Kategoriarkiv: Arbejdsforhold

Alle pædagoger er ledere – ledere af børn

Alle pædagoger er ledere - ledere af børnAlle pædagoger er ledere
– leder af børn

At praktisere pædagogik er at praktisere ledelse. Pædagogen på stuen har ikke de samme ledelsesværktøjer som lederen på kontoret. Alligevel skal hun hver dag lede en flok uregerlige, uuddannede og illoyale børn. Ikke nogen let opgave.

Artiklen har tidligere været udgivet i Århus Pædagoger nr. 2/2016. Klik på billedet for at læse artiklen i sit oprindelige layout.

Når man tænker over det, har pædagogen en ret umulig opgave. Hun skal være leder af stuen/klassen, hvor børnene ikke skænker det mange tanker, hvor vi er på vej hen. De tunge ledelsesværktøjer som fyring, dårlige udtalelser og løntræk går hen over hovedet på ungerne. De har ikke selv søgt ”stillingen”, mange af dem vil faktisk hellere være et andet sted og lave noget andet. De har i hvert fald ikke skrevet under på noget, vi kan holde dem op på.

Oven i det kan vi lægge, at ingen af dem har særlig meget træning i det, de laver. For slet ikke at tale om uddannelse. Børnene handler ofte mere privat end personligt. Eller professionelt, hvad det så end betyder i børnehøjde. De har en kort lunte og har som udgangspunkt mere blik for ”What’s in it for me?” end for fællesskabet. Der er ingen MUS-samtaler til at afstemme forventningerne, og på legepladsen skal pædagogen endda lede nogle teams, som er sat sammen af ”medarbejdere” fra forskellige afdelinger.

Rammerne for praksis

Alt dette skal pædagogen gøre uden tid til forberedelse. Det holder ikke at aftale en tid næste uge, hvor vi kan mødes og arbejde med konflikten. Det holder ikke at skulle rådføre sig med litteraturen. Hvis man er heldig, har man en kollega, man kan få en kvalificeret mening fra. Man kan også være uheldig, at kollegaen blander sig på en måde (eller et tidspunkt), hvor man slet ikke føler, man har behov for det. For kollegaen er nemlig også leder. Af de samme børn endda. En noget ubeskrevet ledelsesmodel: Kollektiv ledelse af kollektive ”medarbejdere”.

Derfor er netværk så vigtigt for pædagogen. Netværk på arbejdspladsen og netværk udenfor arbejdspladsen. De titusinder af pædagoger, som er med i faglige netværk på sociale medier viser behovet. Når pædagoger mødes på kryds og tværs, kommer de ofte til at tale fag og praksis. Det er der en grund til: De netværker. Det kan godt være, de kalder det noget andet, men de netværker.

Barnets perspektiv

Ok, det ser heller ikke så smukt ud set fra den anden side. Børnene har ingen højeste arbejdstid, ingen hviletidsregler og ingen tillæg for skæve arbejdstider eller uvarslet overarbejde. De manglende regler gør, at de nogle gange opholder sig steder, hvor deres ledere (pædagogerne) ikke må komme. Der er vist noget med, at dampene fra perlepladestrygning er forbudt område for de voksne…

Det kan man lige tænke over, næste gang man overvejer, om man ”har det i sig” at være leder. Hvis man til en samtale bliver spurgt, om man har ledelseserfaring. Hvis bordherren til familiefrokosten mener, hans stilling som mellemleder er mere ansvarstungt end dit.

Så ved du nu, hvad du kan svare. At du også har en ledelsesrolle. En rolle under helt andre rammer end dem, som har ”leder” som stillingsbeskrivelse. Men at dit arbejde er lige så vigtigt, også kræver overblik og fingerspitzengefühl, at se den enkelte og at skære igennem, når det kræves. Prøv selv at læse de øvrige artikler i dette temanummer med de briller på. Og ved du hvad? Den opgave klarer pædagogerne faktisk rigtigt godt efter min mening.

(Næst)sidste mulighed før sommerferien

Vejledning af studerende(Næst)sidste mulighed før sommerferien

På grund af mange arbejdsopgaver må jeg begrænse tilgangen af nye aftaler indenfor vejledning, sparring og coaching indtil sommer. Hvis du vil være sikker på at få en aftale, skal du kontakte mig senest 1. maj.

Efter 1. maj kan jeg kun i begrænset omfang tage imod nye kunder. 1. maj er også skæringsdatoen for mit tilbud på sparring og coaching. Studerende vil fortsat kunne få vejledning til særpris.

