Kategoriarkiv: Artikel

Sparringssamtaler med børn

Skriv et svar

Ro i dagtilbuddetSparringssamtaler med børn

Meget af det pædagogiske arbejde med “uro” foregår i grupper af børn. Men nogle gange kan en personlig samtale med ét barn være banebrydende.

(Artiklen har været bragt i 0-14 3/2016.)

 

Som støttepædagog på en folkeskole har jeg mulighed for at holde sparringsmøder med børn enkeltvis, men man kan naturligvis lige så udbytterigt have det med for eksempel de største børn i børnehaven.

Den vigtigste pointe er efter min erfaring netop det, at jeg taler med dem enkeltvis, hvilket giver mulighed for at gå i dybden. Når et barn ikke har ro inden i sig selv, har det vanskeligt ved at fungere med andre, og derfor kan man sige, at hvis relationer skal fungere, sker dette i en dialektik med det individuelle – barnets inderste følelser og sikkerheds-fornemmelse.

”Mød dig selv”

Jeg har til disse sparringer i 15 år udviklet på ”Mød dig selv”-metoden, som jeg har brugt både med børn og voksne. I denne artikel vil jeg kort introducere fremgangsmåden og jeg vil give uddybede forslag til bøger om det.

Som Sarisha Mendes beskriver det andetsteds i dette nummer af 0-14 (se side …), er det ofte SFO-pædagogens opgave at se på alt det ’ved siden af’ undervisningen, som kører i hovedet på barnet. Det kræver tid til fordybelse med det enkelte barn, og det kan en sparringssamtale give.

Her er det barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes tit over de svar, jeg får, når jeg for eksempel spørger ind til, hvorfor barnet har gjort, som det gjort. Ofte har det enkelte barn en rigtig god grund til sin adfærd, som bare bliver tabt i kommunikationen, hvis der er for ’uroligt’, for lidt tid, for mange tilstede.

Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem fra barnet, som ellers ville have været gemt af vejen. Også nogle gange tanker om verdenssituationen eller om hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Jeg overraskes gang på gang over, hvor meget der kan være i det enkelte barns hoved. Hvad de tænker på, hvad de er glade for, hvad der plager dem, hvad der er svært for dem. Og for mig er det oplagt, at hvis noget af alt dette ikke ’forløses’, så kan det være mere end vanskeligt for dette barn at være koncentreret om undervisningen – eller for den sags skyld om hvad pædagogen giver af kollektive beskeder.

Da Anders sparkede Bilal i maven

2. klasse: Anders havde sparket Bilal i maven. Jeg blev kaldt ind for at udrede trådene. Jeg satte mig med Anders, så vi sammen kunne tegne historien om, hvad der var sket. Jeg begyndte med den historie, jeg havde fået fortalt af en anden voksen: Anders og Christian havde skændtes højlydt. Bilal var blevet bange for, at de ville slås. Bilal var gået imellem Anders og Christian, og Anders havde sparket ham.

Social historieDet kunne Anders for så vidt godt genkende, men han havde en meget vigtig pointe: ”Hvis de andre bare ville lade være med at blande sig, så kunne mig og Christian skændes færdig og blive gode venner igen.” Dét berettiger naturligvis ikke sparket, men det er da et vigtigt budskab at få ud til Bilal og de andre i klassen. Samtidig må Anders også have forståelse for, at resten af klassen ikke bryder sig om at høre deres to klassekammerater (igen) skændes højlydt.

Planlagte sparringssamtaler – ’Mød dig selv’

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi også tager emner og vinkler op, som barnet ikke selv har tænkt på.

Med til den gode sparringssamtale hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

I sin korteste udgave består ”Mød dig selv”-metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, (4) hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, (3) hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv. Til hvert sparringsmøde spørger jeg også (2) hvad er den kommende udfordring? (er det et mindre barn kan man anvende en anden formulering – ’Hvad synes du er svært’ måske). Det kan være noget med SFO’en, skolen, kammeraterne, familien eller en helt personlig udfordring.

Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, (1) hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

Ikke to samtaler er ens. Derfor må man naturligvis stille andre, supplerende spørgsmål og i det hele taget følge barnets tankegang, kombineret med at jeg som pædagog får den nødvendige indsigt i barnet.

Forslag til faglitteratur

E-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Følelsernes ABC. Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). Eksempel: Lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Bogen kan være svær at få fat på – i skrivende stund ganske få tilbage.

Frede Frøs fantastiske tale. Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Læseren bliver undervejs præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Ved hjælp af åndedrætsøvelser får Frede Frø styr på sin uro, hovedpine og vrede og modet til at tale højere under et foredrag. Børnene lærer Frede Frø’s teknikker. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Højtbegavede børn i skolen. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Den har spørgsmål som: ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Min styrkebog. Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO, dele af den også i børnehaven. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider den barnet til at se mere positivt på sig selv og kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Har øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Min glade bog. Et omfattende materiale der tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Med lærervejledning og elevbog til tre aldersgrupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene, en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. For eksempel styrken ”nysgerrig”: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan bruge det til at finde sinde egne topstyrker.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Skriv et svar

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Afvæbnet kritik-artikel

Skriv et svar

Artikel om Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik-artikel

Man kan godt sige, at ringen er sluttet, da Rasmus Willig møder pædagogerne i BUPL Århus og præsenterer sin seneste bog, Afvæbnet kritik. Han fortæller, at han gerne ville holde mødet her, ”for det var her, det begyndte med den første bog, Umyndiggørelse.”

(Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke på billedet.)

Mange vil huske fortællinger om, hvordan velfærdsarbejdere skreg i bilen på vej hjem fra arbejde eller åd store mængder slik for at holde det ud.

Nu er det blevet til en lille serie på tre bøger. I Afvæbnet kritik har Rasmus Willig samlet et udvalg af de svar, pædagoger og andre får, når de kommer med kritik. Deltagerne i mødet på Kystvejen genkender enten formuleringerne eller den mangel på respekt, der ligger bag.

