Skadedyrsbekæmperne

Sofie Boysen
Illustrator: Lasse Bekker Weinreich
94 sider
Blæs 2015

Det to brødre Bert og Ronnie havde ikke nogen mor. Jo, det havde de, men hun var faldet for en kakaoplantageejer og var taget til Honduras med ham. I et forsøg på at skaffe penge til husleje og mad – og dermed holde fru Jørgensen fra kommunen i ro – tilbød de sig som skadedyrsbekæmpere. Ikke med helt fine midler, f.eks. gjorde de deres for at holde luseplagen ved lige på den skole, hvor de mod betaling aflusede børnene.

Et tidligere forsøg som “Hunnefrisør” (som de skrev på skiltet) fik et brat endeligt, da den første interesserede mødte op med en rottweiler. Det så ud, som om de havde mere held i sprøjten, da en meget lille gammel dame mødte op og præsenterede sig som Elvira Madigan. Hun havde et problem med papegøjer i sit hus.

De anede hurtigt, at ikke alt var, som det så ud til at være. Elvira Madigan var hverken gammel dame eller dværg, og huset var heller ikke noget normalt hus. På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Da de hyredes af den dværglignende pulit Elvira Madigan fra planeten Tteh-Coc og gik gennem en tidsportal, ændrede de ikke bare deres eget liv, men hele verdenshistorien.”

Gennem portalen kom de til Honduras for mange hundrede år siden. Her blev de to brødre fanget af en indianerstamme, som ville ofre dem til guderne. Et flugtforsøg slog i første omgang fejl, og på side 79 er læseren tilbage til det spændende anslag, hvor Ronnie prøvede at redde Bert fra at falde ned i en dyb, dyb kløft.

På JAGOO skrev jeg videre: “Forfatteren kan sit håndværk (…) Der er tempo på og morsomme betragtninger fra den 11 årige Bert. Elvira Madigan dukkede op og reddede de to drenge fra at falde i kløften. Hjemme igen så fru Jørgensen ikke en grøn alien dværg men drengenes mor, fordi en pulit kan ændre udseende (…) Skadedyrsbekæmperne er lavet af det stof, som får børn til at læse. Eller til at blive ved med at læse, for bogen er for svær til begynderlæsere. Stor litteratur er det ikke, men den har så mange andre kvaliteter.”

Mig og ulven

Delphine Perret
64 sider
Damgaard 2015

“Mig” finder en ulv, som overrasker på flere måder: Ulven kan tale. Ulven er den Store Stygge Ulv. Ulven er skræmt og vil hellere spise småkager – helst med chokolade – og lege end være skræmmende og æde den trælse søster. De to opbygger et venskab, hvor drengen prøver at opbygge ulvens tro på sig selv.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien er fortalt i et meget rent billedsprog med korte replikker. Når den er bedst, minder den om Radiserne i sit udtryk og om Steen og Stoffer i sit indhold. Der er lag til den voksne, som læser højt, og der er lag til barnet, som læser med: Det umage par opbygger et venskab, fordi ulvens stædighed og ubehjælpsomhed giver en modvægt til det projekt, drengen har med den. Barnelæseren vil more sig over den skøre ulv, som er så hjælpeløs og u-skræmmende.”

Sammenligningen med tegneserien Steen og Stoffer er ikke helt tilfældig, for man forstår nok, at ulven er et fantasifoster hos en dreng, som gerne vil vil være mere interessant, end han er. “Det er ret svært at holde på den hemmelighed. Hvis jeg havde fortalt henne i skolen, at jeg havde en ulv i skabet, ville jeg virkelig være blevet populær,” siger han på et tidspunkt.

I det sidste kapitel har han fået ulven trænet så meget, at den jagter ham hen til skolen og rundt i skolegården. Desværre er der øjensynligt ingen andre end ham selv, der lægger mærke til ulven, men han inspirerer da de andre børn til at lege fangelege med hinanden , mens han og ulven deler småkager på en bænk.

Drengen vil gerne kalde ulven Zorro, men af uigennemskuelige grunde hedder den Bjarne, som ikke er skræmmende nok. Det kan undertegnede bekræfte… Ulven bor i klædeskabet, hvor der er fred, og hvor moren ikke kan finde den. Den tænker mere på småkager end på kød. Og projektet med at blive skræmmende kører ikke rigtigt.

