Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2015

Rasmus Klump-historierne blev oprindeligt trykt som avisserier. Det er de originale serier, som nu udkommer i to bind. Serierne er bedst kendt fra de blå hæfter, som er skåret til, forkortet, og ændret i rækkefølge. Nu har man for første gang mulighed for at læse alle historierne samlet.

“En tyk bog med Rasmus Klump i sort/hvid. Inklusiv de sekvenser, som blev sorteret fra, da de kendte blå hæfter udkom. Det lyder som et skidt udgangspunkt, men når man har læst Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955, ved man, at der er kommet en helt fantastisk bog ud af det,” skrev jeg på JAGOO. Det indrammer vist meget det indtryk, jeg fik ved at læse Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955.

Selv om Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 er opfyldelsen af en våd drøm for enhver Rasmus Klump-fan, afslører den også, hvor godt de blå hæfter er lavet. Når man læser dem, opdager man slet ikke, at der er skåret noget ud eller at to historier er klippet sammen til en, som det er sket enkelte gange. Derfor får man også en oplevelse af at læse helt nye historier, når man sidder med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955.

Det Rasmus Klumpske univers er en gengivelse af den måde, det lille barn ser verden på. Rasmus Klump drager verden rundt sammen med sine bedste venner, Pingo, Pelle og Skæg. Enkelte bipersoner følger dem kortere eller længere tid. De har selv bygget et skib til formålet og opkaldt det efter Klumps mor, Mary.

Undervejs møder de en lang række personer (i dyreskikkelser), som udmærket ved, hvem Rasmus Klump er, og hvad han laver. I Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 bliver det meget tydeligt, hvordan serien refererede til sig selv, da den blev læst i avisen. Det er nemlig gennem avisen, at personerne rundt om i verden kender Klump og hans venner. “Goddag, er det ikke Klump fra avisen?” spørger en kanin, og Kong Ursus har læst i avisen, at Klump mangler benzin til skibet.

Selvreference bruges som komisk element flere gange.  F.eks. sejler Mary forbi en struds, som står sammen med en brilleslange og råber til Frømand og Pildskadden: “Hvad vi leger? Vi leger ikke. Jeg ta’r fodbad, og Brille tager halebad. Det fremgår da ellers tydeligt af billedet.”

Det mest ekstreme eksempel er en sekvens, hvor en løve er så optaget af sin avis, at han ikke opdager, at han går hen over en giraf og op på Mary. Klump forhindrer ham i at fortsætte ud i vandet og siger:  “Kan du se, jeg står og ler på billedet, og du står og læser. Det er da vældig sjovt.” Samtidig står Klump og ler, mens løven står og læser. I avisen kan løven endda læse, at Gøjen og Pildskadden bruger hans hale som svamp og kommenterer på det uden at kigge op en eneste gang.

For at forstå den succes, serien om Rasmus Klump har fået, må man dvæle lidt længere ved den barnlige naivitet, som serien afspejler. Når Klump har brug for noget, er der altid nogen, som kan undvære en motor, nogle brædder, mad eller endda gummistøvler. Skæg kan fange en torsk ved at stikke foden ned i vandet. Han kan bagefter smide den på en pande, og straks har de stegt torsk.

Renlighed er også nemt klaret. Hvis man er beskidt, skal man bare dyppes kortvarigt i vand. Så bliver både tøj, krop og hænder rene. Futkarl udtaler forfatternes forståelse af børns forhold til at blive vasket på denne måde: ”Jeg troede det ikke, men der er altså børn, der kan lide vand.”

Fra små børns leg kender man, at de laver billetter til forestillinger mm. Billetterne deles gratis ud, eller man skal betale med blade, når man køber sandkager på legepladsen. I Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 genbruges ideen ved en tunnel på vej til Mount Everest. “Jeg uddeler billetter til hullet. Næh, det koster ikke noget. Jeg synes bare, det er så sjov at uddele billetter,” siger aben, som ejer hullet.

Legeskrivning er en fase i udviklingen af børns tegning og skrivning. Rasmus Klump og hans venner finder et skilt, som har nogle kruseduller. “Det er mig, der har skrevet det, og da jeg hverken kan læse eller skrive, er jeg den eneste, der ved, hvad de tegn betyder,” forklarer skiltemageren.

