Kategoriarkiv: Blog1

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Jeg havde en mærkelig oplevelse, som først gav mening, da jeg fik slutningen med. Det var på en længere togtur. Jeg sad i stillezone. På den anden side af gangen sad et par ældre damer ved vinduet. På et tidspunkt steg et ungt par ind. De havde pladsbilletter ved vinduet, og efter at parret havde diskuteret et stykke tid, blev de enige om, at det ville de gerne holde fast i. Det var især manden, der gerne ville sidde ved vinduet. Han ville hvile sig, måske endda sove, og så var det bedst at læne sig op ad væggen.

De to ældre damer flyttede sig til gangpladsen, men flytteriet var kun lige begyndt. De næste par timer måtte de fem gange give plads til, at de to med vinduespladserne skulle ud. En gang (hver) skulle de på toilettet, en gang skulle de købe slik (og måtte hen og kigge begge to), en gang (hver) skulle de ud at ringe. Desuden skulle de begge nå ud at ryge i både Odense og Fredericia.

De talte meget sammen alle fire (dog mest de to ved vinduet). Hvis ikke det havde været rimeligt interessant, havde jeg nok bedt dem gå et andet sted hen, da jeg ofte arbejder koncentreret netop på togture. Talen gik imidlertid på høflighed, og jeg (og resten af togvognen) fulgte med i samtalen. Den unge mand fortalte, at han lagde vægt på høflighed. Det kom bl.a. til udtryk ved, at han sagde ”De” til folk, han ikke kendte, også f.eks. en på femten, som han fortalte. Han var ikke ret lydhør overfor de andres argument om, at nogle faktisk føler sig lidt stødt af at blive tiltalt på den måde.

Undren

Jeg undrede mig meget over, at manden kunne være så opmærksom på høflighed, samtidig med at han generede sine omgivelser så meget. Ved at holde fast i en reserveret plads, som han næsten ikke brugte. Ved at tale højt og ved at ulejlige sin medrejsende fem gange på to timer, fordi han skulle ud. Ved at holde fast i ”De”, også når nogen hellere ville tiltales med ”du”. Desuden fortalte han meget om familiefester og lignende, hvor han altid gav udtryk for sin ærlige mening, også selv om nogen blev lidt stødt. ”Jeg giver ikke noget for dem, der pakker alting ind.”

Han tog fejl

Først, da manden skulle af, åbnede han en lille dør til en forståelse for, hvordan han tænkte. De talte stadig om høflighed, og han sagde ”Jeg har altid lært, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles.” Der tog han fejl. Vi har forskellige behov, derfor kan jeg ikke gå ud fra, at du ønsker at blive behandlet på samme måde som mig. Måske overskrider jeg netop nogle af dine grænser, fordi mine egne grænser ligger et andet sted.

Måske trives denne mand bedst med, at andre siger deres ærlige mening lige op i synet på ham. Måske har han det svært med at sidde stille – både i motorisk og lydlig forstand. Måske har han det bedst med sjov og ballade omkring sig. Måske vil han helst tiltales med ”De”. Det er helt i orden. Desværre tror han, at alle andre har det på samme måde. Og han tror oven i købet, at han er både høflig og hensynsfuld ved at behandle dem på samme måde, som han selv vil behandles.

Hvis du virkelig vil andre det bedste, så spørg dem, hvad de har behov for. Det er ikke nok at tage udgangspunkt i dine egne behov, for:

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Ja, jeg er klog på mit fag

Skriv et svar

Ja, jeg er klog på mit fag

Jeg vil denne gang lade BUPLs formand, Elisa Bergmann, få ordet først. Hun har nemlig ramt hovedet på sømmet i sin leder om, hvordan pædagoger – og andre fagpersoner med dem – er rigtigt kloge.

Hvis man tager en uddannelse eller arbejder meget med noget bestemt, så har man mulighed for at blive rigtigt klog på det. Hvis man endda både tager uddannelsen og arbejder med det, så er endnu større sandsynlighed for, at det sker. Ja, jeg er klog på mit fag – og jeg har også brugt tid på at blive så klog.

