Forfatterarkiv: Bjarne W. Andresen

Tvekamp

TvekampTvekamp

Frank Madsen
Illustrationer: Sussi Bech
64 sider
Eudor 2017

 

 

I Grødby kæmpes en intergalaktisk kamp. På den ene side står rumpigen Stella, hendes far og Igor, hjulpet af Gustav og Raketbroderskabet. På den anden side står den onde stedmoder Xenia og rumskurken Beriah, hjulpet af Hell Boyz og en gris! Begge parter har diverse robotter og andet rum-isenkram til hjælp. I seriens syvende bind bliver der skudt med skarpt, og bogen slutter med, at Xenia gør klar til at sætte næsten hundrede endnu ikke færdigudviklede robotter ind mod sine modstandere.

Tvekamp fortsætter galskaben, hvor seriens sjette bind, Xenia, slap. Robotten R-34 og grisen Svein er mødt op hos Stella, hjulpet godt på vej af Isabella-Victoria, som ser den nye pige som en konkurrent til titlen som den smarteste pige i klassen, ja i hele Grødby og omegn. Stella er ikke hjemme, og Igor gennemskuer de forklædte gæster.

Gustav og Stella er fanget i militærbunkeren sammen med deres lærer, hjemmeværnsmanden Dynamit-Jens. To andre medlemmer af Raketbroderskabet, Simon og Benjamin, skændes om at være først til at prøve de spændende maskiner, de finder. På vejen ud bliver de mødt af to robotter, som ikke har fredelige hensigter.

På kommunen er nettet og telefonerne blevet afbrudt, og borgmesteren kan ikke se tv. Imens fikser Stellas far det rumfartøj, Beriah er kommet med. Den naive generalmajor P.G. Löwenberg hjælper ham, men kan ikke forhindre Beriah i at overfalde Stellas far – og kan heller ikke forhindre, at rumskibet letter med de to aliens.

Som skærende kontrast til alle disse handlende mennesker, aliens og robotter står Prins Xgarn, som er Xenias søn. Han gider ikke alle sine mors planer om at overtage verdensherredømmet og vil hellere sove længe.

Igor og Stellas far får på hver deres måde vendt situationen med brug af laser-våben. Igor fanger Svein og R-34 i en mintgrøn geléblok, mens Stellas fra uskadeliggør en robot ved at kapsle den ind i is.

Imens overvåger Xenia slagets gang. Hun kan se, at krigslykken har forladt hende og griber til et våben, som hun i strid med reglerne har taget med fra sin hjemplanet. Og her slutter Tvekamp og lægger dermed op til en spændende fortsættelse i Klapjagt, den næste bog i serien om Gustav og Raketbroderskabet.

Tvekamp er, som trofaste læsere kender serien fra de øvrige bøger, som skal læses i rækkefølge: Der er action og humor i den gennemillustrerede rumgyser om en lille by, som oplever store omvæltninger, da den får besøg fra det ydre rum. Sidst i bogen er der faktasider og forslag til egne aktiviteter, denne gang meget passende om laser og dødsstråler.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

De tidligere bind i serien omtales her.

BØRNS hverdag 3-2018

Forside BØRNS hverdag 3-2018BØRNS hverdag 3-2018

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.

Læs nr. 3-2018 her.

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Indhold:

Side 2 Leder

Hvordan får vi bedre normeringer?

Side 3 Årsplan

Side 4 Kollegasamarbejde i en presset tid

Side 6 Markante forældre

Side 8 Når den faglige udvikling rykker indenfor

Side 11 Klumme

DEA – maksimal indflydelse i fællesskab

Side 12 Konsulentnyt

Bliv klædt på – hjemmefra

Må bestyrelsen blande sig i lederens arbejdstid?

Godkendelse af private institutioner

Nye guides fra Fødevarestyrelsen om mad og måltider i daginstitutioner på vej

Side 14 Bestil et kursus i lederudviklingssamtaler

Side 14 DLO er også alle kredsene

Side 15 Behold blot printeren

Side 16 Det er bedst at smede, mens jernet er koldt

Side 18 Hvordan smager en robot?

Side 20 Anmeldelse

Bo med de mange ansigter

Side 21 Portræt af en leder

Side 22 Fra maskinrummet

Ny redaktør

Når pædagogik er som en avocado-plante

Når pædagogik er som en avocado-planteNår pædagogik er som en avocado-plante

I dit arbejde med mennesker kan du få oplevelsen af, at det ikke ”rykker noget”. Du ser ikke en udvikling her og nu. Derfor kan du komme i tvivl om, om dit arbejde overhovedet har nogen værdi. Så kan det hjælpe at sammenligne dit arbejde med at dyrke avocadoplanter.

