Ella er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

“Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.”

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

Varsleren

Kit A. Rasmussen
192 sider
Høst & Søn 2015

Nikita opdager, at hun har en særlig evne: Hun ser Varsleren, som er en mørk skikkelse. Varsleren udpeger mennesker, som snart skal dø, og Nikita ser endda, hvordan de ser ud som døde. Første gang er kort efter hendes trettenårs fødselsdag, hvor hun ser en venindes lillebror som trafikdræbt, kort tid inden han rammes af en bil.

Den særlige evne udvikler sig til et mareridt. Det er nemlig muligt at ændre på fremtiden, så hun får et meget stort ansvar med at redde de dødsdømte. I første omgang drejer det sig om en fremmed dreng fra skolen, som Nikita og vennerne må redde fra adskillige mulige dødsfald. De noget uklare signaler fra Varsleren og fra Nikitas dødningesyn gør ikke opgaven let.

Det kompliceres yderligere af, at Nikita ser en af veninderne som død, endda i flere omgange. Det kan ikke længere kun være ulykker, som truer veninden. Hermed opstår et klassisk gyserdilemma: Er morderen blandt mine nærmeste, og hvordan kan jeg stole på nogen? Der skrues yderligere op for gyset, da truslen viser sig at komme fra en helt uventet kant.

Også slutningen af Varsleren kommer som en overraskelse, endda i to omgange. På JAGOO skrev jeg: “Med Kit A. Rasmussens vanlige flair for at slutte af med en uventet drejning får hun læseren til at gispe på sidste side, hvis der da er mere luft tilbage efter de foregående kapitler.”

Eneste minus ved Varsleren er sproget, som virker påtaget. Det skal afspejle den rå verden, Nikita lever i. Hun bor hos en onkel og tante, som ikke elsker hende, og sammen med vennerne er det vold og hærværk mere end hygge, som er på dagsordenen. Jeg køber ikke, at en trettenårig ville beskrive en episode med en opsynsmand, som er lidt for smart til at komme i omklædningsrummene, når der er børn uden tøj: ”Lola, Fede-Rikke og jeg sørgede for, at han, på den hårde måde, lærte, at det trick skulle han ikke lave, når vi var der. Jeg tror ikke, han har set et redningsbælte på helt samme måde siden da.”

Det tilgiver jeg gerne, for Varsleren er ren uhygge uden at være en splatterfortælling. Tværtimod kommer billederne til at dannes af læserens egen fantasi, når man skal forestille sig de farer, som lurer for de personer, Varsleren har peget på.

Natulv

Cecilie Eken
112 sider
Høst & Søn 2015

Gys og gru behøver ikke være lange, tunge bøger eller serier. Med Natulv får læseren en overskuelig bog, som alligevel indeholder de elementer, som får nakkehårene til at rejse sig og gør det nødvendigt lige at læse næste kapitel med. Som højtlæsningsbog er der vel til en time eller to. Man kan også læse den alene, hvis man tør!

Vi er på en stor herregård befolket med mennesker, som bærer på hver deres hemmelighed. Tilføjer vi rygtet om Den Grå, som muligvis står bag de mystiske dødsfald, er tonen slået an. Handlingen er lagt i en ukendt fortid, hvor symaskiner og læsning også er tilgængeligt for de fattige. Det elektriske lys og bilen er ikke opfundet, og genrens herreskab og tyende er karakteristisk for forholdet mellem karaktererne.

“En fortælling fra en tid / hvor natten var mørk / og hjælpen alt for langt væk.” Sådan beskrives det på bagsiden.

Der er mange karakterer at holde styr på (set i forhold til Natulvs beskedne sidetal), men heldigvis bliver der tyndet ud i dem undervejs…

Efter sin mors død får den 15-årige Nethe arbejde på en herregård med at passe herskabets lille barn. Herremandens søn fra et tidligere ægteskab mistænker stedmoren for at være en heks. Familien ville idag på mange måder betegnes som dysfunktionel, og de indbyrdes konflikter bryder ud i lys lue med en drabelig udgang. Nethe er meget draget af den jævnaldrende Dagfred, men som læser vakler vi mellem at stole og tvivle på ham. Om der er en ond og en god side er svært at gætte. Og i så fald: Hvem tilhører hvilken side?

Nethe træder i karakter og handler. Hun kan ikke forhindre ulykkerne, men hun ved, hvad hun ønsker at redde ud af den blodige situation.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien om pigen, som tager sin skæbne i egen hånd, er velfortalt. Cecilie Eken skruer fortællingen sammen. (…) Det er ikke en omfattende bog, men stemningen bliver siddende i læseren, efter den er lukket.”