(Fotograf Heidi Maxmiling)

Elisa Bergmanns leder: Ja, jeg er klog på mit fag

Det er ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.Af: Elisa Bergmann formand for BUPLJeg var for nylig til en konference, hvor jeg faldt i snak med ordstyreren til den debat, jeg skulle deltage i. Hun talte om sine børn og nogle af de udfordringer, hun havde som forælder, og spurgte også til min holdning. Som så ofte før gav jeg mit professionelle perspektiv på situationen, og hun kiggede på mig og sagde: Hvor er du klog! Og jeg måtte replicere: Ja, jeg er klog på mit fag. Jeg er pædagog.

Arbejdet som pædagog bæres af de vigtige relationer, vi skaber til andre mennesker, og ret ofte bliver det forvekslet med en særlig personlig evne – at man er god til børn og mennesker eller er særlig empatisk. Det kan for udenforstående være svært at skelne mellem de kompetencer, vi som pædagoger erhverver gennem det håndværk, vi udøver. Ikke desto mindre er det kompetencer, vi hovedsagligt får gennem uddannelsen, faglig udvikling og praksiserfaring. Og desværre bliver det en svaghed for vores profession, når mennesker omkring os åbenlyst kan se, at vi gør en forskel, men ikke forbinder det med faglige kompetencer. For det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.

Forskning viser, at det er afgørende for børns og unges udviklingsmiljøer, at der er fagligt stærke professionelle omkring dem. At der er en høj andel af dygtige pædagoger og tid og rum til faglig udvikling.

Kort sagt, så er en høj pædagogandel lig med bedre kvalitet. Så det handler ikke om fagsnobberi, når vi påpeger, at det ikke er nok at ansætte søde mennesker, som kan bruge et sprogprogram eller en smart manual. Det handler om faglig stolthed, men også om sund fornuft. Og det er derfor, vi i BUPL arbejder for, at alle kommuner skal have en ambition om en pædagogandel på mindst 80 procent.

Elisa Bergmann, formand for BUPL

Vi glemmer det bare så tit

Når man arbejder med noget til daglig, så har man en tendens til at glemme, hvor svært det er. Især, hvis man har opnået et vist niveau, så det ikke er så vanskeligt for én selv. Når jeg taler med studerende, tager jeg mig i at tænke “Det burde du da vide,” indtil jeg minder mig selv om, at “det” vidste jeg heller ikke, da jeg var studerende.

Til forældresamtaler skal man lige trække luft ind, inden man for enogtyvende gang fortæller om de overordnede mål for arbejdet med børnegruppen. Det er prisen for at ville fortælle det i det mere fortrolige rum, forældresamtalen er. Forælder nr. 21 har jo ikke hørt det de 20 andre gange, du har fortalt det!

Jeg begejstres over, at en maler på ingen tid kan male en væg pænt ensartet. Jeg begejstres over, at lastbilchaufføren kan smutte lastbil og anhænger rundt om hjørnet til varemodtagelsen i min lokale Føtex. Baglæns! Jeg glemmer bare, at maleren og lastbilschaufføren sikkert bliver lige så begejsteret over, når yngstesønnen eller -datteren i min nærhed og ved hjælp af min faglighed kan falde til ro efter endnu et voldsomt vredesudbrud. Eller når jeg forklarer vanskeligt tilgængeligt stof til den ældste søn eller datter, som læser til pædagog.

Anerkend din egen viden – og andres

Fire lette øvelser:

Mind dig selv om, hvad du kan i dag, som du ikke kunne for et år siden, for tre år siden eller for ti år siden. Skriv det ned og tænk over, hvilke muligheder dine nye færdigheder/kompetencer giver dig og dem, du arbejder med.
Skriv ned, hvad du gerne vil kunne/vide om et år, om tre år eller om ti år. Hæng sedlen op eller gem den væk; bare sørg for at kigge på den af og til. Gik det hurtigere, end du regnede med? Alene dit fokus på ønsker flytter noget.
Når en kollega gør noget, der fremkalder respekt i dig, så sig det! Din kollega bliver glad og giver dig måske et tip til, hvordan du selv kan bevæge dig i den retning. Hvis din kollega bliver særligt glad, så del denne blog med ham/hende, så kan ringene brede sig i vandet.
Den sidste øvelse er nok også den sværeste: Når du oplever en anden fagperson brillere inden for sin profession, så sig det: “Det er vel nok godt, at der er nogen, der kan det, du kan.”