Artiklen har været bragt som klumme i AKTbladet. Læs den i sit oprindelige layout her.

Pædagogik er som at tage en sten fra en avocadoplante og få den til at spire og vokse sig stor: Det tager meget, meget lang tid, men man kan ikke springe nogen af faserne over. Både planten og mennesket skal have optimale betingelser for at kunne udvikle sit potentiale.

Du kan selv prøve det, næste gang du har en avocado: Stenen behøver du ikke smide væk. Sæt den med den tykke ende i vand. Jeg bruger selv et hyacint-glas. Du skal også bruge tålmodighed – masser af tålmodighed. I mange uger sker der ingenting, men pludselig går det hurtigt: Der kommer et virvar af lange rødder. Så er der stille igen i flere uger, indtil en lille spire kommer frem i toppen af stenen. Spiren vokser med mange cm. hver dag, og nu skal du plante den over i en potte med jord. Resultatet er en plante som den på billedet.

Sådan er det også med dit arbejde som pædagog. Langt det meste foregår skjult inde i barnet/den unge. Du ser det ikke, men bliv ved! Du ved, at du gør det rigtige, og pludselig ser du, at der er sket en forandring. Dannelse er også at finde ud af, hvem man er. Hvor man hører til. Hvad der er godt for én … og hvad der er skidt.

I de perioder, hvor du ikke kan se nogen forandring ske, har barnet særligt travlt. Forandringen sker nemlig inden i. Jean Piaget tale om assimilation og akkommodation. Barnet bearbejder indtrykkene, og det er en krævende proces. Først, når hele barnets organisme er færdig til det, kan omverdenen få lov at opleve, hvad der er sket. Så ser og hører vi den udvikling, som barnet har været i gang med.

I sit rette element kan en avocado blive 30 meter høj. Det kan den ikke i min lejlighed. Pladsen tillader det ikke, men det når ikke at blive et problem, for jeg kan ikke tilbyde den rette sammensætning af varme, fugtighed, lys osv.

På samme måde kan du komme ud for, at du skal gøre op med dig selv, om du er den, som kan tilbyde det bedste til de børn, du arbejder med. Måske skal der en anden voksen til? Jeg kommer nogle gange ud for at skulle anbefale, at barnet skifter skole. Under alle omstændigheder forlader alle børnene skolen på et tidspunkt, og hvor skal de så hen?

Så længe vi tager ansvar for børnene/de unge og deres trivsel og udvikling, skal vi søge mod at give dem optimale betingelser for at gro.

Mennesket har også det hele i sig. Når vi opfylder de udviklingsmæssige behov, får mennesker mulighed for at udfolde sit potentiale. Det tager tid, men vi må ikke give op undervejs, for det skal nok komme.

Hver dag sørger pædagoger, lærere, forældre og mange andre for, at børnene i deres eget tempo kan gøre det samme som avocado-planten. Det tænker jeg på, når jeg en gang imellem stiller mig selv spørgsmålet, om mit arbejde nytter noget. For det gør det!

 

Nyt håb for børnene?

Nyt håb for børnene?

Med den nye dagtilbudslov, som træder i kraft 1. juni 2018, åbner der sig nye muligheder for et godt børneliv. Det kræver, at loven følges op af tilstrækkeligt med pædagoger, som både er veluddannede og velfungerende. Det skrev en gruppe pædagoger mm. en kronik til Politiken om.

(Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 2/2018. Læs den i sit oprindelige layout her eller se hele tidsskriftet her.)

”Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ’Ja, nu er jeg kommet’, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.”

Sådan indleder vi kronikken, for det er vigtigt for os at knytte de overordnede betragtninger tæt sammen med den pædagogiske praksis, som børnene oplever. Børnenes udvikling er nemlig så kompliceret, at vi forenkler den og opsplitter den i delområder som motorik, sprog osv. i vores iver på at begribe den.

Men barndommen har en værdi i sig selv, og det anerkender den nye lov. Legen får en fremtrædende plads, fordi barnet gennem legen udvikler egne kompetencer og dannelse. Legen må ikke længere ses udelukkende som et redskab til at fremme snævre læringsformål. Det skal være slut med træning, test og dokumentation som de eneste fokusområder. Udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen, nu skal det være anderledes.

Relationer er det basale helt fra spædbarnets allerførste handlinger. For den nyfødte handler det især om kropskontakt. Det handler også om at blive set og hørt, at opleve gensidighed, samhørighed og anerkendelse, som fylder mere og mere for barnet, mens det vokser.