Det er de ikke ene om. Rasmus Willig kan fortælle, at bogen bliver revet ned af hylderne og har givet anledning til debat på mange medier. Aviser, tv, sociale medier; alle taler om den. Og hvad er det så for en bog, som har givet anledning til, at sociologen har taget turen til Aarhus trods en fyldt kalender, et benbrud (”Jeg har først lige smidt støttestrømpen”, forsvarer han sig med, da han sidder ned under hele foredraget) og urimelige vilkår for forberedelse på en bustur med rød billet pga. sporarbejde på Fyn?

Det kan du læse i bogen

Kritik kan ses som en motor for forandring. Kritik tilhører ikke en bestemt fløj, et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Kritik kan tjene alle, og ”moral er kritik og kritik er moral”, som Rasmus Willig formulerer det. Han fortsætter: ”Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.” Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Konkurrencestaten

Tilbage i Aarhus hører vi om Grundlovens § 77, som bl.a. lover, at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Hvad er ”andre forebyggende forholdsregler”? Og hvad gør man ved, at kritikken ikke er forbudt, men at den får så dårlig en modtagelse, at den sygner hen?

Gennem historien har især kirken, staten og markedet haft grund til at censurere. I konkurrencestaten udøver vi selvcensurer, for ingen vil udstille sig selv som svag i konkurrencen. Det gælder også daginstitutioner!

Det er alle steder

Tendensen til at afvæbne kritikken findes i alle niveauer i ledelses-hierarkiet. Mellemlederne møder de samme svar oppefra, som de giver nedad. Og det reproduceres, så pædagogen bruger de samme ord til børnene.

”Det psykiske arbejdsmiljø kommer under et voldsomt pres,” fortæller Rasmus Willig, ”fordi de, som udøver selvcensur, oplever en signifikant form for negativ stressbelastning, der er på højde med frygten for at blive afskediget eller mobbet.”

Akademisk og jordnær

Afvæbnet kritik består delvist af artikler mm, som tidligere er udgivet. Det gør sproget lidt ujævnt bogen igennem. I nogle kapitler refereres til Zygmunt Bauman, Karl Marx, Pierre Bourdieu og Erving Goffman. Andre kapitler består udelukkende af korte, afvæbnende sætninger. Man kan vælge at se det som en svaghed, men det gør den samtidig relevant og interessant for en større læsergruppe. Og den har et budskab, som skal nå langt ud.

Eksempler på de afvæbnende svar er:

  • ”Du er da vist udbrændt.”
  • ”Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
  • ”Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
  • ”Behøver du være sådan en betonsocialist?”
  • ”Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”

Mit eget favoriteksempel vil man ikke kunne lide, hvis man har den faglige stolthed i behold:

  • ”Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Reparationsness

Som ved andre lejligheder stiller Rasmus Willig sig kritisk overfor wellness, fitness og mindfulness, som han samlet set kalder reparationsness. De går fra at være en mulighed til at være et tvangsforhold, når de bliver forudsætninger for at kunne klare sig under et stigende og uafbrudt pres. Og klare sig, det skal man kunne. Flere og flere stillingsannoncer bruger forskellige omskrivninger af resiliens. Med mindre pæne ord betyder det hærdet, hårdfør, modstandsdygtig, resistent, robust og udholdende.

Med en god portion humor fortæller Rasmus Willig, hvordan man kan læse kapitlerne med svar: ”Læs alle kapitlerne med svar højt. Det tager ca. 15-20 minutter,” siger han og advarer: ”Du vil højst sandsynligt få det dårligt, da hvert eneste svar er en dosis arsenik, og alle svar er et syrebad. Der vil typisk gå 1-2 uger, hvor du har det dårligt. Herefter er du vaccineret.”

Humor går også igen i den grundige metode-gennemgang, som bliver til en selvbiografisk (og tragikomisk) fortælling. Både på mødet og i Afvæbnet kritik giver Rasmus Willig eksempler på, hvordan han har samlet sit materiale. En nyuddannet lærer ødelægger sit forhold til både kolleger og ledelse, da hun kommer med kritik på et lærermøde. På samme måde er der eksempler fra de andre professioner, men man kan godt genkende situationerne, selv om man kommer fra en anden profession.

Sidst i Afvæbnet kritik omtales fagbevægelsens rolle. Fagbevægelsen har kæmpet på fire fronter: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Hvis fagbevægelsen fortsat skal bevare og udbygge de fire områder, er den afhængig af, at professionsudøverne kan ytre sig – også kritisk.

Bidrag selv til projektet

Mødet slutter af med to opfordringer:

Hvis du selv har eksempler på, hvordan kritik bliver modtaget med et afvæbnende svar, så skriv til Rasmus Willig. Du finder ham på Facebook og på www.rasmuswillig.dk. Du kan også skrive til: willig@ruc.dk. Alle steder bliver beskeder behandlet med fortrolighed. Dine bidrag kan i anonymiseret form blive delt. Du kan søge på ”Afvæbnet kritik” på Youtube og høre eksempler.

Du er velkommen til at dele citater fra bogen. Hæng dem op på personalestuen, skriv den på forsiden af din kalender eller find selv dine måder.

Afvæbnet kritik
Rasmus Willig
235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016

 

Alle pædagoger er ledere – ledere af børn

Skriv et svar

Alle pædagoger er ledere - ledere af børnAlle pædagoger er ledere
– leder af børn

At praktisere pædagogik er at praktisere ledelse. Pædagogen på stuen har ikke de samme ledelsesværktøjer som lederen på kontoret. Alligevel skal hun hver dag lede en flok uregerlige, uuddannede og illoyale børn. Ikke nogen let opgave.

Artiklen har tidligere været udgivet i Århus Pædagoger nr. 2/2016. Klik på billedet for at læse artiklen i sit oprindelige layout.

Når man tænker over det, har pædagogen en ret umulig opgave. Hun skal være leder af stuen/klassen, hvor børnene ikke skænker det mange tanker, hvor vi er på vej hen. De tunge ledelsesværktøjer som fyring, dårlige udtalelser og løntræk går hen over hovedet på ungerne. De har ikke selv søgt ”stillingen”, mange af dem vil faktisk hellere være et andet sted og lave noget andet. De har i hvert fald ikke skrevet under på noget, vi kan holde dem op på.

