO har arbejder for daginstitutionernes interesser. Her får du en status på de vigtigste sager lige nu.
7 For høje udgifter til kopi og print?
Spar penge via DLO.
8 Folkemødet på Bornholm 2017
Folkefesten for et bedre samfund.
11 DLO region Hovedstaden
Indkaldelse til generalforsamling.
12 Konsulentnyt
Personalejura for arbejdsgiverbestyrelser, Fyraftensmøder med Hanne Aalling Risager, arbejdsgiverbestyrelser.
14 Det giver god mening at kende HC And
Et interaktivt læringsredskab til børn om undersøgelser, behandlinger, diagnoser og indlæggelse på et hospital.
16 Hvad er en daginstitution?
Skønsomme tanker om en daginstitution og det gode børneliv.
18 Børnehuset er familiernes hus
Et projekt om involvering af forældre.
19 Kom med i maskinrummet
To boganmeldelser.
21 Psykologsiden
Mental sundhed.
22 Portræt af en leder
Mette Mechlaoui fra Barndommens Land.
22 Ændret levering af BØRNS hverdag
Fremover modtager medlemsinstitutioner og organisationer bladet på en ny måde.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 4-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Er KL ”godt på vej”?
4 Børn kommer i børnehave selv om de er syge
Ny undersøgelse fra Børnerådet viser travlhed i familierne.
6 Udfordringer & muligheder
En analyse af børnene, forældrene og de pædagogiske muligheder i 2010’erne.
9 DLO er daginstitutionernes politiske vagthund
Nogle af de sager, der rør sig lige nu.
10 At se mennesker gro
Hanne Risager tilbyder fyraftensmøder i efteråret.
11 Børnenes grundlovsdag 2017
Sådan gør de i Esbjerg.
12 Konsulentnyt
Guldkorn. Seniordage og omsorgsdage. Boganmeldelse af Barnets eventyrperler.
14 Gadedrengen fra Vesterbro modtager ERNA-prisen
Dansk Historisk Pædagogisk Forening anerkender Benny Schyttes indsats.
16 Hvad børn ikke ved har de ondt af
Foredrag med Per Bøge.
18 Vuggestuebørn bliver bedre til sproget
Sprogforskningsprojekt i Gladsaxe Kommune giver store forbedringer hos børnene.
19 Hun lærer børn at sige ”amygdala”
Anette Prehn laver hjernesmart pædagogik.
21 Psykolog-klummen
Barnets problem i børnehaven er ikke altid et problem i hjemmet.
22 Portræt af en leder
Troværdighed, menneskelighed og glæde er de tre vigtigste værdier for Trine Boel Nielsen.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 3-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Samskabelse i dagtilbud
4 Ny sekretariatsleder
DLO har fået ny sekretariatsleder. Tanja Krabbe præsenterer sig.
8 Rådet for Læring
Anbefalinger vedrørende børns læringsduelighed
15 Psykolog-klummen
Robusthed
16 Året dagtilbud
Eksperimentalinstitutionen er medlemsinstitution i DLO og fik prisen som Årets dagtilbud BØRNS hverdag var med til prisoverrækkelsen.
19 Filmen alle politikkere burde se!
Barndom er et poetisk og rørende portræt af barndommen, når den er bedst
22 Portræt af en leder
Birthe Hedegaard Jensen har i 23 år været leder i Aarhus Kommune og er nu ansat som leder af en nybygget 0-6 års institution.

Inklusion i daginstitutionen

Inklusion i daginstitutionenInklusion i daginstitutionen

Anne Marie Marquardsen
Illustrationer: Dorte Karrebæk
175 sider
Frydenlund 2017

 

 

Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.

Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.

I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: ”Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab – og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.” Inklusion deles op i tre typer: Fysisk inklusion (at være tilstede), social inklusion (at deltage) og psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).

Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt – og hvad er afvigende?

”Det normale” kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.

Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.

Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.

Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.

Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.

I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at ”det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.”

Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. ”For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for 2, energi for 2, håb for 2 (og) fantasi for to.” Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.

En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.

Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og de høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!

Fra receptionen på forlaget Frydenlund 16. marts 2017.