Du vil opdage, at disse fire lette øvelser får dig til at fokuserer både på din egen faglighed og på andres. Fordi jeg er klog på mit fag. Fordi du er klog på dit fag. Og fordi mange flere, end du tror, er kloge på deres fag.

Pædagoger er stadig mest til Facebook

Skriv et svar

Pædagoger er stadig mest til Facebook

Sociale medier er stedet, hvor man kan udveksle viden, holdninger og aktivitetsforslag. Et Slaraffenland for pædagoger. Eller hvad? Når der er valgkamp eller konflikt, er Twitter hurtigst, men ellers er det Facebook, der vinder kampen om pædagogernes professionelle brug af sociale medier.

(Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 1/2017. Klik på billedet for at læse artiklen i sin oprindelige opsætning eller læs hele bladet her.)

Når pædagoger går på sociale medier med faglige hensigter, er Facebook fortsat det foretrukne valg. Den dominerende gruppe hedder ”Pædagog :o)” og har over 25.000 medlemmer. Det er pædagoger, studerende og pædagogmedhjælpere, som bl.a. bruger gruppen til at stille spørgsmål om aktiviteter, regler, ansættelsesforhold, mm. Alt efter temperament kan man glæde sig over eller beklage, at der også kommer en del opslag fra forældre, som stiller spørgsmål til opdragelse eller til forhold i deres barns institution. Som andre steder er det også på Facebook de aktive, der sætter kursen.

Det har medfødt nogle ”udbrydergrupper”, f.eks. ”De Åbne Pædagoger 🙂”, som er en gruppe på et par tusind medlemmer, hvor man skal være pædagog eller pædagogstuderende for at blive medlem. Her er der længere mellem opslagene, til gengæld er der en pædagogfaglig vinkel på dem alle. BUPL’s egne pædagogiske meningsdannere står bag en facebookgruppe af samme navn, som har samlet små tusind medlemmer. Her er der flere holdninger og ikke så meget udveksling af ideer til pædagogiske aktiviteter.

Andre sociale medier

Jeg havde forventet, at LinkedIn ville blive et populært socialt medie til opslag med stor saglighed. Der ligger helt sikkert et stort potentiale dér, men LinkedIn bliver ikke brugt meget af pædagoger, i hvert fald ikke til pædagogfaglig udveksling af viden, holdninger og aktivitetsforslag.

Jeg har spurgt Lise B. Petersen (pædagog, medlem af Århus Pædagoger redaktionen) om hendes pædagogfaglige brug af Twitter. Hun mener, Twitter kræver en introduktion, som hun selv fik gennem sin uddannelse som pædagogisk meningsdanner. Det gav hende indsigt i, hvad # betyder, og hvem det er godt at følge mm. Når det er sagt, er det et godt forum, hvor man kommer tættere på politikere. Det sker ofte, at politiske tiltag og beslutninger kommer på Twitter før andre steder. Som pædagog har man muligheder for at kommentere på diverse budskaber eller lave retweets, som kan sammenlignes med ’synes godt om’ på Facebook.

Skriv selv!

Et er at følge en facebookgruppe. Noget andet er at skrive selv. Sidste år kom Forfatterens guide til sociale medier (forfatter Abelone Glahn). De mange råd kan bruges af alle, der ønsker at udbrede kendskabet til sine tekster – uanset om man er forfatter eller pædagog. F.eks. forklares forskellen på en profil, en side og en gruppe. Profilen er dit personlige område, en side er god til at formidle fra én pædagog til en gruppe følgere, og en gruppe er god til symmetrisk kommunikation.

Abelone Glahn opfordrer til, at man er sig selv, når man skriver. For pædagoger betyder det at give eksempler fra sit eget hverdagsliv og at skabe billeder hos læseren. Naturligvis under hensynstagen til sin tavshedspligt og fagets etik.

Læs mere:

Abelone Glahn: Forfatterens guide til sociale medier. Amedia 2016.

Peter Hyldgård (red.): Slip din viden løs. Forlaget Ajour & videnskab.dk 2013.

Mikkel Kamp: Pædagog med noget på hjerte: Find inspiration i blogs – og prøv selv at blogge (artikel i Børn&Unge 2/2017 side 34-37).