Barnet får mulighed for at føle sig værdifuld, hvis det har et trygt og varmt forhold til betydningsfulde omsorgspersoner. I daginstitutionen skal de voksne være opmærksomme, aktive og til at komme i kontakt med. Den største trussel mod den gode relation mellem barn og voksen er lave normeringer.

For at imødekomme barnets basale behov for relationer, skal de voksne være personligt velfungerende, der skal være tilstrækkeligt mange af de dem, og de skal være tilstrækkeligt veluddannede.

Legen er afgørende for barnets udvikling

Den nye dagtilbudslov sætter legen centralt, og det er der god grund til. Hvis vi skal pege på én aktivitet, som har betydning for barnets muligheder, er det legen. Legen mellem barn og voksne definerer fra de allerførste øjeblikke barnets evner til at udvikle relationer. Gennem legen knytter barnet og den voksne bånd. De kommunikerer med og uden ord. Den gode leg veksler mellem spænding og afslapning, mellem adskillelse og forening. Det er ikke så mærkeligt, at barnet efter en god leg kan være fuldstændigt udmattet.

Den voksnes opgave er at være en tryghedsfaktor, så det bliver mindre ”farligt” at slippe det sikre. Det gælder især med de børn, som har færrest legeerfaringer. Den voksne skal være en tryg base, som barnet kan søge, hvis der opstår en konflikt, eller hvis legen udvikler sig for langt mod en af ekstremerne spænding og afslapning, adskillelse og forening. Barnet skal turde turde, og derfor skal den voksne skabe rammerne for legen, så det bliver tilpas udfordrende.

Etiske overvejelser spiller også ind. Gennem legene udvikles normer og værdier, og den voksne kan f.eks. hjælpe med at definere, om man skiftes til at bruge legetøjet, om det er først til mølle, om man kan have monopol på evt. legetøj hjemmefra osv. På den måde gør barnet de første spæde erfaringer med rettigheder og ikke mindst med dilemmaer. Det får en gryende forståelse for det at være et individ i et fællesskab. Og at de andre børn også er individer i det samme fællesskab.

Sproget læres i relationer

Sproget har en årrække haft maksimal opmærksomhed, ikke mindst fra politisk side. Udviklingen af et velfungerende sprog kræver, at der er voksne at tale med. Det kræver igen, at den voksne har tid til at tale med barnet. Voksne, som taler til børn, udvikler ikke deres sprog optimalt. Hvis dertil kommer, at støjniveauet er højt, så har udviklingen af sproget meget trange kår.

Ved at lytte udvikler barnet sit passive ordforråd, men udtale og aktivt ordforråd udvikles gennem samtale.

Pædagoguddannelsen

Det er på pædagoguddannelsen, den kommende pædagog bliver forberedt på at imødekomme barnets behov. Derfor bærer pædagoguddannelsen et stort ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.

Aldrig har pædagogstuderende skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som nu. Aldrig har der været så mange prøver, eksaminer og samarbejde med praksisfeltet. Aldrig har de studerende skullet reflektere over og handle i forhold til så mange ting.

Hvis det lykkes, bliver de kommende pædagoger meget kompetente kolleger. Vi kan så kun håbe, at de også får arbejdsvilkår, som gør det muligt at udfolde deres kompetencer. Så er vi tilbage til normeringerne.

Hvis den nye dagtilbudslov skal give det lovede løft i børnenes hverdag, skal børnene have tilstrækkeligt med voksne. Veluddannede voksne. Voksne, som er personligt velfungerende.

Om kronikken i Politiken

Allerede i oktober besluttede vi i Pædagogisk Netværk at skrive et kronikforslag om den kommende dagtilbudslov. Det har krævet en lang række omskrivninger at blive enige med hinanden og ikke mindst med Politiken om, hvordan den skulle strikkes sammen. Og tålmodighed – masser af tålmodighed.

Pædagogisk Netværk er en gruppe pædagoger mm., som gennem snart 20 år har mødtes regelmæssigt og debatteret aktuelle pædagogfaglige emner. Vi mødes ca. fem gange årligt hos et medlem i Glostrup. Vi var otte bidragsydere til kronikken.

Læs mere om Pædagogisk Netværk på www.facebook.com/paedagogisknetvaerk eller kontakt os på p-net@bjarnewandresen.dk.

Denne artikel fremhæver væsentlige elementer fra kronikken i Politiken, som blev bragt 2. april 2018.

Nu tændes der et nyt håb for børnene

Kroniken 2. april 2018Nu tændes der et nyt håb for børnene

Af Lene Lind og Bjarne W. Andresen

Udgivet som kronikken i Politiken 2. april 2018. I skrivende stund kan linket læses med login, som indgår i abonnement på avisen.

Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne.

Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ”Ja, nu er jeg kommet”, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.

Vi voksne vil gerne have kontrol over og styre børns udvikling, men deres proces er så kompliceret, at vi næppe kan forstå den til fulde og derfor i vores iver for at begribe, hvordan den forløber, forenkler og opsplitte barnet i forskellige delområder som motorik, sprog, sociale færdigheder, hukommelse og tænkning. Dermed mister vi nemt ydmygheden over for den mangesidige komplekse udviklingsproces, der foregår, oveni købet mener vi os i stand til at accelerere udviklingen, hvilken respektløshed.

Men måske er der håb om ændringer, idet en ny dagtilbudslov træder i kraft 1. juni.

Den nye lov lægger op til, at vi anerkender, at barndommen har en værdi i sig selv, og at vi understøtter, at børnene gennem deres leg udvikler egne kompetencer og dannelse. Børnenes leg fremhæves i den nye version, det giver håb om at legen ikke udelukkende skal bruges og styres af voksne til læringsformål.

I flere år har kundskabstilegnelse og læringsideologier taget opmærksomheden, og udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen. Målopfyldelse, træning, test og dokumentation blev en del af samværet. Konkurrencesamfundet ramte børnene, og flere er endt med diagnoser og har fået behov for hjælp og støtte. Det er vigtigt at sadle om.

Det er fundamentalt, at vi mennesker fra livets start er afhængige af at have sociale relationer med andre, især dem, der har en følelsesmæssig betydning for os. Vi behøver samhørighed og anerkendelse af vore følelser og vore intentioner. Vi har behov for kropskontakt for at blive set og hørt, for at opleve gensidighed.

I vores sociale liv er det afgørende, at vi er i stand til tone os ind på hinandens sindstilstande og har evnen til at aflæse mimik og andet kropssprog. Glæden ved at have fælles oplevelser og ved udveksling af synspunkter og følelsestilstande med hinanden er afgørende for den grad af livskvalitet vi oplever.

Vi ”spejler” os i andres reaktioner. De fortæller os, hvordan vi bliver opfattet. Det, vi her oplever, har indflydelse på vores væremåde og på vores eget selvbillede.

Vi skal gøre os klart, at disse faktorer også er nødvendige og uomgængelige i børns opvækst. De er afgørende for både børns trivsel og for deres udvikling af personlighed og færdigheder.

Det enkelte barn er så at sige prisgivet de voksne, der har ansvaret for det. De voksnes evne til at drage god nok omsorg for barnet og støtte det relevant hen imod selvstændighed skaber barnets senere ”kapital” til at klare sig i tilværelsen, intellektuelt som følelsesmæssigt. I samværet med de kompetente voksne udvikler barnet evnen til at være selvregulerende, til social forståelse samt til at erhverve viden om verden og hvilken indflydelse, de selv har.

Jeppe på 13 mdr. mister balancen, falder bagover og slår baghovedet i gulvet. Han græder voldsomt overmandet af smerten. Susanne, hans pædagog trøster og puster. Men gråden bliver ved. Han kan ikke forstå, hvorfor han har så ondt. Først da Susanne beskriver hændelsen, finder han ro: ”Jeppe du klatrede op på stolen, så faldt du ned på gulvet og slog hovedet – av, det gjorde ondt”. Jeppe lytter og kigger på hendes hænders medbeskrivelse, hun genfortæller episoden tre gange og Jeppe har nu forstået sammenhængen i det, der skete og den smerte han følte. Nu står situationen ikke fragmenteret og farlig for ham mere.

Livet kan blive en gave, når barnet føler sig valgt og elsket for sin egen skyld, når forholdet til betydningsfulde omsorgspersoner er trygt og varmt, og når barnet føler sig værdifuldt i familien og daginstitutionen. I dette klima opleves og erfares med stor appetit og barnet suger til sig og lærer.

For nogle børn udgør livet en kamp for retten til at være til og finde tryghed og for at blive accepteret. Det sker, når de voksne opleves som modspillere, der har negative forventninger til barnet, eller når de voksne ikke formår at opfylde barnets basale behov.

Vi må også være opmærksomme på, om det for barnet bliver en kamp at klare daginstitutionens liv, når de voksne er svære at få kontakt til, er uopmærksomme eller passive i forhold til at hjælpe barnet med at klare svære affekttilstande, eller når de professionelle omsorgsgivere konstant udgør skiftende personer, og ikke mindst når det er svært at opnå tryghed, fordi personalenormeringerne er for lave.