Oven i det kan vi lægge, at ingen af dem har særlig meget træning i det, de laver. For slet ikke at tale om uddannelse. Børnene handler ofte mere privat end personligt. Eller professionelt, hvad det så end betyder i børnehøjde. De har en kort lunte og har som udgangspunkt mere blik for ”What’s in it for me?” end for fællesskabet. Der er ingen MUS-samtaler til at afstemme forventningerne, og på legepladsen skal pædagogen endda lede nogle teams, som er sat sammen af ”medarbejdere” fra forskellige afdelinger.

Rammerne for praksis

Alt dette skal pædagogen gøre uden tid til forberedelse. Det holder ikke at aftale en tid næste uge, hvor vi kan mødes og arbejde med konflikten. Det holder ikke at skulle rådføre sig med litteraturen. Hvis man er heldig, har man en kollega, man kan få en kvalificeret mening fra. Man kan også være uheldig, at kollegaen blander sig på en måde (eller et tidspunkt), hvor man slet ikke føler, man har behov for det. For kollegaen er nemlig også leder. Af de samme børn endda. En noget ubeskrevet ledelsesmodel: Kollektiv ledelse af kollektive ”medarbejdere”.

Derfor er netværk så vigtigt for pædagogen. Netværk på arbejdspladsen og netværk udenfor arbejdspladsen. De titusinder af pædagoger, som er med i faglige netværk på sociale medier viser behovet. Når pædagoger mødes på kryds og tværs, kommer de ofte til at tale fag og praksis. Det er der en grund til: De netværker. Det kan godt være, de kalder det noget andet, men de netværker.

Barnets perspektiv

Ok, det ser heller ikke så smukt ud set fra den anden side. Børnene har ingen højeste arbejdstid, ingen hviletidsregler og ingen tillæg for skæve arbejdstider eller uvarslet overarbejde. De manglende regler gør, at de nogle gange opholder sig steder, hvor deres ledere (pædagogerne) ikke må komme. Der er vist noget med, at dampene fra perlepladestrygning er forbudt område for de voksne…

Det kan man lige tænke over, næste gang man overvejer, om man ”har det i sig” at være leder. Hvis man til en samtale bliver spurgt, om man har ledelseserfaring. Hvis bordherren til familiefrokosten mener, hans stilling som mellemleder er mere ansvarstungt end dit.

Så ved du nu, hvad du kan svare. At du også har en ledelsesrolle. En rolle under helt andre rammer end dem, som har ”leder” som stillingsbeskrivelse. Men at dit arbejde er lige så vigtigt, også kræver overblik og fingerspitzengefühl, at se den enkelte og at skære igennem, når det kræves. Prøv selv at læse de øvrige artikler i dette temanummer med de briller på. Og ved du hvad? Den opgave klarer pædagogerne faktisk rigtigt godt efter min mening.

Bøgerne ud til børnene

Skriv et svar

Bøgerne ud til børneneBøgerne ud til børnene

2200 Godnathistorier er en sammenslutning af frivillige højtlæsere, som har taget litteraturformidlingen helt derud, hvor deres målgruppe er. Det vil sige udenfor på pladser og i parker, baggårde og folkekøkkener, hvor mange børn og unge færdes, også om aftenen.

Som navnet antyder, har 2200 Godnathistorier sine rødder på Nørrebro i København, nærmere bestemt de socialt belastede boligområder på ydre Nørrebro. Her er læsning ikke en del af mange familiers hverdag, fortæller Stine Josefine Dige, der har besøgt i hundredevis af hjem som bogstartsmedarbejder. Fællesskabet lider under bandekonflikter, terrorsagen, sproglige og sociale skel og deraf følgende utryghed. Bogudlånet og bogsalget er tilsvarende lavt. Det er ikke nok at slå et arrangement op på biblioteket og forvente, at publikum kommer. Til gengæld har det vist sig nemt at rekruttere frivillige, der ønsker at gøre en forskel.

Aktiviteterne foregår sjældent i de kommunale bygninger. Tværtimod er det et kendetegn for 2200 Godnathistorier, at de fleste aktiviteter foregår i badeanstalten, på plejehjemmet, i beboerforeningen og sportshallen. En sidegevinst har været at få de lokale aktører til at arbejde sammen på nye måder.

Kultur af og med børn

Eksempelvis afviklede 2200 Godnathistorier et stort arrangement i Nørrebroparken i 2015 i forbindelse med skabelsen af deres findebog med arbejdstitlen Find Finn & Fatima. Ud over oplæsning af bøger for børn i et telt med ægte tæpper på ”gulvet” blev deltagerne budt på en kinesisk drage, trommespil, vandkamp, dance hall og indisk dans. Sidst på dagen kom en kran, så der kunne tages et billede af alle deltagerne siddende i en hjerteform i parken. Billedet bliver forsiden på børnebogen, som udkommer til september 2016 og laves sammen med børn, familier og etniske foreninger på Nørrebro.

De utraditionelle arrangementer afstedkommer nogle ret specielle opfordringer. Forud for en Halloween-fest kunne man bl.a. læse: ”Kunstnere søges til at skære 100 græskar ud med børnene på lørdag”. En anden gang efterlyste de en kamel til en tredages oplæsning af 1001 nats eventyr i forbindelse med Nørrebro Kulturfestival, hvis der lige var en, som havde sådan en. ”Det lykkedes faktisk at skaffe hele to kameler,” fortæller Stine Josefine Dige.

Da Vitello bygger en monsterfælde blev læst op, kunne børnene bagefter selv være med til at bygge en monsterfælde og fange en af de frivillige forklædt som monster og give ham buksevand. Når Alfons og Mille binder sløjfer, skal børnene naturligvis selv i gang med snørebåndene. Kroppen lærer, og 2200 Godnathistorier bruger kroppen og byrummet, når børnelitteraturen formidles, og historierne bliver bragt til live med børnenes hjælp.

Små fælleskaber i fællesskabet

Frivilligheden bærer initiativet. Da 2200 Godnathistorier modtog Klods Hans-prisen af Selskabet for Børnelitteratur ved BogForum 2015, blev der lagt vægt på, at de med entusiasme og nytænkning har gjort en særlig indsats for børne- og ungdomslitteraturen. I begrundelsen hed det bl.a., at det ”lykkedes at mobilisere både de læse- og fortællestemmer, vi ellers ikke hører, og kendte stemmer, som kan være med til at skabe opmærksomhed omkring projektet.” Det er ikke kultur for børn, det er kultur af og med børn.