Lyt til mennesket først

Skriv et svar

Lyt til mennesket først

Disse mennesker er med i det nye tværpolitiske børnenetværk. Jeg følger dem på Facebook og kan ikke altid lige huske, hvilket parti de alle kommer fra. Derfor er jeg sikker på at læse deres budskab, inden jeg putter dem i en kasse efter, hvilken side af salen de sidder i. Eller hvad deres parti i øvrigt står for.

Det har mindet mig om, hvor værdifuldt det er at lytte til mennesket først. Det kan jo godt være, at Camilla på fem år har brugbare ideer, selv om hun dagen inden har plaget dig med det samme spørgsmål tusind gange. Det kan også være, at hendes forældre har set noget vigtigt på legepladsen, selv om deres henvendelser plejer at dreje sig om mangel på forståelse for, at Camilla ikke kommer først i køen til alt i børnehaven/skolen.

Stop derfor op og lyt til mennesket først. Mød andre med venlighed og accept, det har aldrig skadet. Du risikerer, at både du og de andre bliver beriget og gladere.

Alle partier i Folketinget er gået sammen om Tværpolitisk børnenetværk. Der er ikke kommet konkrete udmeldinger fra dem, men det vigtigste er måske også, at de taler sammen på tværs af partiskel. Til børnenes bedste.

Alle politikerne i Tværpolitisk børnenetværk er på Facebook. Find dem her:

Er du skyldig?

Skriv et svar

Er du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

Fotos fra statusseminar 2017

Skriv et svar

Fotos fra statusseminar 2017

20. januar 2017 holdt Selskabet for Børnelitteratur sit andet statusseminar om børne- og ungdomslitteratur. Nu kan vi med sikkerhed slå fast, at det bliver en årligt tilbagevendende tradition. Statusseminaret blev holdt på Kulturstationen Vanløse.

I Selskabets medlemsblad Klods Hans nr. 1/2017 vil der være en fyldig reportage fra statusseminaret. Indtil da kan man glædes over billederne.

Kent Poulsen fra bestyrelsen og Lise Jæger (tidligere bestyrelsesmedlem) sorterer navneskiltene.

Bent Rasmussen, Lise Jæger og Kent Poulsen tager imod deltagerne.

Betina Falsing (bestyrelsen) og Merete Flensted Laustsen (tidl. bestyrelsesmedlem) tjekker teknikken inden Betinas oplæg.

Kent Poulsen og Bent Rasmussen hjælper Tove Krebs Lange ved indskrivningen.

Uden mad og drikke…

På gangen var billederne fra Den store ordsprogsbog udstillet, og reproduktioner i postkortstørrelse lå til fri afhentning. Det var meget populært, de blev alle fordelt blandt deltagerne.

Eline Mørch Jensen byder velkommen på vegne af Selskabet for Børnelitteratur.

Torben Weinreich fortæller om “Arven fra 1067”. Her læser han op af Lille Virgil.

Læs min artikel om Torben Weinreichs festtale og mit interview med ham.

Opmærksomme deltagere.

Læs om alle oplæggene her.

Betina Falsing fortæller om billedbøger.

Alle de medbragte eksemplarer af Den store ordsprogsbog blev solgt.

Kulturstationen Vanløse havde udstillet de bøger, som blev omtalt i oplæggene. Plus mange andre fra 2016.

Bodil Christensen fortæller om tween-litteratur.

Nanna Foss og Emil Blichfeldt fortæller om YA-litteratur.

Hans Christian Uth fortæller om faglitteratur for børn og unge.

Flemming Quist Møller spiller.

Carl Quist Møller og Flemming Quist Møller gav en koncert som afslutning på Statusseminar 2017.

Carl Quist Møller skaber lydeffekter til Flemming Quist Møllers fortælling om, hvordan Cykelmyggen Egon kom til verden.

Flemming Quist Møller viser, hvordan man med små ændringer kan skabe forskellige udtryk.

Carl Quist Møller og Flemming Quist Møller fortæller anekdoter.

Carl Quist Møller tegner Jungledyret Hugo, mens Flemming Quist Møller fortæller om, hvordan figuren og filmen blev til.

Søn & far runder af med et nummer på trommerne.

