Forfatterarkiv: Bjarne W. Andresen

Sov dig til en bedre hjerne

Sov dig til en bedre hjerneSov dig til en bedre hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Søvnen er din hjernes opvaskemaskine. Mens du sover, får du renset ud. Derfor er det vigtigt, at hjernen får lov at ”køre programmet” færdigt, så der ikke hober sig snavs og affaldsstoffer op.

Hver dag danner hjernen nye forbindelser mellem hjerneceller. Flere end du i længden har kapacitet til. I løbet af natten forsvinder derfor de forbindelser, du har allermindst brug for. På den måde bliver du klar til at etablere nye forbindelser næste dag. De vigtigste forbindelser sker der ikke noget med i løbet af natten, for hjernen har et princip: Brug det, eller mist det (use it or lose it). Derfor er det kun de svageste forbindelser, som forsvinder – hvis du altså sover nok til, at det kan ske.

De første par år af et barns liv er der særligt gang i produktionen af nye forbindelser i hjernen. Derfor er der også brug for ekstra god tid til oprydningen, mens man sover. Det gentager sig i puberteten. I puberteten kan man styrke fremtidige muligheder ved at opbygge tilsvarende hjerneforbindelser. Anette Prehn bruger sammenligningen med at træde nye stier i skovbunden (et billede, hun har genbrugt fra første hæfte i Hjernevenner-serien).

”Får du læst bøger – og dermed styrket din læse- og fokussti? Får du dyrket sport – og dermed lagt nogle gode bevægelsesstier ud i hjernen? Er du både sammen med mennesker, der betyder noget for dig og rører dit hjerte, og får du brugt tid alene, så du lærer at holde af dit eget selskab? Får du spillet et musikinstrument, talt forskellige sprog eller lavet arbejde med dine hænder – og dermed stimuleret din hjerne på forskellige måder?”

Fordi udviklingen af nye forbindelser eksploderer i puberteten, er søvnen særligt vigtig for teenagere, men det gælder for alle, at god søvn gavner trivslen. Der henvises til forskning, som viser en lang række uønskede følger hos børn og unge, som sover for lidt. Budskabet i Sov dig til en bedre hjerne er, at du er det værd at få sovet nok.

For det nutidige menneske er der kommet en ny trussel mod en god døgnrytme og dermed en god søvn: Det blå lys fra tv-skærme og især mobil og andre bærbare skærme. Det blå lys dæmper produktionen af hormonet melatonin, som regulerer din døgnrytme. Melatonin-produktionen øges, når det er mørkt, og her forstyrrer lyset fra skærmene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Sov dig til en bedre hjerne er fjerde titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Stierne i hjernen

Stierne i hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Når du går den samme vej gennem skovbunden flere gange, tramper du en sti. Første gang forsvinder den hurtigt. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti. Det samme sker i hjernen i den lille handy bog i serien Hjernevenner.

Hjernen ændrer sig hele tiden. De områder, du bruger meget, udvikles. De områder, du ikke bruger, afvikles. Brug det eller mist det, som Stierne i hjernen beskriver det. Et andet begreb er fremtidståge, som beskriver, hvad der sker, når du ikke kan se relevante handlemuligheder. Det er her, pædagogen skal træde til og guide.

Fremtidståge er en helt almindelig og normal oplevelse. Der er ikke noget galt i at gå i baglås, men du kan øve sig i at komme videre, når det sker. Anette Prehn foreslår, at du tænker tilbage på lignende situationer. Her kan du måske finde frem til det, som kan hjælpe dig videre.

I bogen er et eksempel med Holger, som går i baglås, da han skal i sommerhus med hele familien (en halv snes mennesker). Da han bliver mindet om søen og fugletårnet, letter fremtidstågen, og han får en god weekend. Nogle gange ligger lignende situationer fjernere. Måske har Holger kun erfaringer fra andre sommerhuse at bygge på. Måske har han aldrig været i sommerhus, men har prøvet at overnatte hos bedsteforældre.

