Forfatterarkiv: Bjarne W. Andresen

Ind i børnebogen og ind i hjernen

Et barn med autisme får gennem udvalgt børnelitteratur erfaringer med de områder, hvor han er udfordret. Han får mulighed for at bruge sine styrkesider og møder derfor en anerkendelse og accept, som han sjældent bliver mødt med i andre sammenhænge. Artiklen giver et konkret eksempel på et forløb og kommer med forslag til yderligere aktiviteter.

(Artiklen er udgivet i Specialpædagogisk Månedsblad nr. 188, januar 2019. Den kan læses i sit oprindelige layout her.)

I artiklen beskrives arbejdet med drengen Syv. Han hedder naturligvis ikke Syv, men han er syv år, så det kaldes han her. Syv er indskrevet i folkeskolen, men er så udfordret af sin autisme, at hans undervisning foregår i et særligt tilrettelagt klasseværelse, hvor han er alene med en pædagog det meste af tiden. Jeg arbejder med ham en dag om ugen, som normalt begynder med en længere gåtur på to til tre timer. Her får han mulighed for at udleve sin særinteresse for vejskilte, og det letter adgangen til at få en dialog i gang.

Lille Kvast er Syvs hjælper
Syv læser flydende uden at have tilsvarende forståelse af det læste. Hvis han skal gengive en læst verbaltekst, vil han enten ikke kunne honorere opgaven eller citere ordret. Et referat eller en (gryende) analyse er der ikke tale om. Det arbejder vi stadig med, men jeg ville undersøge, hvad der skete, hvis vi tog ordene fra ham.

I denne periode arbejder vi med billedbogserien Lille Kvast, som er helt uden ord. Illustrationerne er lette at afkode, klare i farverne og med få karakterer. Jeg holder Syv fast i, at vi skiftes til at fortælle om ét billede ad gangen. Det er naturligvis svært, når Syv bliver ivrig, men den faste ramme hjælper ham meget.

Hvert enkelt bind af Lille Kvast begynder med en side, hvor de seks billeder viser

  1. Lille Kvast vågner
  2. Lille Kvast kigger ud ad vinduet
  3. Lille Kvast er på badeværelset
  4. Lille Kvast spiser morgenmad
  5. Mor kysser Lille Kvast farvel
  6. Lille Kvast går

Derefter bevæger Lille Kvast sig ud på et eventyr, som på bogens sidste side rundes af med et fast skema: Lille Kvast kommer hjem til den trygge familie, spiser aftensmad og går i seng, hvor han kigger på en genstand, han har fået i løbet af dagen, inden han lægger sig til at sove.

Lille Kvast-serien er meget velegnet til det specialpædagogiske arbejde i indskolingen, fordi hovedpersonens følelser ændres mange gange. Vi taler om, at ”nu er Lille Kvast bange” eller ”hvorfor blev Lille Kvast ked af det?” Inden vi bladrer, gætter vi på, hvad der mon sker på næste side. Syv er blevet fortrolig med strukturen i Lille Kvast-bøgerne, så vi kan lave et egentligt forløb.

Fra Lille Kvast på skattejagt. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.

Syv laver sin egen billedbog
Syv har vanskeligheder med at indgå i en dialog. Det er en del af hans handicap. Han er blevet interesseret i de gentagelser (de systemer), der ligger i Lille Kvasts morgener, som de er beskrevet på første side i hvert enkelt bind. Det kan jeg bruge som afsæt til at få Syv til at fortælle om sine egne morgener.

Jeg beder Syv lave en tegneserie om den konkrete morgen, han har haft. Vi bliver enige om at lave fire nedslag, som beskriver hans morgen: Syv vågner, Syv børster tænder, Syv spiser morgenmad, Syv går til skole. Det viser sig svært at overføre hans verbale fortælling til papiret, selv om Syv er rigtigt god til at tegne, og han kan lide det. I stedet for at tegne de fire situationer, vi har talt om, tegner han sin morgenmad på det første billede og går derefter over i en anden af sine særinteresser og rigide adfærd, hvor han sætter sin hverdag ind i en Mario Kart-ramme. Mario Kart er et computerspil med et racerløb.

Billedbogen bliver derfor en historie om de forskellige levels, han på vej til skole gennemfører for sit indre blik, og klasseværelset afbilledes med en meget stor plakat, hvor dato, ugedag og årstider fremgår. Det er en plakat, som ikke findes fysisk i klassen, men altså er meget nærværende i Syvs egen oplevelse.

Velkommen til Syvs verden
Ovenstående er et eksempel på, hvordan det lykkes Syv ved hjælp af en billedserie at give et lille indblik i den verden, han lever i. Verbalt er det meget vanskeligt at fortælle, hvad der foregår i hans tanker, men med afsæt i Lille Kvast har han præsteret en kommunikation, som ligger langt over, hvad vi kunne have talt og skrevet os frem til.

