Kategoriarkiv: Arbejdsforhold

Når pædagogik er som en avocado-plante

Når pædagogik er som en avocado-planteNår pædagogik er som en avocado-plante

I dit arbejde med mennesker kan du få oplevelsen af, at det ikke ”rykker noget”. Du ser ikke en udvikling her og nu. Derfor kan du komme i tvivl om, om dit arbejde overhovedet har nogen værdi. Så kan det hjælpe at sammenligne dit arbejde med at dyrke avocadoplanter.

Artiklen har været bragt som klumme i AKTbladet. Læs den i sit oprindelige layout her.

Pædagogik er som at tage en sten fra en avocadoplante og få den til at spire og vokse sig stor: Det tager meget, meget lang tid, men man kan ikke springe nogen af faserne over. Både planten og mennesket skal have optimale betingelser for at kunne udvikle sit potentiale.

Du kan selv prøve det, næste gang du har en avocado: Stenen behøver du ikke smide væk. Sæt den med den tykke ende i vand. Jeg bruger selv et hyacint-glas. Du skal også bruge tålmodighed – masser af tålmodighed. I mange uger sker der ingenting, men pludselig går det hurtigt: Der kommer et virvar af lange rødder. Så er der stille igen i flere uger, indtil en lille spire kommer frem i toppen af stenen. Spiren vokser med mange cm. hver dag, og nu skal du plante den over i en potte med jord. Resultatet er en plante som den på billedet.

Sådan er det også med dit arbejde som pædagog. Langt det meste foregår skjult inde i barnet/den unge. Du ser det ikke, men bliv ved! Du ved, at du gør det rigtige, og pludselig ser du, at der er sket en forandring. Dannelse er også at finde ud af, hvem man er. Hvor man hører til. Hvad der er godt for én … og hvad der er skidt.

I de perioder, hvor du ikke kan se nogen forandring ske, har barnet særligt travlt. Forandringen sker nemlig inden i. Jean Piaget tale om assimilation og akkommodation. Barnet bearbejder indtrykkene, og det er en krævende proces. Først, når hele barnets organisme er færdig til det, kan omverdenen få lov at opleve, hvad der er sket. Så ser og hører vi den udvikling, som barnet har været i gang med.

I sit rette element kan en avocado blive 30 meter høj. Det kan den ikke i min lejlighed. Pladsen tillader det ikke, men det når ikke at blive et problem, for jeg kan ikke tilbyde den rette sammensætning af varme, fugtighed, lys osv.

På samme måde kan du komme ud for, at du skal gøre op med dig selv, om du er den, som kan tilbyde det bedste til de børn, du arbejder med. Måske skal der en anden voksen til? Jeg kommer nogle gange ud for at skulle anbefale, at barnet skifter skole. Under alle omstændigheder forlader alle børnene skolen på et tidspunkt, og hvor skal de så hen?

Så længe vi tager ansvar for børnene/de unge og deres trivsel og udvikling, skal vi søge mod at give dem optimale betingelser for at gro.

Mennesket har også det hele i sig. Når vi opfylder de udviklingsmæssige behov, får mennesker mulighed for at udfolde sit potentiale. Det tager tid, men vi må ikke give op undervejs, for det skal nok komme.

Hver dag sørger pædagoger, lærere, forældre og mange andre for, at børnene i deres eget tempo kan gøre det samme som avocado-planten. Det tænker jeg på, når jeg en gang imellem stiller mig selv spørgsmålet, om mit arbejde nytter noget. For det gør det!

 

Dilemmaer

Vores virkelighedDilemmaer

Peter i vuggestuen er blevet bidt i armen. Så meget, at det bløder. Peters mor er bekymret for eventuelle farlige sygdomme, og vil gerne vide, hvem der har bidt hendes barn.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. april 2012.)

Skal jeg følge kommunens regler og afvise hendes ønske for at undgå stigmatisering af periodisk bidende børn? Derved beskytter jeg barnet og dets forældre mod potentielt negative reaktioner.