Der er nogle detaljer, som har mere litteraturhistorisk interesse end egentlig pædagogisk kvalitet. F.eks. ser man Skæg dele sin pibetobak med Klump, Pingo og Pildskadden, som hoster og harker. Et andet sted optræder en topløs havfrue, dog uden brystvorter, hvor de ellers burde være. Disse to detaljer er ikke med i de blå hæfter. Om de er redigeret ud for at være mere socialt acceptable, er uvist.

Et par replikker er mest til de voksne. Pingo siger f.eks.: “Hvis du er færdig med at gøre dig lækker for lille Lamseben, må du se at få ankeret ned, Pelle.” I de blå hæfter er det kortet ned til “Henter du ankeret, Pelle? Så går Klump ned og starter motoren.” Når man ved, at Vilhelm og Carla Hansen kom i store problemer på grund af en skattegæld, er det komisk at læse, at Pelle siger til Klump: “Nu arbejder Pingo, og så risikerer du at få skatten i hovedet, og skatter er vist altid tunge byrder.”

Det sidste samlebind forventes at udkomme i 2016.

Amigo

Mario Salazar
Oversat af Annemarie Løppenthin
24 sider
Hjulet 1988

Jeg fik Amigo i forbindelse med et arrangement, hvor jeg læste op for børn med latinamerikanske forældre. Det er historien om en mand, som flygter gennem Andesbjergene sammen med en navnløs hund. De angribes af en kondor, og kun med hjælp fra hunden klarer de sig.

Amigo betyder ven, og det er netop en Amigo, hunden viser sig at være.

Bogen har nogle år på bagen (den er fra 1988), og det bærer layout og illustrationer også præg af, men historien er helt frisk og med et flot dramatisk forløb. Den lever op til den magiske realisme, som er karakteristisk for meget latinamerikansk litteratur fra den periode.

Tegningerne er lavet i en næsten skitseagtig form, som klæder den rå natur, historien foregår i. Den dramatiske kamp mellem mand og kondor er ikke udpenslet i illustrationerne, hvilket giver plads til læserens egen fantasi.

Historien er gengivet på båden dansk og spansk. Desværre står den spanske tekst sidst, så den fremstår uillustreret.

Den dag Leopold blev jaloux

Dina Gellert
48 sider
Bolden 2015

Når man er vant til at have sin mor for sig selv, lurer jalousien lige om hjørnet, når hun inviterer en anden med hjem. Sådan sker det i Den dag Leopold blev jaloux, og Leopold planlægger derfor at gøre livet surt for Svein Pölse, som den (u)heldige gris hedder.

Det går ikke som planlagt. Pruttepuden under Svein Pölses stol fremkalder blot lidt rødmen hos de voksne grise, som bliver afløst af forståelse og fnisen, også selv om Leopold lader stanken fra rådne æg ledsage pruttelyden. De oversaltede kager har samme effekt, og nu har Mor og Svein et fællesskab om, at “det kan jo ske for enhver.”

Leopold får Svein Pölse med ud at spille fodbold og planter et velplaceret hårdt skud i trynen på Svein, som må ind og ligge på sofaen. Her spiller de Kaste Gris(!), og Leopold finder du af, at det nok ikke er så tosset at have Svein i huset. På slutbilledet spiller Leopold og Svein computerspil, mens Mor med himmelvendte øjne må sande, at det nu er hende, der er udenfor.

På JAGOO skrev jeg: “Karikaturerne står skarpe i Den dag Leopold blev jaloux. Den husmoderlige mor, som lokker med kaffe og kage, og den lidt for Karl Smart’e bejler, som kommer med blomster og prøver at indsmigre sig hos barnet med fodbold, Kaste gris og computerspil, er hentet ud af en grundbog i fordomme. Her er det gjort med så stor humor, at man gerne tilgiver Dina Gellert og håber på flere bøger i serien.”

Det er en rigtigt god bog med humor og tempo. Det er set før, at børn håndterer jalousi ved at prøve at skræmme andre væk. Når det gøres med en gris som hovedperson og krydres med sjove detaljer som at “Svein Pölse lagde sine lange medisterarme om Leopolds mor”, så får klicheen et ekstra tvist.

