Stakkels monstre

Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
48 sider
Hjulet 2016

Det er nat, men Eusebio kan ikke sove. Han er bange. Med dynen oppe om næsen kigger han rundt i sin lille hytte, og i hans fantasi bliver hverdagsting til farlige monstre. De jager ham ud af sengen, og han løber op hen til sin ven Ananías, som hjælper ham. Ananías fortæller, at monstrene er nogle stakkels eksistenser uden venner. “Hvordan kan man stole på nogen, som ikke er en rigtig ven?”, forklarer Ananías.

Monstrene snyder hinanden og kan ikke finde ud af at lege. Derfor har de ingen ro og er lige så bange, som Eusebio selv er det. De har slet ikke tid til at tænke på lille Eusebio. Ananías giver Eusebio et knus, og han kan gå hjem igen. I mellemtiden er det blevet morgen.

Der er mange smukke detaljer i Stakkels monstre. Den lille bamse, Eusebio har i hånden. Den snoede vej op til Ananías. Den poetiske tekst: “Alt er mørkt. Kun nogle få stjerner holder månen med selskab.” På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det allerbedste opslag er billedet af Eusebio, som ligger under dynen og kigger ud på monstrene ved hans seng. Hvis man bladrer en side tilbage, kan man finde kimen til hans forestillinger: En bamse er blevet til en stor drage, gardinet er et svævende spøgelse med hatten fra klædeskabet. En uskyldig vandkande er vendt på hovedet og er nu hatten på et monster med hugtænder. Selv en væltet legetøjsbil får et ansigt af lygter og rude.”

Billede og tekst følger hinanden i den magiske realisme, som er et begreb, som især er kendt fra latinamerikansk litteratur. Når man først har accepteret den magiske præmis, er resten logisk og realistisk sammenhængende. Det ses f.eks. af, at Eusebio er en kat, og Ananías er en ælling. De ligner i hvert fald.

Den korte tekst formår at få i hvert fald to pointer frem: At monstre ikke er så farlige, og at venskab er dyrebart. Venskabet i Ananías’ skikkelse beroliger Eusebio, og monstrenes manglende venskaber tager styrken fra dem:

“Dem der spyr ild …
dem der gemmer sig på mørke steder
og har øjne som lyser i mørket …
dem der flyver på et kosteskaft
og har en vorte på næsen …
dem med hugtænder …
dem der er hvide, meget hvide,
så hvide at de virker gennemsigtige …
og dem med horn …”

Skulle læseren blive lidt bange på de få sider, hvor Eusebio i tankerne gennemgår monstrene og deres ugerninger, bliver han hurtigt rolig igen, når Ananías tager Eusebio ved hånden. Illustrationerne er, som teksten også er det: Med en detaljeret realisme, så man glemmer det magiske udgangspunkt: Et venskab mellem en kat og en ælling. Uroen bliver afløst af varme og ro, og man kan jo altid bladre tilbage og opleve det lille gys igen.

Ivar Da Coll har været nomineret til flere internationale priser (bl.a. H.C. Andersen-prisen og ALMA-prisen) og fik i 2014 ”Premio Iberoamericano SM de Literatura Infantil y Juvenil”, som har til formål at fremme børnelitteratur i hele Latinamerika.

Beriah

Frank Madsen
Illustrator: Sussi Bech
63 sider
Eudor 2015

I fjerde del af serien om Gustav og raketbroderskabet fortsætter Gustavs forsøg på at finde hoved og hale i begivenhederne i Grødby. Nye læsere bliver hjulpet af Stella, som fortæller om sin flugt fra stjernebilledet Orion. Sammen med sin far skjuler hun sig for Beriah, som er chef for det hemmelige politi på Stellas planet. Ved at ændre sin hudfarve fra den naturlige grønne farve kan de blande sig ubemærket med jordboerne. Næsten ubemærket.

I Beriah dukker der flere bipersoner op. Særligt interesserer Gustav sig for en stedmor, som Stella har, og især en prins, som stedmoren åbenbart har udsøgt til Stella. Måske finder han svar i kommende bind i serien, for Beriah slutter med, at Gustav bliver taget til fange af Beriah, som vist ikke er så fysisk stor og stærk, som hans fremtoning ellers lader tro.

Med Gustavs passivitet bliver der plads til flere af bifigurerne. Lillesøster Astrid får en mere fremtrædende rolle. Hell Boyz, den lokale drengebande, får besøg af en mystisk kvinde. Læseren vil nok tro, at det er Isabella-Victoria fra klassen, men Kenned, Laurits, Niklas og Patrick kender hende kun som Miss X.