Eller skal jeg give moren en mulighed for at blive beroliget, vel vidende at vi alle kan være bærere af hepatitis og hiv uden at vide det? Hendes ønske bygger sandsynligvis på en formodning om, at nogle af vuggestuens børn er i større risiko end andre – f.eks. efter rejser.

Pædagogen møder en lang række professions-etiske dilemmaer i sin hverdag. Der er sjældent en facitliste, så det væsentligste bliver at forholde sig til dem på den i situationen bedst mulige måde. Vel vidende, at kollegaen måske ville vælge anderledes. Her nogle flere eksempler:

Peter kommer i børnehave, hvor også han jo af og til gør noget, som ikke er helt rent i kanten. Han kommer ikke i flere eller voldsommere konflikter med kammeraterne end så mange andre børn. Til gengæld reagerer han anderledes: Når konflikterne er løst, beder han meget indtrængende om, at vi ikke skal fortælle hans far om det. Jeg har også nogle gange oplevet, at han bliver meget vred, når han hører om, at Peter har taget legetøj fra andre børn eller været i slagsmål med dem. Mine forsøg på at fortælle, at det er normale, sunde måder at prøve sine og andres grænser af (og slet ikke usædvanligt), kan han ikke bruge til noget. Desuden er konflikten jo afsluttet i børnehaven og skal ikke tages med hjem.

Jeg står nu i det dilemma, at jeg på den ene side vil fortælle om Peters hverdag i børnehaven, som også omfatter konflikter med andre børn. På den anden side vil jeg gerne beskytte ham mod de reaktioner, som i mine øjne er overdrevne.

I Peters børnehave går også Ali. Han gør sig mange tanker om, hvad man må og ikke må. Han vil f.eks. ikke være med til sanglege, helst slet ikke deltage, når der er musik inde i billedet. Han frygter, at han kommer i Helvede for det, forklarer han. Jeg står med min faglige viden om alle de gode elementer, der er i netop disse aktiviteter for børn. Helt privat har jeg ingen bekymring for en straf efter døden, men i hvor høj grad kan jeg tage den holdning med på arbejde? Kan jeg både arbejde med Alis fællesskab i vuggestuen og i hjemmet? På en gang?

Også Alis forældre er meget optaget af ”god opførsel”, som de kalder det. Da Ali kommer i skole, ser han en dag, at Line har fået et rigtigt flot viskelæder. Kort efter er det væk, og Amalie er meget ked af det. Hun sørger naturligvis for, at hele klassen ved, at hendes viskelæder er stjålet. Jeg prøver at dæmpe gemytterne: måske er det bare ”blevet væk” og dukker op igen. Senere på dagen kommer Ali hen til mig og indrømmer, at det er ham, der har taget viskelæderet. Vi aftaler, at jeg skal give Amalie viskelæderet tilbage, og jeg mener selv, jeg runder episoden fint af med Ali.

Et par dage efter kommer Alis mor: Ali har fortalt historien derhjemme, og nu er hun vred over, at jeg ikke har fortalt hende det – eller i det mindste pålagt Ali at gå hjem og sige det. For hende er det ikke en lille bagatel, at han har taget et viskelæder, selv om han frivilligt har afleveret det igen.

Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, jeg har stået i. Jeg må holde mine værdier op mod hinanden og træffe en beslutning. Ofte under tidspres. Jeg har lært at håndtere det pres ved at huske mig selv på, at uforenelige værdier ikke kan opfyldes hundrede procent. Ved at følge den ene værdi må jeg nedprioritere den anden. Rasmus Willig taler i sin bog Umyndiggørelse (2009) om dobbeltbindinger, som har det samme gensidige forhold til hinanden. Det handler derfor i højere grad om at finde et acceptabelt kompromis.

Og så i øvrigt være parat til at argumentere for, hvorfor jeg handlede på den måde, jeg gjorde.

Giv mig retten til mit fagsprog

Vores virkelighedGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, finder jeg tre breve i min postkasse.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 1. april 2012.)