Der er mange forskellige måder at gøre mennesker aktive omkring bøger og fortællinger på. Det er en form for formidling ud over det sædvanlige. På den måde ”fanger” man de læsere, som tilfældigt kommer forbi på en tur i parken. Aktive er også de, som har meldt sig til at læse for børn (og i øvrigt også voksne og ældre, som andre arrangementer retter sig mod). Ikke mindst er der den faste gruppe frivillige, som står med planlægningen.

2200 Godnathistorier modtog også Fællesskabsprisen i 2014. I begrundelsen hedder det bl.a., at ”2200 Godnathistorier skaber meget konkrete små fællesskaber i fællesskaberne. Det er helt forskellige mennesker, fra ældre på plejehjem til unge i baggårde og børn på lektiecaféer, der sidder og lytter til en god historie. Det er så dansk og det er så typisk for fællesskabet, at folk på tværs af alt, er sammen, og derfor modtager 2200 Godnathistorier Fællesskabsprisen 2014.”

Frivillige bærer

Tovholderen i 2200 Godnathistorier er ildsjælen Stine Josefine Dige, som læser på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Hun har selv skrevet børnebøger om en marginaliseret gruppe børn: Hendes billedbøger om Niller Pilfinger giver et indblik i en hverdag for de børn, som lever i regnbuefamilier. Niller er en nysgerrig dreng, en Emil fra Lønneberg i en moderne kontekst. At han har to mødre er ikke noget hovedtema i bøgerne. Hans oplevelser kunne lige så godt beskrive et barn i en kernefamilie og normaliserer derfor det at være medlem af en regnbuefamilie. Bøgerne er oversat til engelsk, tysk, svensk og norsk, og den oversatte tekst kan gratis hentes på www.nillerpilfinger.dk, ligesom der er udarbejdet pædagogisk materiale til daginstitutioner.

Erfaringerne fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og sine tidligere udgivelser bruger Stine Josefine Dige også i 2200 Godnathistorier. Der er som sagt en farverig og mangfoldig billedbog på vej, som viser børn, der er blevet væk i rodet på deres værelser. I detaljefyldte fotocollager skal læseren finde ting på samme måde som i Holger-bøger og andre myldre-bøger. Teksten og opgaverne forfattes i samarbejde med elever fra den lokale folkeskole.

Ud over fotobogen ligger der mange gode ideer og venter på at blive til virkelighed, fortæller Stine Josefine Dige. Hun lægger stor vægt på, at uden de mange frivillige ville 2000 Godnathistorier ikke eksistere. Hun ser sig selv som blot en af mange. Stine Josefine Dige måtte modtage Klods Hans-prisen alene, selv om hun havde ønsket, at alle de frivillige kunne være med på scenen. Man kan så sige, at de heldigvis gør et stort arbejde ”i felten” med formidlingen af fortællingerne i stedet.

Læs mere om 2200 Godnathistorier på www.facebook.com/2200godnathistorier.

(Denne artikel er bragt i LæringsCenteret nr. 1:2016.)

Børnebøger blogger man da om

Skriv et svar

Børnebøger blogger man da omBørnebøger blogger man da om

Af Merete Flensted Laustsen, master i børnelitteratur, bibliotekar og redaktør på Bogbotten og Bjarne W. Andresen, lærer, pædagog, master i børnelitteratur og redaktør på JAGOO.

Artiklen har tidligere været bragt i Klods Hans nr. 3/2015 og i Dansk nr. 3/2015.

Læs den også side 20-21 her.

Bogelskerne har indtaget bloguniverset. Man kan let og billigt – eller gratis – formidle gode læseoplevelser til et stort publikum. Det tiltaler både professionelle aktører og den almindelige læser hjemme ved sofabordet. Bloguniverset et broget område. Der er meget godt at hente, når man læser bogomtalerne og anmeldelserne med lidt kritisk sans. Artiklen giver et overblik over forskellige typer blogs om børne- og ungdomsbøger.

Private blogs

I den lettere ende skriver helt private bloggere skriver bøger for deres fornøjelses skyld. Det er ofte forældre, som omtaler bøger, de har læst for deres børn. Målgruppen er primært andre forældre. Det kan være en blandet fornøjelse, for ofte mangler bloggerne et bredt kendskab til børnelitteraturen. Der er sjældent analyser, og der er mange ’synsninger’. Hvad bloggeren mangler af teoretisk baggrund kan opvejes af den begejstring, der lægges for dagen. Private blogs kan bruges til at give et indblik i, hvad de enkelte bloggere og deres børn er faldet for.

Private blogs skriver oftest om bøger til de helt små. Når børnene kan læse selv, falder mange forældre fra som højtlæsere, og børnene har ikke deres egne blogs. Derfor er der et ”hul” hvad angår bøger til begynderlæsere. De største ildsjæle blandt unge læsere har egne blogs, men de er få. Man er henvist til f.eks. skolernes netværk, hvis man ønsker at læse børnenes egne omtaler af bøger.

Enkelte private fagfolk har egne blogs, hvor man kan finde bogomtaler blandt indlæg om andre emner. Ønsker at følge deres blogs og dermed også deres øvrige virkefelter, kan det være undervisning, pædagogik og kultur generelt. F.eks. skriver Anette Øster af og til om bøger på www.anetteoster.wordpress.com og en af denne artikels forfattere skriver på www.bjarnewandresen.dk.

Forlagene er også på banen

Forlagene spiller en stigende rolle i formidlingen af bøger. De tre store forlag (Carlsen/Lindhardt og Ringhof, Gyldendal og Rosinante/Høst og Søn) har profiler på Facebook, som korresponderer med hjemmesider, som henvender sig til unge og med målgruppen selv som anmeldere.