Det er altafgørende, at der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt veluddannede voksne til at imødekomme barnets behov for relationer. Vel at mærke voksne, som er personligt velfungerende. Den gode omsorgsgiver finder den balance, det enkelte barn behøver mellem behovet for selvbestemmelse og behovet for beskyttelse. Mellem behovet for forudsigelighed og for nye oplevelser, mellem behovet for faste rammer og behovet for at følge egne lyster og for at have indflydelse. Og den gode omsorgsgiver hjælper barnet til efterhånden selv at kunne mestre disse dilemmaer og dermed skabe en indre ro gennem sine prioriteringer. De muligheder, der gives, og de krav, der stilles, skal være tilpasset barnets mentale og intellektuelle og fysiske udvikling.

Legen er afgørende for barnets udvikling. Fra barnet er ganske lille har legen mellem barn og voksen stor betydning som fælles oplevelsesfaktor. Ved at lege knyttes tætte bånd, den fælles følelsesmæssige aktive deltagelse giver følelsen af fælles gåen på eventyr i en magisk verden. Her er en verden af musik og magi, som barnet deler med en voksen, her udtrykkes følelser uden ord, her har man en spænding som opløses på et højdepunkt, der næsten er uudholdeligt. Her veksles mellem spænding og ro, mellem adskillelse og genforening. Her er gentagelsens overraskelse fælles fryd og latter – i de mængder barnet kan klare. I de voksnes leg med det lille barn tilføres barnet erfaringer om at møde andre følelsesmæssigt, at bruge fantasi, at opleve magien i samspil, at opleve fælles glæde og morskab, det er en nøgle til at lære nye ting, til intimitet, til selvstændighed samt også til at udtrykke sider af sig selv gennem kreativitet og fantasi. Her forskes i tings og personers muligheder og grænser, her leges med lyde og bevægelser, her lægges grunden til sproget, til motoriske kompetencer, til opdagelse af fysikkens love, til sociale færdigheder, for at nævne nogle få af de færdigheder børn udvikler i det tidlige gensidige legende samspil med omsorgsgiverne.

I legen bliver fantasier og følelser udsprunget af barnets indre verden udspillet i mødet med den virkelige verdens konkrete muligheder og reaktioner. Her kommer det til udtryk, som ord har svært ved at beskrive. Her er legen og de kreative skabende processer et sprog som giver nye erkendelser. Hvis børn ikke har haft disse legeoplevelser som små, vil legen være et mysterium for dem, og de får svært at deltage i legende fællesskaber.

I daginstitutionen er de voksnes tilstedeværelse en tryghedsfaktor, der gør det nemmere for børnene at kaste sig ud i legen med hinanden. At have en base hos en voksen betyder for barnet, at det kan søge hjælp, når det oplever sig i konflikt, eller når der sker noget, barnet bliver urolig over, også når det behøver en voksen til at hjælpe sig med at løse problemet eller med at genoprette den indre ro. De voksne skaber rammerne for legemulighederne: hvordan rum er indrettede, deres størrelse, om de kan rumme fysisk aktivitet, om de kan tilbyde rolige omgivelser. De voksne skaber tilmed det mentale rum i institutionen, der gør det trygt at udfolde sig og tage risici og udfordringer op i det indbyrdes liv, børnene har med hinanden. Desuden har de voksne ansvaret for de etiske regler, børnene får skabt for deres samspil, f.eks. om man skiftes til legetøjet, eller om den der kom først, leger færdigt med det, om den der har legetøj med hjemme fra, skal dele med andre eller må beholde det for sig selv. Om man tager hensyn til dem, der er mindre end en selv, om man hjælper hinanden, om hvordan man løser konflikter og forholder sig til interessemodsætninger.

Disse etiske regler for samspil har stor betydning for børnenes sociale liv og for den enkeltes forståelse af sig selv i forhold til andre, samt for hvordan børnene lærer at håndtere konflikter, og for hvordan de støtter og hjælper hinanden. Rettigheder og hensyntagen er svære etiske dilemmaer, som man lærer af – her behøves indlevende og forstående voksne, der kan vejlede og støtte til gavn for både den enkeltes selvfølelse og for fællesskabsfølelsen.

Det er vigtigt, at de voksne ikke med deres reaktioner får børnene til at føle sig forkerte på grund af deres følelser og lyster; det udløser nemlig skam, og skam er en destruktiv følelse for selvværdet.