Vagn Plenge (formand) siger farvel og tak til alle, som var med til at gøre Statusseminar 2017 til en informativ, spændende og god oplevelse. Desuden bød han velkommen til de mange nye medlemmer af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.

De bedste ønsker for 2017

Skriv et svar

De bedste ønsker for 2017

2016 har været et travlt år for mig. Godt, men travlt. Jeg håber på, at 2017 bliver det samme. Jeg viderefører meget af mit arbejde, men der er også et par ting, jeg lægger bag mig. Så er der plads til nye arrangementer i kalenderen og i arbejdshukommelsen.

Det fortsætter jeg med

Støttepædagog på en folkeskole nord for Aarhus. Det er her, jeg har min basis og mit fundament. Uden kontakten til den levende pædagogiske praksis kunne jeg ikke lave det, jeg ellers laver. Jeg fortsætter tre dage om ugen.
Artikler til faglige tidsskrifter om børnelitteratur og om pædagogik. Jeg er fortsat tilknyttet en række tidsskrifter som tekstforfatter og i redaktionen.
Vejledning af studerende. Det er primært pædagogstuderende og studerende på universitetet, som har brugt mig som ekstern vejleder. Det er spændende, og de studerende vender tilbage og fortæller, at de er tilfredse.
Boganmeldelser af børnelitteratur og pædagogisk faglitteratur.
Til marts er jeg på valg til bestyrelsen i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Jeg håber at kunne blive genvalgt og fortsætte mit arbejde der.

Det opgraderer jeg

Foredrag og kurser. Det har ligget lidt stille, men i 2017 vil jeg sætte gang i foredragsvirksomheden igen. En samarbejdspartner, som før har lagt lokaler til foredrag og andre arrangemneter, flytter til nye og større rammer. Så håber jeg at kunne flytte med.
JAGOO er blevet solgt, og den nye ejer vil give et indholdsmæssigt og visuelt boost til siden. Det kommer jeg med mere nyt om i begyndelsen af det nye år. (Billedet forestiller de sidste bøger, som lå på JAGOOs lager, og som jeg har overtaget.)
Hjemmesiden her har længe haft brug for en opgradering. Det har ligget stille, da jeg afventede planerne med JAGOO. Nu må jeg se at komme i gang med det.

Det er nyt

Mit arbejde ud over at være støttepædagog havde i begyndelsen præg af at være hyggelig interesse for mig. Sådan er det ikke længere. Derfor vil jeg også tage det mere seriøst at videreuddanne mig. Networking, kundekontakt og ikke mindst udseendet af hjemmeside, facebookside og flyers skal have et alvorligt gennemsyn.
Det gælder også nyhedsbreve. Som noget konkret nyt vil jeg en af de første uger af 2017 undersøge, hvordan mine følgere foretrækker kontakten. Det kan få betydning for, hvor ofte jeg sender nyhedsbreve ud.
LinkedIn har hidtil blot været et socialt medie, hvor jeg havde en næsten ubrugt konto. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at her er der gode muligheder for at vidensdele. Det er endnu uklart for mig, hvordan jeg omsætter den viden til handling, men det kommer.

Det går jeg lægger jeg bag mig

2016 benyttede jeg til at afholde en række taknmelighedsarrangementer. Jeg ser mig selv som mønsterbryder. Jeg er ikke blevet noget stort, men jeg har mange at takke for, at jeg er nået så langt, som jeg er. Det blev afsættet til at holde fire arrangementer for lærere, mentorer, kolleger, ledere og andre, som har støttet mig undervejs. Det var store arrangementer med et fælles oplæg i form af en koncert, en guidet stilletime i mindfulness eller et foredrag. Til gengæld har jeg fået udtrykt min tak, fået rigtigt mange gode oplevelser og har samlet erfaringer med at afholde den slags arrangementer.

Den faldne djævel er stærk kost

Skriv et svar

Den faldne djævel er stærk kost

Kenneth Bøgh Andersen lægger hårdt ud i sidste bind af serien om Den Store Djævlekrig: Filip møder afskårne øjenlåg, udødelighed i Helvede og han ser sin elskede Satina får halsen skåret over. Det viser sig at være en drøm, og det er ikke sidste gang, læseren kommer i tvivl om, hvad der er virkelighed. Både Filip og læseren får svært ved at tro, for ”det er farligt, når tro bliver til viden,” som Jahve fortæller Filip.