Se eksempler fra bogen på www.damgaardforlag.dk/migogulven.

Gys og maddiker

Henrik Einspor
130 sider
Løse Ænder 2015

Er man til helt usandsynlige personer, som havner i helt usandsynlige situationer, så er serien om Jack Stump et godt bud. Den lille grønne mand er sammen med sine to venner/hjælpere i en stadig søgen efter eventyr. Og dem får han så rigeligt i seriens tredje bog, Gys og maddiker.

Bogen består af to hovedhistorier med en tredje, mindre, historie som overgang. Der er ikke nogen egentlig sammenhæng mellem de tre historier. I den første historie skal Jack Stump og Dick begrave et marsvin. Marsvinet er omkommet ved et uheld, som sikkert er morsomt for den, som hører historien første gang. Desværre bygger den på en gammel og ofte gentaget forvekslingskomedie, som tager toppen af morskaben, i hvert fald for den voksne læser.

Det er en af de få gange, humoren rammer ved siden af. Med en god kombination af vanvid, tempo og gru møder Jack og Dick en monsterzombiehund på den kirkegård, hvor de vil begrave det uheldige marsvin.

“De to uheldige helte kludrer naturligvis i det, og “nu var vi to, som bogstaveligt stod med begge ben i graven”, indtil det lykkedes dem at komme op. “Et øjeblik efter befandt jeg mig på gravens rand, men det var trods alt et fremskridt i forhold til før.” Hvis man er til den form for humor, må man bare læse Gys og maddiker.” (Citat fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Undervejs i flugten befinder Jack Stump sig med en bombe i en bil, som sidder fast, mens toget nærmer sig på skinnerne. Udenfor er faren fra monsterhunden suppleret med lækkende benzin. Jack Stump kommenterer det med et: “fuldmånen steg op over byen, så man skulle tro, at det var en hel gyserroman.”

I den lille overgangshistorie, indvilger Jack Stump i at lufte en gammel dames hund. Den viser sig at være ganske anderledes fredelig end hunden i den tidligere historie. Denne hund er nemlig udstoppet og på hjul. Hunden ruller naturligvis fra den uheldige helt.

Den sidste hovedhistorie har ikke noget med hunde at gøre. Derimod spiller et andet dyr en (hoved!)rolle. En hjerneprofessor har fået en chimpansehjerne anbragt i sin krop, og nu er professorkroppen med chimpansehjernen stukket af. Mens professorhjernen ligger i et akvarium og ikke må erfare tingenes rette sammenhæng, leder Jack Stump efter chimpansen (eller professoren, om man vil).

De finder da også, hvad de leder efter, i en forlystelsespark og fuldfører missionen ved at forene professorhjerne med dittokrop. Den inkompetente professorassistent, Günter Grynt, får sin velfortjente straf ved at få sin hjerne transplanteret over i en abekrop.

Gys og maddiker er sjov og ballade. Man får sig et godt grin og et enkelt gys her og der. Man bliver måske ikke så meget klogere på sig selv, men værdien af at grine og gyse i fællesskab skal ikke undervurderes.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Brian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2015

Rasmus Klump-historierne blev oprindeligt trykt som avisserier. Det er de originale serier, som nu udkommer i to bind. Serierne er bedst kendt fra de blå hæfter, som er skåret til, forkortet, og ændret i rækkefølge. Nu har man for første gang mulighed for at læse alle historierne samlet.

“En tyk bog med Rasmus Klump i sort/hvid. Inklusiv de sekvenser, som blev sorteret fra, da de kendte blå hæfter udkom. Det lyder som et skidt udgangspunkt, men når man har læst Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955, ved man, at der er kommet en helt fantastisk bog ud af det,” skrev jeg på JAGOO. Det indrammer vist meget det indtryk, jeg fik ved at læse Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955.

Selv om Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 er opfyldelsen af en våd drøm for enhver Rasmus Klump-fan, afslører den også, hvor godt de blå hæfter er lavet. Når man læser dem, opdager man slet ikke, at der er skåret noget ud eller at to historier er klippet sammen til en, som det er sket enkelte gange. Derfor får man også en oplevelse af at læse helt nye historier, når man sidder med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955.