Michael på 3 år er ulykkelig over at være blevet afvist af sin bedste ven. Han græder, samtidig viser han sin vrede i voldsomme udfald mod vennen. Line, hans pædagog, ser ham og siger henvendt til Michael: ”Øv, hvor er det ærgerligt at Jacob ikke vil lege med dig, når du så gerne vil. Du bliver både vred og ked af det kan jeg se.” Michael kigger på Line og ser i hendes ansigt alvor og forståelse, han bliver roligere og Line kan snakke med ham om det, der skete.

Børn overtager de voksnes holdninger og handlemåder. Er de voksne moraliserende på en destruktiv facon, påvirker det børnenes indbyrdes relationer, lige som det påvirker det enkelte barns livsglæde og selvfølelse.

At opleve den samme glæde over de samme ting og at dele den samme følelse, giver intimitet. Betydningsfulde sekunder med stærke fælles følelsesmæssige oplevelser kan give stor indre glæde. Det er ikke alt det, vi oplever på et indre plan, der kan beskrives med ord, derfor er der fælles oplevelser, der står stærkest ved at være ordløse, hvor blikket, en berøring eller en gestus er det stærkeste udtryksmiddel.

Legen på børnenes præmisser bør stå centralt i daginstitutionens liv, legen for sin egen skyld. Et godt legeliv er vigtigt for såvel den mentale sundhed som for udviklingen af færdigheder.

Sproglig udvikling har politisk bevågenhed, men glem nu ikke at fundamentet for at udvikle et velfungerende sprog, er voksne at tale med. Voksne, der har tid til at samtale med barnet. I daginstitutionen er støjniveauet ofte for højt og voksenkontakten for udtyndet til, at børn udvikler et tilstrækkeligt nuanceret sprog. Det er simpelthen for svært at høre alle ordene tydeligt og at deltage i en flervejskommunikation. Taleundervisning og sprogstimulation er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at børn kan erhverve sig et velfungerende sprog, dertil kræves et samspil med andre, også andre der kan mere end en selv.

Sproget er ikke bare et spørgsmål om ordforråd og udtale, men også erfaringer om dets anvendelse i sociale sammenhænge og om at bygge bro mellem følelser og handlinger.

Når barnet får ord, får det udvidet sine muligheder for at gøre omgivelserne opmærksomme på sine behov, ønsker og følelser. Det går ind i en verden, hvor virkeligheden kommer til at se anderledes ud – barnet finder ud af, at alt har navne, at hensigter kan formidles, at der kan kommer ord på følelser og at ord kan lette kommunikationen og nuancere den.

Pædagoguddannelsen bærer et ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.
Det er væsentligt, at vi har en pædagoguddannelse, som kan forberede den studerende på at imødekomme barnets behov.

Set i det uddannelsesmæssige perspektiv har studerende på pædagoguddannelsen aldrig skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som i den seneste uddannelsesbekendtgørelse. Dette sker ved kontinuerlige prøver og eksamener i uddannelsen og i samarbejde med praksisfeltet.

Den studerende skal kunne reflektere over og handle i forhold til kulturforskelle, kulturmøder og kulturkonflikter samt inddrage kulturdiversitet som et deltagerperspektiv og en ressource i pædagogisk praksis. Den studerende skal målrettet kunne tilrettelægge, gennemføre, dokumentere og evaluere aktiviteter og læreprocesser, der støtter trivsel, læring, dannelse og udvikling. I den forbindelse skal den studerende på et fagligt grundlag kunne udfordre eksisterende praksis, afsøge og vurdere alternative muligheder og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis. Alle disse tiltag har til formål, at pædagoger efter endt uddannelse fremstår som de kompetente medarbejdere i institutionerne. Det er så at håbe, at der gives mulighed for at de fagligt opnåede kompetencer kan udfolde sig.

Alt i alt må vi konkludere at normeringerne bliver er kardinalpunkt, hvis den nye dagtilbudslov skal blive en forbedring af børnelivet i daginstitutionerne. Børnene behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Bidragsydere

Bente Hagsten le Fevre, lektor, master i social integration v. UC SYD, Kolding;
Birger Thomsen, tidligere daginstitutionsleder
Birgit Boelskov, uddannet børnehavelærerinde, master i pædagogisk udvikling
Bjarne W. Andresen, støttepædagog i Aarhus Kommune, redaktør, master i børnelitteratur
Henriette Korch, ressourceperson i Team for inkluderende pædagogik, Hedensted Kommune
Henrik Ditlevsen, klyngeleder Københavns Kommune
Lene Lind, pædagog, forhenværende institutionsleder, fagbogsforfatter
Ulla Qvist Engholm, master i positiv psykologi, dagtilbudsleder

Kronikken er lavet i rammerne af Pædagogisk Netværk. Manchetten (Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne) er skrevet af Politiken, som i øvrigt i papirudgaven skrev “dagplejelov” i stedet for “dagtilbudslov”. Vi havde kaldt kronikken Nyt håb for børnene?, mens avisen valgte to forskellige overskrift i papir- og e-udgaven, hhv. Nu tændes der nyt håb for børnene og Hvor meget kontrol skal vi tage som forældre? Leg er afgørende for barnets udvikling. I Politiken fremstår vi alle som lige forfattere, og det er også helt i orden.