Dermed kan du tage det bedste med fra din fortid til at møde og tackle din nutid og fremtid med oprejst pande. Sejt, ikke?

Holger har mærket nervøsiteten. Nervøsitet kan også bruges positivt. F.eks. nævner Stierne i skoven, at sportsfolk vender nervøsiteten til noget positivt, fordi det får pulsen op, som kan være en fordel.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Stierne i hjernen er første titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på her.

Dilemmaer

Vores virkelighedDilemmaer

Peter i vuggestuen er blevet bidt i armen. Så meget, at det bløder. Peters mor er bekymret for eventuelle farlige sygdomme, og vil gerne vide, hvem der har bidt hendes barn.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. april 2012.)

Skal jeg følge kommunens regler og afvise hendes ønske for at undgå stigmatisering af periodisk bidende børn? Derved beskytter jeg barnet og dets forældre mod potentielt negative reaktioner.

Eller skal jeg give moren en mulighed for at blive beroliget, vel vidende at vi alle kan være bærere af hepatitis og hiv uden at vide det? Hendes ønske bygger sandsynligvis på en formodning om, at nogle af vuggestuens børn er i større risiko end andre – f.eks. efter rejser.

Pædagogen møder en lang række professions-etiske dilemmaer i sin hverdag. Der er sjældent en facitliste, så det væsentligste bliver at forholde sig til dem på den i situationen bedst mulige måde. Vel vidende, at kollegaen måske ville vælge anderledes. Her nogle flere eksempler:

Peter kommer i børnehave, hvor også han jo af og til gør noget, som ikke er helt rent i kanten. Han kommer ikke i flere eller voldsommere konflikter med kammeraterne end så mange andre børn. Til gengæld reagerer han anderledes: Når konflikterne er løst, beder han meget indtrængende om, at vi ikke skal fortælle hans far om det. Jeg har også nogle gange oplevet, at han bliver meget vred, når han hører om, at Peter har taget legetøj fra andre børn eller været i slagsmål med dem. Mine forsøg på at fortælle, at det er normale, sunde måder at prøve sine og andres grænser af (og slet ikke usædvanligt), kan han ikke bruge til noget. Desuden er konflikten jo afsluttet i børnehaven og skal ikke tages med hjem.

Jeg står nu i det dilemma, at jeg på den ene side vil fortælle om Peters hverdag i børnehaven, som også omfatter konflikter med andre børn. På den anden side vil jeg gerne beskytte ham mod de reaktioner, som i mine øjne er overdrevne.

I Peters børnehave går også Ali. Han gør sig mange tanker om, hvad man må og ikke må. Han vil f.eks. ikke være med til sanglege, helst slet ikke deltage, når der er musik inde i billedet. Han frygter, at han kommer i Helvede for det, forklarer han. Jeg står med min faglige viden om alle de gode elementer, der er i netop disse aktiviteter for børn. Helt privat har jeg ingen bekymring for en straf efter døden, men i hvor høj grad kan jeg tage den holdning med på arbejde? Kan jeg både arbejde med Alis fællesskab i vuggestuen og i hjemmet? På en gang?

Også Alis forældre er meget optaget af ”god opførsel”, som de kalder det. Da Ali kommer i skole, ser han en dag, at Line har fået et rigtigt flot viskelæder. Kort efter er det væk, og Amalie er meget ked af det. Hun sørger naturligvis for, at hele klassen ved, at hendes viskelæder er stjålet. Jeg prøver at dæmpe gemytterne: måske er det bare ”blevet væk” og dukker op igen. Senere på dagen kommer Ali hen til mig og indrømmer, at det er ham, der har taget viskelæderet. Vi aftaler, at jeg skal give Amalie viskelæderet tilbage, og jeg mener selv, jeg runder episoden fint af med Ali.

