Kategoriarkiv: Unge

Vend blikket om

Vend blikket om!

Projektet ”Det særlige som potentiel ressource” vender begreberne på hovedet. I stedet for at se det særlige i barnet som en ulempe, kan man se de ressourcer, det er tegn på. Stædighed er også styrke og kampånd. Projektet er ikke en metode, det er et mindset.

(Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag nr. 2018/1, læs den i sit oprindelige layout her.)

På en konference i Børns Vilkår i Valby var fokus på unge udsatte, som f.eks. havde været i familiepleje, men der var stærke tråde til de første år i barnets liv.

”Et mindset skal trænes så meget, at det sidder på rygmarven i alle situationer,” fortæller Hanne Warming, som er medforfatter af bogen Det dobbelte blik, hvor hun beskriver projektet og får læseren til at reflektere over den måde, vi tænker om andre. I slutningen af bogen møder man ”Den særlige ordbog”, som oversætter mangel-sproget til ressource-sproget. ”Den særlige ordbog” kan downloades fra saerlig.ruc.dk under ”Publikationer”.

Børnene har mange ressourcer – når vi har blik for dem

En pige på 2-3 år bor på omsorgshjem. I det skjulte stopper hun mad i lommerne og gemmer dem under puslebordet. Det er en bekymrende adfærd, for den tyder på et vidtrækkende omsorgssvigt tidligere i hendes liv. Samtidig viser det også nærmest ufattelige kompetencer hos barnet. Hun har udviklet nogle overlevelsesstrategier, som var hensigtsmæssige i den kontekst, hvor hun lærte dem.

Når vi normaliserer, risikerer vi at fjerne de enestående kompetencer, barnet også har. I tilfældet med barnet må vi søge ind til de ressourcer, som har gjort pigen i stand til at planlægge og gennemføre en ret forfinet strategi. De ressourcer vil hun få brug for i en lang række andre situationer i sit liv, når hun skal udvikle andre strategier.

Møde på tværs af alder

I projektet mødtes udsatte unge med andre deltagere med lignende baggrund. De var stolte over at kunne hjælpe både hinanden og de forskere, som var tilknyttet.

Flere unge fortalte, at det havde været en øjenåbner at møde ældre deltagere. En deltager beskrev det sådan: ”Nøj, det som er så problematisk for mig, og som jeg hele tiden bliver bedt om at lave om, det er en fordel for dig og har gjort, at du kan det i det, du kan.”

Eksempler på det dobbelte blik

Konferencen blev holdt i Tine Bryld-salen i Valby, og rundt om på søjler og vægge var vidnesbyrd fra tidligere arrangementer om det dobbelte blik. Plakater udfordrede deltagerne på deres forforståelse. Det barn, som har fået betegnelsen asocial, har også vist nogle positive sider af sig selv: Han/hun er en ener, god til at være alene og ikke mindst god til at stå alene. Måske er det et barn, som trives i eget selskab. Det kan blive et menneske, som er god til og/eller vant til at arbejde selvstændigt.

Deltagerne gennemgik selv processen med at skabe ”Den særlige ordbog”. Først kunne de frit fra leveren komme med alle de negative udtryk, som bruges om de børn, som giver udfordringer i institutionerne. Der kom mange ord frem. Rigtigt mange. Ordene blev skrevet på flipovere, og bagefter skulle de give bud på den ”positive forside” af de negative ord. Det kan anbefales!

Her må du løbe væk

En dreng reagerer på konflikter ved at løbe væk. Ikke bare væk fra konflikten, men fra de voksnes synsfelt og nogle gange helt væk fra institutionen. Det giver naturligvis anledning til bekymring hos personalet, som kommer til udtryk som bebrejdelser af barnet. Hans adfærd har også en positiv side: Han ved måske, at hvis han bliver stående, ender det ofte med, at han sparker eller slår. Så er det bedre at løbe væk. Han har fundet en løsning på problemet. Det skaber et nyt problem, men det nye problem kan pædagogerne tage vare på.

De kan f.eks. tilbyde ham et sted at løbe ”væk” til. Et roligt hjørne, køkkenet eller måske et mødelokale? Utallige ledere rundt om i landet har omdannet deres kontor til midlertidigt løbe væk-område. Utallige børn har fået adrenalinen til at falde ved at sidde og tegne side om side med en sekretær, som ordner regnskaber.