Forlagshuset Rosinante&Co står bag www.bog-vlog.dk. Her kan alle være med, og hvor det er uden betydning, hvilket forlag der har udgivet den pågældende titel. Det gælder om at dele sin læseglæde og -lyst med andre via vlogs, som er en lille kort video, hvor anmelderen mundtligt fremlægger sin anmeldelse til et videokamera. Vlogs er blevet populære i målgruppen. Facebook-siden ”Unge læser med Rosinante&Co” efterspørges indimellem anmeldere  – især til ikke boghandlertitler. Ellers linkes ofte til andre bloggere. Rosinante er i kontakt med en del private bloggere, som de sender eksemplarer af bøgerne til på lige fod med avisernes anmeldere

Gyldendals bud på formidling af YA-litteratur (Young Adult-litteratur) hedder www.weloveya.net, som endnu ikke indeholder anmeldelser. Bloggen indeholder bl.a. nye udgivelser og interviews, og målgruppen er de unge læsere selv. Weloveya korresponderer med Facebook-siden Gyldendal UNG, som indimellem annoncerer efter anmeldere. Der udvælges typisk fem anmeldere, der laver en anmeldelse, som bliver lagt på siden uredigeret. Weloveya er begyndt at samarbejde med læsersitet www.goodreads.com, hvor de mest engagerede læsere indimellem bliver tilbudt et forhåndseksemplar af en titel, de har på deres ”want to read”-liste mod at skrive en anmeldelse.

Forlagshuset Lindhardt og Ringhof står bag sitet www.lovebooks.dk. Formålet er at samle læsere af alle slags kærlighedshistorier til at dele læseoplevelser med hinanden. Sitet har en gæsteblog, hvor har læserne ordet, og indholdet leveres af frivillige. På redaktionens blog kan man læse nyheder om kommende udgivelser. LOVEBOOKS kan også følges på Facebook eller Instagram. LOVEBOOKS har taget konsekvensen af, at meget litteratur i dag ikke har en veldefineret målgruppe. Den har derimod en interessebestemt læserskare, hvori også indgår de unge og deres litteratur.

De uafhængige professionelle

Der er kommet en række blogs, som redigeres af fagfolk uden tilknytning til forlag eller andre kommercielle interesser.

Bogbotten

Bogbotten.dk henvender sig mest til fagfolk, der arbejder med formidling, indkøb og anvendelse af litteratur for børn, unge og unge voksne, men også forfattere og andre professionelle indenfor det børne- og ungdomslitterære felt anvender bogbotten. Bogbotten.dk har fokus på en titels brugsværdi og der anmeldes alle typer skønlitteratur inklusiv billed- og pegebøger. Anmelderne er frivillige med en baggrund i at arbejde professionelt med børne- og ungdomslitteratur f.eks. undervisere på professionshøjskolerne, pædagoger, dansklærere, litteraturstuderende og bibliotekarer. Hjemmesiden har en korresponderende Facebook-side.

JAGOO

Boganmeldelserne er kun en del af www.jagoo.dk, som primært henvender sig til institutioner, pædagoger og studerende. En halv snes anmeldere med forskellig faglig baggrund anmelder bøger til målgruppen, herunder børnebøger. JAGOOs niche er, at den er henvendt til det pædagogiske praksisfelt, hvilket både påvirker udvalget af anmeldte bøger og den vinkel, der er lagt i anmeldelserne.

Aslan

Bibliotekar Gunhild Lindstrøm modtog i Klods Hans-prisen i 2008 for sit site www.aslan.dk, som er et overflødighedshorn af viden om børnelitteratur. Gunhild Lindstrøm fortæller, at hun dagligt arbejder på Aslan, som begyndte som et fysisk tidsskrift i december 1989. Der ligger altså et enormt arbejde og en ildsjæl bag bloggen. Siden kan derfor være lidt svært at finde rundt, men tiden er givet godt ud og der er mange links til andre sider.

Bøger til børn

Denne blog skrives af Maria Louise Bjørn Bjerrum og Lisa Gardum Andersen, som begge er dansklærere og mastere i børnelitteratur. www.bogertilborn.dk har en afdeling for hhv. børnebøger, ungdomsbøger og billedbøger. Bloggen omtaler både billedbøger til de yngste læsere og billedbøger til brug i f.eks. Folkeskolen. Der hører en facebookside til bloggen. Bøger til børn er en blog, som kræser for både indhold og indpakning.

De offentlige

Pallesgavebod.dk er ikke en egentlig blog men en vigtig hjemmeside at tage med her. Pallesgavebod.dk er de danske børnebibliotekers internetunivers, og her findes bl.a. anmeldelser og anbefalinger til målgruppen mellem 8 og 12 år. Hjemmesiden er blevet til i et samarbejde mellem Kulturstyrelsen – Center for Bibliotek, Medier og Digitalisering under Kulturministeriet og fortællevirksomheden Copenhagen Bombay.

Sidst, men ikke mindst er der Bookeater.dk (før boggnasker.dk) for unge, som interesserer sig for bøger, forfattere og læsning. Det drives og finansieres af Odense Centralbibliotek, og der er tilknyttet en Facebook-side. De er også på Twitter. BOOKEATER indeholder mange anmeldelser fra læser til læser. Sidens grundlægger Finn Wraae er lige blevet vinder af årets BØFA-pris 2015.

Den faldne engel

Skriv et svar

Den faldne engelDen faldne engel

Kenneth Bøgh Andersen
295 sider
Høst & Søn 2015

 

 

 

 

Det var en overraskelse, da Kenneth Bøgh Andersen sidste år varslede et femte bind i serien Den store Djævlekrig. Det har været ventetiden værd, for Den faldne engel er djævelsk god. Filip bliver endnu engang kaldet til Helvede. Denne gang er det Gud, der har sendt efter ham.

Bogen begynder lidt langsomt. Den ændres til endnu en uhyggelig, spændende og humoristisk fortælling om et univers, hvor begreber som det gode og det onde ikke rigtigt giver mening. Den væsentligste dagsorden er opretholdelse af den balance, der er mellem de forskellige dele af universet.

Netop denne balance er truet i Den faldne engel, og Filip må finde ud af, hvem der står bag. Om han når at stoppe kaos er ikke klart, når man er færdig med bogen. Som i mange andre af seriens bøger er der meget stof til eftertanke. Om Filip står der, at ”Der var mange ting, han ville ønske, han ikke vidste.” Han har fået indsigt i ting, som truer med at gøre ham sindssyg. I et tidligere bind har han reddet sin mors liv. Nu må han leve med (!), at hun har fundet en ny kæreste og dermed truer muligheden for, at hun kan genforenes med Filips afdøde far, når den tid kommer.