Syv har overvundet en del af de forhindringer, autismen sætter for ham:

  • Det sociale samspil (i dette tilfælde med mig) er hjulpet på vej af en stram struktur i en billedbog. Først, da han selv skal være skabende, nedbrydes rammen.
  • Vanskelighederne med at fortælle, hvordan han oplever verden, bliver reduceret ved at flytte kommunikationen fra verbalsprog til illustration.
  • Den stereotype, gentagede adfærd (og særinteresserne) er ikke længere en uønsket forstyrrelse. Det er blevet selve indholdet i samspillet, og bliver dermed mødt med anerkendelse og accept.

De tre punkter er normalt udtryk for vanskeligheder, som kendetegner mennesker med autisme.

Andre aktiviteter
Vi har som mål at give Syv oplevelser med, at mennesker kan glæde hinanden. Det er ofte vanskeligt for børn med autisme at erkende, at mennesker påvirker hinanden følelsesmæssigt, og vi har besluttet at begynde med følelsen ”glæde”. I december læste vi Julens helte af Marianne Iben Hansen. Jeg optog en videosekvens, hvor Syv læste højt af bogen, og sendte den til forfatteren, naturligvis med både barnets og forældrenes godkendelse. Langt de fleste danske forfattere og illustratorer kan findes og kontaktes på Facebook, ellers kan man gå via forlag.

I dette tilfælde fik vi endda en videohilsen tilbage, og Syv viste både glæde, stolthed og generthed. Det er altså godt gået af en dreng, hvor vi ellers har svært ved at aflæse følelser.

Ud over forløbet omkring Lille Kvast-serien og det lille eksempel med videoen bruger vi børnelitteratur på flere andre måder. Syv læser flydende, så vi skiftes til at læse højt for hinanden. Det er naivt at forestille sig, at læsningen giver Syv indblik i andre menneskers tanker og følelser på samme måde, som undersøgelser har vist det med neurotypiske børn. Derfor skal læsningen suppleres med samtaler om teksten i det omfang, dialog er mulig. Som med alt andet pædagogisk arbejde kræver det også tålmodighed. Masser af tålmodighed. Se også min klumme i nr. 182, Tanker fra en pædagogs hverdag/Når pædagogik er som en avocado-plante.

Litteratur
Naturligvis er nogle bøger bedre end andre. Både den litterære og den pædagogiske kvalitet er forskellig. Det er altid en god ide at tage udgangspunkt i, hvad der interesserer barnet. Jeg vil anbefale at se stort på andre kvalitetskriterier i begyndelsen. Senere kan man skrue op for dem, lav f.eks. en regel om at skiftes til at vælge bøger. Eller at pædagogen giver tre titler, barnet kan vælge mellem.

Ligesom indenfor almenpædagogikken er ”dialogisk læsning” mantraet i øjeblikket. Ikke uden grund, for dialogisk læsning giver gode redskaber til at læse både bogen og rundt om bogen. Søg selv i dit fagbibliotek på ”dialogisk læsning”.

Bøger af Jakob Martin Strid, Vitello-bøgerne af Kim Fupz Aakeson, Lasse Leif-bøgerne af Mette Finderup og Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer er kendte af de fleste indskolingsbørn og de, som arbejder med dem. Bøgerne er også rigtigt gode og har den fordel, at børnene ofte kender universet i forvejen.

Jeg vil slutte af med at give nogle eksempler på titler, som ikke er så kendte:

Bennys far kører tog (Rikke Villadsen), Basilisk
Dragepasseren-serien (Johs Lacey og Garry Parson), Forlaget Bolden
En helt hvid bog (Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica), Alfa (Eksistensen)
En prik og en streg (Mette Hegnhøj), Jensen & Dalgaard
Finurlige Max (Karen Bonnesen), Bonnesen Books
Lille Kvast-serien (Céline Fraipont og Pierre Bailly), Forlæns
Makirullen der ikke ville makke ret (Kathrine Assels og Josephine Kyhn), Jensen & Dalgaard
Tilly som troede at … (Eva Staaf og Emma Adbåge), Gyldendal

Mine boganmeldelser af bøgerne kan læses på www.paedagogen.dk og/eller www.bjarnewandresen.dk.

Jeg kan desuden anbefale min masterafhandling Børnelitterært arbejde ved inklusion i overgangen mellem børnehave og grundskole, som kan downloades fra www.bjarnewandresen.dk/downloads/tekster-til-download. Her kommer jeg med yderligere forslag til, hvordan man kan arbejde ind i børnebogen og ind i hjernen.


Fra Lille Kvast i blomsterhaven. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.

Hemmeligheder

Vibeke Arildsen
188 sider
Eudor 2018

Julie tager på road trip med sin lillesøster Marie. Hun vil besøge sin far på Frederiksberg og kører i bonusfarens bil, mens han er med Julies mor på ferie. Ikke nogen dårlig ide, hvis det ikke lige var fordi, at Julie kun er 16 år, og bonusfaren tror, at bilen stadig står i Kolding. Undervejs finder hun da også ud af, at det ikke er helt så let, som hun troede. Køreturen ender i et træ udenfor Ringe.

