Mio, min Mio (2015)

Astrid Lindgren
Illustrator: Mikkel Sommer
Oversat af Kina Bodenhoff
152 sider
Gyldendal 2015

I 2012 kom Kina Bodenhoffs smukke nyoversættelse af Mio, min Mio. Nu kommer den med illustrationer af Mikkel Sommer, og kombinationen af de to og Astrid Lindgrens dygtige historiefortælling er guld for øjnene og tankerne. Mio er dreng, som oplever rejsen fra uelsket adoptivbarn i Stockholm til højtelsket kongesøn i Landet i det Fjerne.

Også i Landet i det Fjerne er der skygger. Den største og mørkeste skygge kaster ridder Kato: “Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen. Og jeg mærkede, hvor bange jeg var for ridder Kato. Så bange, så bange.” Alle andre end Mio selv synes at vide, at hans skæbne er at tage kampen op med ridder Kato.

Sammen med sin bedste ven, Jum-Jum, og hesten Miramis drager Mio ud for at finde ridder Katos borg i Landet bag bjergene. Undervejs bliver han hjulpet af mennesker, dyr, træer og endda bølgerne og klipperne, som alle hader ridder Kato. Ved hjælp af magiske hjælpemidler vinder han den afgørende kamp mod ridder Kato, og det afsløres, at den onde ridder ikke selv er tilfreds med sit liv. “Ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv.”

Heller ikke Mio er så flad en karakter, som man ellers ofte ser det i eventyr. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg: “Mio er i modsætning til mange andre eventyrhelte ikke uden tvivl. Selv efter han bliver klar over, at alle ved, at hans skæbne er at kæmpe mod ridder Kato, græder han af fortvivlelse og tør ikke. Alligevel hanker han op i sig selv og gør det, han ikke tør. Her tager Astrid Lindgren forskud på en anden eventyr-helt i sit forfatterskab, Jonatan Løvehjerte, som er nødt til at gøre ting, selv om det er farligt. “Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort,” skrev Lindgren næsten 20 år senere i Brødrene Løvehjerte.”

Undervejs gyser man rigtigt meget. Det poetiske sprog med mange gentagelser egner sig til langsom (op)læsning i trygge omgivelser, og alt ender naturligvis med at blive godt til sidst. De døde er ikke rigtigt døde, de forsvundne bliver fundet og ridder Kato forvandles til i første omgang en dynge sten, i anden omgang – måske – til en lille grå fugl.

Magnolia af Skagerrak

Bent Haller
Illustreret af Lea Letén
143 sider
Høst & Søn 2015

Magnolia finder en underlig fisk, mens hun er på besøg hos sine bedsteforældre ved Skagerrak. Fisken kan tale og fortæller sin historie, hvor det bl.a. bliver klart, at det slet ikke er en fisk, men derimod en klumphval. Den har ingen familie og er kommet til havet ved at blive efterladt der af et mystisk væsen. Nu ønsker den bare at dø, og det sætter Magnolia i et dilemma.

Hendes egen mor er heller ikke helt rask. Vi hører ikke andet end, at moren har har ”været syg, selv om man ikke kunne se det på hende”. Hun skulle ”kvikkes op”, derfor er forældrene i Norge, mens Magnolia er på ferie sammen med sin dominerende storebror og to kusiner.

Det er dog ikke kun dilemmaer og elendighed. Ferien beskrives også med sol og strand. Med et bedsteforældrepar, som har godmodige drillerier med hinanden. Lea Leténs akvareller matcher den side af teksten rigtigt fint, det bliver lidt nostalgisk og retro på den gode måde.

Et godt eksempel er det sted i historien, hvor morfar fortæller, at også Magnolias mor har fundet en klumphval. ”- Det er tredve år siden, gentog morfar og gnubbede sin skæggede hage. Mormor henter derefter et album med fotografier fra gamle dage, altså dengang fotografierne var på papir og blev limet ind i et album, så man kunne sidde i sofaen og bladre i det ligesom i en billedbog. Det var meget længe siden, nogen havde set i det album.”

Der er mange eksempler på intertekstualitet i Magnolia af Skagerrak – altså at teksten refererer til andre tekster. Mest åbenlyst er det kapitel, hvor klumphvalen fortæller om sin søgen efter familie og fællesskab. Sproget, handlingen og miljøbeskrivelsen ligner Kaskelotternes sang, en af Bent Hallers kendteste bøger.