Der er mange humoristiske referencer til historiske personer. Hvis læseren ikke fanger dem alle, ødelægger det ikke historien, men de lægger et ekstra lag til fortællingen. Vi møder f.eks. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i et skænderi i Himlen. Skænderi er tilladt også i Himlen, for ”retfærdighed er en af kardinaldyderne.” Churchill og Einstein spiller skak. Og Einstein vinder naturligvis…

Filips tro bliver endnu en gang sat på prøve. Jahve har flere mørke sider, og stærkest udtrykker Abraham det. Han blev pålagt at slå sin søn ihjel, og Jahve havde glemt alt om det. Isak blev kun reddet, fordi en engel trådte imellem. ”Når man har en gud som Jahve, så behøver man ingen djævel,” siger han.

Abraham tager fejl. Både Djævelen (ham med stort) og djævlene spiller en væsentlig rolle i kampen for at opretholde balance, kosmos, orden. Derfor skal Filip finde og nedkæmpe det, som truer balancen. Normalt ville jeg ikke have problemer med at afsløre slutningen, for denne anmeldelse er skrevet til professionelle, som skal vejlede unge læsere. I dette tilfælde ved jeg, at den voksne læser kan være lige så spændt, så jeg vil blot fortælle, at historien får et uventet tvist i de to sidste kapitler.

Hvis man ikke kender serien i forvejen, skal man læse de enkelte bind i rækkefølge. I bind 1 forlader Filip Engel livet som underdog på en skole, hvor Orla Frøsnapper-typen Søren er efter ham. Filip kommer i Helvedet, hvor Djævelen har besluttet at få en lærling. Ved en fejl bliver det dydsmønsteret Filip, som får opgaven i stedet for Søren, som ellers var den udvalgte.

Den store djævlekrig er på en måde tro mod Bibelens univers og den kristne kirkes udlægning: Jahve er den store skaber og mange af de bibelske fortællinger indgår i Kenneth Bøgh Andersens univers. Det er bare ikke alt, som står i Bibelen, nogle af hullerne udfylder Den store djævlekrig for os. Særligt genialt skrevet er et kapitel midt i Ondskabens engel (bind 4), som genfortæller syndefaldsmyten, hvor de to ærkeengle Mikael og Lucifer vælger forskelligt med et evigt fjendskab til følge.

På den anden side er det en hel anden verden, Kenneth Bøgh Andersen udfolder. Et multivers, hvor de forskellige religioners myter og dødsriger indgår. De ligger i indbyrdes konkurrence men har også respekt for hinandens forskellige opgaver.

(Anmeldelsen bringes også på JAGOO og i LæringsCenteret – side 22 eller klik her.)

Læs også:

Etik i pædagogisk arbejde

Etik i pædagogisk arbejdeEtik i pædagogisk arbejde

Det handler om valg. Som pædagoger træffer vi hele tiden valg, og der er ingen lette genveje. Vore valg berører ikke bare os selv, men i høj grad også de mennesker, vi har ansvar for i vort arbejde.

Artiklen har været trykt i Århus Pædagoger. 2/2015 side 14-15, som kan læses her.

BUPL har lavet et etisk grundlag for pædagoger som hjælp til at kvalificere de valg vi træffer. Det giver mening at tale om dilemmaer i stedet for opgaver (eller det meget populære udfordringer), for dilemmaer kan modsat opgaver ikke løses. Når man træffer et valg i et dilemma, er man bevidst om, at det både har positive og negative konsekvenser.

Et af pædagogernes faglige mål er at arbejde for det gode liv. ”Og hvad er så det?” kan man spørge. Jørgen Husted giver et godt bud i sin bog Etik og værdier i pædagogers arbejde. ”Et godt liv er et liv, der er godt for den, hvis liv det er, hverken mere eller mindre.” Det er vigtigt at sætte sig ind i, hvad der har værdi for det barn eller den unge, vi arbejder med. Det er altså ikke godt nok at tage udgangspunkt i egne interesser, egen glæde og egne værdier.

Værdier i pædagogisk arbejde

I Etik og værdier i pædagogers arbejde læser man også om en række værdier: Respekt og omsorg, selvbestemmelse, autonomi, selvstyre, selvansvarlighed og selvudvikling. I pædagogisk arbejde er det mere kompliceret end som så. F.eks. kan omsorg og autonomi komme i konflikt med hinanden, hvis et barn ønsker noget, som ikke er sundt. Hvad gør vi f.eks., når barnet vil løbe ude i solen uden solcreme på eller gang på gang opsøger lege(makkere), som giver barnet frustrerende nederlag?

Dilemmaer

Carsten Pedersen viser i sin bog Praksisfilosofi, Dilemmadiagram fra omsigt.dkhvordan forskellige værdier kan føre til gensidige dilemmaer. I figuren ser vi, hvordan værdierne handlekraft og omtanke hver især er gode, men kommer der for meget handlekraft, går det ud over omtanken. For meget omtanke går på samme måde ud over handlekraften.

Pædagogen må indsamle mest mulig viden for at træffe det bedst mulige valg. Det kan f.eks. være, at barnet uden solcreme gerne vil lege inde i legehuset, eller at det andet barn vil lege de gode lege sammen med andre børn (eller de samme børn kan lege en mindre udfordrende leg). I mange tilfælde kan vi ikke finde sådanne kompromisser og må leve med, at vi begrænser omsorgen af hensyn til autonomi – og omvendt. Det er ikke et enten/eller, det er et både/og.

Det etiske hjul

Når pædagogen indsamler mest mulig viden, kan hun benytte ”Det etiske hjul”, som Jørgen Husted har lavet. Der er tre hovedområder: Pligter (som tager sit tankegods fra pligtetikken), Konsekvenser (konsekvensetikken/nytteetikken) og Idealer (dydsetikken). Hvert hovedområde har tre underpunkter.