På Fyn bliver Julie og Marie budt velkommen i et lille samfund, som ikke stiller mange spørgsmål. Der er det ældre ægtepar med den døende mand, som lægger gæsteværelse til. Der er familien med den unge søn, som Julie forelsker sig i. Og der er mekanikeren med den nigerianske kone og endnu en kvinde fra Nigeria. Helt på overfladen et velfungerende naboskab. Læseren finder dog hurtigt ud af, at de kun lige klarer dagen og vejen. Julie er lidt langsommere til at forstå det, hvilket er en god detalje ved bogen.

Titlen Hemmeligheder refererer til, at de alle har noget at skjule. En afbrudt kontakt til en søn, en fortid som hashhandler, trafficking. Også Julie har en mørk hemmelighed. Egentlig er det bonusfarens hemmelighed, men Julie har ikke talt med nogen om, at han har forgrebet sig på hende. Nu er hun bange for, at Marie er den næste på listen.

På mange måder er Julie en mere kompleks hovedperson, end vi kender det fra mange andre romaner til de ældste skolebørn. Hun fremstår både meget moden og meget naiv på samme tid. Den kombination gør hende lidt gammeldags. Julie beskriver en af familierne sådan ”Kenneths mor, Gitte, er i lang, blomstret kjole og har bundet et tørklæde om sit lange, brune hår. Hans far, Peter, er i fløjlsbukser og en ternet skovmandsskjorte. Hans hår er samlet i en tynd hestehale. Hvis de havde været yngre, kunne de have været i et modeblad. Er det Julie, der er helt gal på den, så hun beskriver et modeblad fra 1970’erne? Det kan give mange gode samtaler i en 8. klasse.

Julie interesserer sig for Frilandsmuseet og refererer til Malala (som også Kenneth har hørt om). Og er der overhovedet nogen 16-årige, der ved, hvad Carmen Curlers er, når jeg-fortælleren Julie omtaler dem? Samtidig synes hun, det er nørdet, at Kenneth spiller skak. På den måde passer de godt sammen, og det ligger lige til højrebenet at hæftet begrebet ”tidslomme” på den lille klynge huse.

Hemmeligheder har ikke den eksplicitte beskrivelse af vold og sex, som kendetegner en del YA-litteratur i disse år. Alligevel bliver f.eks. blowjobs kaldt ved navn. Der efterlades ingen tvivl om, at Julie har gjort sine egne alt for tidlige erfaringer, og hendes desperat ungdommeligt optrædende mor spiller også en rolle dér.

Der er altså mange temaer i Hemmeligheder, men det største er naturligvis de overgreb, Julie har været udsat for. Først en mor, som i højere grad beskrives som en storesøster end en ansvarlig voksen. Så den klamme bonusfar, som Julie først alt, alt for sent tør gå imod. Skæbnen hjælper hende, for moren fortæller Julie, at han på ferien har forladt hende for en 28-årig ”led so”, en ”bitch fra Horsens”, som ”sad (…) ved poolen hele tiden og bagte på ham.” Det er vel at mærke ikke 16-årige Julies ordvalg, det er hendes mors ord.

Julies reaktion er også en nærlæsning værd: ”Pludselig breder et stort smil sig på mit ansigt. Det breder sig ud i hele kroppen. Jamen, fucking hurra! Hurra! Carsten er væk. Tak! Åh tak! Han er ikke mere i nærheden af Marie. Jeg sukker højt i stuens stilhed. Nu behøver jeg aldrig, aldrig, aldrig at fortælle nogen om de aftner med muselegen. Jeg skal ikke tænke på, om nogen vil sige, at det ikke er noget særligt. Eller at det er klamt. At han skal i fængsel. At jeg er fuld af løgn. At jeg husker forkert. Kun jeg kender sandheden. Det er min hemmelighed. Hvorfor skulle jeg sige det til nogen? For at få hævn? Jeg er ligeglad med hævn. For at få det ud af verden? Ting forsvinder ikke, bare fordi man siger dem højt.”

Mellem Julies glæde læser man også de tanker, som har forhindret hende i at stå frem. Ydmygelse – måske endda skam – ved at skulle fortælle om det. Frygt for ikke at blive troet. Det er ikke nogen god morale, at man skal vente og håbe på, at overgreb forsvinder. Men det er sikkert et udbredt håb blandt de, som har været udsat for det samme som Julie.

Hemmeligheder vil ramme den læser, som er træt af tendensen i tidens YA til at udpensle detaljer. Som godt vil læse om svære emner og om eksistenser på bunden af samfundet, og som samtidig have lov til selv at bruge sin forestillingsevne. Den fordeling vil sikkert også glæde mange dansklærere, især de lidt bornerte, som har det dårligt med de saftigste passager i den litteratur, de ellers præsenterer eleverne for.