Et par dage efter kommer Alis mor: Ali har fortalt historien derhjemme, og nu er hun vred over, at jeg ikke har fortalt hende det – eller i det mindste pålagt Ali at gå hjem og sige det. For hende er det ikke en lille bagatel, at han har taget et viskelæder, selv om han frivilligt har afleveret det igen.

Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, jeg har stået i. Jeg må holde mine værdier op mod hinanden og træffe en beslutning. Ofte under tidspres. Jeg har lært at håndtere det pres ved at huske mig selv på, at uforenelige værdier ikke kan opfyldes hundrede procent. Ved at følge den ene værdi må jeg nedprioritere den anden. Rasmus Willig taler i sin bog Umyndiggørelse (2009) om dobbeltbindinger, som har det samme gensidige forhold til hinanden. Det handler derfor i højere grad om at finde et acceptabelt kompromis.

Og så i øvrigt være parat til at argumentere for, hvorfor jeg handlede på den måde, jeg gjorde.

Umyndiggørelse

UmyndiggørelseUmyndiggørelse

Rasmus Willig
160 sider
Hans Reitzels Forlag 2009

 

 

Sociologen Rasmus Willig har undersøgt århusianske pædagogers arbejdsvilkår og deres opfattelse af deres arbejde. Det er der kommet en meget spændende bog ud af. Rasmus Willig skriver selv, at det pædagogiske felt er nyt for ham og at det skinner tydeligt igennem i hans bog. Det er netop det fine ved Umyndiggørelse, at den ikke er skrevet eller bestilt af BUPL eller andre med andel i de problemfelter, som beskrives. Alligevel forholder Umyndiggørelse sig ikke neutralt til sine kendsgerninger. Heldigvis. Der tales om “oplevelser, der helt tydeligt er samfundsmæssigt påført” og allerede her (side 15) toner forfatteren rent flag: pædagogerne har mistet grebet om deres eget arbejdsfelt og er blevet umyndiggjort, heraf bogens titel.

Pædagogerne føler, at det er deres skyld, når de ikke magter deres arbejde – og får skyldfølelse. De går hellere ned i tid end at miste en kollega. Man må ikke kritisere sin egen arbejdsplads, men pædagogerne undlader også at give generel kritik. Enkelte gange har århusianske pædagoger dog vist, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet med kritik som våben.

Det har baggrund i begrebet dobbeltbindinger. Dobbeltbindinger er krav, som i vid udstrækning umuliggør hinanden. F.eks. at skulle tilgodese det enkelte barns behov og samtidig have ansvaret for flere børn med færre resurser. Dobbeltbindinger gør arbejdet mål-løst, fordi man ved at bevæge sig mod ét mål vil fjerne sig fra et andet. De arbejdsvilkår gør kritik meget svær, fordi de enkelte krav isoleret set er umulige at være imod.

Umyndiggørelse giver også en beskrivelse af de veje, der rent faktisk er skabt for kritikken. Eksempelvis er der seks led i MED-systemet i Århus. Det betyder, at kritik formuleret af en pædagog enten bliver vendt mod pædagogen selv, eller at den bliver tandløs undervejs. MUS (medarbejderudviklingssamtaler) får også et ord med på vejen. Hvis man er medarbejder, har man en forpligtelse til at tage medansvar.

Kritikken kommer ikke ud de steder, den burde: f.eks. personalemøder, som ifølge Rasmus Willig holdes alt for sjældent. Når nu kritikken ikke kan gå konstruktive veje, finder pædagogerne erstatninger. De kan være gode eller dårlige, men ens for dem er, at de ikke ændrer de kritisable forhold, kun pædagogens evne til at overleve indenfor dem. De adspurgte pædagoger spiser store mængder slik, drikker alkohol, dyrker hård motion og – som medierne har gengivet i rigt mål – skriger i bilen på vej til og fra arbejde.