Det er ikke seriens bedste bog. F.eks. er det ikke ramt helt plet at beskrive de fysiske symptomer på Leopold jalousi: Han blev varm om ørerne, det føltes, som om han havde glemt pungen derhjemme eller som om nogen havde trådt ham over grisetæerne eller vist ham et godt tilbud. Det er ellers de beskrivelser, som får mit helt op på de store lovprisninger ved andre af bøgerne, hvor Leopold bliver hhv. ond, forelsket, bange og sur.

Det er fem år siden, der sidst kom en Leopold-bog, og Dina Gellert har udviklet sin tegnestil i mellemtiden. Der er stadig umiskendeligt Leopold, og sproget ligner sig selv. Tak for det.

Ella er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

“Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.”

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

Havenisserne flytter ind

Josefine Ottesen
Illustrator: Birde Poulsen
Musik: Jan Schønemann
184 sider
Høst & Søn 2015

Havnisserne bor i et æbletræ men sendes på flugt, da en storm ødelægger deres hjem. De søger tilflugt i et nærliggende hus. Ud over menneskene bebos huset af et par katte, nogle levende dukker og en husnisse. De fleste byder ikke de fremmede velkommen.

Det er ikke en julehistorie for ingenting. Gennem 24 kapitler forsøger havenisserne at finde fred og sikkerhed. Dukkebørnene udviser civil ulydighed og behandler de nye naboer godt. Husnissen viser sig at være en helt anden, end han gav sig ud for, og naturligvis ender det godt. “Nis – husnissen, som viser sig at have været havenisse i sin ungdom – spiller en meget central rolle. Han er blevet husnisse, fordi De Store (menneskene) har accepteret ham og endda givet ham navnet. I løbet af historien finder havenisserne ud af, at han ikke altid har boet i huset. Bedste har kendt ham i deres ungdom, og den gamle kærlighed blusser op igen”, skrev jeg på JAGOO.

Den indbyggede flygtningesymbolik ødelægger ikke historien. Den risiko er altid til stede, når et bestemt humanitært formål skrives ind i fiktion. Havenisserne flytter ind er udgivet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, som modtager 40 kr. for hver solgt bog.

I private hjem kan man læse et kapitel hver dag. I institutioner og skoler må man læse to kapitler på fredage og mandage og de resterende kapitler sidste åbningsdag. Eller man må begynde allerede i november. I 2015 vil det være ca. 17. november.

Det er godt, at historien breder sig over så mange dage/kapitler. Der er et stort persongalleri, som kræver, at man holder tungen lige i munden. Man kan med fordel støtte sig til Birde Poulsens stemningsfulde og nostalgiske illustrationer. Der er mindst en illustration pr. kapitel, og de er uden for mange detaljer, så børnene hurtigt kan aflæse det væsentligste, når bogen vises til en større gruppe børn. Så skal der ikke være for meget ventetid, mens resten af gruppen kigger billeder. De største illustrationer fylder en hel side og fortjener god tid for at få det hele med.

Til Havenisserne flytter ind er der skrevet en sang. Noder, akkorder og tekst er trykt bagerst i bogen. De kan også downloades fra www.flygtning.dk/havenisserne, hvor man også kan lytte til sangen med eller uden sangledsagelse. På samme side kan man også finde forslag til to lege.

Min far spiller fodbold i himlen

Line Thoft Carlsen
Illustrator: Jette Svane og Rune Lundø
59 sider
Kræftens Bekæmpelse 2015

Den seneste børnebog fra Kræftens Bekæmpelse er fortællingen om niårige Line, hvis far dør i løbet af Min far spiller fodbold i himlen. Det er naturligvis en sørgelig bog, men den fortælles fra et barns synspunkt med en næsten nøgternt sprog. Læseren møder Lines tanker før, under og efter dødsfaldet.

Line har både en ældre og en yngre bror. De tre børn reagerer forskelligt, og gennem Lines tanker forstår vi hendes adfærd. Hun får meget støtte undervejs af en familie, som er ramt af sorgen i lige så høj grad som hende selv.