BØRNS hverdag nr. 8-2018

BØRNS hverdag nr. 8-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold

  • Børns rettigheder
    Leder
  • Drenge og piger bør lege mere sammen
    En mangfoldighedspædagogik
  • Arbejdsskader og smerter forebygges
    Når børn selv kan
  • Børn og unge skal være en investering
  • Kan man være venner med en løve?
    Anmeldelse af Rum for undren – et filosofimateriale
  • Anne Galán – når du har brug for hjælp
    En beretning om et coachingforløb for hele personalet
  • Lavere driftsgaranti
    Politisk klumme
  • Autosvar om persondata
  • Sikker mail
  • Landsmøde 2019
    DLO har vedtaget ny strategi og genvalgt formand
  • DLO’s mission, vision og strategi
    Frem mod DLO’s 100 års jubilæum i 2026
  • Kursus 2019
    Få en forsmag på næste års kurser
  • Codan-aftale
    Attraktive forsikringer med DLO-rabat
  • Portræt af en leder
    Rikke Skovgaard Andersen fra Trygge Institutioner, Børnehuset Arken
  • Ny digital værktøjskasse
    Til børn og pædagoger
  • DLO uddeler små tilskud
    Få støtte til sociale formål
  • Tak for nu
    Fra maskinrummet

BØRNS hverdag 7-2018

BØRNS hverdag nr. 7-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold

  • 3 Årsplan
  • 4 Flere fattige børn er et sygdomstegn
    Leder
  • 5 FOLA – en forældreorganisation
    Forældresamarbejdet har en enorm betydning for barnets trivsel
  • 6 Dansk familiepolitik kort fortalt
    Politikken der mistede pusten
  • 8 Er børn virkelig så uopdragne?
    Hvordan bliver forældre en del af pædagogikken fremfor genstand for pædagogikken?
  • 10 Forældresamarbejdet i Tokyo
    En nordisk inspireret japansk børnehave
  • 11 Forældresamarbejde er at investere
    Politisk klumme
  • 12 Konsulentnyt
    Er forældresamarbejdet bestyrelsens ansvar?
    Den svære samtale i forældresamarbejdet
    Må vi lægge billeder på Facebook?
  • 14 De ”besværlige forældre”
    De ord, du bruger, har betydning for din oplevelse af verden
  • 16 Dagtilbuddets kerneopgave
    – er ikke at gøre forældre tilfredse
  • 18 Sæt spor
    Boganmeldelse af Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde
  • 20 Portræt af en leder
    Anna Birgitte Rasmussen
  • 21 Fra maskinrummet
  • 22 Se verden med barnets øjne
    Boganmeldelse af Sunde børns problemer

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde.

Sanni Maria P. Korsgaard
132 sider
Dafolo 2018

Med vedtagelsen af den styrkede pædagogiske læreplan i år er der kommet et behov for ny litteratur om læreplanstemaerne. Dafolo har udgivet seks bøger om hver sit læreplanstema. Vi har kigget nærmere på den titel, som forholder sig til læreplanstema nr. 5: Natur, udeliv og science.

Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde er skrevet af Sanni Maria P. Korsgaard, som bl.a. er naturpædagog og konsulent hos DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation. Hun var en del af mastergruppen, som udarbejdede den styrkede pædagogiske læreplan, og hun sad i arbejdsgruppen for læreplanstemaet ”Natur, udeliv og science”. Det fremgår tydeligt af bogen, at forfatteren er inde i sit stof.

Gang på gang pointerer Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde vigtigheden af at have en legende, nysgerrig og undersøgende tilgang til naturen. Det kaldes også en sciencetilgang. ”Det handler altså ikke om at terpe plusstykker, skrive tal på lige rækker eller lave førskole for de 2-5-årige,” som det udtrykkes.

Naturoplevelser er vigtige for børns udvikling. Det gælder indenfor kreativitet, motorik, sociale færdigheder, trivsel og meget mere. F.eks. udløser hudens kontakt med bakterien mycobacterium i jord hormonet serotonin, som giver en lykkefølelse. Men bevidstløst ophold i naturen er ikke nok. Pædagogen skal have viden og handling, som udfordrer børnene. Blandt mange andre kilder henviser forfatteren flere gange til Niels Ejbye-Ernst, som er kendt blandt pædagoger og pædagogstuderende ifølge mine erfaringer som censor på valgmodulet Natur og udeliv.

Undervejs er der plads til, at læseren stopper op og forholder sig til børnenes deltagelse, de voksnes rolle, børnefællesskabet og inklusionen med spørgsmål som f.eks. ”Hvordan kom børnene til orde?” og ”Var der plads til børnegruppens forskellige deltagelsesmuligheder? Hvordan kom det til udtryk?”

Forholdet mellem leg og læring har måske altid været et spørgsmål i den pædagogiske debat. Med den styrkede pædagogiske læreplan er det fastslået, at ”leg skal være styrende i det pædagogiske arbejde”, og at ”legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud.” Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde pointerer pædagogens rolle i forhold til leg og stiller spørgsmål til, i hvor høj grad legen skal være vokseninitieret. For at kunne vurdere det, skal han/hun have indfølingsevne og viden. Et kernebegreb er hentet fra Lone Svinth: Voksenstyring med fleksibel rammesætning.