I sine bøger giver Jørgen Husted mange eksempler på, hvordan hjulet bruges i forbindelse med cases, som er tæt knyttet til pædagogiske praksis. Institutionen har f.eks. en slikpolitik, men er det en almengældende regel eller er det en hensigtserklæring, man som pædagog har frihed til at afvige fra?

Det etiske hjulJørgen Husted skriver om at arbejde på den måde, at ”ved stillingstagen til et etisk problem skal pædagogen dreje hjulet hele vejen rundt. I hver enkelt dimension skal hun overveje princippernes grunde for og imod valgmulighederne.” Det er også grunden til, at BUPLs professionsetiske dokument, Etisk grundlag for pædagoger forholder sig til alle tre hovedområder og ikke kun til et af de tre, selv om de filosofihistorisk har været i opposition til hinanden. Det samme gælder i øvrigt det professionsetiske dokument hos det andet store pædagogiske fagforbund, Socialpædagogerne (SL).

Målet er altså ikke at træffe valg, som 100 procent lever op til alle punkterne. Kunsten er at (nå at) tænke punkterne igennem og på det grundlag at træffe en etisk beslutning. Det er en proces, og de første gange vil det føles omstændeligt og tidskrævende. Med tiden vil det sidde på rygmarven.

Et eksempel fra hverdagen

Et klassisk eksempel er køen til rutsjebanen, gyngerne eller andre attraktive legeredskaber. Her kommer begreberne lighed og retfærdighed i spil. F.eks. er det lighed at holde på først-til-mølle-princippet. Det er ikke altid det samme som retfærdighed. Man kan også argumentere for en tidsbegrænsning pr. barn. Eller for at barnet med forstuvet fod kan komme foran i køen, selv om han/hun altid når sidst ud på legepladsen. Eller at det nye barn kan få lov at prøve de spændende ting. Eller fødselsdagsbarnet. Eller…

For at pædagogen får mulighed for at udvikle og udfordre sin professionsetik, har hun ifølge John Stuart Mill behov for tre idealer for udvikling. Det kan godt være et personalemøde værd at tale om, hvordan det er muligt på arbejdspladsen. Der er det sociale ideal; man skal være omgivet af forskellige værdisæt for at kunne udvikle sit eget. Der er det politiske ideal; dialog, ytrings- og diskussionsfrihed og mulighed for at eksperimentere er nødvendige i individets etiske udvikling. Der er det personlige, etiske ideal; det er personlig medbestemmelse.

Fortrolighed

Som pædagog kommer man ikke uden om begrebet fortrolighed. Det er andet og mere end privatlivets fred, og grænserne går ikke (kun) ved vores tavshedspligt. Børnene deler fortrolighed med os. Hvor meget fortæller vi videre til forældrene? At barnet/den unge har en kæreste? At barnet unge ikke vil bebyrde forældrene med bekymringen om den døende bedstefar? At barnet har snydt i skolen og skrevet matematikopgaven af fra sidekammeraten?

Her kan du læse mere:

  • Jørgen Husted: Etik og værdier i pædagogers arbejde. Hans Reitzels Forlag 2015.
  • Jørgen Husted: Etik, moral & værdier. Philosophia 2005.
  • Carsten Pedersen: Praksisfilosofi. Akademisk Forlag 2011.
  • Gå ind på www.bupl.dk. Søg på ”Professionsetik”. Der er blandt andet Etisk grundlag for pædagoger. Søg på ”Etik i pædagogisk praksis”. Der er blandt andet to hæfter med cases og debat med fællestitlen Etik i pædagogisk praksis.

Højt begavede børn læser også

Skriv et svar

Højt begavede børn læser ogsåHøjt begavede børn læser også

God og velvalgt børnelitteratur støtter og skubber til alle børns udvikling. Men pædagoger har en særlig udfordrende opgave, når de skal vælge bøger til højt begavede børn.

 

(Artiklen indgår i mit formidlingsprojekt fra masteruddannelsen i børnelitteratur og udkom som en bonusartikel til Pædagogisk Extrakt, tilgængelig via et opslag på tidsskriftets facebookside. Læs artiklen i sin oprindelige opsætning her.)

Denne artikel fortæller, hvordan børnelitteratur kan bruges i arbejdet med højt begavede børn.

Højt begavede børn er ekstremt nysgerrige og bearbejder viden på en anden måde end jævnaldrende. Det stiller særlige krav til pædagogen, som skal finde og introducere bøger til barnet. Børnene har ofte en asynkron udvikling: Deres udviklingsmæssige alder afhænger af, om man kigger på f.eks. motorisk, følelsesmæssig eller kognitiv udvikling. Det gør dem svære at spotte, og de har andre behov, når de skal møde relevante udfordringer i institutionerne.

Hvordan får vi øje på de højt begavede børn

I arbejdet med børn har det slået mig, at det ikke nødvendigvis er let at være højt begavet. I børnehaven skiller børnene sig i stigende grad ud. De kan f.eks. stille meget detaljerede spørgsmål om det, de interesserer sig for, eller de foretrækker at gå alene rundt, selv om de er vellidte nok og godt kan lide de andre børn.

Højt begavede børn lige så forskellige som andre. Og de tegn, pædagoger skal kigge efter for at identificere disse særlige børn, kan også være tegn på noget helt andet. F.eks. på perfektionisme eller en autismespektrumforstyrrelse.

Højt begavede børn kan også fejlagtigt blive bedømt som blot velbegavede. Der er en flydende overgang, og som pædagog ved man sjældent, hvor højt begavet et barn er. I sin bog Intelligente børn bruger cand.pæd.psyk Ole Kyed denne liste:Højt begavede kendetegn

Intelligens er medfødt – det er ordforråd ikke

Pædagoger har et særligt ansvar for at skabe rammer og udvælge input til de børn, de arbejder med. Også når det gælder børnenes møde med bøger. Alle børn har behov for bøger, som støtter deres udvikling. De højt begavede børns asynkrone udvikling betyder imidlertid, at pædagogen skal gøre en ekstra indsats for at finde udfordrende og tilpassede bøger. Som Ole Kyeds liste indikerer, kan det f.eks. være filosofiske bøger eller bøger om verdensrummet, som kræver en høj abstraktionsevne. Spørg hvilke bøger, barnet kan lide. Det giver et fingerpeg.