Det ene er en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre er fra min bank. A-kassens hæfte er langt og svært. Bankens breve er korte, men indeholder ord, jeg ikke kender. Det er sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg en vis grad af vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

Vi har for mange herrer

Vores virkelighedVi har for mange herrer

Pædagogerne lever i et system, hvor alt for mange beslutninger træffes andre steder. Vi har herrer i det politiske system, det administrative system, det faglige system – og så er der alle de andre herrer: forældrene, etikken osv.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 3. marts 2012.)

I denne uge var jeg til et fyraftensmøde i min fagforening. Temaet var ”En politik om kritik.” Vi hørte et oplæg om, hvordan der kan etableres en arbejdspladskultur, som kan håndtere kritik og faglige uenigheder. Arbejdslivskonsulent Christian Sung Dan Pedersen, som selv har læst til pædagog, fortalte om sine undersøgelser. Der var mange emner til den efterfølgende debat, men en ting bed jeg især mærke i: pædagoger er åbenbart særligt følsomme overfor kritik fra forældrene.

Det er egentligt bemærkelsesværdigt. Vi modtager kritik så mange steder fra. Hvordan kan det være, at kritik fra f.eks. kolleger, som vi jo deler faglighed med, ikke rammer så hårdt? Mit bud er, at mange pædagoger ser sig som servicemedarbejdere, før de ser sig som nogen, der praktiserer et fag. Hvis vi først og fremmest var professionsudøvere, ville kritikken fra fagfæller nok ramme hårdere, end når den kommer fra forældre.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan det forholder sig for den enkelte pædagog. Hvis du ikke genkender dig selv i min analyse, er du muligvis heller ikke så følsom overfor (uberettiget) kritik fra forældre?

Når jeg skriver, at vi har mange herrer, forstår jeg det sådan:

  • F.eks. arbejder jeg på en skole som støttepædagog for enkeltintegrerede børn. Jeg har en fritidspædagogisk leder for den SFO-afdeling, jeg er i, en SFO-leder, en administrativ leder, en skoleleder og en pædagogisk leder. Allerede der har jeg fem ledere. SFO-pædagogerne beslutter (sammen med medhjælperne), hvad der sker i SFO’en, og lærerne beslutter, hvad der sker i undervisningen. Over alle dem er der en områdechef og længere oppe en leder af pædagogisk afdeling og en børn- og ungechef. Så er der naturligvis rådmanden og borgmesteren.
  • Jeg er også en del af det nationale system med 29 medlemmer af børne- og undervisningsudvalget og naturligvis en minister. Der er servicelov, lov om undervisning og grundlov.
  • I en eller anden forstand er både børnene og forældrene også mine herrer, når jeg er på arbejde.
  • Endelig er der nogle herrer, som er mindre håndgribelige: først og fremmest min faglighed. Den byder mig at handle på den ene eller anden måde. Moral og etik giver også sin mening til kende. Heldigvis.
  • Som ekstra tilvalg har en del pædagoger ideologiske herrer: det kan være partipolitiske eller religiøse hensyn.

Det er i virkeligheden ikke så mærkeligt, at vi ofte står med dilemmaer. Alle disse herrer er langt fra enige. Vi udsættes for kritik enten udefra eller indefra hele tiden. Det vigtigste er at kunne skelne mellem de mange herrer, hvem er vigtige for dig? Det er dit valg.

Giv mig retten til mit fagsprog

Uforståelige breveGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)

Ja, jeg er klog på mit fag

Heidi BergmannJa, jeg er klog på mit fag

Jeg vil denne gang lade BUPLs formand, Elisa Bergmann, få ordet først. Hun har nemlig ramt hovedet på sømmet i sin leder om, hvordan pædagoger – og andre fagpersoner med dem – er rigtigt kloge.

Hvis man tager en uddannelse eller arbejder meget med noget bestemt, så har man mulighed for at blive rigtigt klog på det. Hvis man endda både tager uddannelsen og arbejder med det, så er endnu større sandsynlighed for, at det sker. Ja, jeg er klog på mit fag – og jeg har også brugt tid på at blive så klog.