Her følger en gennemgang af, hvordan det 2 til 5-årige barn lærer. Det er primært kroppen og sanserne, som styrer læringen hos den aldersgruppe. Derfor er leg og bevægelse så betydningsfuldt. Barnet lærer af og med andre – børn såvel som voksne. Derfor er (børne)fællesskabet så betydningsfuldt. Andre betydningsfulde faktorer for børns læring er flow, rollemodeller og gentagelser.

Thorleif Frøkjær og Stig Broström har beskrevet fem sciencepædagogiske principper. Ifølge dem tager god sciencepædagogisk praksis ”afsæt i et børneperspektiv og undren [og] giver plads til, at børn kan være aktive deltagere og udfolde deres eksperimenter med andre børn og voksen.” Sciencelæring ”opstår gennem social interaktion, og her indtager pædagogen en aktiv rolle, hvor den professionelle pædagog aktivt anvender sin sciencekompetence. Børn lærer i hverdagslivet gennem spontant opståede aktiviteter, men også med plads til på forhånd planlagte aktiviteter.”

I kapitel 3 introduceres begrebet ”sustained shared thinking”, som oversættes til “vedvarende fælles tænkning”. Der er større fokus på processen og måden, vi gør tingene på, end på resultatet. Der gives eksempler på, hvordan lukkede spørgsmål begrænser barnets nysgerrighed og undren, mens åbne spørgsmål er på en god måde mere krævende og udfordrende.

En case fortæller om et dagplejebarn, som blev utryg på en tur i skoven. Han brød helt sammen, fordi han ikke kunne finde stien. Det viste sig, at han ikke forbandt skovstien med en sti, fordi han var vant til at færdes på fliser og asfalt. Med en målrettet indsats blev drengen efter en uge fortrolig med at færdes i skoven.

Et helt kapitel er afsat til beskrivelser af gode pædagogiske forløb. Mindfulde sansninger af naturen, insekthoteller og regnormedans suppleres med link til, hvor man kan finde yderligere inspiration. Senere følger et beskrivelsen af et forløb om biodiversitet. Forløbet stammer fra en friskole, men beskrivelsen er tilpasset børnehavebørn. Andre forløb fokuserer på at forberede på skolestart ved at lave naturaktiviteter på tværs af institutionerne og på vands tre grundformer (is, damp og flydende vand).

Der er også plads til en kærlig kritik i Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde. Med føromtalte Niels Ejby-Ernst i ryggen problematiserer forfatteren, når pædagogen ”formidler natur ud fra samme perspektiv som børnene”, hvilket bl.a. omfatter antropomorfe udtryk som, at skyen græder eller at den store bille er de små bænkebideres mor. Det beskrives som at ”der tales ureflekteret ind i og med mindre børns antropocentriske [med mennesket som centrum, red.], antropomorfe [hvor dyr og ting har menneskelige egenskaber, red.] og konkrete forestillinger.” Det behøver ikke altid at være strengt naturvidenskabeligt, bogen giver også eksempler på en mere legende og narrativ tilgang til forløb, men pointen er, at pædagogen bør være bevidst om, hvilke greb der anvendes og hvorfor.

Med til pædagogens bevidste arbejde med science hører også en viden om, hvilket niveau der er relevant. Læseren får en retningsgiver på, hvilke begreber og færdigheder, børn sandsynligvis vil kunne i specifikke aldre. Risikopædagogik introduceres som en vej til at begrænse en evt. medfødt skræk, måske endda fobi. Risikofyldt leg er medvirkende til at skabe robuste og resiliente børn.

Sidst præsenteres en model til at arbejde med natur, udeliv og science i børnehøjde, udviklet af Birgitte Damgaard og Karen Bollingberg. Den består af seks faser: Observationsfasen, beslutningsfasen, undersøgelsesfasen, den narrative fase, den æstetiske fase og delingsfasen. Et uddrag af bekendtgørelsen med beskrivelsen af læreplanstemaet natur, udeliv og science runder bogen af.

BØRNS hverdag nr. 5-2018

BØRNS hverdag nr. 5-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold i nr. 6-2018 (temanummer om den styrkede pædagogiske læreplan):

  • Voldsom stigning i antallet af førskolebørn
    Leder
  • Årsplan
  • Styrket pædagogisk læreplan i børnehøjde
    Børne- og socialminister Mai Mercado er stolt af indsatsen
  • Dagtilbuddenes vej til den styrkede pædagogiske læreplan
    Redskaber fra Danmarks Evalueringsinstitut
  • Hvordan kommer vi i mål med den pædagogiske læreplan?
    VIAs, FOAs og DLOs syn på styrker og svagheder.
  • Leg som inspiration til betydningsfulde læringsmiljøer i børneperspektiv
  • Landsmøde
  • Konference
    om den styrkede pædagogiske læreplan og den nye dagtilbudslov.
  • DLO skaber politiske resultater
    Klumme
  • Konsulentnyt
    Spørgeklummen, GDPR, deltidspladser, farvel og goddag.
  • En styrket læreplan med leg, læring, dannelse og den faglige refleksion i centrum
  • Børnene rækker længere ind i virkeligheden foran os
    Den styrkede pædagogiske læreplan set med Rudolf Steiner-briller
  • “Pædagoger, I må komme på banen og tale jeres sag!”
    Fra Grethe Kragh-Müllers 40 års jubilæum.
  • Lær børn, at de kan være med til at ændre verden
    World Clean up dag med konkurrence
  • Nyt håb for børnene
    Loven skal følges op af tilstrækkeligt med veluddannede og velfungerende pædagoger.
  • Systematisk refleksion i pædagogisk praksis
    Boganmeldelse.