Albert Einsteins lysshow

Frédéric Morlot
Illustrator: Anne-Margot Ramstein
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace 2012

Historien begynder ganske muntert med, at den unge Albert Einstein i 1896 får til opgave at lave et lysshow, som skal bruges til Oktoberfesten i München. Opgaven er stillet af en krovært, som ønsker, at lysshowet skal tændes præcis kl. 10. Det lykkes ikke helt, for kroværten ser lysshowet lidt senere end Einstein. Det får ham på sporet af lysets hastighed.

Ved at spænde lys lysguirlanden fast på et pariserhjul regner Einstein med at kunne øge lysets hastighed, for han har set dværgkasteren Niels Bohr (!) lave noget tilsvarende. Det lykkes naturligvis ikke helt, og de må flygte fra den rasende krovært. På flugten kommer de i så høj hastighed, at de foretager en tidsrejse.

Her bevæger vi os for alvor ind på de fysiske paradokser, der forbinder sig med relativitetsteorien. Det tager dog ikke farten af den spændende og sjove historie fuld af finurligheder og intertekstualitet, bl.a. i personnavnene.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Tidsrejsen bringer dem til 1933, og her er det kroværten, som Hindenburg har udnævnt til rigskansler. Nyheden får de at vide af en avissælger, som har en vis lighed med den hr. Hitler, som på læserens egen tidslinje fik rigskanslertitlen. Sådan er der mange enkeltheder, som den historisk oplyste læser kan more sig over.”

De velvalgte illustrationer gør bogen egnet til højtlæsning. De er lavet med en lidt mærkelig streg, som fint passer med temaet i Albert Einsteins lysshow. Skulle man ikke fange alle teksten og illustrationernes detaljer i første omgang, kan man blot læse den igen og igen.

Af de forsøg på at formidle fysisk teori til en yngre læserskare, jeg kender, er Albert Einsteins lysshow den bedste. Især naturvidenskabeligt orienterede læsere vil elske den.

Albert Einsteins lysshow indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Karl Marx.

Descartes’ onde dæmon

Jean Paul Mongin
Illustrator: François Schwoebel
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace, 2012

Descartes er en tvivler. Hvordan kan man stole på sine sanser? Faktisk er Descartes så meget i tvivl, at han er ved at blive vandvittig. ”Drømmer Descartes? Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?” Han finder sin udvej i Arkimedes’ tekst om at have et fast punkt at holde sig til. Descartes bruger tanken som dette faste holdepunkt.

Med tanken som udgangspunkt kan han afsøge resten af verden. Resten af verden (ham selv inklusive) må være skabt af noget almægtigt. Noget så stort, at Descartes ikke engang selv kan forstå det. Han kalder dette almægtige for Gud.

Descartes stopper ikke ved Gud. Der er også mange andre ting, han er klar over, at han ikke forstår. Sanserne f.eks. Der er så mange eksempler på sansebedrag, men han når frem til, at i de fleste tilfælde fortæller sanserne noget sandt. Hvis man tilføjer lidt kritisk sans (undskyld ordspillet), er det rimeligt at bruge dem til at udforske sine omgivelser.

Fra min boganmeldelse på JAGOO: “Endelig gør et smerteligt møde med hans papegøjes næb Descartes opmærksom på, at man ikke kan adskille tanke og krop. Tanken er ikke i kroppen, som en kaptajn er på et skib. Der må være en anden sammenhæng mellem de to ting.”

Læseren kender sandsynligvis præmissen om, at man ikke kan stole blindt (!) på sine sanser. Utallige film og bøger kredser om det samme emne. Derfor er det befriende at læse Descartes’ onde dæmon, som giver indblik i filosofien bag. Det er abstrakt og svært, men ved hjælp af de mange illustrationer fremstår bogen som en billedbog for læsere over 12 år.

Descartes’ onde dæmon indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Einstein og Karl Marx.

Kopierne

Jesper Wung-Sung
Illustrator: Søren Jessen
114 sider
Høst & Søn 2015

Jesper Wung-Sungs prisbelønnede ungdomsroman er kommet som grafisk roman. Fortælleren Jonas havde en god dag: Succes på fodboldbanen og opmærksomhed fra Maria. Idyllen blev imidlertid brudt, da han kom hjem: Forældrene ville ikke lukke ham ind og hans plads i familien var overtaget af en dreng, der lignede ham til forveksling. Da to mænd dukkede op og forsøgte at fange ham, tog han flugten. Her mødte han Ian, som hjalp ham med både flugt og forklaring.

“Jeg ville have svar. Flere svar. Mange svar. De rigtige svar,” bad Jonas, og hans bønner blev hørt i en grad, som han ikke havde forestillet sig. Det viste sig, at han ikke var den originale Jonas. Han var en kopi. Den originale Jonas havde fået en virus og var sat på standby. Nu var originalen vendt tilbage, og Jonas (kopien) var blevet overflødig.