Sov dig til en bedre hjerne

Sov dig til en bedre hjerneSov dig til en bedre hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Søvnen er din hjernes opvaskemaskine. Mens du sover, får du renset ud. Derfor er det vigtigt, at hjernen får lov at ”køre programmet” færdigt, så der ikke hober sig snavs og affaldsstoffer op.

Hver dag danner hjernen nye forbindelser mellem hjerneceller. Flere end du i længden har kapacitet til. I løbet af natten forsvinder derfor de forbindelser, du har allermindst brug for. På den måde bliver du klar til at etablere nye forbindelser næste dag. De vigtigste forbindelser sker der ikke noget med i løbet af natten, for hjernen har et princip: Brug det, eller mist det (use it or lose it). Derfor er det kun de svageste forbindelser, som forsvinder – hvis du altså sover nok til, at det kan ske.

De første par år af et barns liv er der særligt gang i produktionen af nye forbindelser i hjernen. Derfor er der også brug for ekstra god tid til oprydningen, mens man sover. Det gentager sig i puberteten. I puberteten kan man styrke fremtidige muligheder ved at opbygge tilsvarende hjerneforbindelser. Anette Prehn bruger sammenligningen med at træde nye stier i skovbunden (et billede, hun har genbrugt fra første hæfte i Hjernevenner-serien).

”Får du læst bøger – og dermed styrket din læse- og fokussti? Får du dyrket sport – og dermed lagt nogle gode bevægelsesstier ud i hjernen? Er du både sammen med mennesker, der betyder noget for dig og rører dit hjerte, og får du brugt tid alene, så du lærer at holde af dit eget selskab? Får du spillet et musikinstrument, talt forskellige sprog eller lavet arbejde med dine hænder – og dermed stimuleret din hjerne på forskellige måder?”

Fordi udviklingen af nye forbindelser eksploderer i puberteten, er søvnen særligt vigtig for teenagere, men det gælder for alle, at god søvn gavner trivslen. Der henvises til forskning, som viser en lang række uønskede følger hos børn og unge, som sover for lidt. Budskabet i Sov dig til en bedre hjerne er, at du er det værd at få sovet nok.

For det nutidige menneske er der kommet en ny trussel mod en god døgnrytme og dermed en god søvn: Det blå lys fra tv-skærme og især mobil og andre bærbare skærme. Det blå lys dæmper produktionen af hormonet melatonin, som regulerer din døgnrytme. Melatonin-produktionen øges, når det er mørkt, og her forstyrrer lyset fra skærmene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Sov dig til en bedre hjerne er fjerde titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Stierne i hjernen

Stierne i hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Når du går den samme vej gennem skovbunden flere gange, tramper du en sti. Første gang forsvinder den hurtigt. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti. Det samme sker i hjernen i den lille handy bog i serien Hjernevenner.

Hjernen ændrer sig hele tiden. De områder, du bruger meget, udvikles. De områder, du ikke bruger, afvikles. Brug det eller mist det, som Stierne i hjernen beskriver det. Et andet begreb er fremtidståge, som beskriver, hvad der sker, når du ikke kan se relevante handlemuligheder. Det er her, pædagogen skal træde til og guide.

Fremtidståge er en helt almindelig og normal oplevelse. Der er ikke noget galt i at gå i baglås, men du kan øve sig i at komme videre, når det sker. Anette Prehn foreslår, at du tænker tilbage på lignende situationer. Her kan du måske finde frem til det, som kan hjælpe dig videre.

I bogen er et eksempel med Holger, som går i baglås, da han skal i sommerhus med hele familien (en halv snes mennesker). Da han bliver mindet om søen og fugletårnet, letter fremtidstågen, og han får en god weekend. Nogle gange ligger lignende situationer fjernere. Måske har Holger kun erfaringer fra andre sommerhuse at bygge på. Måske har han aldrig været i sommerhus, men har prøvet at overnatte hos bedsteforældre.

Dermed kan du tage det bedste med fra din fortid til at møde og tackle din nutid og fremtid med oprejst pande. Sejt, ikke?