Jeg har påtaget mig ekstra opgaver som støttepædagog på grund af pludselige behov på den folkeskole, jeg arbejder på. Det har betydet, at jeg ikke længere har torsdage som disponible dage til mine øvrige projekter. Da jeg ønsker fortsat at levere høj kvalitet, må jeg holde igen med andre opgaver. Der vil fortsat komme artikler, boganmeldelser, blogindlæg her på siden og på Facebook. De aftaler, jeg allerede har lavet, bliver naturligvis ikke berørt.

Efter sommerferien vil skolen finde løsninger, så jeg kan gå tilbage til min normale arbejdstid.

 

Historien om de to munke

How people treat youHistorien om de to munke

En måde at rumme andres frustrationer: Der var travlhed på arbejdet. Mange syge, og så oven i købet første dag i en emneuge. Alle prøver at få enderne til at nå sammen. Nogen ved at gøre sin egen opgave bedst muligt og andre ved at se på helheden og ændre på aftaler.

De to ting går ikke altid op i en højere enhed, og undervejs får en kollega sagt nogle ret skarpe ting til sine omgivelser.

Jeg bliver først stødt og skal til at tage til genmæle. Indser, at det ikke vil hjælpe situationen. I stedet tager jeg hendes frustration som det, det er: et velment ønske om at gøre sit eget arbejde bedst muligt. I stedet for at gå og irritere mig over det resten af dagen, tænker jeg på den gamle kinesiske historie om to munke:

Der var engang to munke, der var ude at rejse. De befandt sig langt ude på landet og det havde regnet meget. De kom til et sted, hvor vejen var så leret og mudret, at den næsten var umulig at færdes på. På den anden side af vejen stod en smuk kvinde i fint tøj og med sko, der slet ikke var egnet til disse forhold. Den ene munk henvendte sig til hende og tilbød at bære hende over til den anden side. Han løftede hende op og bragte hende sikkert over til den anden side. Munkene vandrede derefter fredeligt videre. Senere samme aften sagde den anden munk: ”Jeg tror du gjorde noget i dag, du ikke skulle have gjort. Du ved, at vi ikke skal have noget med kvinder at gøre, og du bar alligevel en så tæt ind til dig. Det skulle du ikke have gjort!” ”Det er underligt”, svarede den anden munk. ”Jeg bar hende kun over vejen. Du bærer på hende endnu.”

Historien findes i mange versioner, her taget fra Danske tale-, høre og synsinstitutioner.

I løbet af dagen faldt der ro over hele arrangementet og den nævnte kollega slappede af, da hun kunne se, at det nok gik alt sammen. Vi talte om, hvordan det var gået og glædede os sammen til de kommende dages spændende aktiviteter.

Ud af boxen

Ud af boxenUd af boxen

Jeg havde en coachingsession med en ung mand. Vi rundede bl.a. talemåden ”Fantasi er vigtigere end viden.” Vi talte om, hvorfor man siger sådan. Som det ofte sker, når jeg coacher eller sparrer andre, bliver begge klogere. Her lidt om, hvad jeg kom til at tænke på:

Der tales meget om at ”tænke ud af boxen.” Det betyder, at man ikke skal lade sig begrænse af de rammer, man umiddelbart ser. En opfordring, pædagoger tit får i nedskæringsperioder, men også en måde at få hele sit liv til at hænge bedre sammen. Jeg kender f.eks. familier, som ikke bruger konceptet soveværelse-og-børneværelse, men alle sover i det samme rum eller bruger ”stuen” til soveværelse. Jeg har i flere perioder af mit liv brugt boligens største rum ikke til stue men til ”arbejdsrum+” med bogreoler, skriveborde, legetøj til børnene mm.

Den unge mand formulerede det sådan: ”Viden er jo bare det, det er. Fantasi er meget mere.” Kun ved at bruge fantasien, kommer man ud af boxen. Børn er ofte bedre end voksne til denne øvelse, for de er ikke så fastlåste i boxens begrænsninger. En fælles øvelse kan være dette: at tænke ud af boxen og ind igen!

Med det mener jeg, at de løsninger, vi finder udenfor boxen skal kunne tages ind i den ramme, der er sat i forvejen. Det nytter ikke, at jeg løser mit transportbehov ved at bruge et ormehul, som transmogriffer mig til arbejde, for det er kun i en ”Steen og Stoffer”, det virker. Hvis jeg derimod løber på arbejde, får jeg både transport og motion på samme tid. DET er en løsning ind i boxen igen på problemet med en travl hverdag.