Kopierne Jonas og Ian måtte nu flygte fra Kopi-Befrierne. Disse KB’ere opsøger uønskede kopier og “deaktiverer” dem. En kopi har forsøgt at slå en original ihjel, og der er derfor en fed bonus at hente, også for selvbestaltede dusørjægere.

Jonas og Ian slog sig sammen med en tredje kopi, Ronnie. Deres tid var talt, kopiernes skæbne er tab af hukommelse, sanser og til sidst forstand. Det ramte Ian og Ronnie først, og på de sidste sider af Kopierne kæmper Jonas sin håbløse kamp mod det uundgøelige, visuelt fortalt med tiltagende udflydende tegninger og tekst.

“Forsiden er et studie for sig. Titlen bliver mere og mere utydelig i læseretningen. Jonas ses i to udgaver: En i farve og en ”skygge” i hvidt. Under ham et vildsvin og i baggrunden ses Jonas, Ian og en tredje kopi, Ronnie.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Kopierne er en dystopi, som spiller på målgruppens ambivalente forhold til forældrene: Løsrivelse og afhængighed. Det overskygges af frygten for ikke at være ønsket. Samtidig er Kopierne en kommentar til debatten om genteknologi. Kan vi være sikre på, at det ikke er en nær fremtid, som skildres? Kan genteknologiens muligheder ikke både bruges og misbruges med de resultater, vi ser her?

“Forlaget kalder Kopierne en grafisk roman. Der er mere fortællestemme end i gængse graphic novels og illustrationerne fylder ofte en hel side eller et helt opslag. Tekst og illustration følger hinanden og støtter afkodningen af fortællingen. Illustrationerne er ligesom teksten holdt i en realistisk tone, dog fletter de to typer forfølgere, Kopi-Befrierne og vildsvinene, sig ind i hinanden et enkelt sted, hvor illustrationen er et vildsvin i jakkesæt.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Victoria Roses to liv

Gitte Løkkegaard
Illustrationer: Jan Solheim
195 sider
Carlsen 2015

Victoria Roses to liv serverer en skarp satire med stor humor: Victoria Rose og vennen Storm bliver trætte af, at de hver uge skal flytte mellem deres respektive forældre. I stedet bruger de Farfars kolonihavehus til en konstruktion, hvor det er forældrene, som flytter frem og tilbage mellem de “fastboende” børn.

Farfar er på plejehjem og har efterladt en skattejagt til de to børn. De har altså rigeligt at gøre med at få de utraditionelt sammenbragte familier til at enes, samtidig med at de løser opgaver. Det bliver ikke nemmere af, at kolonihavehuset er til salg, og de to børn gør, hvad de kan, for at beholde det.

Der er byttet om på rollerne mellem børn og voksne. I min boganmeldelse på JAGOO formulerede jeg det sådan: “I konkrete konfliktsituationer træder de to børn i karakter som de ”voksne”, der kan få enderne til at mødes. Helt overordnet har de også påtaget sig den rolle, der ellers tilfalder forældrene i sammenbragte familier: At prøve at lave en fordeling af værelser, huslige pligter og normer. De går så vidt, at reglerne skifter hver anden uge, alt efter hvilken sammensætning af voksne der er. Det kan læses som en kommentar til moderne familier, som lader børnene bestemme og dermed lader de (fastboende) forældre stå tilbage i magtesløshed.”

Victorias og Storms familier består af tilsammen 19 personer. Alle fire forældre har fundet nye partnere, og der er kommet nye børn til, både fra tidligere forhold og de fælles. “Mine, dine og vores”. Heldigvis er der billeder af de mange karakterer, som man kan slå op på, når overblikket svigter – og det gør det.

Til gengæld får man en spændende historie og et godt grin af og til.

Tilføjelse:
I januar 2016 kom Victoria Roses to liv i 2. udgaven
med et citat fra min JAGOO-anmeldelse.

Dø om så det gælder
Aldrig ræd for mørkets magt

Jørgen Hartung Nielsen
Illustreret af Patrick Leis
172 + 160 sider
Cadeau 2015

I to bøger følger vi den ugen modstandsmand Tom, fra han lander med faldskærm i Danmark en mørk nat. Han organiserer attentater mod bygninger og jernbane, og han går heller ikke af vejen for at likvidere nazisterne eller deres hjælpere. Historien bygger på virkelige begivenheder.