I min boganmeldelse på JAGOO beskrev jeg kompleksiteten i bogen sådan: “Der er mange lag i Magnolia af Skagerrak. Derfor kan den få en bred læserskare og vil sikkert bliver brugt både til oplæsning i børnehaver og til analyser i skolen. Magnolia af Skagerrak vil være en fryd for enhver dansklærer med sine mange tolkningsmåder og sin intertekstualitet.”

Skoven fra oven

Karen Filskov
28 sider
Gyldendal 2015

Med Skoven fra oven får man en noget utraditionel billedbog – hvis man i det hele taget kan betegne den sådan. Der er nemlig ikke egentlige billeder i bogen. I stedet danner teksten konturerne af et dyr eller andet fra skoven. Teksten kan være suppleret med U’er, skråstreger eller andet for at fuldende “billedet”.

På hver side viser overskriften, hvad teksten omhandler. Af og til kan de enkelte dele af teksten læses i forskellige rækkefølger. Enten angiver hjælpepile, at man selv kan vælge frit, eller de angiver den retning og rækkefølge, forfatteren har tænkt.

Bogen fremstår lidt gammeldags på den solide og grundige måde. Et kraftigt mat papir og et lidt usædvanligt format på 18 x 30 cm. Omslaget er lidt ru og rummer en smuk og holdbar bog. Overskrifterne er i en retro skrifttype. Siderne er holdt i skiftende baggrundsfarver (dog kun én pr. side) med sort eller hvid skrift. Kun forsiden er i grøn, rød og hvid. Ved at holde de visuelle virkemidler i ro, bevares fokus på teksten, som bærer både ordet og billedet.

Skoven fra oven vil blive elsket af især visuelt sensitive børn og voksne, som får en pause fra sansebombardementet i mange andre billedbøger. Nogen vil muligvis kalde den kedelig, men det må være prisen for at lave en så gennemført afdæmpet bog.

Det overrasker ikke, at Skoven fra oven er udgivet med støtte fra Statens Kunstråd.

Robotter

(Tredje bind i serien Gustav og Raketbroderskabet)
Frank Madsen
Illustrator: Sussi Bech
64 sider.
Eudor 2015

Der er en sammenhæng mellem de mystiske naboer, meteoren på marken og den robotflue, Gustav fandt i Fluen. Gustav kan bare ikke finde ud af, hvor sammenhængen er, og han bliver forstyrret af den søde pige med den skræmmende far.

Gustav og Raketbroderskabet bliver overfaldet af Hell Boyz, en drengebande, men de frygtindgydende forhørsrobotter blander sig. Det er som at komme fra asken i ilden, men heldigvis kommer robotten R-1, uskadeliggør forhørsrobotterne og tager Hell Boyz med sig.

Vi må vente til et senere bind med at finde ud af, hvad der sker med drengene. Raketbroderskabet vågner derimod til live igen, og Gustav beslutter sig for at opsøge de mystiske fremmede naboer. Her møder der ham en overraskelse…

Robotter har bevaret seriens hurtige fortælletempo og de gode illustrationer, men teksten fylder mere og mere pr. side. Det er ærgerligt, for det lette layout er et stort plus ved serien. Som i de foregående bind er der faktasider både undervejs og til sidst. Netop denne blanding af fakta og fiktion gør serien om Gustav og Raketbroderskabet særligt bemærkelsesværdig.

Bjørnen, som ikke havde været der før

Oren Lavie
Illustreret af Wolf Erlbruch
Oversat af Christel Amundsen
48 sider
Høst & Søn 2015

”Der var engang en kløe.” Sådan begynder Bjørnen som ikke havde været der lige før. Så er tonen slået an i en historie, som både er skæv og morsom. Kløen ønskede at klø sig, og i løbet af et minut eller to var kløen blevet til en bjørn. Det er nemlig sådan, bjørne bliver til. Denne bestemte bjørn var alene og spekulerer på, om den var den første eller den sidste bjørn i verden.

Bjørnen havde en lomme i pelsen, hvor den fandt en seddel med det gode spørgsmål ”Er du mig?” og tre spor, som skulle hjælpe den i opklaringen. Undervejs mødte den nogle andre dyr, som den ikke genkendte. Heldigvis viste det sig at være gamle venner. ”Det var godt at få nye venner, men gamle venner var meget bedre.”

En pingvin ønskede ikke at dele sine tanker med bjørnen. Pingvinen tænkte på Alting; endda så grundigt, at den nogle gange tænkte på Alting to gange. Derfor var der Ingenting tilbage, som bjørnen kunne tænke på. Det gjorde den så, tænkte på Ingenting. Den talte blomster: En, to, røde, blå, store, smukke. Bjørnen nåede frem til at, ”smukke blomster” er et mere præcist mål for, hvad den så, end ”38 blomster” er.