Det Rasmus Klumpske univers er en gengivelse af den måde, det lille barn ser verden på. Rasmus Klump drager verden rundt sammen med sine bedste venner, Pingo, Pelle og Skæg. Enkelte bipersoner følger dem kortere eller længere tid. De har selv bygget et skib til formålet og opkaldt det efter Klumps mor, Mary.

Undervejs møder de en lang række personer (i dyreskikkelser), som udmærket ved, hvem Rasmus Klump er, og hvad han laver. I Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 bliver det meget tydeligt, hvordan serien refererede til sig selv, da den blev læst i avisen. Det er nemlig gennem avisen, at personerne rundt om i verden kender Klump og hans venner. “Goddag, er det ikke Klump fra avisen?” spørger en kanin, og Kong Ursus har læst i avisen, at Klump mangler benzin til skibet.

Selvreference bruges som komisk element flere gange.  F.eks. sejler Mary forbi en struds, som står sammen med en brilleslange og råber til Frømand og Pildskadden: “Hvad vi leger? Vi leger ikke. Jeg ta’r fodbad, og Brille tager halebad. Det fremgår da ellers tydeligt af billedet.”

Det mest ekstreme eksempel er en sekvens, hvor en løve er så optaget af sin avis, at han ikke opdager, at han går hen over en giraf og op på Mary. Klump forhindrer ham i at fortsætte ud i vandet og siger:  “Kan du se, jeg står og ler på billedet, og du står og læser. Det er da vældig sjovt.” Samtidig står Klump og ler, mens løven står og læser. I avisen kan løven endda læse, at Gøjen og Pildskadden bruger hans hale som svamp og kommenterer på det uden at kigge op en eneste gang.

For at forstå den succes, serien om Rasmus Klump har fået, må man dvæle lidt længere ved den barnlige naivitet, som serien afspejler. Når Klump har brug for noget, er der altid nogen, som kan undvære en motor, nogle brædder, mad eller endda gummistøvler. Skæg kan fange en torsk ved at stikke foden ned i vandet. Han kan bagefter smide den på en pande, og straks har de stegt torsk.

Renlighed er også nemt klaret. Hvis man er beskidt, skal man bare dyppes kortvarigt i vand. Så bliver både tøj, krop og hænder rene. Futkarl udtaler forfatternes forståelse af børns forhold til at blive vasket på denne måde: ”Jeg troede det ikke, men der er altså børn, der kan lide vand.”

Fra små børns leg kender man, at de laver billetter til forestillinger mm. Billetterne deles gratis ud, eller man skal betale med blade, når man køber sandkager på legepladsen. I Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 genbruges ideen ved en tunnel på vej til Mount Everest. “Jeg uddeler billetter til hullet. Næh, det koster ikke noget. Jeg synes bare, det er så sjov at uddele billetter,” siger aben, som ejer hullet.

Legeskrivning er en fase i udviklingen af børns tegning og skrivning. Rasmus Klump og hans venner finder et skilt, som har nogle kruseduller. “Det er mig, der har skrevet det, og da jeg hverken kan læse eller skrive, er jeg den eneste, der ved, hvad de tegn betyder,” forklarer skiltemageren.

Der er nogle detaljer, som har mere litteraturhistorisk interesse end egentlig pædagogisk kvalitet. F.eks. ser man Skæg dele sin pibetobak med Klump, Pingo og Pildskadden, som hoster og harker. Et andet sted optræder en topløs havfrue, dog uden brystvorter, hvor de ellers burde være. Disse to detaljer er ikke med i de blå hæfter. Om de er redigeret ud for at være mere socialt acceptable, er uvist.

Et par replikker er mest til de voksne. Pingo siger f.eks.: “Hvis du er færdig med at gøre dig lækker for lille Lamseben, må du se at få ankeret ned, Pelle.” I de blå hæfter er det kortet ned til “Henter du ankeret, Pelle? Så går Klump ned og starter motoren.” Når man ved, at Vilhelm og Carla Hansen kom i store problemer på grund af en skattegæld, er det komisk at læse, at Pelle siger til Klump: “Nu arbejder Pingo, og så risikerer du at få skatten i hovedet, og skatter er vist altid tunge byrder.”