(Fotograf Heidi Maxmiling)

Elisa Bergmanns leder: Ja, jeg er klog på mit fag

Det er ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.Af: Elisa Bergmann formand for BUPLJeg var for nylig til en konference, hvor jeg faldt i snak med ordstyreren til den debat, jeg skulle deltage i. Hun talte om sine børn og nogle af de udfordringer, hun havde som forælder, og spurgte også til min holdning. Som så ofte før gav jeg mit professionelle perspektiv på situationen, og hun kiggede på mig og sagde: Hvor er du klog! Og jeg måtte replicere: Ja, jeg er klog på mit fag. Jeg er pædagog.

Arbejdet som pædagog bæres af de vigtige relationer, vi skaber til andre mennesker, og ret ofte bliver det forvekslet med en særlig personlig evne – at man er god til børn og mennesker eller er særlig empatisk. Det kan for udenforstående være svært at skelne mellem de kompetencer, vi som pædagoger erhverver gennem det håndværk, vi udøver. Ikke desto mindre er det kompetencer, vi hovedsagligt får gennem uddannelsen, faglig udvikling og praksiserfaring. Og desværre bliver det en svaghed for vores profession, når mennesker omkring os åbenlyst kan se, at vi gør en forskel, men ikke forbinder det med faglige kompetencer. For det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.

Forskning viser, at det er afgørende for børns og unges udviklingsmiljøer, at der er fagligt stærke professionelle omkring dem. At der er en høj andel af dygtige pædagoger og tid og rum til faglig udvikling.

Kort sagt, så er en høj pædagogandel lig med bedre kvalitet. Så det handler ikke om fagsnobberi, når vi påpeger, at det ikke er nok at ansætte søde mennesker, som kan bruge et sprogprogram eller en smart manual. Det handler om faglig stolthed, men også om sund fornuft. Og det er derfor, vi i BUPL arbejder for, at alle kommuner skal have en ambition om en pædagogandel på mindst 80 procent.

Elisa Bergmann, formand for BUPL

Vi glemmer det bare så tit

Når man arbejder med noget til daglig, så har man en tendens til at glemme, hvor svært det er. Især, hvis man har opnået et vist niveau, så det ikke er så vanskeligt for én selv. Når jeg taler med studerende, tager jeg mig i at tænke “Det burde du da vide,” indtil jeg minder mig selv om, at “det” vidste jeg heller ikke, da jeg var studerende.

Til forældresamtaler skal man lige trække luft ind, inden man for enogtyvende gang fortæller om de overordnede mål for arbejdet med børnegruppen. Det er prisen for at ville fortælle det i det mere fortrolige rum, forældresamtalen er. Forælder nr. 21 har jo ikke hørt det de 20 andre gange, du har fortalt det!

Jeg begejstres over, at en maler på ingen tid kan male en væg pænt ensartet. Jeg begejstres over, at lastbilchaufføren kan smutte lastbil og anhænger rundt om hjørnet til varemodtagelsen i min lokale Føtex. Baglæns! Jeg glemmer bare, at maleren og lastbilschaufføren sikkert bliver lige  så begejsteret over, når yngstesønnen eller -datteren i min nærhed og ved hjælp af min faglighed kan falde til ro efter endnu et voldsomt vredesudbrud. Eller når jeg forklarer vanskeligt tilgængeligt stof til den ældste søn eller datter, som læser til pædagog.

Anerkend din egen viden – og andres

Fire lette øvelser:

  1. Mind dig selv om, hvad du kan i dag, som du ikke kunne for et år siden, for tre år siden eller for ti år siden. Skriv det ned og tænk over, hvilke muligheder dine nye færdigheder/kompetencer giver dig og dem, du arbejder med.
  2. Skriv ned, hvad du gerne vil kunne/vide om et år, om tre år eller om ti år. Hæng sedlen op eller gem den væk; bare sørg for at kigge på den af og til. Gik det hurtigere, end du regnede med? Alene dit fokus på ønsker flytter noget.
  3. Når en kollega gør noget, der fremkalder respekt i dig, så sig det! Din kollega bliver glad og giver dig måske et tip til, hvordan du selv kan bevæge dig i den retning. Hvis din kollega bliver særligt glad, så del denne blog med ham/hende, så kan ringene brede sig i vandet.
  4. Den sidste øvelse er nok også den sværeste: Når du oplever en anden fagperson brillere inden for sin profession, så sig det: “Det er vel nok godt, at der er nogen, der kan det, du kan.”