Nogle højt begavede børn interesserer sig ikke for fiktion. Jeg havde en samtale med en niårig dreng. Han beskrev klassens arbejde med Gummi-Tarzan sådan her: ”Hvad skal man lære af det? At man kan gå ned til en sø og møde en gammel heks og få tre ønsker opfyldt! Hvad er det for noget at lære?”

Det er en fejltolkning, at højtbegavede børn altid kender mange begreber. Intelligens er medfødt, det er ordforråd ikke. Den opmærksomme pædagog kan derfor støtte barnets udvikling ud over, hvad det har med hjemmefra, ved at udforske barnets interesser og tilbyde det nye sproglige universer i bøger.

Pædagogen skal finde bøger, som udfordrer barnet passende og tager udgangspunkt i de særlige forudsætninger og interesser, som barnet har med sig. Præcis som Vygotskys beskriver det med sit begreb om den nærmeste udviklingszone. Præsenter barnet for tre bøger af gangen og lad det vælge blandt de tre.

Hvilke bøger kan du bruge?

Ulla Rose Andersens Kan en hund grine? vil med sine finurlige spørgsmål, få det mindre barn til at tænke sig om. Samtidig giver det gode samtaler mellem pædagog og barn. Formen er helt enkel: Et billede og et spørgsmål. Det kan være: ”Hvad tror du, en flue synes er rart?”

De fleste højt begavede børn undrer sig over livets store spørgsmål og vil have forklaringer. Jeg kan anbefale Maren Weischers Sådan begyndte det og Sådan begyndte verden.

Høj begavelse medfører ofte angst, fordi barnets forestillingsevne overstiger beredskabet til at håndtere den. God børnelitteratur kan hjælpe barnet til at håndtere angst. I Stian Holes smukke bog Annas Himmel er det døden, der er temaet.

Børn med asynkron udvikling har det ofte svært med følelser. Renée Helmig Toft Simonsens Alle er gode til noget handler om et frustreret barn, som føler sig helt forkert.

Der er behov for differentiering

Denne artikel peger på en udfordring med at finde passende børnelitteratur til en særlig gruppe børn. Jeg anviser enkelte bøger – men kig i din egen institution eller gå på biblioteket for at hente mere inspiration. Det højt begavede barn har samme store behov for udfordring som alle andre børn. Der er brug for differentiering og brug for fællesskab med resten af børnegruppen.

Glæd dig! Når du udfordrer dig selv på at udvælge de rigtig bøger, vil du samtaler, som lærer dig meget mere om det enkelte barn.

Denne artikel bygger på Bjarne W. Andresens formidlingsopgave. Hent den her.

Vælg en bog

  • Ulla Rose Andersen: Kan en hund grine?
  • Renée Helmig Toft Simonsens: Alle er gode til noget
  • Stian Hole: Annas Himmel
  • Jonathan Lindstrøm: Sådan begyndte det
  • Maren Weischers: Sådan begyndte verden

Sproglege

Skriv et svar

SproglegeSproglege – pragmatisk sprogtræning med fokus på børnefællesskaber

Charlotte Gørtz Andersen og Ulla Runge Bertelsen
64 sider
Dafolo 2013

Alle pædagoger møder dem: Børn, som har et fint ordforråd og god udtale. De klarer sig godt i sprogtest. Alligevel taler de og kammeraterne forbi hinanden, og lege ender ofte i konflikter. Sproglege giver forslag til aktiviteter, som hjælper børnene til at bruge sproget på en hensigtsmæssig måde i sociale relationer.

(Anmeldelsen har været bragt i Pædagogisk Extrakt og på JAGOO. Læs den i sin originale opsætning her.)

Bogen falder i to dele: En kort teoridel, hvor de centrale begreber forklares i et lettilgængeligt sprog, og en praksisorienteret del, som kan bruges som håndbog. Jeg vil anbefale Sproglege til alle pædagoger, som er parate til at sætte spørgsmålstegn ved deres praksis til fordel for børn med små eller store pragmatiske udfordringer.

Sproglege beskæftiger sig med pragmatikken, som handler om brugen af sproget i socialt samspil. Barnet kan bruge sproget godt i én sammenhæng og dårligt i en anden. F.eks. vil barnet ofte fungere bedre i dialog med en voksen end sammen med en gruppe andre børn. Samtaler har regler, og når man bryder dem ofte, opstår konflikterne. Et barn med pragmatiske vanskeligheder kan f.eks. skifte emne umotivet, afbryde eller over- eller underinformere.

I bogen er der forslag til lege, som træner sproget. Forslagene er skrevet med respekt for mangfoldigheden i den praksis, som er i institutioner og SFO. De er i stigende sværhedsgrader, så det er muligt at finde en leg, som passer til de fleste børn. Der er også fokus på andre ting, pædagogen kan være opmærksom på. Hvis barnet f.eks. taler med andre gennem pædagogen, kan hun vejlede det til at gå den direkte vej ved at sige: ”Kan du selv gå hen og fortælle ham det?”

Forfatterne lægger op til en større grad af styring fra pædagogen, end de fleste er vant til. Det er en hjælp til barnet. Pædagogen bør være med til at aftale legen og sørge for, at det planlægges allerede i garderoben. Hun skal ikke styre, hvad der aftales, men skal kræve, at der aftales noget på forhånd. Uden voksenstyring har børnene alligevel (ordløst) aftalt, hvem der leger hvad med hvem, inden de når legepladsen. Så er det for sent for den, som ikke forstår spillet.

Bogen angiver fem trin til succes: Hav øjenkontakt, brug dit kropssprog, vis interesse, lad den anden tale færdig og sig noget relevant.

Pædagogen opfordres til at være opmærksom på, om hun taler til børnene eller med børnene. Det viser vigtigheden af en hyppig en-til-en situation mellem barn og voksen. Når vi er sammen med flere børn på en gang, har vi en tendens til at tale til dem, ligesom vi bryder mange samtaleregler; f.eks. at skiftes til at tale, at lade begge være med til at udvikle samtalens emne, at mumle bekræftende undervejs. Det kan barnet ikke øve, når der er samling, det sker kun ved samtale mellem få.