Den Sløve Skildpaddetaxa førte bjørnen meget langsomt gennem skoven til ligeud, som er det sted, den skulle hen. Rundt om et Kradse-Træ var der bygget et hus, hvor bjørnens søgen endte.

Bjørnen som ikke havde været der lige før er overdådigt udført. 25,5 x 33,5 cm er stort, papiret er kraftigt, og der er givet plads til, at Wolf Erlbruch kunne udfolde sig med flere sider uden tekst, hvor man blot hviler øjet. Det sker bl.a. på et opslag, hvor bjørnen sidder på skjoldet af Skildpadden og laaangsomt bevæger sig gennem skoven.

Det er også nødvendigt med pauser undervejs, for teksten er alt andet end letfordøjelig. F.eks. når ”Bjørnen vandrede og fløjtede, fløjtede og vandrede igennem skoven. Nogle gange fløjtede han hurtigere, end han gik, og somme tider gik han hurtigere, end han fløjtede, men det meste af tiden passede både gang og fløjten sammen, fordi det var bedst sådan.”

Bogen er opstået i et makkerskab mellem debutanten Oren Lavie og den erfarne og kritikerroste Wolf Erlbruch, som bl.a. er kendt for Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved og And, Døden og tulipanen.

Sproget virker visse steder lidt knoklet og stift, og her giver den klovnede bjørn med den lidt for store og lidt for røde mund som et godt modspil. Mange børn vil nok finde Bjørnen som ikke havde været der lige før mærkelig. Den udfordrer i hvert fald både øret og øjet.

Victoria Roses to liv

Gitte Løkkegaard
Illustrationer: Jan Solheim
195 sider
Carlsen 2015

Victoria Roses to liv serverer en skarp satire med stor humor: Victoria Rose og vennen Storm bliver trætte af, at de hver uge skal flytte mellem deres respektive forældre. I stedet bruger de Farfars kolonihavehus til en konstruktion, hvor det er forældrene, som flytter frem og tilbage mellem de “fastboende” børn.

Farfar er på plejehjem og har efterladt en skattejagt til de to børn. De har altså rigeligt at gøre med at få de utraditionelt sammenbragte familier til at enes, samtidig med at de løser opgaver. Det bliver ikke nemmere af, at kolonihavehuset er til salg, og de to børn gør, hvad de kan, for at beholde det.

Der er byttet om på rollerne mellem børn og voksne. I min boganmeldelse på JAGOO formulerede jeg det sådan: “I konkrete konfliktsituationer træder de to børn i karakter som de ”voksne”, der kan få enderne til at mødes. Helt overordnet har de også påtaget sig den rolle, der ellers tilfalder forældrene i sammenbragte familier: At prøve at lave en fordeling af værelser, huslige pligter og normer. De går så vidt, at reglerne skifter hver anden uge, alt efter hvilken sammensætning af voksne der er. Det kan læses som en kommentar til moderne familier, som lader børnene bestemme og dermed lader de (fastboende) forældre stå tilbage i magtesløshed.”

Victorias og Storms familier består af tilsammen 19 personer. Alle fire forældre har fundet nye partnere, og der er kommet nye børn til, både fra tidligere forhold og de fælles. “Mine, dine og vores”. Heldigvis er der billeder af de mange karakterer, som man kan slå op på, når overblikket svigter – og det gør det.

Til gengæld får man en spændende historie og et godt grin af og til.

Tilføjelse:
I januar 2016 kom Victoria Roses to liv i 2. udgaven
med et citat fra min JAGOO-anmeldelse.

D for Morfar

Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Lykke Bianca
Cadeau 2014

Morfar ligger døende på sygehuset, hvor Marie besøger ham. Samme aften har hun svært ved at falde i søvn, og i sin sorg drømmer hun, at hun falder ned i et hul og møder drengen Moris, som vogter tidens ur. Ved at standse uret vinder Marie tid. Tiden bruger hun til en vandring gennem Morfars liv. Sammen med Morfar oplever hun højdepunkter i hans liv og indser til sidst, at uden døden er der ikke noget liv. Hun vender tilbage til Moris og sætter uret i gang igen.

Når bogen hedder D for Morfar, skyldes det, at Marie netop har lært bogstavet D i skolen og prøver forskellige ord med D af. Hun ender med ”Dejligt Morfar”.