Du vil opdage, at disse fire lette øvelser får dig til at fokuserer både på din egen faglighed og på andres. Fordi jeg er klog på mit fag. Fordi du er klog på dit fag. Og fordi mange flere, end du tror, er kloge på deres fag.

Det uperfekte menneske

UperfektDet uperfekte menneske

Tre dage i denne uge. Tre oplevelser med børnene. Tre udtalelser. Tre forskellige syn på mig selv.

Jeg er ikke perfekt – og det lever jeg fint med. Faktisk kan det også have fordele både personligt og fagligt.

I mandags havde jeg en samtale med en kollega om et barn. Barnet er ikke i trivsel, og kollegaen ville høre, om det var noget for mig at have samtaler med ham. Jeg var bestemt interesseret, men jeg pegede på en tredje, som både er AKT-uddannet (Adfærd – Kontakt – Trivsel) og i forvejen tager mange af den type samtaler. Min kollega fortalte, at hun også havde tænkt på AKT’eren, men at hun “var for perfekt og smuk”. Tag den, Bjarne!

Heldigvis reddede hun den lidt i land på, at barnets behov var én med “lidt mere kant”, og det gjorde lidt godt ved selvværdet…

Undervisning

Dagen efter fik selvværdet endnu et nøk opad, da jeg gik ind som vikar i en klasse, jeg har fulgt i over 7 år. Jeg underviste dem i kildekritik i faget historie. Vi så bl.a. en video fra Rigsarkivet. Første- og andenhåndskilder, ophavssituationen og motiver er nok lidt tørt stof, og jeg talte selv længere, end jeg egentlig burde. Da det er mange år siden, jeg regelmæssigt har undervist, sluttede jeg af med at spørge, hvordan de egentlig vurderede min indsats. Jeg kunne regne med en ærlig tilbagemelding, for vi kender hinanden godt og har en god, åben og ærlig relation.

De var glade for timerne, fortalte de. Jeg var levende og brugte gode eksempler: Jeg havde suppleret Rigsarkivets eksempel om et skib på Skanderborg Sø med to mere kendte eksempler, beskrivelserne af korsfæstelsen og Jellingestenen. Tak for det, 7.a!

Savn?

I dag sagde jeg på gensyn til et barn, som af forskellige grunde først kommer tilbage om 2½ uge. Også ham har jeg kendt (og været støtte for) i 7½ år. Jeg fortalte, at jeg kom til at savne ham. Om han også ville savne mig? Næh, det troede han ikke, men han ville nok savne sin hund lidt. Så fik jeg lige lukket luften ud af mit opblæste ego!

Du er uperfekt – og det er lige, som det skal være

Ugen har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Jeg har fejl og mangler, og det er lige, som det skal være. Det er det, som gør mig til menneske. Og kun som menneske kan jeg møde andre mennesker og støtte, udvikle og guide dem. Det har tre forskellige oplevelser en helt almindelig uge på en helt almindelig folkeskole endnu engang fortalt mig.

Kys

KysKys

En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.

Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.

Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.

Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.

Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.

Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.

Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.

Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.

Vil man læse mere, kan man f.eks. læse denne artikel i Politiken.

Afvæbnet kritik

Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik

Rasmus Willig
235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016

 

 

Hvad er “afvæbnet kritik”? Det er den måde, kritik bliver mødt på, som tager luften ud af den. Det er måder at svare på kritik på. Rasmus Willig har i syv år samlet på afvæbnet kritik, som den er hørt af sygeplejersker, socialrådgivere, politibetjente, lærere og pædagoger. De er efter hans mening “rygraden i ethvert samfund” og får på denne måde endnu engang stemme via en af hans bøger.