 

 

 

 

BØRNS hverdag nr. 6-2018

BØRNS hverdag nr. 6-2018

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO. Man kan være medlem både som enkeltperson og som institution. Priserne for medlemsskab afhænger af flere ting og kan læses her eller læs mere om medlemsskab her.

Læs hele bladet ved at klikke på forsiden eller her. I hvert nummer er der en række spændende artikler om og fra pædagogisk praksis. Desuden opslag om kurser, møder og andet i DLOs foreningsregi. Enkelte numre er temanumre, hvor en større del af artiklerne vedrører et bestemt emne.

Indhold i nr. 6-2018

2 Mere frihed tak!

Leder

3 Årsplan

4 Børn og natur er det nye sort

– og kun fantasien sætter grænser

6 Hvad skal der til,

for at ny viden bliver til gavn for børnene?

8 Vi vil gerne mødes i øjenhøjde

– både børn og voksne

10 Pædagoguddannelsen er meget populær,

men er den god nok?

11 Et politisk efterår

Klumme

12 Konsulentnyt

Skal selvejende institutioner have egen persondatarådgiver?

Vi skal kommunaliseres

AUB – Arbejdsgivernes uddannelsesbidrag

14 Ledersparring hos DLO

– hvad kan du bruge det til?

14 Indkaldelse til generalforsamling

DLO Region Hovedstaden

15 Bedre børnemiljø

Anmeldelse

16 En fælles drøm om fokus på det nære

18 Hvad er evaluering

set gennem den styrkede pædagogiske læreplan?

20 Barnets udvikling gennem tilknytning og leg

Boganmeldelse

21 Strategi for DLO frem mod 2026

Fra maskinrummet

22 Portræt af en leder

Dorte Ris fra Hassel-Huset

 

Det (d)øde hus på Egevej

Det (d)øde hus på Egevej.

Mette Finderup
245 sider
Forlaget Bolden 2017

Vi har ingredienserne til en rigtig gyser: To piger, hvis far er død i en ulykke. En bekymret mor, som forgæves forsøger at kontrollere sine børns færden. Et gammelt hus, som i første omgang ser forladt ud. Et rum med fire mystiske skrin. Og et spøgelse. Bland ingredienserne sammen, og efter 250 sider har du en voldsom hjertebanken og en søvnløs nat.

Kira er den ældste søster, og hun er også det mest eventyrlystne. Det er hende, som får lillesøster Sofie med ind i det (d)øde hus i første omgang. Aldersforskellen er nu ikke større, end at de begge går i 8. klasse og tit bliver taget for at være tvillinger.

Huset er gammelt og beskidt. Allerede i haven lægger de mærke til tusindvis af snegle, og indenfor er det ikke meget bedre. På vejen op ad trappen træder Kira et trin i stykker, og rummene er tomme og støvede. Undtagen et enkelt rum. Her er alting pænt, og lampen virker. Desværre dukker der også en gammel mand op. ”Han var bare vildt klam og sur,” som Kira udtrykker det. På vild flugt ud af huset bemærker de, at det ødelagde trin på magisk vis er helt igen.

Derfra udvikler pigernes problemer sig til bare at blive større og større, værre og værre. Andre gysere til børn har ofte et element af ”så opdagede de, at det bare var en gren, der slog på ruden” eller andre naturlige forklaringer på karakterernes oplevelser. Sådan er det ikke i Det (d)øde hus på Egevej. Her går det den anden vej. Bedst som læseren tror, at det ikke kan blive værre, så kommer der et nyt hårrejsende element ind.

I første omgang bliver de naturligvis bange for spøgelset Marie, men de beslutter sig for at hjælpe hende med at finde sine børn. Senere bliver opgaven at redde børnene fra deres far, så åbenbart vil dem ondt. Og så finder de ud af, at Marie heller ikke er så uskyldig, som de først har antaget. Kira bliver taget som gidsel for det sidste barn, Esther.

Alt dette må Kira og Sofie gennemføre, uden at deres mor opdager noget. Det kan være ret svært, når opgaven medfører at forsvinde ind i en parallelverden. Derfor er pigerne nødt til at søge hjælp fra andre voksne. Voksne, som de er nødt til at stole på, selv om de ikke kender dem.

Det (d)øde hus på Egevej er skrevet med lavt lixtal, lix 15, og er rettet mod de 10 til 14-årige. Det er en af de mest skræmmende bøger til den målgruppe, jeg har læst. Men det er også en bog om de ting, som børn er optaget af i hverdagen: Forældres overvågning, skole kontra fritid, hvor langt skal jeg strække mig for at gøre ”det rigtige”?