Det sidste samlebind forventes at udkomme i 2016.

Amigo

Mario Salazar
Oversat af Annemarie Løppenthin
24 sider
Hjulet 1988

Jeg fik Amigo i forbindelse med et arrangement, hvor jeg læste op for børn med latinamerikanske forældre. Det er historien om en mand, som flygter gennem Andesbjergene sammen med en navnløs hund. De angribes af en kondor, og kun med hjælp fra hunden klarer de sig.

Amigo betyder ven, og det er netop en Amigo, hunden viser sig at være.

Bogen har nogle år på bagen (den er fra 1988), og det bærer layout og illustrationer også præg af, men historien er helt frisk og med et flot dramatisk forløb. Den lever op til den magiske realisme, som er karakteristisk for meget latinamerikansk litteratur fra den periode.

Tegningerne er lavet i en næsten skitseagtig form, som klæder den rå natur, historien foregår i. Den dramatiske kamp mellem mand og kondor er ikke udpenslet i illustrationerne, hvilket giver plads til læserens egen fantasi.

Historien er gengivet på båden dansk og spansk. Desværre står den spanske tekst sidst, så den fremstår uillustreret.

Ella er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

“Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.”

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

Havenisserne flytter ind

Josefine Ottesen
Illustrator: Birde Poulsen
Musik: Jan Schønemann
184 sider
Høst & Søn 2015

Havnisserne bor i et æbletræ men sendes på flugt, da en storm ødelægger deres hjem. De søger tilflugt i et nærliggende hus. Ud over menneskene bebos huset af et par katte, nogle levende dukker og en husnisse. De fleste byder ikke de fremmede velkommen.

Det er ikke en julehistorie for ingenting. Gennem 24 kapitler forsøger havenisserne at finde fred og sikkerhed. Dukkebørnene udviser civil ulydighed og behandler de nye naboer godt. Husnissen viser sig at være en helt anden, end han gav sig ud for, og naturligvis ender det godt. “Nis – husnissen, som viser sig at have været havenisse i sin ungdom – spiller en meget central rolle. Han er blevet husnisse, fordi De Store (menneskene) har accepteret ham og endda givet ham navnet. I løbet af historien finder havenisserne ud af, at han ikke altid har boet i huset. Bedste har kendt ham i deres ungdom, og den gamle kærlighed blusser op igen”, skrev jeg på JAGOO.

Den indbyggede flygtningesymbolik ødelægger ikke historien. Den risiko er altid til stede, når et bestemt humanitært formål skrives ind i fiktion. Havenisserne flytter ind er udgivet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, som modtager 40 kr. for hver solgt bog.

I private hjem kan man læse et kapitel hver dag. I institutioner og skoler må man læse to kapitler på fredage og mandage og de resterende kapitler sidste åbningsdag. Eller man må begynde allerede i november. I 2015 vil det være ca. 17. november.

Det er godt, at historien breder sig over så mange dage/kapitler. Der er et stort persongalleri, som kræver, at man holder tungen lige i munden. Man kan med fordel støtte sig til Birde Poulsens stemningsfulde og nostalgiske illustrationer. Der er mindst en illustration pr. kapitel, og de er uden for mange detaljer, så børnene hurtigt kan aflæse det væsentligste, når bogen vises til en større gruppe børn. Så skal der ikke være for meget ventetid, mens resten af gruppen kigger billeder. De største illustrationer fylder en hel side og fortjener god tid for at få det hele med.

Til Havenisserne flytter ind er der skrevet en sang. Noder, akkorder og tekst er trykt bagerst i bogen. De kan også downloades fra www.flygtning.dk/havenisserne, hvor man også kan lytte til sangen med eller uden sangledsagelse. På samme side kan man også finde forslag til to lege.

Min far spiller fodbold i himlen

Line Thoft Carlsen
Illustrator: Jette Svane og Rune Lundø
59 sider
Kræftens Bekæmpelse 2015

Den seneste børnebog fra Kræftens Bekæmpelse er fortællingen om niårige Line, hvis far dør i løbet af Min far spiller fodbold i himlen. Det er naturligvis en sørgelig bog, men den fortælles fra et barns synspunkt med en næsten nøgternt sprog. Læseren møder Lines tanker før, under og efter dødsfaldet.