Det større spillerum til bipersonerne giver læseren flere at identificere sig med, og det løfter Gustav og raketbroderskabet. Med dette bind har serien også fået den action og humor tilbage, som kendetegnede den fra starten.

På JAGOO skrev jeg bl.a. om en særligt velfortalt episode: “Fysiklæreren Dynamit-Jens, som også er hjemmeværnsmand, går intetanende rundt i sit hus og pakker sit udstyr. Teksten fortæller ikke om noget unormalt, men på billederne ser vi en mumielignende skikkelse liste rundt imens (…) Historien er igen kommet op i tempo, og det lille tvist med at lade billede og tekst komplimentere hinanden er vellykket. Teksten er skrevet med Dynamit-Jens’ perspektiv, illustrationerne viser skikkelsens oplevelse af samme situation.”

Humoren ses bl.a. i en scene, hvor Stellas far og Astrid braser ind på værelset hos Gustav og Stella. Stella har netop fortalt Gustav om sin oprindelse:

Hendes hudfarve skiftede tilbage til normal. Altså normal for jordboere.
I samme nu blev døren til Stellas værelse revet op:
”Haha! Hvad sagde jeg?” råbte Astrid triumferende. ”De sidder og kysser!”
”Vel gør vi ej!” råbte Gustav vredt. Hans hudfarve skiftede hastigt til rød, hvilket var helt normalt. I hvert fald for Gustav.

Som i de tidligere bind i serien slutter Beriah med nogle sider med fakta og forslag til aktiviteter og lege. Denne gang er emnet robotter – en opfølgning på bind tre af samme navn. Den korte gennemgang af robotter før, nu og i fremtiden er god. Derimod er vejledningen i at bygge sin egen robot bare et forslag til at lave en fastelavnsdragt.

Der er planlagt i alt 10 bind i serien Gustav og raketbroderskabet, og bind 5, Plan B, er lige på trapperne.

Mekano Max

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Calibat 2016

Mekano Max er ved at ordne sin bil, da en tyv stjæler en bolt. Max sætter efter ham og kommer dermed til at deltage i en konkurrence om at gennemføre et løb med mindst brændstofforbrug. Da Mekano Max får hjælp af alle mulige dyr undervejs, vinder han løbet.

Det er rammen i Mekano Max, som kan læses med en rap-rytme, som rammer den seje stil i billederne. En tyk sort streg og klare farver giver et street art udtryk uden at læseren skal undvære detaljer som en alligator i hawaiiskjorte, som har en badeand.

Også teksten afslører mere og mere ved genlæsning. Miljøtemaet ses både i motorløbet, man vinder ved at bruge mindst brændstof, og af, at dyrene æder biler, præmien, telte, borde og bænke efter løbet.

”Konkurrencen er slut med en ordentlig salut,
og alting forsvinder og bliver til minder.”

Det bliver dog ikke for meget, og man morer sig herligt undervejs både som voksen- og som børnelæser.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man komme uvilkårligt til at tænke på Axel elsker biler. Både i rytme og ordleg ligner de to bøger hinanden – og så er der jo biler med, som er et hit hos mange børn. Man kommer til at læse den mange gange, og det gør ikke noget, for teksten lægger op til en hurtig oplæsning, som kræver lidt øvelse. Det er ikke altid lige let, og det er bestemt ikke nogen hjælp, at alle vers er skrevet med versaler. Til gengæld er det et stort plus, at det rent faktisk rimer.”

Sidste side er en såkaldt “hyggesnak” med spørgsmål til historien. “Hvor mange dyr, som ikke lever i Afrika, kan du finde i bogen?” er et eksempel på de lidt løsrevne spørgsmål, som slet ikke har resten af bogens tempo og humor.

Mekano Max er Brian P. Ørnbøls debut som børnebogsforfatter, mens Tom Kristensen kendes fra bl.a. børnebøger og graphic novels.

De 2 dovne ulvebrødre

Mia Sinding Jespersen
72 sider
dstrands.dk 2015

En bog, som opfordrer sine læsere til selv at farvelægge tegningerne. To ulve, som er for dovne til at lave andet end dåsemad og som derfor annoncerer efter en madmor. Stift kardus og en spiralryg. Ingen angivelse af forlag. Ingen oplysninger om, hvordan man køber bogen.