Om sproget skrev jeg på JAGOO: “Jegfortælleren Line fremstår troværdigt som niårig. Der er ting, hun ikke forstår, men hun er bevidst om, at det er sådan. Det kan være smerteligt at læse bogen, men den vil utvivlsomt give ro til en del børn i samme situation. Klassekammerater og andre kan læse med, næppe uden at få en klump i halsen.”

Et eksempel på det direkte sprog er i en scene, hvor Line spørger sin mor om, hvornår far kommer hjem fra hospicet. ”Signe, far kommer ikke hjem igen, det er slut. Far dør ude på hospice,” er mors svar. Her fortæller Min far spiller fodbold i himlen, at barnets fantasi kan være værre end virkeligheden, så det nytter ikke at skjule sandheden.

Line er derimod med i hele processen og rører også sin far, efter han er død. ”Jeg har bagefter tænkt på, at det var godt at have et bevis på, at far var død. Nogle gange er det nemlig rigtigt svært at forstå, at det er MIN far, som aldrig mere kommer tilbage.” Sådan sætter Line ord på den smertelige oplevelse. Ved det sidste ridestævne, far når at være vidne til, vinder Line en roset, som hun lægger på kisten. ”Så kørte rustvognen med kisten. Det er nok det sværeste, jeg har været med til,” siger Line efter denne symbolske handling.

Tiden efter dødsfaldet beskrives også som svær. Det første år er alt præget af dødsfaldet: Første sommerferie uden far osv. Line kommer i en sorggruppe, som giver hende meget godt. Hun rider stævner igen og begynder at tænke på, at hendes mor kunne få en ny kæreste. Hendes værelse bliver malet med to fodboldmål og en bold på en baggrund af skyer. Et smukt billede af, at Min far spiller fodbold i himlen.

Den dag min mor fik kræft

Line Thoft Carlsen
Illustrator: Jette Svane og Rune Lundø
61 sider
Kræftens Bekæmpelse 2013

Kræftens Bekæmpelse har udgivet en række børnebøger, og Den dag min mor fik kræft er en af dem. Jegfortælleren er Rasmus, og han fortælle både sin historie og de tanker, han gør sig undervejs om “jordbær, kræftmonstre, sneboldkamp og marsvin”, som også er en del af undertitlen.

Det er en gribende historie om et år i den otte-niårige Rasmus’ liv. Et år med undersøgelser, kemo, strålebehandling og ikke mindst følgerne: hårtab og dårligt humør. Og angsten! Angsten for, at mor skal dø. Rasmus lukker sig inde i sig selv om får ikke ordentligt talt med nogen om sine bekymringer. Trods det skal der også være plads til jul, fødselsdag og fodboldkampe. Det er der også, men det står i skyggen af sygdommen.

Illustrationerne er lavet på en speciel måde, som giver sin egen kommentar til Den dag min mor fik  kræft. “Illustrationerne er fotos, som er tilføjet personer mm. Det virker rigtigt godt og er lavet, så man ikke tænker over, hvor det ene ender og det andet begynder. Samtidig virker det som en pointering af blandingen af de faktuelle, generelle informationer og den fiktive, specifikke fortælling i Den dag min mor fik kræft”, skrev jeg på JAGOO.

Ved at lade Rasmus lægge stemme til historien, bliver det én drengs fortælling uden at påstå, at alle forløb er ens. I denne historie overlever moren. Det sker ikke hver gang, og en klassekammerats mormor nævnes som eksempel på, at det er en sygdom, man kan dø af. I parallelklassen går en pige, hvis mor får brystkræft sidst i bogen.

Trods det dystre tema er der også plads til håb og en lille smule glæde. Det kan der også være brug for, uanset om bogen bruges til børn, som er direkte i kontakt med kræft eller ej.

Zebrazymfoni

Bog og cd
Janne Aagaard
Illustrator: Stine Rosenberg
Sanger: Tilde Aagaard
32 sider
Carlsen 2015

“Zebrazymfoni er en helstøbt zenistreg!” Sådan skrev jeg på JAGOO, og den sætning indrammer fint mit indtryk af denne sangbog, rim & remser-bog, billedbog, tællebog og tilhørende cd med sangen i to udgaver: Med og uden en klar og forståelig sang.