Kan ikke genkende sig selv

Når professionelle taler eller skriver om barnet/den unge, handler det tit om problemer. Når den unge læser andres beskrivelser, kan de tit slet ikke genkende sig selv. Manon Alice Lavaud er forsker tilknyttet ”Det særlige som potentiel ressource”, og hun mener ikke, man kan tale om, at fortællinger er ”sande”. Fortællinger kan være troværdige eller genkendelige. De professionelle kan også have forskellige fortællinger om barnet/den unge. ”Både professionelles og den unges egne historier – og forældrenes i øvrigt – er brikker i den store fortælling,” siger hun. ”De er ikke konkurrenter om Den Sande Historie. Vi skal holde op med at lede efter historier, som modbeviser en af de andre.”

Fremtidsværksted på institutioner

Holdet bag projektet ”Det særlige som potentiel ressource” tager ud i institutioner og holder fremtidsværksteder om at vende begreberne på hovedet. De undersøger nutiden og bruger det som afsæt til en utopifase på workshoppen. Bagefter er opgaven at finde bare en lille del af utopien, som virker realiserbar. Til sidst må de medvirkende gå til handling, så den nye viden bliver til realitet.

På fremtidsværkstederne bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at gøre op med gamle tankemønstre. Hvis en ung f.eks. stikker af, er det som udgangspunkt en uacceptabel adfærd. Men hvis alternativet er at slå og sparke, er det måske en rigtigt god udvej at tilbyde et stikke-af-sted indenfor institutionerne.

Faktaboks eller lignende:

Børns drivkraft

Til marts kan du komme til konference med DLO om børns drivkraft. Oplægsholderne sætter fokus på den drivkraft, som også udsatte børn har. Vi kan holde fokus på, hvad der driver barnet og på den måde styrke svage sider ved at stimulere styrkesiderne.

Som voksne skal vi ikke blot pege den vej, barnet skal følge ud i den store verden. Børn tør også selv, hvis vi tager udgangspunkt i deres egen drivkraft. Det er aldrig for tidligt at begynde. De unges liv er grundlagt i hjemmet, vuggestuen og børnehaven.

Forskningsprojektet ”Det særlige som potentiel ressource” indgår ikke i konferencen men kan overføres til arbejdet med at hjælpe barnet til at overkomme barrierer, store som små.

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Ud af boxen

Ud af boxenUd af boxen

Jeg havde en coachingsession med en ung mand. Vi rundede bl.a. talemåden ”Fantasi er vigtigere end viden.” Vi talte om, hvorfor man siger sådan. Som det ofte sker, når jeg coacher eller sparrer andre, bliver begge klogere. Her lidt om, hvad jeg kom til at tænke på:

Der tales meget om at ”tænke ud af boxen.” Det betyder, at man ikke skal lade sig begrænse af de rammer, man umiddelbart ser. En opfordring, pædagoger tit får i nedskæringsperioder, men også en måde at få hele sit liv til at hænge bedre sammen. Jeg kender f.eks. familier, som ikke bruger konceptet soveværelse-og-børneværelse, men alle sover i det samme rum eller bruger ”stuen” til soveværelse. Jeg har i flere perioder af mit liv brugt boligens største rum ikke til stue men til ”arbejdsrum+” med bogreoler, skriveborde, legetøj til børnene mm.

Den unge mand formulerede det sådan: ”Viden er jo bare det, det er. Fantasi er meget mere.” Kun ved at bruge fantasien, kommer man ud af boxen. Børn er ofte bedre end voksne til denne øvelse, for de er ikke så fastlåste i boxens begrænsninger. En fælles øvelse kan være dette: at tænke ud af boxen og ind igen!

Med det mener jeg, at de løsninger, vi finder udenfor boxen skal kunne tages ind i den ramme, der er sat i forvejen. Det nytter ikke, at jeg løser mit transportbehov ved at bruge et ormehul, som transmogriffer mig til arbejde, for det er kun i en ”Steen og Stoffer”, det virker. Hvis jeg derimod løber på arbejde, får jeg både transport og motion på samme tid. DET er en løsning ind i boxen igen på problemet med en travl hverdag.