Line har både en ældre og en yngre bror. De tre børn reagerer forskelligt, og gennem Lines tanker forstår vi hendes adfærd. Hun får meget støtte undervejs af en familie, som er ramt af sorgen i lige så høj grad som hende selv.

Om sproget skrev jeg på JAGOO: “Jegfortælleren Line fremstår troværdigt som niårig. Der er ting, hun ikke forstår, men hun er bevidst om, at det er sådan. Det kan være smerteligt at læse bogen, men den vil utvivlsomt give ro til en del børn i samme situation. Klassekammerater og andre kan læse med, næppe uden at få en klump i halsen.”

Et eksempel på det direkte sprog er i en scene, hvor Line spørger sin mor om, hvornår far kommer hjem fra hospicet. ”Signe, far kommer ikke hjem igen, det er slut. Far dør ude på hospice,” er mors svar. Her fortæller Min far spiller fodbold i himlen, at barnets fantasi kan være værre end virkeligheden, så det nytter ikke at skjule sandheden.

Line er derimod med i hele processen og rører også sin far, efter han er død. ”Jeg har bagefter tænkt på, at det var godt at have et bevis på, at far var død. Nogle gange er det nemlig rigtigt svært at forstå, at det er MIN far, som aldrig mere kommer tilbage.” Sådan sætter Line ord på den smertelige oplevelse. Ved det sidste ridestævne, far når at være vidne til, vinder Line en roset, som hun lægger på kisten. ”Så kørte rustvognen med kisten. Det er nok det sværeste, jeg har været med til,” siger Line efter denne symbolske handling.

Tiden efter dødsfaldet beskrives også som svær. Det første år er alt præget af dødsfaldet: Første sommerferie uden far osv. Line kommer i en sorggruppe, som giver hende meget godt. Hun rider stævner igen og begynder at tænke på, at hendes mor kunne få en ny kæreste. Hendes værelse bliver malet med to fodboldmål og en bold på en baggrund af skyer. Et smukt billede af, at Min far spiller fodbold i himlen.

Den dag min mor fik kræft

Line Thoft Carlsen
Illustrator: Jette Svane og Rune Lundø
61 sider
Kræftens Bekæmpelse 2013

Kræftens Bekæmpelse har udgivet en række børnebøger, og Den dag min mor fik kræft er en af dem. Jegfortælleren er Rasmus, og han fortælle både sin historie og de tanker, han gør sig undervejs om “jordbær, kræftmonstre, sneboldkamp og marsvin”, som også er en del af undertitlen.

Det er en gribende historie om et år i den otte-niårige Rasmus’ liv. Et år med undersøgelser, kemo, strålebehandling og ikke mindst følgerne: hårtab og dårligt humør. Og angsten! Angsten for, at mor skal dø. Rasmus lukker sig inde i sig selv om får ikke ordentligt talt med nogen om sine bekymringer. Trods det skal der også være plads til jul, fødselsdag og fodboldkampe. Det er der også, men det står i skyggen af sygdommen.

Illustrationerne er lavet på en speciel måde, som giver sin egen kommentar til Den dag min mor fik  kræft. “Illustrationerne er fotos, som er tilføjet personer mm. Det virker rigtigt godt og er lavet, så man ikke tænker over, hvor det ene ender og det andet begynder. Samtidig virker det som en pointering af blandingen af de faktuelle, generelle informationer og den fiktive, specifikke fortælling i Den dag min mor fik kræft”, skrev jeg på JAGOO.

Ved at lade Rasmus lægge stemme til historien, bliver det én drengs fortælling uden at påstå, at alle forløb er ens. I denne historie overlever moren. Det sker ikke hver gang, og en klassekammerats mormor nævnes som eksempel på, at det er en sygdom, man kan dø af. I parallelklassen går en pige, hvis mor får brystkræft sidst i bogen.

Trods det dystre tema er der også plads til håb og en lille smule glæde. Det kan der også være brug for, uanset om bogen bruges til børn, som er direkte i kontakt med kræft eller ej.