Til venstre redaktør på Inklusion i daginstitutionen Pernille Bjerrum. Til højre forfatter Anne Marie Marquardsen. De talte om tilblivelsesprocessen fra Anne Marie Marquardsen så et opslag om, at Frydenlund søgte efter en til at skrive en bog om inklusion i daginstitutionen, til den færdige bog lå klar.

De havde flere historier om, at børn og voksne har følt sig genkendt i beskrivelserne fra bogen.

Dorte Karrebæk har illustreret bogen. Først tænkte de, at det ville hun nok ikke, men “det koster ikke noget at spørge”… og så sagde hun ja!

 

Det uperfekte menneske

UperfektDet uperfekte menneske

Tre dage i denne uge. Tre oplevelser med børnene. Tre udtalelser. Tre forskellige syn på mig selv.

Jeg er ikke perfekt – og det lever jeg fint med. Faktisk kan det også have fordele både personligt og fagligt.

I mandags havde jeg en samtale med en kollega om et barn. Barnet er ikke i trivsel, og kollegaen ville høre, om det var noget for mig at have samtaler med ham. Jeg var bestemt interesseret, men jeg pegede på en tredje, som både er AKT-uddannet (Adfærd – Kontakt – Trivsel) og i forvejen tager mange af den type samtaler. Min kollega fortalte, at hun også havde tænkt på AKT’eren, men at hun “var for perfekt og smuk”. Tag den, Bjarne!

Heldigvis reddede hun den lidt i land på, at barnets behov var én med “lidt mere kant”, og det gjorde lidt godt ved selvværdet…

Undervisning

Dagen efter fik selvværdet endnu et nøk opad, da jeg gik ind som vikar i en klasse, jeg har fulgt i over 7 år. Jeg underviste dem i kildekritik i faget historie. Vi så bl.a. en video fra Rigsarkivet. Første- og andenhåndskilder, ophavssituationen og motiver er nok lidt tørt stof, og jeg talte selv længere, end jeg egentlig burde. Da det er mange år siden, jeg regelmæssigt har undervist, sluttede jeg af med at spørge, hvordan de egentlig vurderede min indsats. Jeg kunne regne med en ærlig tilbagemelding, for vi kender hinanden godt og har en god, åben og ærlig relation.

De var glade for timerne, fortalte de. Jeg var levende og brugte gode eksempler: Jeg havde suppleret Rigsarkivets eksempel om et skib på Skanderborg Sø med to mere kendte eksempler, beskrivelserne af korsfæstelsen og Jellingestenen. Tak for det, 7.a!

Savn?

I dag sagde jeg på gensyn til et barn, som af forskellige grunde først kommer tilbage om 2½ uge. Også ham har jeg kendt (og været støtte for) i 7½ år. Jeg fortalte, at jeg kom til at savne ham. Om han også ville savne mig? Næh, det troede han ikke, men han ville nok savne sin hund lidt. Så fik jeg lige lukket luften ud af mit opblæste ego!

Du er uperfekt – og det er lige, som det skal være

Ugen har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Jeg har fejl og mangler, og det er lige, som det skal være. Det er det, som gør mig til menneske. Og kun som menneske kan jeg møde andre mennesker og støtte, udvikle og guide dem. Det har tre forskellige oplevelser en helt almindelig uge på en helt almindelig folkeskole endnu engang fortalt mig.

Sparringssamtaler med børn

Ro i dagtilbuddetSparringssamtaler med børn

Meget af det pædagogiske arbejde med “uro” foregår i grupper af børn. Men nogle gange kan en personlig samtale med ét barn være banebrydende.

(Artiklen har været bragt i 0-14 3/2016.)

 

Som støttepædagog på en folkeskole har jeg mulighed for at holde sparringsmøder med børn enkeltvis, men man kan naturligvis lige så udbytterigt have det med for eksempel de største børn i børnehaven.

Den vigtigste pointe er efter min erfaring netop det, at jeg taler med dem enkeltvis, hvilket giver mulighed for at gå i dybden. Når et barn ikke har ro inden i sig selv, har det vanskeligt ved at fungere med andre, og derfor kan man sige, at hvis relationer skal fungere, sker dette i en dialektik med det individuelle – barnets inderste følelser og sikkerheds-fornemmelse.