21 måder at dø

21 måder at dø.

Sarah Engell
336 sider
CarlsenPuls 2018

Stella udsættes for massiv mobning og tiltagende trusler fra især Amalie, som hun tidligere var bedste veninde med.

Der venskab sluttede, da Stella opfordredes til at gå solo til boot camp i X Factor, også selv om hun afstår at splitte sin duo med Amalie. I stedet er Stella nu kørt ud på sidelinjen, ikke bare i forhold til Amalie, men i forhold til hele klassen. Hun støttes kun lejlighedsvist af den usikre Filippa, som ikke ønsker at tirre Amalie tilstrækkeligt til, at hun selv ekskluderes helt af gruppen.

Mobningen kører primært digitalt, men den omfatter også fysiske overgreb. Det rammer Stella hårdest, når Amalie med stor præcision deler afstemninger, hadefulde opslag og nedværdigende videoer på sociale medier. Alligevel er Stella nødt til at følge med, for det er endnu værre ikke at vide, hvad der sker.

Internettet byder også på grupper for unge, som har en foruroligende interesse i selvmord. Stella indgår flittigt i debatten om fordele og ulemper ved de forskellige metoder. Hun har derfor oprettet den liste, som giver navn til bogen.

På nettet har hun også fundet Aum, som hun deler fortrolighed med. I løbet af 21 måder at dø beslutter hun at opgradere relationen fra URL til IRL og møde ham in person. Det komplicerer det hele for dem begge, samtidig med at det åbner for nye muligheder.

Stellas mor er død, hvilket hun dagligt mindes om af hadske sms’er fra Amalie. Tilbage er en far, som har et ønske om at hjælpe sin datter. Men dels er han selv tynget af sorg, dels har han slet ikke indsigt i, hvad der sker i en 15-årigs liv. Og Stella hjælper ham ikke med mange informationer. Forældre, lærere og politi er ikke logiske livliner, når det er jævnaldrende, som gør livet surt for én.

Der er gået fire år siden førsteudgaven af 21 måder at dø. På de fire år har sproget blandt unge udviklet sig så meget, at forfatteren har følt sig nødsaget til at redigere bogen. Der er også sket andet på de fire år. Måske er det blot undertegnede, som har læst for meget YA (Young Adult, svarer ca. til ungdomsbogs-genren) og fulgt nyhederne, men det kan andre læsere også have gjort. I hvert fald virker karaktererne en anelse flade, og både de og handlingen er ofte forudsigelig.

Stella er 15 år, og man kan derfor formode, at bogen appellerer til læsere fra 12-14 års alderen. Især de ældste i målgruppen har for længst hørt om digital mobning, falske profiler, pornografiske videoer med fake ansigter og tricket med at putte stoffer i drinks. Alt sammen noget, Stella møder. Om hendes fortælling har den chok-effekt, YA ofte giver, må være op til de at bedømme, som kender de unge læsere individuelt.

21 måder at dø er en bog, som langsomt fanger. Begyndelsen er lidt træg, men efterhånden bliver man interesseret i Stella og må alligevel læse videre for at se, hvordan hun kommer ud af den udsigtsløse situation, hendes omgivelser sætter hende i. Vi efterlades med en åben slutning, som indeholder et desperat forsøg fra Stellas side på at få hendes plageånder til at indse, hvad de gør. Man kan håbe, at også enkelte mobbere blandt læserne får øjnene op for det.

Top ti normkritiske bøger

Top ti normkritiske bøger

Her præsenterer jeg en helt subjektiv, men velbegrundet, top 10 over gode børnebøger set med normkritiske briller. Listen er ikke prioriteret efter kvalitet, men efter alder på læseren.

Lille KvastLille Kvast-serien

Her er en serie uden tekst, som kan bruges helt ned til de treårige. Parateksten fortæller, at Lille Kvast er en “han”, men læseren kan jo selv bestemme.

(Bemærk: Far og Mor er fremstillet ret stereotype, og i Kærlighed på isen er det et ret traditionel kærlighedsdrama, som afspilles.)

Tilly som troede at …

Normkritisk tankegang begynder der, hvor man hører om mennesker forskellige fra én selv. Tilly møder en række måder at leve på og forholder sig til det.

Tillys ven, Tage, er med på rejsen og de to venner taler sammen om de indtryk, de får undervejs.

Niller Pilfinger åbner Bakken

Niller Pilfingerserien

Niller Pilfinger vokser op med to mødre. Bortset fra det oplever han stort set det samme, som alle andre børn i hans alder kan komme ud for. Persongalleriet og illustrationerne indeholder mange detaljer, som man alt efter kontekst kan tale om eller blot lade være en del af Nillers omgivelser uden at fremhæve dem.

Kaspers kyssefest

(Ikke anmeldt på www.bjarnewandresen.dk).

Kasper siger fra overfor sine kysseglade tanter. Bogen viser, at det er i orden at sige fra, når man ikke kan lide noget – også selv om “den anden” mener noget andet.