(Artiklen har også været bragt i LæringsCenteret nr. 6/2016. Læs artiklen i sit oprindelige layout her eller læse hele tidsskriftet her.)

Det er en meget dyster bog, både i tematikker og i fortællingen. For at tage fortællingens gru først: Aziel er vendt tilbage og sætter det norrøne Ragnarok i gang for at få fat i Thors hammer og styrkebælte. Desuden skal han bruge Fenrisulvens lænke til at binde Jahve. Aziel tager selve tiden til hjælp og inddrager Døden i sine planer. Døden er den eneste, som er større end både Jahve og Djævelen.

Det lykkes Aziel at skabe en så magtfuld illusion, at Filip dræber en af sine allerkæreste. Jeg har altid ment, at det største offer, man kan bringe i en kamp, ikke er hverken at dø selv eller at miste. Begge dele er et vilkår i alles liv(!), men Filip må leve videre med mindet om at have dræbt.

Kenneth Bøgh Andersen er en mester i at fortælle disse grusomme historier. Tag bare dette eksempel om Filips prøvelser: ”Han prøver at vende sig om, men hans ben vil ikke som han. Ikke det mindste flytter de sig, og da han kigger ned, ser han, at begge hans fødder er forsvundet. De er sunket ned i det klippestykke, han står på, som om det ikke er lavet af sten, men af mudder. I den tid, det tager ham at begribe, hvad der er sket, synker han i til knæene (…) Han prøver at skrige, men kan ikke mønstre luft til mere end et halvkvalt gisp. Sorte bobler springer for hans blik, og midt i rædslen spekulerer han på, om der også er en verden efter denne…”

Jahve er afhængig af, at mennesker vælger at tro på ham. Derfor greb han ikke ind ved korsfæstelsen, for så havde det ikke længere været menneskets frie vilje. Også andre historier fra Bibelen bliver nyfortalt. Jesus genopstod ikke, og Jobs opgør med Jahve var resultatet af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. I en sekvens i Den faldne engel tilbyder Djævelen Filip alt. Som da han fristede Jesus i ørkenen, hvis man kan sine skriftsteder. Filip ønsker sig en dag i Paradis med sin far og sin mor, nok ikke lige den gave, Djævelen havde i tankerne.

Dystre temaer

Den faldne djævel handler i endnu højere grad end sine forgængere om døden. Ikke blot om Mortimer, som er ham med leen, eller om det, som følger efter livet. Karaktererne – og med dem læseren – tvinges til at overveje, om døden er et gode, hvis den betyder en genforening med ens kære. Eller hvis den samler familier. Det er ikke en bog, som opfordrer til selvmord, men den viser både lyse og mørke sider af døden.

På et filosofisk/teologisk plan slås det flere gange fast, at Jahve – og Djævelen – kun kan dræbes ved at miste sin udødelighed. De bliver dødelige, når ingen længere tror på dem. Derfor er Den faldne djævel fuld af døende guder, bl.a. fra nordisk mytologi.

Aziels plan er, at kun han skal være tilbage, og så vil mennesket tro på ham og gøre ham udødelig. Han vil blive ”en djævelsk gud og en guddommelig djævel! Den Eneste Ene i al evighed!”, som han i al ubeskedenhed udtrykker det.

De små humoristiske ordspil, vi kender fra tidligere bind, iblander lysere toner i den mørke fortælling. F.eks. nævnes bogen Bibelen – som Fanden læser den flere gange.

Fakta:

Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne djævel. Den Store Djævlekrig del 6.
304 sider. Høst & Søn. ISBN: 978-87-638-4640-0.

Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

Skriv et svar

Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

BUPL Århus holdt et spændende arrangement i forbindelse med udgivelsen af Mouritsens metode redigeret af Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen. Flemming Mouritsens studerende, kollegaer, familie m.fl. var mødt op til en blanding af fyraftensmøde med debat, reception med præsentation og gravøl med anekdoter.

Jeg har ikke selv kendt Flemming Mouritsen (1942-2015), men blev alligevel rørt af de mange taler.