I Afvæbnet kritik bliver kritikken først analyseret og defineret. Der er en masse ting, den ikke er: Den er f.eks. ikke tilknyttet et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Ingen har monopol på kritik. Det beskrives sådan: ”moral er kritik og kritik er moral (…) Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.”

Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Eksempler på afvæbnet kritik:

“Du er da vist udbrændt.”
“Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
“Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
“Behøver du være sådan en betonsocialist?”
“Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”
“Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Særligt den sidste sætning rammer hårdt, hvis man har sin faglige stolthed i behold. Det er skrap læsning, og de mange eksempler (over 20 sider) er også delt op i to dele.

Værre bliver det af, at de afvæbnende svar reproduceres ned gennem systemet, fra højere ledelsesniveauer til lavere ledelsesniveauer. “Pædagogen bruger dem overfor børnene, og sygeplejerskerne bruger dem overfor patienten. De gentages endda i privatlivet.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Bogen Umyndiggørelse kom i 2009. Fire år senere kom Kritikkens U-vending, og med Afvæbnet kritik har vi en hel lille serie, som tager afsæt i umyndiggørelsen af velfærdsprofessionerne og dens følger. Det er ført så vidt, at bogen har et afsnit om censur, hvor den skelner mellem defensiv censur (hvor man censurerer noget, som er skrevet) og offensiv censur (hvor man undlader at komme med f.eks. kritik af frygt for konsekvenserne).

Det betyder ifølge Rasmus Willig, at fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille. Det ses på fire områder: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Velfærdssamfundet, professionerne og dens udøvere har brug for en fortsat udbygning og bevarelse af de fire områder, og det kan kun ske, hvis fagene kan ytre sig, kan blive hørt og ikke bliver afvæbnet.

Hør Rasmus Willig fortælle om sin bog:

Eller se en udsendelse på DR.

Afvæbnet kritik-artikel

Artikel om Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik-artikel

Man kan godt sige, at ringen er sluttet, da Rasmus Willig møder pædagogerne i BUPL Århus og præsenterer sin seneste bog, Afvæbnet kritik. Han fortæller, at han gerne ville holde mødet her, ”for det var her, det begyndte med den første bog, Umyndiggørelse.”

(Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke på billedet.)

Mange vil huske fortællinger om, hvordan velfærdsarbejdere skreg i bilen på vej hjem fra arbejde eller åd store mængder slik for at holde det ud.

Nu er det blevet til en lille serie på tre bøger. I Afvæbnet kritik har Rasmus Willig samlet et udvalg af de svar, pædagoger og andre får, når de kommer med kritik. Deltagerne i mødet på Kystvejen genkender enten formuleringerne eller den mangel på respekt, der ligger bag.

Det er de ikke ene om. Rasmus Willig kan fortælle, at bogen bliver revet ned af hylderne og har givet anledning til debat på mange medier. Aviser, tv, sociale medier; alle taler om den. Og hvad er det så for en bog, som har givet anledning til, at sociologen har taget turen til Aarhus trods en fyldt kalender, et benbrud (”Jeg har først lige smidt støttestrømpen”, forsvarer han sig med, da han sidder ned under hele foredraget) og urimelige vilkår for forberedelse på en bustur med rød billet pga. sporarbejde på Fyn?

Det kan du læse i bogen

Kritik kan ses som en motor for forandring. Kritik tilhører ikke en bestemt fløj, et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Kritik kan tjene alle, og ”moral er kritik og kritik er moral”, som Rasmus Willig formulerer det. Han fortsætter: ”Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.” Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Konkurrencestaten

Tilbage i Aarhus hører vi om Grundlovens § 77, som bl.a. lover, at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Hvad er ”andre forebyggende forholdsregler”? Og hvad gør man ved, at kritikken ikke er forbudt, men at den får så dårlig en modtagelse, at den sygner hen?