Historien er enkel og letforståelig: På første opslag spiller en zebra klarinet. På næste opslag suppleres den af en ged med en obo. Efter ti opslag er hele zymfoniorkesteret samlet. På cd’en passer hvert opslag med et vers, som efterfølges af et mellemspil, som det seneste instrument spiller solo.

Versene er velskrevne, de svinger godt; både til sang og til oplæsning. Et vers skal indeholde instrumentets navn, musikerens navn og det tal, som refererer både til opslagets og musikerens nummer. Derfor er det tilgiveligt, at det ikke har været muligt at gennemføre en stram struktur med rim på 2 og 4, og at der er ganske enkelte tvivlsomme rim som f.eks. “kræ” og “tre”. Det opvejes til fulde af rim som:

“Og trommeslager Sild er sen
men håber, han kan nå det
han løber over stok og sten
og råber: ”Nummer OTTE!”

Bagerst i bogen er noder og becifringer til de, som selv vil give sig i kast med at spille. Enkelte af versene synges på en lidt anden melodi, og det er også noteret. Man kan dog vælge at holde sig til samme melodi hele sangen igennem.

Som billedbog har Zebrazymfoni også meget at byde på. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne er holdt i klare farver. Kompleksiteten øges markant fra det første meget overskuelige opslag. (…) Går man i dybden, er der meget at tale om. F.eks. gemmer siderne en solopgang, regnvejr, en regnbue, solnedgang, dæmring og mørk nat. Forrest i Zebrazymfoni har forfatteren peget på yderligere ideer til, hvordan man kan læse, lytte, synge og spille bogen og cd’en.”

Mio, min Mio (2015)

Astrid Lindgren
Illustrator: Mikkel Sommer
Oversat af Kina Bodenhoff
152 sider
Gyldendal 2015

I 2012 kom Kina Bodenhoffs smukke nyoversættelse af Mio, min Mio. Nu kommer den med illustrationer af Mikkel Sommer, og kombinationen af de to og Astrid Lindgrens dygtige historiefortælling er guld for øjnene og tankerne. Mio er dreng, som oplever rejsen fra uelsket adoptivbarn i Stockholm til højtelsket kongesøn i Landet i det Fjerne.

Også i Landet i det Fjerne er der skygger. Den største og mørkeste skygge kaster ridder Kato: “Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen. Og jeg mærkede, hvor bange jeg var for ridder Kato. Så bange, så bange.” Alle andre end Mio selv synes at vide, at hans skæbne er at tage kampen op med ridder Kato.

Sammen med sin bedste ven, Jum-Jum, og hesten Miramis drager Mio ud for at finde ridder Katos borg i Landet bag bjergene. Undervejs bliver han hjulpet af mennesker, dyr, træer og endda bølgerne og klipperne, som alle hader ridder Kato. Ved hjælp af magiske hjælpemidler vinder han den afgørende kamp mod ridder Kato, og det afsløres, at den onde ridder ikke selv er tilfreds med sit liv. “Ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv.”

Heller ikke Mio er så flad en karakter, som man ellers ofte ser det i eventyr. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg: “Mio er i modsætning til mange andre eventyrhelte ikke uden tvivl. Selv efter han bliver klar over, at alle ved, at hans skæbne er at kæmpe mod ridder Kato, græder han af fortvivlelse og tør ikke. Alligevel hanker han op i sig selv og gør det, han ikke tør. Her tager Astrid Lindgren forskud på en anden eventyr-helt i sit forfatterskab, Jonatan Løvehjerte, som er nødt til at gøre ting, selv om det er farligt. “Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort,” skrev Lindgren næsten 20 år senere i Brødrene Løvehjerte.”

Undervejs gyser man rigtigt meget. Det poetiske sprog med mange gentagelser egner sig til langsom (op)læsning i trygge omgivelser, og alt ender naturligvis med at blive godt til sidst. De døde er ikke rigtigt døde, de forsvundne bliver fundet og ridder Kato forvandles til i første omgang en dynge sten, i anden omgang – måske – til en lille grå fugl.