Holger har mærket nervøsiteten. Nervøsitet kan også bruges positivt. F.eks. nævner Stierne i skoven, at sportsfolk vender nervøsiteten til noget positivt, fordi det får pulsen op, som kan være en fordel.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Stierne i hjernen er første titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på her.

Dilemmaer

Vores virkelighedDilemmaer

Peter i vuggestuen er blevet bidt i armen. Så meget, at det bløder. Peters mor er bekymret for eventuelle farlige sygdomme, og vil gerne vide, hvem der har bidt hendes barn.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. april 2012.)

Skal jeg følge kommunens regler og afvise hendes ønske for at undgå stigmatisering af periodisk bidende børn? Derved beskytter jeg barnet og dets forældre mod potentielt negative reaktioner.

Eller skal jeg give moren en mulighed for at blive beroliget, vel vidende at vi alle kan være bærere af hepatitis og hiv uden at vide det? Hendes ønske bygger sandsynligvis på en formodning om, at nogle af vuggestuens børn er i større risiko end andre – f.eks. efter rejser.

Pædagogen møder en lang række professions-etiske dilemmaer i sin hverdag. Der er sjældent en facitliste, så det væsentligste bliver at forholde sig til dem på den i situationen bedst mulige måde. Vel vidende, at kollegaen måske ville vælge anderledes. Her nogle flere eksempler:

Peter kommer i børnehave, hvor også han jo af og til gør noget, som ikke er helt rent i kanten. Han kommer ikke i flere eller voldsommere konflikter med kammeraterne end så mange andre børn. Til gengæld reagerer han anderledes: Når konflikterne er løst, beder han meget indtrængende om, at vi ikke skal fortælle hans far om det. Jeg har også nogle gange oplevet, at han bliver meget vred, når han hører om, at Peter har taget legetøj fra andre børn eller været i slagsmål med dem. Mine forsøg på at fortælle, at det er normale, sunde måder at prøve sine og andres grænser af (og slet ikke usædvanligt), kan han ikke bruge til noget. Desuden er konflikten jo afsluttet i børnehaven og skal ikke tages med hjem.

Jeg står nu i det dilemma, at jeg på den ene side vil fortælle om Peters hverdag i børnehaven, som også omfatter konflikter med andre børn. På den anden side vil jeg gerne beskytte ham mod de reaktioner, som i mine øjne er overdrevne.

I Peters børnehave går også Ali. Han gør sig mange tanker om, hvad man må og ikke må. Han vil f.eks. ikke være med til sanglege, helst slet ikke deltage, når der er musik inde i billedet. Han frygter, at han kommer i Helvede for det, forklarer han. Jeg står med min faglige viden om alle de gode elementer, der er i netop disse aktiviteter for børn. Helt privat har jeg ingen bekymring for en straf efter døden, men i hvor høj grad kan jeg tage den holdning med på arbejde? Kan jeg både arbejde med Alis fællesskab i vuggestuen og i hjemmet? På en gang?

Også Alis forældre er meget optaget af ”god opførsel”, som de kalder det. Da Ali kommer i skole, ser han en dag, at Line har fået et rigtigt flot viskelæder. Kort efter er det væk, og Amalie er meget ked af det. Hun sørger naturligvis for, at hele klassen ved, at hendes viskelæder er stjålet. Jeg prøver at dæmpe gemytterne: måske er det bare ”blevet væk” og dukker op igen. Senere på dagen kommer Ali hen til mig og indrømmer, at det er ham, der har taget viskelæderet. Vi aftaler, at jeg skal give Amalie viskelæderet tilbage, og jeg mener selv, jeg runder episoden fint af med Ali.

Et par dage efter kommer Alis mor: Ali har fortalt historien derhjemme, og nu er hun vred over, at jeg ikke har fortalt hende det – eller i det mindste pålagt Ali at gå hjem og sige det. For hende er det ikke en lille bagatel, at han har taget et viskelæder, selv om han frivilligt har afleveret det igen.

Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, jeg har stået i. Jeg må holde mine værdier op mod hinanden og træffe en beslutning. Ofte under tidspres. Jeg har lært at håndtere det pres ved at huske mig selv på, at uforenelige værdier ikke kan opfyldes hundrede procent. Ved at følge den ene værdi må jeg nedprioritere den anden. Rasmus Willig taler i sin bog Umyndiggørelse (2009) om dobbeltbindinger, som har det samme gensidige forhold til hinanden. Det handler derfor i højere grad om at finde et acceptabelt kompromis.

Og så i øvrigt være parat til at argumentere for, hvorfor jeg handlede på den måde, jeg gjorde.