Fra undervisning til læring

FolkeskolereformFra undervisning til læring

Samarbejdet var på dagsordenen på et personalemøde for lærere og pædagoger på en folkeskole. Deltagerne blev mødt med et 25 år gammelt paradigmeskifte, som vist ikke er slået helt igennem alligevel. Det tydede den efterfølgende debat på.

Lad mig begynde med paradigmeskiftet: Omkring 1990 gik “man” fra at tale om undervisning til at tale om læring. Der var ikke længere fokus på, hvordan og hvad læreren underviste. I stedet kiggede man på, hvad eleven lærte. Når jeg sætter “man” i anførelsestegn, er det, fordi det ikke nødvendigvis har bredt sig til den samlede folkeskole. Heller ikke på de 25 år.

Jeg vil vove den påstand, at en hel del lærere – og pædagoger med – har meget fokus på, hvad de gør. Nogle gange endda så meget, at de glemmer at være opmærksom på, hvad der kommer ud af det. Det er grunden til, at man stadig kan høre børn blive bedt om at gentage, hvad den voksne har sagt. Vi ville blive meget klogere på børnenes læring ved at spørge: “Hvad har du lært, hvad har du fået ud af det, jeg sagde?” En ekstra gevinst er, at man lærer ved at skulle formulere, hvad man ved. Det gælder i høj grad også børn. F.eks. bliver jeg skarpere på, hvad jeg fik ud af mødet, bare ved den handling at jeg skriver disse linjer.

En lærer var meget begejstret for de arbejdsmetoder, deltagerne blev præsenteret for. Hun vurderede bare, at der ikke var tid til at integrere dem i den daglige praksis. Lærerne skal undervise flere timer end tidligere. Det kan nemt betyde, at børnene lærer mindre. Pædagogen Anja Wittus Nissen ønsker sig i Nye faglige fællesskaber i skolen en kvalitetsskole. “Så vil jeg hævde, at børnene kunne nøjes med at gå i skole fra 8-12, trives og lære det samme – måske mere.” Hun er sammen med læreren Mette Wåhlin indstillet til Politikens Undervisningspris af Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn.

Hvis “man” skal tage det alvorligt at tale om læring, kræver det nogle ændringer. F.eks. skal professionsudøverne fratages den store dokumentationsbyrde, de har i øjeblikket. De skal bruge tiden på at udøve deres profession. Det betyder ikke, at byrden skal lægges på børnene i stedet. Tværtimod skal alle de standardiserede test ændres, fordi de bare viser hvor meget børnene ved og kan indenfor i forvejen fastsatte områder. Spørg i stedet børnene hvad de ved. Det kan få ny viden frem i stedet for blot at måle omfanget af gammel viden. Hvad børnene ved er i øvrigt et meget bedre udgangspunkt for planlægning af arbejdet med børn.

Tandlægens kerneopgave

TandlægeTandlægens kerneopgave

I dag var jeg til tandlæge. Det er der sådan set ikke noget opsigtsvækkende ved, for jeg går regelmæssigt til tandlæge. Alligevel var dagens tandlægebesøg anderledes, end det plejer at være. Der er nemlig kommet nye regler, og dem skulle tandlægen forklare mig.

Det vil sige, at hun brugte de første minutter på at gennemgå de nye regler for mig. Patienterne inddeles i røde, gule og grønne patienter, det har betydning for, hvor tit de skal til tandlæge. Der var også et standardiseret spørgeskema, vi skulle udfylde. Om jeg spiste meget sukker? Om jeg røg? Om jeg drak meget alkohol.

Det næste år skal tandlægen forklare de nye regler for alle sine patienter. Hver og en skal udfylde et spørgeskema, og først derefter kan tandlægen gå i gang med det, de er kommet for: At får undersøgt tænderne, at få dem renset, rettet og gjort ved. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timers god tandlægearbejde, der går med de indledende øvelser.

Jeg måtte smile undervejs og forklare, at grunden til smilet var, at jeg genkender det fra mit eget arbejde. Hvis vi nu bare kunne få lov at passe vores arbejde. Gøre det, vi er bedst til. Hjælpe børn, unge, handicappede, udviklingshæmmede og ældre. Sørge for udvikling, læring og trivsel… og gode tænder. Min tandlæge mente også nok, at hun kunne klare sig uden de nye regler. Så ville hun endda have mere tid til at tage sig af kerneopgaven. På den måde ligner vores arbejde egentlig meget hinanden.