“Man har ikke forstået det, bare fordi man har fået sat det på begreb” har Flemming Mouritsen sagt. Det kan godt udfordre den mere akademiske tilgang til pædagogik, som i disse år har førertrøjen. Det er ikke den eneste gang, Mouritsen har gået imod sin samtid – og ikke det eneste, han har at sige i 2016 og årene frem.

Bøgerne – for der er to – dækker 40 års arbejde, hvor han bl.a. underviste i pædagogik på det, som dengang hed Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. De Mouritsen i 1970’erne begyndte at undervise i dansk, var det et fag med fokus på (voksne) dannelsesbegreber og litteratur for voksne. Han indførte børnelitteratur i pensum. Tænk, det havde man ikke før. Og tænk, med den seneste ændring af pædagoguddannelsen er børnelitteraturen sat udenfor døren igen!

Da jeg havde såkaldt AK-fag i 1999, var det selvfølge, at undervisningen havde tæt tilknytning til børnekultur og det pædagogiske arbejde. Det var Niels Mors, der underviste mig, ham vender jeg tilbage til.

Selv om Mouritsens havde det meget dobbelt med teoretisering, begreber og metoder, udviklede han en del af sine egne. Hans virke forsøgte hele tiden at finde en balance mellem tre “poler”, som blev illustreret med denne slide:

Som eksempler nævnte Karin Esmann Knudsen de tre forfattere Ole Lund Kirkegaard, Egon Mathiesen og Cecil Bødker, hvis budskab er det modsatte af Rødhættes: De opfordrer barnet til at forlade stien, gå ved siden af den udpegede vej. Det er her, eventyret findes.

I det hele taget udfordrede Mouritsen synet på børnelitteraturen. Er det pædagogik eller kunst? Et spørgsmål, som stadig debatteres i faglige kredse – og sikkert også i de små hjem. Mouritsens eget forsøg på et svar lød: “Børnelitteraturen har en social funktion samtidig med, at den er formet i æstetiske mønstre.” Det var et pudsigt sammenfald, at på dagen for fyraftensmødet/receptionen havde Center for Børnelitteratur skiftet navn til Center for Børns Litteratur og Medier, endnu et forsøg på at placere børnekulturen, selv om den er så svært at fastholde.

I øvrigt mente Mouritsen, at legetøjskataloger er de vigtigste bøger i børns liv. Man kan så tænke over, hvad den vigtigste læsning i børns liv i dag er. Computer og de digitalt bårne spil er mit bud. Computerspil fik anerkendende ord med på vejen, for man kan tænke over, hvilke kompetencer man bruger ved skærmen.

Lidt langhåret mente man tidligere, at legen er, når
nogen gør noget ved nogen med noget.

I dag ser man på leg som noget, hvor
noget gør noget ved nogen med noget.

Det er her, computerspillet kommer ind.

Et andet Moritsensk begreb er den gennemøvede spontanitet, som dækker over, at spontanitet, det skal man øve sig på. Kun sådan bliver man bedre og bedre. Den er lige værd at tænke over.

Tilbage til min egen seminarietid

Arrangementet gav mig nye tilgange til, hvad der skete med mig, da jeg med en fuld læreruddannelse, lærerpraksis og SFO-praksis kom på pædagoguddannelsen i slutningen af 1990’erne… og i den grad begyndte at lære noget. Førnævnte Niels Mors gav mig en øjenåbner, da han som den første konfronterede mig med, at her brugte man ikke “du er mit objekt”. Med Mouritsens ord var mantraet “Vi lærer af hinanden, vi støtter hinanden.”

Niels Mors huskede mig fra studietiden, da jeg præsenterede mig til arrangementet. Godt gået, når man tænker på de hundredevis (hvis ikke tusindvis?) af studerende, han har haft gennem hænderne. Vi havde ikke mange timer sammen, men jeg husker også udmærket pointerne i de nye måder at betragte læring på, som jeg fik der.

Min (dengang) veludviklede evne til udenadslære og til at gengive lærebøgerne gav ikke de store fordele. På pædagoguddannelsen blev vi hørt i problemforståelse, kreative interventionsforsøg og en nysgerrig og åben tilgang. På den måde er jeg sikkert blevet undervist i Mouritsens metode uden nogensinde at have mødt Flemming Mouritsen hamselv.