Synsvinklen er ensidigt Toms. Det gør fortællingen lidt flad, især fordi der ikke gives plads til bipersoner med andre mål end hovedpersonens. Læseren er derfor henvist til at supplere med anden litteratur for at forstå, hvorfor der f.eks. var danskere, som hjalp besættelsesmagten. Tom har ikke megen forståelse for det. Den snævre synsvinkel øger på den anden side spændingen, fordi Toms motiver bliver så meget grundigere belyst.

Ud over modstandskampen beskrives et spirende, men meget ærbart, kærlighedsforhold mellem Tom og en ung kvinde.

Bøgernes lix-tal er angivet til hhv. 25 og 27. Sværhedsgraden øges af uhensigtsmæssige orddelinger og en del ord, som ikke er så udbredte længere. Nedkastningssted, indskyder og boligkompleks f.eks. Ordene er samtidig med til at skabe en autentisk stemning.

De to bøger beskriver leveforholdene under anden verdenskrig grundigt og giver derfor læseren en spændende – om end lidt ensidig – fortælling, samtidig med, at de leverer historiske fakta.

Klintespind

Trilogi:
Serpina
Ulvepige
Månebarn
Helle Ryding
414 + 317 + 277 sider
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2011-2013

I tre bind fortæller Helle Ryding historien om pigen Serpina, som er datter af Klintekongen Mithram. Serpina er den eneste, som kan bekæmpe det onde Broderskabet, da hendes familie spærres inde i klinten. Eller er hun? Undervejs kommer læseren flere gange i tvivl om, hvem der står på Serpinas side. Det er et af de helt store plusser ved Klintespind, at man ikke med sikkerhed ved, hvad og hvem man kan stole på.

I bind 1, Serpina, bliver universet og handlingen bygget fint op: Serpina er netop blevet så gammel, at hun kan tage på natlige ridt ud og hjælpe menneskerne i den middelalderlige verden, som danner rammen for historien. Der er en stor del teenageroprør over det forhold, Serpina og hendes søstre har til faren. Klintekongen styrer med hård hånd og tåler ikke, at nogen mand nærmer sig døtrene. Samtidig holder han på en hemmelighed om sin egen mørke fortid, som kun gør pigerne/kvinderne endnu mere nysgerrige. Som læser kan man undre sig, hvorfor Mithrams regime skulle være så meget bedre end Broderskabets.

Bind 2, Ulvepige, er det svageste i trilogien. Serpina får en følgesvend, Noatan, som kommer fra en anden kultur end hendes. Der er lange passager, hvor han f.eks. fortæller om religion, myter og ritualer blandt sit eget folk. Det giver en god kontrast til det verdensbillede, Serpina og hendes del af verden har. Man kunne blot have ønsket, at det i højere grad fremgik af handlingen end af Noatans ord. Til gengæld er der meget til de lidt nørdede læsere. F.eks. afsløres en af Broderskabets falske præster, fordi han tror, at passager fra Jydske Lov (1241) er uddrag af Bibelen. En dejligt finurlig form for intertekstualitet.

Månebarn, som er bind 3, lægger naturligvis sider til Det store Opgør, det endelige slag mellem det gode og det onde. Nu skal det vise sig, hvem der står på hvilken side. Der er en god del handling, flere kampscener og man frygter for, hvilke karakterer der må lade livet undervejs. Sådan skal det være. De forskelligartede kræfter samles for i fællesskab at besejre troldkvinden Kherte og lukke hende inde sammen med sine onde hjælpere.

Det er en lang rejse, læseren er på sammen med Serpina. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke er blandt fantasy-genrens mest trofaste følgere. Alligevel blev jeg fanget undervejs og skulle lige læse, hvad der skete i næste kapitel… Det er en god historie, og den er godt fortalt. Der er nogle gode temaer undervejs. Ud over de, jeg allerede har nævnt, er en voksende forelskelse mellem to af hovedpersonerne, krydret med jalousi og tvivl. Man kan nemt analysere sig frem til andre store spørgsmål. Fri vilje, skæbne, retten til at bestemme over liv og død.

Jeg savner en større problematisering af nogle af temaerne. Der bliver aldrig rigtigt gjort op med Klintekongens dominerende væsen. Der er ingen, som rigtigt stiller spørgsmålstegn ved Klintedøtrenes ret til at redde liv og hele klintekongefamiliens ret til at udvælge de stærkeste blandt de døde. Disse halvdøde bliver brugt som hær og som tjenere, inden de bliver vanvittige af at være i denne mellemfase og endelig får fred i Dødsriget. Og selv om det gennem bøgerne er skiftende, hvem der holder med de gode hhv. de onde, så er der hele tiden et Gode og et Onde, de forskellige karakterer kan bekende sig til.

I pædagogisk praksis vil Klintespind kunne bruges til den unge i skolens ældste klasser, som vil møde nogle væsentlige spørgsmål pakket ind i en god historie, gerne med pædagogen som makker.