Der er desværre ikke afsat mange linier til det forhold, at umyndiggjorte pædagoger virker som rollemodeller og dermed reproducerer umyndiggørelsesprocesser til børnene. Man praktiserer overvågelsespædagogik: tænker strategisk, så man kan overskue (overvåge) flest muligt børn. I bogen kaldes det dørkarmspædagogik, fordi pædagogen ved at stå i dørkarmen kan overskue to lokaler. En pædagog citeres for at sige, at “stikbold med 50 børn er pludselig en god pædagogisk aktivitet.”

Under disse forhold får fagligheden trange kår. Man går fra pædagogik til ren pasning. “De faglige færdigheder, som de har fået med fra seminariet, skal ignoreres og erstattes af de nye “kommunale pædagogikker”, der i korthed går ud på at gøre det hele lidt hurtigere.” Konflikter mellem børnene “løses” med de samme nedladende argumenter, som pædagogen selv mødes med: “Ikke mere brok” eller “I bliver nødt til at være stille, hvis I skal være her.”

Pædagogerne skjuler selv umyndiggørelsen for at begrænse yderligere statusfald. På den måde fastholder pædagogerne deres umyndighed. De har gjort sig den erfaring, at brokrøve ikke har succeshistorier. Det fortæller pædagogerne selv. Desværre betyder det, at man retter kritikken indad i stedet for udad, og så bliver man sur og syg.

Alt det ovenstående er refereret fra Umyndiggørelse, så det er ikke så mærkeligt, at den har fremkaldt stor debat, både blandt pædagoger og i medierne generelt. En del af debatten går på, om forholdene nu er så dårlige, som de er beskrevet. Man må gå ud fra, at Rasmus Willig som formand for Dansk Sociologforening kan stå inde for sine konklusioner.

En anden kritik går på, at Umyndiggørelse ikke peger på løsninger, men kun angiver problemer. Det er rigtigt nok, men det har heller aldrig været bogens formål at formulere løsninger. En reference til Paulo Freire ligger lige for: at det første skridt til frigørelse er at opnå forståelse for de undertrykkende mekanismer, man lever under. Det kan være hård kost, for Rasmus Willig lægger ikke fingrene imellem. Men ikke desto mindre en vigtig og nødvendig bog. Læs den, hvis du tør.

Giv mig retten til mit fagsprog

Vores virkelighedGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, finder jeg tre breve i min postkasse.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 1. april 2012.)

Det ene er en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre er fra min bank. A-kassens hæfte er langt og svært. Bankens breve er korte, men indeholder ord, jeg ikke kender. Det er sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg en vis grad af vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

Gammel Dansk Børnehave

Vores virkelighedGammel Dansk Børnehave

Er det bare mig? Eller er det svært at få øje på, hvad det nye og det fællesnordiske er ved Ny nordisk Dagtilbud?

Er det bare, fordi Gammel Dansk Børnehave ikke har den samme klang?

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 9. marts 2012.)

Med regeringsskiftet sidste år fik Børne- og undervisningsminister Christine Antorini mulighed for at gøre noget ved projekt Ny Nordisk Dagtilbud, som hun har ønsket længe. Det er endnu lidt uklart for mig, hvad det egentlig drejer sig om. Mens jeg er blevet tæppebombet med indholdet af om Ny nordisk Skole (som hun bl.a. skrev om i bogen “Uddannelse for de mange” allerede i valgkampen), savner jeg noget konkret om daginstitutionen. Måske er det bare, fordi jeg ikke arbejder i en daginstitution?

Jeg får et billede af noget tilbagevenden til de gode forhold, som i nostalgiens idylliske lys herskede før Fogh- og Løkke-regeringerne. Hvor der var tid til omsorg, trivsel og udvikling. For børn og voksne. Men hov, var der ikke også nedskæringer, bureaukratisering og faglige “udfordinger” dengang? Helt nyt er det i hvert fald ikke.