”Mød dig selv”

Jeg har til disse sparringer i 15 år udviklet på ”Mød dig selv”-metoden, som jeg har brugt både med børn og voksne. I denne artikel vil jeg kort introducere fremgangsmåden og jeg vil give uddybede forslag til bøger om det.

Som Sarisha Mendes beskriver det andetsteds i dette nummer af 0-14 (se side …), er det ofte SFO-pædagogens opgave at se på alt det ’ved siden af’ undervisningen, som kører i hovedet på barnet. Det kræver tid til fordybelse med det enkelte barn, og det kan en sparringssamtale give.

Her er det barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes tit over de svar, jeg får, når jeg for eksempel spørger ind til, hvorfor barnet har gjort, som det gjort. Ofte har det enkelte barn en rigtig god grund til sin adfærd, som bare bliver tabt i kommunikationen, hvis der er for ’uroligt’, for lidt tid, for mange tilstede.

Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem fra barnet, som ellers ville have været gemt af vejen. Også nogle gange tanker om verdenssituationen eller om hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Jeg overraskes gang på gang over, hvor meget der kan være i det enkelte barns hoved. Hvad de tænker på, hvad de er glade for, hvad der plager dem, hvad der er svært for dem. Og for mig er det oplagt, at hvis noget af alt dette ikke ’forløses’, så kan det være mere end vanskeligt for dette barn at være koncentreret om undervisningen – eller for den sags skyld om hvad pædagogen giver af kollektive beskeder.

Da Anders sparkede Bilal i maven

2. klasse: Anders havde sparket Bilal i maven. Jeg blev kaldt ind for at udrede trådene. Jeg satte mig med Anders, så vi sammen kunne tegne historien om, hvad der var sket. Jeg begyndte med den historie, jeg havde fået fortalt af en anden voksen: Anders og Christian havde skændtes højlydt. Bilal var blevet bange for, at de ville slås. Bilal var gået imellem Anders og Christian, og Anders havde sparket ham.

Social historieDet kunne Anders for så vidt godt genkende, men han havde en meget vigtig pointe: ”Hvis de andre bare ville lade være med at blande sig, så kunne mig og Christian skændes færdig og blive gode venner igen.” Dét berettiger naturligvis ikke sparket, men det er da et vigtigt budskab at få ud til Bilal og de andre i klassen. Samtidig må Anders også have forståelse for, at resten af klassen ikke bryder sig om at høre deres to klassekammerater (igen) skændes højlydt.

Planlagte sparringssamtaler – ’Mød dig selv’

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi også tager emner og vinkler op, som barnet ikke selv har tænkt på.

Med til den gode sparringssamtale hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

I sin korteste udgave består ”Mød dig selv”-metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, (4) hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, (3) hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv. Til hvert sparringsmøde spørger jeg også (2) hvad er den kommende udfordring? (er det et mindre barn kan man anvende en anden formulering – ’Hvad synes du er svært’ måske). Det kan være noget med SFO’en, skolen, kammeraterne, familien eller en helt personlig udfordring.

Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, (1) hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

Ikke to samtaler er ens. Derfor må man naturligvis stille andre, supplerende spørgsmål og i det hele taget følge barnets tankegang, kombineret med at jeg som pædagog får den nødvendige indsigt i barnet.

Forslag til faglitteratur

E-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Følelsernes ABC. Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). Eksempel: Lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Bogen kan være svær at få fat på – i skrivende stund ganske få tilbage.

Frede Frøs fantastiske tale. Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Læseren bliver undervejs præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Ved hjælp af åndedrætsøvelser får Frede Frø styr på sin uro, hovedpine og vrede og modet til at tale højere under et foredrag. Børnene lærer Frede Frø’s teknikker. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Højtbegavede børn i skolen. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Den har spørgsmål som: ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Min styrkebog. Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO, dele af den også i børnehaven. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider den barnet til at se mere positivt på sig selv og kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Har øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Min glade bog. Et omfattende materiale der tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Med lærervejledning og elevbog til tre aldersgrupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene, en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. For eksempel styrken ”nysgerrig”: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan bruge det til at finde sinde egne topstyrker.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.