En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD

En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHDEn overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD

Marius Potgieter
Oversat og bearbejdet af Anne Skov Jensen
141 sider
Frydenlund 2015

 

 

 

Indholdsfortegnelsen fortæller om alt det gode, der er at hente i En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD. Der er et afsnit til teenageren, et til overgangen fra teenager til voksen og et til den unge voksne. Læseren kan få hjælp til bl.a. følelser, venskaber og økonomi. Anne Skov Jensen har oversat og bearbejdet flere andre bøger med lignende indhold, se f.eks. her.

En række tjeklister kan tjene som… ja netop tjeklister: Har jeg fået det hele med, huskede jeg det hele? Det er også nødvendigt, for En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD er ikke særligt helstøbt. De mange gode råd drukner i hinanden, og man savner en rød tråd at følge. Hvis man holder ud og evt. læser i små bidder, er budskabet at holde på det, som gør godt (f.eks. venner) og skille sig af med resten.

I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a.: “En samling gode råd, som kan gøre livet lettere for mennesker med ADHD – og for dem uden. Bogen kommer omkring mange vigtige emner og har sine gode øjeblikke. Det overskygges dog af, at der mangler en rød tråd til at give overblik. Man skal holde tungen lige i munden og håndplukke det, man kan bruge. I små bidder er det en rigtigt god bog.”

Hvis man vil bruge En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD i en formidlingssammenhæng, må man nødvendigvis først sortere og finde en måde at præsentere bogens indhold på, som passer til målgruppen.

Demokrati i børnehøjde

Demokrati i børnehøjdeDemokrati i børnehøjde

De sidste måneders forfærdelige drab i Paris og København har fået mange til at stille sig selv spørgsmålet: “Kan pædagogik og pædagoger forhindre terror?”

 

 

Det er nok lidt meget at forvente, at vi ligefrem kan forhindre terror fuldstændigt. Samtidig er det vigtigt at vide, at man kan gøre noget – at vi ikke er handlingslammede. Når vi har med mennesker at gøre, som er født og opvokset i det danske samfund, må vi alle tage ansvar for at skabe udvikling, læring og dannelse. Det er ikke en garant mod ekstremisme, men jeg er sikker på, at det hjælper.

I ugerne efter drabene i København har det vrimlet med beretninger om unge mennesker, som kunne være røget ud i ekstremisme, hvis det ikke havde været for den ene eller anden omstændighed, som fik dem på rette vej.

For små ti år siden samlede Henrik Vilsbøll bogen Min bedste opdrager med 25 personers beretninger om deres bedste opdrager i barndommen. Jeg husker især en mand, som ud over sin tyrkiske mor nævner en pædagog, som har betyder noget for ham.

Han havde sammen med en drengegruppe lavet “noget ballade” til en fest. Pædagogen tog drengene alvorligt og sagde til dem, at de skulle passe deres skole, sige nej til stoffer og holde sig ude af kriminalitet. Hun lærte dem at passe på hinanden, så de bakkede hinanden op, hvis nogen kom lidt på afveje og ikke holdt sig til de individuelle kontrakter, de indgik med pædagogen. De kaldte sig endda Helles Angels efter pædagogens fornavn.

Kontrakten med pædagogen er en af de ting, som har gjort Henrik Vilsbøll til den, han er i dag, fortæller han i Min bedste opdrager. På det tidspunkt er han ansat i forsvaret. Havde gerningsmanden i København haft en Helle, var det sandsynligvis ikke endt, som det gjorde.

Store røde vredeVi behøver ikke vente til klubalderen med en pædagogisk indsats. Jeg arbejder i øjeblikket på en boganmeldelse af Store røde vrede om drengen Malte, som opbygger så meget vrede, at den raserer hans værelse, da den kommer ud. En bog som den kan bruges til at tale med børn om både deres egen vrede og den vrede, de møder hos andre.

BUPL har netop udsendt en udgave af Børn&Unge Forskning med fokus på demokrati. Det er udsendt som tillæg med Børn&Unge. Det kan også hentes her.