Med hensyn til det nordiske, så er jeg alvorligt bange for, at det mere handler om, at “dansk” har fået en grim smag. Dansk Folkeparti har med ret stor succes ønsket at tage patent på at være danske, så nordisk bliver mere spiseligt. Allerede i 2006 beskrev jeg i Information de trusler, der var mod dansk pædagogik. “Dansk pædagogik er stadig et studieobjekt i internationale kredse. […] Jeg håber, det bliver ved med at være sådan.” Læs mere her.

Forskning har peget på, at der er fællestræk i Norden, når man kigger på daginstitutioner. Forskellene i kultur, historie og politiske beslutninger har også medført forskelle i daginstitutionernes vilkår, metoder og udbredelse.

Så Gammel Dansk børnehave var måske ikke et dårligt navn. Skål på det!

Vi har for mange herrer

Vores virkelighedVi har for mange herrer

Pædagogerne lever i et system, hvor alt for mange beslutninger træffes andre steder. Vi har herrer i det politiske system, det administrative system, det faglige system – og så er der alle de andre herrer: forældrene, etikken osv.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 3. marts 2012.)

I denne uge var jeg til et fyraftensmøde i min fagforening. Temaet var ”En politik om kritik.” Vi hørte et oplæg om, hvordan der kan etableres en arbejdspladskultur, som kan håndtere kritik og faglige uenigheder. Arbejdslivskonsulent Christian Sung Dan Pedersen, som selv har læst til pædagog, fortalte om sine undersøgelser. Der var mange emner til den efterfølgende debat, men en ting bed jeg især mærke i: pædagoger er åbenbart særligt følsomme overfor kritik fra forældrene.

Det er egentligt bemærkelsesværdigt. Vi modtager kritik så mange steder fra. Hvordan kan det være, at kritik fra f.eks. kolleger, som vi jo deler faglighed med, ikke rammer så hårdt? Mit bud er, at mange pædagoger ser sig som servicemedarbejdere, før de ser sig som nogen, der praktiserer et fag. Hvis vi først og fremmest var professionsudøvere, ville kritikken fra fagfæller nok ramme hårdere, end når den kommer fra forældre.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan det forholder sig for den enkelte pædagog. Hvis du ikke genkender dig selv i min analyse, er du muligvis heller ikke så følsom overfor (uberettiget) kritik fra forældre?

Når jeg skriver, at vi har mange herrer, forstår jeg det sådan:

  • F.eks. arbejder jeg på en skole som støttepædagog for enkeltintegrerede børn. Jeg har en fritidspædagogisk leder for den SFO-afdeling, jeg er i, en SFO-leder, en administrativ leder, en skoleleder og en pædagogisk leder. Allerede der har jeg fem ledere. SFO-pædagogerne beslutter (sammen med medhjælperne), hvad der sker i SFO’en, og lærerne beslutter, hvad der sker i undervisningen. Over alle dem er der en områdechef og længere oppe en leder af pædagogisk afdeling og en børn- og ungechef. Så er der naturligvis rådmanden og borgmesteren.
  • Jeg er også en del af det nationale system med 29 medlemmer af børne- og undervisningsudvalget og naturligvis en minister. Der er servicelov, lov om undervisning og grundlov.
  • I en eller anden forstand er både børnene og forældrene også mine herrer, når jeg er på arbejde.
  • Endelig er der nogle herrer, som er mindre håndgribelige: først og fremmest min faglighed. Den byder mig at handle på den ene eller anden måde. Moral og etik giver også sin mening til kende. Heldigvis.
  • Som ekstra tilvalg har en del pædagoger ideologiske herrer: det kan være partipolitiske eller religiøse hensyn.

Det er i virkeligheden ikke så mærkeligt, at vi ofte står med dilemmaer. Alle disse herrer er langt fra enige. Vi udsættes for kritik enten udefra eller indefra hele tiden. Det vigtigste er at kunne skelne mellem de mange herrer, hvem er vigtige for dig? Det er dit valg.