Gennem historien har især kirken, staten og markedet haft grund til at censurere. I konkurrencestaten udøver vi selvcensurer, for ingen vil udstille sig selv som svag i konkurrencen. Det gælder også daginstitutioner!

Det er alle steder

Tendensen til at afvæbne kritikken findes i alle niveauer i ledelses-hierarkiet. Mellemlederne møder de samme svar oppefra, som de giver nedad. Og det reproduceres, så pædagogen bruger de samme ord til børnene.

”Det psykiske arbejdsmiljø kommer under et voldsomt pres,” fortæller Rasmus Willig, ”fordi de, som udøver selvcensur, oplever en signifikant form for negativ stressbelastning, der er på højde med frygten for at blive afskediget eller mobbet.”

Akademisk og jordnær

Afvæbnet kritik består delvist af artikler mm, som tidligere er udgivet. Det gør sproget lidt ujævnt bogen igennem. I nogle kapitler refereres til Zygmunt Bauman, Karl Marx, Pierre Bourdieu og Erving Goffman. Andre kapitler består udelukkende af korte, afvæbnende sætninger. Man kan vælge at se det som en svaghed, men det gør den samtidig relevant og interessant for en større læsergruppe. Og den har et budskab, som skal nå langt ud.

Eksempler på de afvæbnende svar er:

  • ”Du er da vist udbrændt.”
  • ”Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
  • ”Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
  • ”Behøver du være sådan en betonsocialist?”
  • ”Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”

Mit eget favoriteksempel vil man ikke kunne lide, hvis man har den faglige stolthed i behold:

  • ”Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Reparationsness

Som ved andre lejligheder stiller Rasmus Willig sig kritisk overfor wellness, fitness og mindfulness, som han samlet set kalder reparationsness. De går fra at være en mulighed til at være et tvangsforhold, når de bliver forudsætninger for at kunne klare sig under et stigende og uafbrudt pres. Og klare sig, det skal man kunne. Flere og flere stillingsannoncer bruger forskellige omskrivninger af resiliens. Med mindre pæne ord betyder det hærdet, hårdfør, modstandsdygtig, resistent, robust og udholdende.

Med en god portion humor fortæller Rasmus Willig, hvordan man kan læse kapitlerne med svar: ”Læs alle kapitlerne med svar højt. Det tager ca. 15-20 minutter,” siger han og advarer: ”Du vil højst sandsynligt få det dårligt, da hvert eneste svar er en dosis arsenik, og alle svar er et syrebad. Der vil typisk gå 1-2 uger, hvor du har det dårligt. Herefter er du vaccineret.”

Humor går også igen i den grundige metode-gennemgang, som bliver til en selvbiografisk (og tragikomisk) fortælling. Både på mødet og i Afvæbnet kritik giver Rasmus Willig eksempler på, hvordan han har samlet sit materiale. En nyuddannet lærer ødelægger sit forhold til både kolleger og ledelse, da hun kommer med kritik på et lærermøde. På samme måde er der eksempler fra de andre professioner, men man kan godt genkende situationerne, selv om man kommer fra en anden profession.

Sidst i Afvæbnet kritik omtales fagbevægelsens rolle. Fagbevægelsen har kæmpet på fire fronter: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Hvis fagbevægelsen fortsat skal bevare og udbygge de fire områder, er den afhængig af, at professionsudøverne kan ytre sig – også kritisk.

Bidrag selv til projektet

Mødet slutter af med to opfordringer:

Hvis du selv har eksempler på, hvordan kritik bliver modtaget med et afvæbnende svar, så skriv til Rasmus Willig. Du finder ham på Facebook og på www.rasmuswillig.dk. Du kan også skrive til: willig@ruc.dk. Alle steder bliver beskeder behandlet med fortrolighed. Dine bidrag kan i anonymiseret form blive delt. Du kan søge på ”Afvæbnet kritik” på Youtube og høre eksempler.

Du er velkommen til at dele citater fra bogen. Hæng dem op på personalestuen, skriv den på forsiden af din kalender eller find selv dine måder.

Afvæbnet kritik
Rasmus Willig

235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016