Samarbejde på kryds og tværs

Skriv et svar

Samarbejde på kryds og tværs

VelfærdsSkolen var et interessant uddannelsesforløb med deltagelse af mange professioner og mange placeringer i forhold til deres fagforbund. Ud over pædagoger deltog lærere, en socialrådgiver, en SOSU’er og en fra HK-kommunal. Der var fagforeningsformænd, (fælles)tillidsrepræsentanter og deltagere uden tillidshverv. Det gav en stor spredning i synspunkter, erfaring og muligheder.

(Artiklen er udgivet i Århus Pædagoger nr. 5/2016, som kan hentes her. Artiklen kan hentes i mere læsevenlig udgave her.)

Allerede fra første dag opdagede vi, at det var en åben uddannelse, som vi selv var medskabere af. Vi var drevet af et ønske om, at der også fremover er et velfærdssamfund. Gennem vores daglige arbejde bidrager vi på hver sin måde, men ”kan vi ikke gøre det bedre?”, som det hed en gang. Det mente vi godt, at vi kunne.

Det utålelige

Det viste sig, at vi havde mere tilfælles, end der skilte os. Vi besvarede fire spørgsmål: 1) Hvad er det utålelige for dig? 2) Hvad er du kaldet til at ændre? 3) Hvorfor dig? 4) Hvorfor nu. Af svarene kunne man ikke nødvendigvis regne ud, hvem der havde givet dem.

Det var meget nærliggende at pege på faggrænser som en hindring for at udvikle velfærdssamfundet. ”Professionsvælde” eller ”fagsiloer” blev det også kaldt. Der er stadig brug for en høj faglighed indenfor den enkelte profession, men vi må også have blik for, hvornår en anden profession kan give en ny vinkel på arbejdet. Helst inden vi er gået i stå.

Aktionslæring

VelfærdsSkolen hviler en læringsmetode, som kaldes aktionslæring. Kort sagt går det ud på at lære før, mens og efter man gør noget.

En praktisk handling var, at vi i grupper gik rundt i det lokalområde, VelfærdsSkolen ligger i, og delte taknemlighedsgaver ud til andre velfærdsmedarbejdere. ”Tak fordi du hver dag knokler for Danmarks velfærd” var vores indledning. Jeg var med en lærer og en SOSU’er på besøg i et lægehus, et bibliotek og på banegården. Det var grænseoverskridende for mig at gå hen til en vildtfremmed og give dem noget, men vi blev alle steder taget meget pænt imod. I lægehuset var der endda en ventende patient, som spontant blandede sig og ville høre mere. Hun arbejdede selv med velfærd og syntes, det var alle tiders ide at anerkende hinanden.

Læs mere om min tur her.

Der var i alt fire moduler på i alt ti dage, og vi havde hjemmearbejde for! Hjemmearbejdet blev besværliggjort af, at vi også fysisk befandt os forskellige steder. Mange af os har eksperimenteret med forskellige måder at anerkende på. En del af dem er blevet delt i vores Facebook-gruppe, Velfærdsforandring. Der har været chokolade til hospitaler, plejecentre, borgerservice og brandstationer.

Offentligt møde

På sidste modul holdt vi et offentligt møde. Trods kort varsel fik vi samlet ca. 20 personer, som havde mange gode historier om, hvorfor de havde valgt en profession, som støtter velfærden. For mange lå der historier helt fra deres barndom til grund. Harme, solidaritet og måske endda kærlighed var nogle af drivkræfterne. På mødet deltog bl.a. BUPLs forbundsformand, Elisa Bergmann, og hun var meget interesseret i vores initiativ med anerkendelse af andre velfærdsprofessioner end vores egen.

Hør mere og deltag selv

Følg med på Facebook.

Faktaboks:

VelfærdsSkolen er designet af Tænketanken Cevea, som samlede deltagere på kryds og tværs af professioner og placering i fagforeningerne for at gøre dem ”endnu stærkere som faglige spydspidser og ledere af praksisnær faglig udvikling af velfærden” og ”vise i praksis, at velfærden kan udvikles ”nedefra”, hvis det rigtige rum af tillid, mod og faglighed etableres.” Desuden ville VelfærdsSkolen ”finde svar til fremtiden og sammen skabe en positiv fortælling om velfærdssamfundet og velfærdsmedarbejderne.”