Af Niki Daly. Udgivet på Forlaget Hjulet 2011.

Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var FridaDen dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida

To bøger i én, som man læser fra hver sin side (Se og Hør-princippet). De to historier mødes i midteropslaget. De to børn, Rikke og Frederik, vågner op en dag og oplever, hvordan det er at blive behandlet anderledes, end de er vant til.

Udgivet af Ligestillingsministeriet og sendt til alle daginstitutioner i Danmark.

Makirullen der ikke ville makke retMakirullen der ikke ville makke ret

I de tolv lejligheder bor der mange forskellige mennesker. Fra det barnløse par over rugemoren og “frøken Johnna V. Sand, som vist nok egentlig er en mand” til enkemanden, som nu trøster sig med en full size-dukke, når han vil kramme og kysse.

Igen en bog, som viser mangfoldigheden.

PssstPssst!

Viola på 12 år gør sig mange tanker om livet, døden og kærligheden.

Pssst! er blevet taget godt imod af både drenge og piger og har på den måde gjort den fordom til skamme, at drenge ikke læser bøger med kvindelige hovedpersoner.

Karla-serien

(Ikke anmeldt på www.bjarnewandresen.dk).

Renée Toft Simonsens serie om Karla har – berettiget – haft stor succes som bog og andre medier. Især Karla Superstjerne og Karlas Kamp, viser en selvstændig Karla, som danner sig sin egen mening, når et dilemma opstår, og tager konsekvensen.

Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker

En meget morsom historie om Malthe, som får den vanvittige ide at spille bøsse for at komme tæt på piger og lære noget om dem, så han kan score, når han næste år skal på efterskole.

Det går naturligvis helt anderledes, og Malthe bliver klogere på meget andet end piger …

ValgetValget

Xenia er smuk, intelligent, handlekraftig … og må alligevel se sig fanget i et dilemma, da hun må vælge mellem sin egen politiske karriere og at hjælpe en flygtningepige, hun har mødt.

Det er godt, at der også er mulighed for identifikation for de unge, som har et godt forhold til forældre og klarer sig fint i skolen!

Listen med Top ti normkritiske bøger er lavet på opfordring efter mit oplæg på Uddannelsesdebatten om netop normkritisk børnelitteratur. Til brug for mit oplæg og den efterfølgende debat havde jeg en bruttoliste, som bringes ukommenteret her:

  • Julie Aigner-Clark og Nadeem Zaidi: Violet på strandtur (i serien Baby Einstein), Lademann
  • Katrine Assels og Josephine Kyhn: Makkirullen, der ikke ville makke ret, Jensen & Dalgaard
  • Gunvor Ganer Krejbjerg: Mirja (foreløbig to bind), Gyldendal
  • Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil, Gyldendal
  • Stian Hole: Annas Himmel, Høst & Søn
  • Annette Herzog og Katrine Clante: Pssst!, Høst & Søn
  • Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi: Hjertestorm, Høst & Søn
  • Anne Sofie Hammer: Mig og Dylan Walker, Høst & Søn
  • Jostein Gaarder: Sofies Verden, Høst & Søn
  • Frank Madsen og Susi Bech: Snus Mus (serie med to bind)
  • Gitte Løkkegaard: Victoria Roses to liv, Carlsen
  • Astrid Lindgren: Ronja Røverdatter, Gyldendal
  • Sarah Engell: Valget, Carlsen/CarlsenPuls
  • Julia Donaldson og Axel Scheffler: Hjælp den lille abe, Klematis
  • Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsen: Niller Pilfinger (serie med to bind), Indblik og Egolibris
  • Antje Damm: Spørg mig!, CDR Forlag
  • Anne Bredahl: Min mor og Skovkrokodillen, Damgaard
  • Niki Daly: Kaspers Kyssefest, Hjulet
  • Karen Leggett Abouraya og L.C. Wheatley: Malala – pigen som kæmper med ord, Hjulet
  • Pierre Bailly: Lille Kvast, Forlæns
  • Kit A. Rasmussen: Til døden os skiller, Carlsen
  • Jon Ranheimsætter: Lars og Lone alene hjemme, Gyldendal
  • Delphine Perret: Mig og ulven, Damgaard
  • Andreas Palmaer og Ingela P. Arrhenius: Hamsteren er væk, Gyldendal
  • Pia Olsen: Karla (serie på to bind), Siesta
  • Eva Staaf og Emma Adbåge: Tilly, som troede at …, Gyldendal
  • Ditte Wiese: Provinspis, Sonar/Carlsen/CarlsenPuls
  • Camilla Wandahl og Kirsten Wandahl: Tvillingefuglene, Høst & Søn
  • Renée Toft Simonsen: Karla (seks bind), Politiken
  • Stine Josefine Dige og Thomas Hjorthaab: Ulveungen Urd, Calibat
  • Sarah Engell og Lilian Brøgger: Fuglemanden, Carlsen
  • Elena Favilli og Francesca Cavallo: Godnathistorier for rebelske piger, People’s Press