Det var en meget mærkelig gave, jeg fik i taknemlighed til et foredrag, jeg holdt om børnelitteratur for højt begavede børn. Spændende og anderledes. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en velfortalt historie om to dovne, men kloge ulvebrødre. De får besøg af skovens dyr, som har smagsprøver med i form af livretter.

Livretterne falder ikke i ulvenes smag. Musens ost, pindsvinets regnorme eller uglens skelletsuppe er ikke ulvemad, og det er harens gulerodsmos, kyllingens risret (som skulle spises med pinde) og myrens bladspyd heller ikke. Bjørnen håber på, at honninglagkage klarer sig bedre, men “ulvene blev hurtigt enige om, at bjørnen ville være et farligt dyr sådan at have boende i hulen.Derfor fandt de på at sig, at de rent faktisk var megaallergiske overfor honning.”

Det er to trætte, sultne og noget kede ulve, som lukker døren efter gæsterne, da et stort hvidt får banker på. Hun kunne lave lækker mad i store portioner, og ulvene ansætter fåret. På den måde får de både god mad selv og endda så meget, at de kan sælge den i de mange tomme dåser, de har til overs fra deres dåsemadsdage.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man kommer til at tænke på Rune T. Kidde ved at læse De 2 dovne ulvebrødre. Han tegnede også skøre dyr, som gør skøre ting. Tanke- og talebobler er ikke hverdagskost i en billedbog, og lydmalende ord bliver sjældent brugt så bevidst som her (…) (Højt)læseren vil grine undervejs og vende tilbage til bogen.”

Bogen slutter med en en lille labyrintopgave og med opfordringen om at farvelægge tegningerne. En tilgang uden meget æresfrygt for bogen. En tilgang, som er lige i børnehøjde.

Min mormor og Skovkrokodillen

Anne Bredahl
Illustrator: Dita Sternfend
32 sider
Damgaard 2015

Man skal ikke lade sig narre af, at Min mormor og Skovkrokodillen i fortælle- og tegnestil ligner endnu en af de romantiske, glatte og lidt kedelige børnebøger. Den snyder! “Min mormor og Skovkrokodillen er så bizar, at det klukker i maven,” som jeg skrev på JAGOO.

Marius, Lillesøster og Mormor leger i baghaven, da Lillesøster kommer til (?) at smække sig inde i huset. Hun må reddes, inden Komfurmonstret “som kunne blive varmere end selve solen” får fat i hende. For at komme ind til Lillesøster. skal man op over et plankeværk, udenom huset og om til fordøren. Kun Mormor kan både kravle over det høje plankeværk og klare Skovkrokodillen, som med sikkerhed lurer udenfor. Det gør den nemlig tit, især i regnvejr, og nu begynder det endda at regne.

Mormor – pludselig klædt som ninja – kommer op over plankeværket og går i infight med Skovkrokodillen, kun bevæbnet med en rive, som Marius rækker hende. Han kan ganske vist ikke se over plankeværket, men han kan høre de mange uhyggelige lyde. De kommer ikke mindst fra Mormor, som “sagde alle de grimme ord, børn får skældud for at sige. Det
måtte være en vild kamp.”

Der er ingen grund til at betvivle kampen. De fleste børn ser ikke Julemanden komme med gaverne men får resultatet af hans besøg at se. På samme måde kan Marius glæde sig over, at Mormor lidt efter lukker ham ind i huset. Lillesøster er uskadt, og dagens oplevelser skylles ned med en is. Først da kommer Mor, og hendes bekymring for de mudrede fodspor på gulvet tyder på, at hun ikke helt tror på Mormors forklaring om Skovkrokodillen.

Så er det da dejligt, at der stadig findes mormødre med fantasien i behold. Endda i så store mængder, at hun har overskud til at dele den med børnebørnene. I stedet for at advare mod varmen fra komfuret – som ikke kan ses hverken for det ydre eller det indre blik – giver hun faren form gennem Skovkrokodillen.

Pigen, der fik ordene galt i halsen

Johanne Søndergaard Poulsen
Illustrator: Susanne Ullidtz
31 sider
Blæs 2014

Når Nynne taler med sin far eller med dyr, er der ingen problemer. Derimod føles det, som om hun får en krumme i halsen, når hun vil tale til andre. Nogle gange føles det som et helt franskbrød. Hjælpen kommer i form af en operasanger, som ikke alene lærer Nynne at synge. Han lærer hende også at trække vejret.