Bogen er gennemillustreret i farver. Tekst og illustration supplerer hinanden godt.

“Ud over at være en fortælling om at erkende dødeligheden også hos sine kære, giver D for Morfar en god begrundelse for, at tiden går; at den SKAL gå. Der kommer gode og dårlige oplevelser, men uden tidens gang ville ingenting ske.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.) ”Hvis ikke tiden får lov til at gå, så lever vi jo slet ikke.” (Fra bogen.)

Den gamle mand og hvalen

Stian Hole
Oversat af Naja Maria Aidt
48 sider
Høst & Søn 2015

Stian Hole har de sidste ti år slået sit navn fast som en af Nordens fremmeste billedbogsskabere. Nu er hans debutværk udgivet på dansk. Den gamle mand og hvalen har ikke samme detaljerigdom som Garmann-bøgerne, men den lægger sig i sit billedsprog op ad både dem og resten af hans produktion. Hvis man ikke kender det særligt Stian Hole’ske udtryk, kan det beskrives som en collage af tegning, maleri, fotografi og farveflader, ikke ulig Monty Pythons små animerede intermezzoer.

“Den gamle mand hedder Cornelius. Han bor alene ved havet og passer sig selv, sin kat og sin samling af fund fra stranden. Broren Halvor ser han ikke mere, efter Halvor for mange år siden har taget Cornelius’ kæreste fra ham. En dag strandede en hval foran Halvors hus, og uanset hvor meget han trak, skubbede og gravede, sad hvalen fast. Derfor ringede Cornelius til Halvor, som straks kom. Det virkede umuligt at få hvalen fri, men da havet steg igen, lykkedes det.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Tekst og illustration følger hinanden og især ved flere genlæsning kan man vælge at fordybe sig i den ene eller anden eller lade dem filtre sig ind i hinanden, som de fremstår. Selv om Stian Hole er mest (aner)kendt for sit billedlige udtryk og sine eksistentielle temaer, fortjener også formuleringerne opmærksomhed, denne gang i Naja Maria Aidts oversættelse: “En gang havde han også et indbygget ur. Men det holdt op med at virke en sommerdag for mange år siden da Halvor og han skiltes. Nu er Cornelius ligeglad med tiden.”

Den gamle mand og hvalen udkommer i dag, 31. marts 2015.

Fuglen

Marianne Iben Hansen
Illustrator: Tea Bendix
69 sider
Gyldendal 2015

Jeg møder af og til spørgsmålet, om en bestemt titel er børnelitteratur af høj kunstnerisk kvalitet eller kunst, som er tilgængelig for børn? Personligt mener jeg ikke, at den opdeling holder, og Fuglen er et strålende eksempel på det. En smuk og følsom bog, både i billede og ord.

Fortællingen kan læses på flere planer. F.eks. er det en meget traditionel fortælling om pigen Alba, som har en fugl som ven. En fremmed pige ødelægger relationen ved at fortælle Alba, at hun ikke “gad ha’ så’n en underlig fugl”. Alba vender fuglen ryggen og da hun fortryder, må hun ud på en lang og vanskelig rejse i sin søgen. Først, da alt håb synes ude, dukker fuglen op igen. En traditionel hjem-ude-hjem-ramme. Det er fortællingen om venskab, om (gruppe)pres og om tilgivelse.

Fulgen er ikke en traditionel billedbog. Heldigvis. Både tekst og illustrationer kræver noget af sin læser. Teksten vinder rigtigt meget ved højtlæsning, som får de fine og skæve rim frem.

Men Alba var ligeglad
Alba sov
Hun sov og sov
og sov noget mer
og drak mælk og sov
og tissed i bleer
og sov og tabte
sin sut og skreg
og fik sin sut
og sov, eller … nej

Illustrationerne følger handlingen både i indhold og stemning. Fra min boganmeldelse på JAGOO: “En spændende blanding af materialer giver et på samme tid smukt og dystert udtryk, som sammen med teksten skaber ændringer i stemningen i løbet af bogen. Fra fine tynde streger og den meget dæmpede farvelægning af det lille nyfødte barn på sin mors mave til groteske og voldsomme tuschklatter, da Alba søger efter fuglen i den store skov.”

Vil man udfordre og udfordres på læsning af både tekst og billeder, er Fuglen et rigtigt godt bud. Jeg fik lov at smugkigge på et cafemøde med illustratoren for nogle uger siden, og jeg blev straks meget betaget.