Pædagoger er eksperter i læring

Vores virkelighedPædagoger er eksperter i læring

Da jeg stoppede som folkeskolelærer for at blive pædagog, troede jeg, at nu skulle jeg ikke beskæftige mig med læring mere. Jeg tog grundigt fejl.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. februar 2012.)

Der var ellers meget, som kunne bekræfte mig i, at pædagoger ikke har noget med læring at gøre. At læring hører hjemme i skolen. At læring er lig med undervisning. At børn ikke skal lære i deres fritid. Intet er mere forkert.

Læring, det er noget, vi gør hele tiden. Allerede som foster lærer vi vores mor stemme at kende. Vi kan genkende lyden af musik. Som spædbørn lærer vi at få tilfredsstillet de mest basale behov: hvordan vi får mad, hvordan vi gør opmærksom på, når vi er kede af det osv. Vi lærer at krybe, at kravle, at gå. Sproget kommer til, det verbale og det nonverbale. Alle disse ting lærer vi uden formaliseret undervisning.

Som voksne lærer vi også hver dag. I går lærte jeg, at min datter kan lave en velsmagende gang røræg til morgenmad – og at den friske timian, hun puttede i dejen, Mens disse linjer skrives, lærer jeg. To eksempler på andre læringstyper: læring ved betragtning og læring ved refleksion.

Det virker nogle gange, som om menneskets måde at lære nyt på er delt op i tre:

De første seks år lærer vi bedst ved selv at prøve på det, som fanger vores interesse. Ved at være sammen med andre, som ved mere, mindre eller det samme. Ved at bevæge os frit rundt i rummet (eller endda rummene). Det samme gælder som voksne. På mystisk vis er der ca. 12 år derimellem, hvor vi bedst lærer ved at lytte til nogen, som har besluttet, hvad emnet er – og som ved det i forvejen. Vi skal sidde stille imens. Det er da mærkeligt, hvis det skulle være sådan?

Der er et enormt fokus på Folkeskolen for tiden. Ny nordisk Skole kalder regeringen det. Målet er færre skoletrætte, flere læringsformer og større glæde. Gode intentioner. For at nå derhen skal skolen lære (!) af de bedste. Der skal hentes inspiration fra erhvervslivet, fra idrætslivet og andre udefrakommende. Partnerskaber hedder det.

Hvorfor vender man ikke blikket indad? På skolerne er der allerede en faggruppe, hvis viden ikke bliver brugt optimalt: pædagogernes. Pædagoger har gennem hele deres uddannelse og faglige praksis haft fokus på, hvordan man støtter, guider og udfordrer. Vi er vant til at tage ansvar for andres udvikling. Om du kalder det udvikling, dannelse eller læring betyder ikke meget i denne sammenhæng. Pædagoger er eksperter i læring. Læring gennem deltagelse. Læring gennem observation. Læring gennem refleksion. Faktisk er der kun en type læring, vi ikke er så gode til: læring gennem at betragte og lytte til et andet menneske. Her kan lærerne noget, vi ikke kan.

På alle andre områder er pædagoger eksperter i læring. Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke! Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at leg og læring er to forskellige ting. Hvis du prøvet at læse indlæggene på denne blog igen, vil du se, at det vrimler med læringshistorier. Fortællinger om, hvordan pædagoger har bidraget til, at børn og unge har lært noget. Ikke ved tavleundervisning men ved at skabe et læringsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale lige for fødderne af os. Som pædagoger kan vi komme ind og gøre en forskel i et land, hvor vi hidtil er stoppet ved grænsen. Børnene vil byde os velkommen. Væk med undervisning, hvis formål de ikke forstår. Ind med situeret læring, hvor der er en klar sammenhæng med det jeg gør og det jeg vil.

Det kunne vi alle lære noget af…