På JAGOO skrev jeg: “Næste dag i skolen kan Nynne både nynne(!) og synge. Da de andre børn spørger hende, hvad det er for en sang, mærker hun franskbrødet igen. Hun husker, hvad operasangeren har lært hende, trækker vejret dybt og kan både tale med børnene og lære dem sangen.”

Den ikke overraskende fortsættelse beskrives i Pigen, der fik ordene galt i halsen sådan: ”Fra den dag nynnede Nynne hver eneste dag. Sommetider kom krummen igen og sommetider hele franskbrødet. Men nu vidste hun, hvad hun skulle gøre. Og da Nynne blev voksen, blev hun en stor og verdensberømt operasangerinde.”

Bogen er heller ikke på andre måder præget af nytænkning. Pointen med at møde et menneske, som betyder en afgørende ændring i ens liv er brugt før, men den virker. Det er en god pointe. Det kan undre noget, at Nynne må lide hos operasangeren, inden hun kommer så langt. Han hiver hende endda i håret!

Til gengæld er det mest voksen-mave-surhed, som underkender værdien af at tro på at blive verdensberømt. Det er målet for rigtigt mange børn i den alder. Bogen her rokker ikke ved deres forventninger, om de så kan indfries eller ej.

Mest spændende er illustrationerne. Jeg holder især af et opslag med en gammel dame med rødt hår, kæmpe røde briller, røde negle og gigantiske smykker. De mange pangfarver og de udtryksfulde ansigter gør Pigen, der fik ordene galt i halsen mere interessant. Det hjælper til at få moralen frem om, at generte piger også kan vokse og komme til orde. Det er en bog, som giver håb, og det skal man ikke undervurdere betydningen af.

Skadedyrsbekæmperne

Sofie Boysen
Illustrator: Lasse Bekker Weinreich
94 sider
Blæs 2015

Det to brødre Bert og Ronnie havde ikke nogen mor. Jo, det havde de, men hun var faldet for en kakaoplantageejer og var taget til Honduras med ham. I et forsøg på at skaffe penge til husleje og mad – og dermed holde fru Jørgensen fra kommunen i ro – tilbød de sig som skadedyrsbekæmpere. Ikke med helt fine midler, f.eks. gjorde de deres for at holde luseplagen ved lige på den skole, hvor de mod betaling aflusede børnene.

Et tidligere forsøg som “Hunnefrisør” (som de skrev på skiltet) fik et brat endeligt, da den første interesserede mødte op med en rottweiler. Det så ud, som om de havde mere held i sprøjten, da en meget lille gammel dame mødte op og præsenterede sig som Elvira Madigan. Hun havde et problem med papegøjer i sit hus.

De anede hurtigt, at ikke alt var, som det så ud til at være. Elvira Madigan var hverken gammel dame eller dværg, og huset var heller ikke noget normalt hus. På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Da de hyredes af den dværglignende pulit Elvira Madigan fra planeten Tteh-Coc og gik gennem en tidsportal, ændrede de ikke bare deres eget liv, men hele verdenshistorien.”

Gennem portalen kom de til Honduras for mange hundrede år siden. Her blev de to brødre fanget af en indianerstamme, som ville ofre dem til guderne. Et flugtforsøg slog i første omgang fejl, og på side 79 er læseren tilbage til det spændende anslag, hvor Ronnie prøvede at redde Bert fra at falde ned i en dyb, dyb kløft.

På JAGOO skrev jeg videre: “Forfatteren kan sit håndværk (…) Der er tempo på og morsomme betragtninger fra den 11 årige Bert. Elvira Madigan dukkede op og reddede de to drenge fra at falde i kløften. Hjemme igen så fru Jørgensen ikke en grøn alien dværg men drengenes mor, fordi en pulit kan ændre udseende (…) Skadedyrsbekæmperne er lavet af det stof, som får børn til at læse. Eller til at blive ved med at læse, for bogen er for svær til begynderlæsere. Stor litteratur er det ikke, men den har så mange andre kvaliteter.”

Mig og ulven

Delphine Perret
64 sider
Damgaard 2015

“Mig” finder en ulv, som overrasker på flere måder: Ulven kan tale. Ulven er den Store Stygge Ulv. Ulven er skræmt og vil hellere spise småkager – helst med chokolade – og lege end være skræmmende og æde den trælse søster. De to opbygger et venskab, hvor drengen prøver at opbygge ulvens tro på sig selv.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien er fortalt i et meget rent billedsprog med korte replikker. Når den er bedst, minder den om Radiserne i sit udtryk og om Steen og Stoffer i sit indhold. Der er lag til den voksne, som læser højt, og der er lag til barnet, som læser med: Det umage par opbygger et venskab, fordi ulvens stædighed og ubehjælpsomhed giver en modvægt til det projekt, drengen har med den. Barnelæseren vil more sig over den skøre ulv, som er så hjælpeløs og u-skræmmende.”

Sammenligningen med tegneserien Steen og Stoffer er ikke helt tilfældig, for man forstår nok, at ulven er et fantasifoster hos en dreng, som gerne vil vil være mere interessant, end han er. “Det er ret svært at holde på den hemmelighed. Hvis jeg havde fortalt henne i skolen, at jeg havde en ulv i skabet, ville jeg virkelig være blevet populær,” siger han på et tidspunkt.

I det sidste kapitel har han fået ulven trænet så meget, at den jagter ham hen til skolen og rundt i skolegården. Desværre er der øjensynligt ingen andre end ham selv, der lægger mærke til ulven, men han inspirerer da de andre børn til at lege fangelege med hinanden , mens han og ulven deler småkager på en bænk.

Drengen vil gerne kalde ulven Zorro, men af uigennemskuelige grunde hedder den Bjarne, som ikke er skræmmende nok. Det kan undertegnede bekræfte… Ulven bor i klædeskabet, hvor der er fred, og hvor moren ikke kan finde den. Den tænker mere på småkager end på kød. Og projektet med at blive skræmmende kører ikke rigtigt.

Se eksempler fra bogen på www.damgaardforlag.dk/migogulven.

Gys og maddiker

Henrik Einspor
130 sider
Løse Ænder 2015

Er man til helt usandsynlige personer, som havner i helt usandsynlige situationer, så er serien om Jack Stump et godt bud. Den lille grønne mand er sammen med sine to venner/hjælpere i en stadig søgen efter eventyr. Og dem får han så rigeligt i seriens tredje bog, Gys og maddiker.

Bogen består af to hovedhistorier med en tredje, mindre, historie som overgang. Der er ikke nogen egentlig sammenhæng mellem de tre historier. I den første historie skal Jack Stump og Dick begrave et marsvin. Marsvinet er omkommet ved et uheld, som sikkert er morsomt for den, som hører historien første gang. Desværre bygger den på en gammel og ofte gentaget forvekslingskomedie, som tager toppen af morskaben, i hvert fald for den voksne læser.

Det er en af de få gange, humoren rammer ved siden af. Med en god kombination af vanvid, tempo og gru møder Jack og Dick en monsterzombiehund på den kirkegård, hvor de vil begrave det uheldige marsvin.

“De to uheldige helte kludrer naturligvis i det, og “nu var vi to, som bogstaveligt stod med begge ben i graven”, indtil det lykkedes dem at komme op. “Et øjeblik efter befandt jeg mig på gravens rand, men det var trods alt et fremskridt i forhold til før.” Hvis man er til den form for humor, må man bare læse Gys og maddiker.” (Citat fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Undervejs i flugten befinder Jack Stump sig med en bombe i en bil, som sidder fast, mens toget nærmer sig på skinnerne. Udenfor er faren fra monsterhunden suppleret med lækkende benzin. Jack Stump kommenterer det med et: “fuldmånen steg op over byen, så man skulle tro, at det var en hel gyserroman.”

I den lille overgangshistorie, indvilger Jack Stump i at lufte en gammel dames hund. Den viser sig at være ganske anderledes fredelig end hunden i den tidligere historie. Denne hund er nemlig udstoppet og på hjul. Hunden ruller naturligvis fra den uheldige helt.

Den sidste hovedhistorie har ikke noget med hunde at gøre. Derimod spiller et andet dyr en (hoved!)rolle. En hjerneprofessor har fået en chimpansehjerne anbragt i sin krop, og nu er professorkroppen med chimpansehjernen stukket af. Mens professorhjernen ligger i et akvarium og ikke må erfare tingenes rette sammenhæng, leder Jack Stump efter chimpansen (eller professoren, om man vil).

De finder da også, hvad de leder efter, i en forlystelsespark og fuldfører missionen ved at forene professorhjerne med dittokrop. Den inkompetente professorassistent, Günter Grynt, får sin velfortjente straf ved at få sin hjerne transplanteret over i en abekrop.

Gys og maddiker er sjov og ballade. Man får sig et godt grin og et enkelt gys her og der. Man bliver måske ikke så meget klogere på sig selv, men værdien af at grine og gyse i fællesskab skal ikke undervurderes.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Brian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.